Jeg tror Ron Sexsmith har fat i noget essentielt i The Whos gamle mesterværk “Pictures of Lily”, når han overøser sangen med sin egen melankoli. Og her er så originalen, hvor “billedet af Lily” sættes ind i en mere rock-erotisk ramme.
Det var ikke en plade, der revolutionerede noget som helst. Blot en iørefaldende popsang (skrevet af Kornfeld og Duboff) med psykedeliske overtoner, der nåede helt op på den amr. hitlistes andenplads. Og så er det en af de popsange fra 1967, jeg holder allermest af. Cowsills-familien spillede ikke på flere af deres sange – bl.a. denne – men overlod det til professionelle studiemusikere. Sådan var der så meget dengang. Og familien blev inspirationskilde til The Partridge Family, en tv-serie, der fik stor succes derovre.
Det er ikke første gang, jeg nævner sangen, og det bliver nok heller ikke sidste..
https://youtu.be/LsqlAGsPkY0
Mon ikke det var i realskolens fransktimer børnesangen “Allouette” (en fransk pendant til “Tommelfinger, tommelfinger, hvor er du?”) kom ind i mit univers? I hvert fald langt tilbage. Og så dukkende den pludselig op, medens jeg kørte gennem Aarhus’ gader i en af Midttrafiks overfyldte busser. “Alouette, gentille alouette, Alouette, je te plumerai.”.
Der er åbenbart ingen ende på historien om den fhv. eliteforsker og højrepolitikerdarling Milena Penkowa. I dagens udgave af tante Berlinger kan man læse, at Københavns Universitet nu fratager hende hendes doktorgrad:
“Det skyldes, at Københavns Universitet aldrig ville have behandlet doktordisputatsen fra 2004, hvis Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet dengang havde vidst, at Penkowa havde forfalsket dokumenter i sin første disputats fra 2003.
Hun trak senere afhandlingen tilbage.
Alle medlemmer af Akademisk Råd er enige om beslutningen, oplyser Københavns Universitet tirsdag.”
Penkowa indleverede senere en disputats uden data fra rotteforsøgene – og det er denne disputats, hun fik doktorgraden for – den som nu fratages hende.
Fratagelsen er en enestående begivenhed i universitetets historie, og den kan ikke appelleres. Men Penkowa kan lægge civilt søgsmål an mod universitetet – og det ville næsten være a forvente fra Penkowa, der aldrig har opgivet at kæmpe.
Opdatering: På sin Facebookside bekræfter Penkowa, at hun agter at gå rettens vej.
Noget andet er så, at denne blamage kaster et blakket lys tilbage på alle dem, der politisk og på anden måde bakkede op om eliteforskeren som model for forskere i vores ny-liberalistiske konjunktur. Sagen fortjener, at en grundig journalist skrev en tilbundsgående bog om Penkowa og hendes rolle i dansk universitetshistorie.
Og så faldt jeg over dette herlige potpourri fra min ungdoms favoritmusiktvprogram Beat-Club…
https://youtu.be/pbH6JCn1O_s
De var ikke kun en meget morsom komedieduo, men også to forbavsende musikalske mennesker, der brugte enhver lejlighed til at snige musik og dans ind i deres slapstick-komedier. Gøg og Gokke – Stan Lauren og Oliver Hardy.
Det legendariske soul-plademærke Stax runder de 60 år – og vil markere jubilæet et år frem. I første omgang med en lille boks (3 CD’er) – Soulsville U.S.A.: A Celebration of Stax – der indholder creme de la creme af den soulmusik, mærket udsendte fra de tidligste tressere og frem. Og hvis man ikke har noget soul i sit pladediskotek, så er chancen er chance for at få udfyldt hullet der med den lille boks.
https://www.youtube.com/watch?v=nFvRvSxsW-I
Jeg vil ikke helt slippe emnet “Den Gamle By og rocken”, for der er god grund til – som rockinteresseret – at besøge Den Gamle By. Ikke kun på grund af Peter Belli og halvfjerdserfestivalen, men fordi museet i sin kortlægning af byens historie har et godt øje for musiklivet. Et par eksempler.
Når man bevæger sig ind og ned i udstillingen om Aarhus’ historie fra vikingetid til i dag møder man fx en del af et gammelt indspilningsstudie og kan fx få mulighed for at indspille et gammelt aarhus-hit…
Man møder også forskellige montrer med udstyr fra dengang. Lars Muhls jakkesæt, Thomas Helmigs vest og jakke og en montre med relikvier fra bandet The Bangers…
Der er selvfølgelig også en væg med covers fra gode gamle aarhusianske pladeudgivelser anno dazumal…
Den Gamle By har tidlige udgivet en læseværdig bog om Aarhusrocken Rock i Århus. Brudstykker af en musikhistorie – hvor man bl.a. kan læse om Bangers’ opståen – og følger altså op med mere erindringsstimulerende materiale. Kan kun anbefales enhver med smag for den slags.
I dag fik jeg besøgt Den Gamle Bys “70’er festival”, hvor byen igen fejrer det årti, hvor capac kom til den jyske hovedstad. Og igen var det muligt at finde spor af rocken i udstillingerne. Denne gang var det i kælderudstillingen om byens historie fra jernalderen til nutiden. Undervejs rundt kom jeg til en opslagstavle med gamle polaroidbilleder (tydeligvis privatfotos), og hvem kiggede skævt ud på mig – selveste Carsten Valentin Jørgensen, fanget i et øjeblik uden for projektørernes skarpe lys. Og rundt om ham var tilsvarende fotos af det meste af det aarhusianske rockmiljø fra halvfjerdserne.
Så nåede jeg lige at opleve Peter Belli og De Rejsende ved deres første koncert (eller sæt) i Den Gamle By i dag. Billedet er taget af mig (uden zoom…) ca. kl. 14. Der kommer også et par småfilm på min tubeside lidt senere.
Peter spillede bl.a. “Hvis jeg nu var arbejdsløs”, “Penge” (“Money”), “Not fade away”, “Heldig”, et nummer af Poul Krebs og – tada! – “You better move on”. Og det kørte fint for den gamle ulv og bandet…
Peter Belli kommer ind på scenen og spiller “Arbejdsløs” m.m…
Boksturen er nu også kommet til de amerikanske punkband Hüsker Dü. Hvis man kan huske tilbage til dengang, bandet startede, så var stor “hype” (bl.a. i musikbladet MM) omkring bandets frenetiske spillestil. Og nu er det så muligt at studere, hvad der sket i begyndelsen over tre fulde plader – fra den spæde begyndelse i 1979 og frem til debutalbummet Everything falls apart fra 1983.
Så nåede også Chrissie Hynde fra The Pretenders pensionistalderen, men fortsætter ufortrødent som om intet var hændt…
Også min helt Loudon Wainwright er kommet i memoirealderen og har nedskrevet sine Liner Notes: On Parents & Children, Exes & Excess, Death & Decay, & a Few of My Other Favorite Things,der er udkommet på Blue Rider Press. Oxford American Magazine bringer et uddrag af bogen, hvor Loudon blandt andet fortæller om den skæbne, der blev albummet Attempted Moustache (et af mine favoritalbum) til del:
The record was a flop. Radio stations wanted to know why there wasn’t a funny animal song. The reviews were mixed, though Robert Christgau, of The Village Voice, gave it an A minus. In my opinion a number of my best songs are on it, including “Down Drinkin’ At The Bar,” “Lullabye,” “The Man That Couldn’t Cry,” and the aforementioned “Swimming Song.” A lot of people I played the record for, including my parents and my manager Milt Kramer, felt Attempted Mustache was over-produced and mixed badly. “It’s hard to hear the lyrics,” my father complained, and looking back, I think that’s a fair criticism. Still, the album has a loose, ramshackle feel to it, and some people like it a lot, including my daughter Martha, who has discerning taste. The photo on the front cover is pretty cool. We were driving around Nashville with the photographer Marshall Fallwell looking for a location to shoot in, when suddenly we drove past a funeral home—and there on the front lawn were a pair of plaster polar bears, each one holding an armful of plaster snowballs. I kicked off my shoes and posed next to one of them, flashing a stupid grin underneath the half-assed mustache I was attempting to raise at that time.
Anerkendt af kritikken, men et kommercielt flop. Sådan er det gået mange albums gennem tiden.
https://www.youtube.com/watch?v=ot123PcTpWg
https://www.youtube.com/watch?v=dV5l3v3B5rQ
Sjovt nok kom der ikke noget album fra Simon & Garfunkel i 1967. Måske fordi de bagte på hovedværket Bookends, der kom i ’68 som opfølger på Parsley, Sage, Rosemary and Thyme. Men et par mindeværdige singler blev det dog til. Først kom “At the Zoo” med “The 59th Bridge Street Song (Feelin’ Groovy)” som blændende B-side. Og senere på året kom “Fakin it” (B-side: “You don’t know where your interest lies“. To singler, der netop pegede tilbage og frem mod de to omtalte album.
Det britiske punk-rebel-ikon Billy Bragg og producer m.m. Joe Henry lavede for nylig det fine album Shine a Light, hvor de hylder den amerikanske tradion for dyrkelse af jernbanerne. Og her træder de to herre op live for vist nok første gang.
