“My dad was named after a Civil War general, and he voted for Barack Obama twice…He used to say ‘If you know better, you can do better.’ America — we know better. We can do better.” [Jeff Tweedy i en kommentar til udspillet]
I dag er det fyrre år siden Elvis Presleys kæreste Ginger Alden fandt Presley livløs på et badeværelse i Graceland-bygningen. Der ligger stadigvæk et tyndt slør over dødsårsagen, men svigtende helbred og stofmisbrug var en væsentlig del af forklaringen på, at han kun blev 42 år.
Jeg sad på en sofa et sted i Esbjerg, da nyheden blev læst op i radioavisen. Og det var, som det altid er, når nogen man kender, går bort, en uvirkelig oplevelse. På samme tid banalt og uforståeligt. Vi skal alle dø, vi ved det godt, og alligevel er det svært, ja umuligt, helt at forstå.
Men selv om Kongen forlod bygningen og ikke lever i det skjulte et sted på kloden, som myterne gerne vil have det, så lever han videre i musikken. Der udgives stadigvæk plader – seneste den flotte retrospektive boks med halvtredserindspilninger A Boy from Tupelo, der lige er udkommet. Og dertil alle genudgivelserne.
Forleden kunne man læse om en dansk ingeniør, der havde overtaget 25 tons/kubikmeter 78-tommer vinylplader, som han ville digitalisere. Men han er ikke den eneste, der gør en indsats for at redde de gamle skivers lyd for eftertiden. På archive.org finder man fx en side af George Blood, der også har arbejdet på sagen…
https://archive.org/details/georgeblood
Det er også halvtreds år siden britiske Flower Pot Men huserede på hitlisterne med deres iørefaldende ode til hippehovedstaden San Francisco, Let’s go to San Francisco. Et klart hit, men også et eksempel på udnyttelse – “exploitation” – af hippierne Summer of Love. Sangen blev skrevet og produceret af John Carter og Kenn Lewis, der havde til hensigt at lave en Brian “Beach Boy” Wilsonsk pastiche. Flower Pot Men blev sammensat til lejligheden med Tony Burrows ( Edison Lighthouse, First Class, White Plains og The Brotherhood of Man) i forgrunden. Projektet lykkedes på sæt og vis, for pladen blev en stor succes.
https://www.youtube.com/watch?v=rNqmE02Oi3k
Mandag den 14. august 1967 blev The Marine, &c., Broadcasting (Offences) Act ophævet til lov i Storbritannien. Og med Marine Broadcasting Offences Act eller Marine offences Act, som de efterfølgende blev kaldt, var der endegyldigt sat et legalt punktum for de såkaldte piratradioer, der sendte til Storbritannien fra international farvand. Lovgivningen, der umuliggjorde det for britiske personer at arbejde på disse piratradioer, fulgte efter flere års debat mellem folk, der ønskede en kommerciel liberalisering af radiofoni og tv (og et brud med BBCs monopol) på den ene side og modstanderne, der havde en lang liste af indvendinger over for pirateriet. Og klemt inde mellem de to var ungdommen, der blot ville lytte til popmusik.
En tilsvarende lovgivning kom til Danmark i 1962.
Men helt slut var det nu ikke. Radio Caroline, der startede i 1964, har holdt sig flydende lige siden dengang.Til gengæld kan man sige, at udviklingen på mediefronten har gjort den mere eller mindre overflødig.
https://youtu.be/42I68mb4BMA
Selv om det franske punkband Métal urbain sang på fransk, så fik de en vis opmærksomhed i punkens hjemland England. John Peel havde et godt øre til dem og lavede sessions med den (se nedenfor) og bandet fik æren af at være de første der udgav en plade – singlen “Paris Maquis” – på plademærket Rough Trade. Med deres blanding af Clash og Sex Pistols-inspireret punk, Lou Reeds Metal Machine-støj og en forkærlighed for synthezisers og trommemaskiner holdt Métal Urbain den kørende fra 1977-1980. Men bandet er gendannet i 2003 og udsendte deres album nr. 2 J’irai chier dans ton vomi i 2006. Det var produceret af legenden Jello Biafra. Ialt to album har bandet lavet, men der er kommet en række opsamlinger, fx Anthologie 77-79, et triplealbum med det vigtigste fra produktionen (plademærket: Seventeen Records).
Music is a mystery that does not want thinking. The act of doing anything with feel—writing, making love, playing freely—requires something beyond thinking and eclipses the need for even talking when done right. What I tell myself when I sing: Listen and Give. As far as I can tell, that’s the whole shebang. [i: Oxford American]
שבתאי זיסל בן אברהם [Shabtai Zisl ben Avraham], Robert Allen Zimmermann, Elston Gunn, Bobby Dillon og Bob Dylan. Historien om kunstnernavnet Bob Dylans opståen er lige så anekdotefuld og mytologisk, som man kan tænke sig. Men givet er det, at Robert tidligt valgte at skifte navn. Her er han som Elston Gunn i en fin optræden fra 1962 (kun audio desværre). Det var også som Elson Gunn han var med i Bobby Vees gruppen en kort overgang.
Navneskiftet var en indikator for, at Dylan fra første færd vidste, hvad han ville og skulle med musikken. Musikken skulle tale for sig selv. Gennem alle iscenesættelserne. Inklusive navnet Bob Dylan. Det var vist kun hans egen mor, der foretrak, at han beholdt sig borgerlige navn. Men da var han flyttet hjemmefra…
Da den mentale jukebox satte i gang på sengekanten var det Liva Weel, der tonede frem og ud. Med den slidstærke “Glemmer du” fra filmen Odds 777. Liva Weel står stærkt i mit grundspor til livet. Hun var en fast del af dampradioen og Giro 413 – og med god grund. Og så lignede hun angiveligt min mor lidt.
Til september er det 50 år siden, Savoy Brown Blues Band pladedebuterede med Shake Down, et album med lutter bluescovernumre (helt i datidens britiske ånd). Pladen udkom kun i hjemlandet i modsætning til de ca. 30 studiealbums, bandet siden har skabt.
Senere kaldte bandet sig blot Savoy Brown, og det har eksisteret siden dannelsen i 1965, og som John Mayalls Bluesbreakers og Alexis Corner har Savoy Brown gennem årene været musikalsk kuvøse for en lang række musikere, fx Hughie Flint og Bill Bruford. Der har været masser af udskiftninger i bandet, men guitaristen (m.m) Kim Simmonds har været med hele vejen og fungeret som en slags krumtap. – Og i denne måned udkommer et nyt album Witchy Feelings.
September ’78 er allerede udsendt på vinyl for nogle år siden, men nu kommer den også på CD og digitalt. Takket være kunstneres kone, der sendte Prine ned i kælderen for at rydde op – og der stødte på de gamle indspilninger.
Der er stadigvæk lidt problemer med bloggen, så i kan godt opleve nogle af den. Vender tilbage så snart det er muligt.
Opdatering: Nu skulle bloggen være normal igen. Problemer med databasen og andet spændte ben for capac.
Så lykkedes det mig alligevel at komme i biografen her i sommerferien. Og valget faldt på den meget roste og omtalte Dunkirk af Christopher Nolan (Batman, Inception, Interstellar m.fl.).
En film om en af de både mørke og opløftende hændelser i løbet af Anden Verdenskrig. Britiske og franske soldater i tusindvis er fanget ude ved kysten ved Dunkirk, hvor tyskerne har trængt dem ud med udsigt til et forsmædeligt nederlag eller en redning, der kan være med til at vende slagets gang.
Det er det sidste, der sker, idet det ved hjælp af civile bådejere lykkes at redde tusindvis af soldater hjem til England, hvor de siden kan genoptage kampen med fjenden.
I filmen følger vi en ung soldats vej hjem. Og Nolan fortæller historien over en time og 40 minutter med synsvinkler både fra den unge mand, fra andre soldater ved kysten (fx officeren, spillet af Kenneth Branagh), fra luften (nogle Spitfirepiloter), fra en privat sejlbåd (en far, hans søn og en kammerat). Og Nolan fortæller historien med al den dramatik, han kan presse ind i billedsekvenserne. Og dramatisk er det.
Soldaterne er konstant udsat for beskydning fra tyskerne og i konstant fare for aldrig at nå hjem. En veritabel overlevelseskamp, der opleves som en fysisk prøvelse i biografsædet, hvor det buldrer, brager og ryster (For et mindre beløb kunne man købe sig til ekstra sæderystelse… det undlod jeg dog). Visuelt og dramaturgisk er der ikke meget at udsætte på Nolans film.
Til gengæld mangler den noget på en anden led. Det kniber gevaldigt med persontegningen. Den unge mand, vi følger, bliver aldrig rigtig nærværende, fordi vi ikke får noget at vide om hans historie eller liv i det hele taget. Det nærmeste vi kommer en persontegning er portrættet af den far, der sammen med sin søn og en kammerat sejler til Dunkirk for at hente soldater. Her får vi en rudimentær skitse af baggrund og engagement. En mand, der har mistet en søn i krigen og ved, hvad krig indebærer og hvad det betyder, at alle har et ansvar. Men det kompenserer ikke for manglen på bærende karakterer. Det er nærliggende at sammenligne filmen med Their finest hour, der omhandler samme periode og netop gør personfremstilingerne til omdrejningspunktet for historien.
At filmen ikke kan løsrive sig helt fra den britisk-nationalistiske selvdyrkelse og heroisering af bedriften er til at leve med, fordi det var en stor bedrift at redde de mange soldater.
Forbeholdene til trods, så er filmen absolut værd at se, fordi den er vellavet og spektakulær – og et “must” for alle med interesse for den store krig og filmhistoriske beskrivelser af den.
Dette års Newport Folkfestival har budt på mange godbidder, hvoraf nogle har været slået op her. Også Wilco, der optræder her, der og alle steder, har været forbi og givet koncert.
