Der er noget anakronistisk over Lana Del Rey. Det er som om hun er et levn fra fyrrernes Hollywood eller noget i den stil. Hele hendes fremtoning, iscenesættelse og jet set-attitude hensætter en i en bedaget associativ sammenhæng. Det understreges af en af hendes seneste videoer til albummet Lust for Life, en melankolsk video om en mand og hans Mustang. Ganske vist er bilen ikke en veteranmodel, men ellers passer det som Hans i Grete til retrobilledet.
Drink to me only with thine eyes,
And I will pledge with mine;
Or leave a kiss within the cup,
And I’ll not ask for wine.
The thirst that from the soul doth rise
Doth ask a drink divine;
But might I of Jove’s nectar sip,
I would not change for thine.I sent thee late a rosy wreath,
Not so much honoring thee
As giving it a hope, that there
It could not withered be.
But thou thereon didst only breathe,
And sent’st it back to me;
Since when it grows, and smells, I swear,
Not of itself, but thee.
Og op af erindringens furer dukkede linjen “drink to me only with thine eyes” og noget af melodien til den ældgamle sang, vi sang i skolen, og som datere sig helt tilbage til 1616, hvor digteren Ben Johnson skrev teksten, digtet “Song. To Celia”. En af den slags sange, der har det med at fæste sig i erindringen. Sikkert fordi det er en kærligheds-pop-sang fra en tid, hvor pop bare var folkets sange.
I 2015 gik Seattle-bandet The Walkabouts i opløsning. 31 år efter dannelsen. Et band, der aldrig nåede den berømmelse og anerkendelse, som det fortjente. Men sådan er verden – inkl. musikkens verden – så uretfærdig og tilfældig.
Derfor er det godt, at bandet har efterladt sig et par snese plader og diverse. Til den sidste kategori hører denne koncert fra Alabama i 1996.
Selv om canadieren Bruce Cockburn pladedebuterede allerede i 1970 med et eponymt album, så var det først i firserne han for alvor kom ind i min musikverden. Jeg kan huske, at jeg læste en stor introduktion til mandens musik i dagbladet Information. Med albummet Stealing Fire og et dobbeltopsamlingsalbum blev døren til hans musik åbnet. Og jeg fandt ud af, at han var en af de store sangskrivere i Dylan-generationen – og at han var mere samfundsmæssigt engageret end de fleste. Siden har jeg kun fulgt ham sporadisk. Ikke, fordi han blev mindre interessant, men der blev lidt længere mellem pladeudgivelserne, selv om han har været og stadigvæk er – som man kan høre i koncerten fra Mountain Stage – aktiv i en alder af 72 år. Den seneste plade Bone on Bone er fra i år.
