oktober 2017 arkiv

Punk anno 2017: Screaming Females – Glass House

19. oktober 2017

Zaz busker på en fransk gade…

18. oktober 2017

Det er snart mange år siden, jeg omtalte den franske chanteuse Zaz. Og her har bladet L’Express så fanget hende og to venner på gaden i Paris, hvor hun demonstrerer, at hun stadigvæk har noget at byde på og ikke uden grund er ret populær dernede…

Peter Laugesen giver lyd fra sig…

18. oktober 2017

Det er snart længe siden, jeg har omtalt noget lydligt fra digteren Peter Laugensen. Men nu er Geiger Records ude med “Husene er sluppet løs i skriften”, hvor digteren arbejder sammen med musikeren Anders Mathiasen.

Take on me – unplugged 2017

18. oktober 2017

Det er næsten 35 år siden, norske A-ha brød igennem med sangen “Take on me” og en tilfhørende meget opfindsom video, der legede med tegneseriemediet. Og sangen holder stadigvæk, også uden synthlyd, barberet ned til “unplugged” format.

Bob “Gratefuld Dead” Weir – 70

17. oktober 2017

Den unge, smilende mand bagerst til venstre på fotoet ovenfor, Bob Weir, rundede de 70 igår. Grundlægger og varigt medlem af The Grateful Dead, hvor han fra starten i 1965 og frem kappedes med Jerry Garcia om at tegne gruppen udadtil. Og i modsætning til Garcia, der døde i 1995, var Weir med hele vejen i de omtrent 30 år, hvor de Taknemmelige Døde var aktive. Ved siden af havde han en lille solokarriere, der er dokumenteret på tre album. Og han har været med i andre sammenhænge, fx bandet Kingfish, Bobby and the Midnites og Ratdog. Sammen med et par gamle venner har han lavet Dead & Company, der tager tråden op efter Grateful Dead. Og senest har han udsendt det fine soloalmum Blue Mountain.

Grateful Dead Århus 1972

I can’t get no satisfaction

17. oktober 2017

“Satisfaction” was a huge song in high school, a big, early, drunken moment of dancing. You’d hear those first bars and run to the dancefloor. I saw the Stones in Cambridge, Massachusetts, where I grew up, in ’65, when Brian Jones was still with them. The same night, Bob Dylan was also playing in Cambridge, and in my heart, I wanted to see Dylan more than the Stones. But everybody was going to the Stones, so I succumbed to the spectacle. I always regretted not hearing Bob Dylan play in ’65. [Forfatterinden Eileen Myles i et interview med Pitchfork]

Squeeze er tilbage – The Knowledge

16. oktober 2017

Gode, gamle Squeeze er tilbage med et nyt album, The Knowledge. Det forlyder, at bandet har fået et ny

Capac anbefaler: Arbirk – Disguises

15. oktober 2017

På det mørke coverfoto til Arbirks debutalbum Disguises ser man kunstneren stå med lukkede øjne. Det ser ud, som om han dukker op og ud af mørket. Og måske er den udlægning ikke helt galt afspadseret.

For baggrunden for pladen er, at Arbirk – kunstnernavn for den 30-årige odenseaner Rasmus Arbirk Larsen – kommer ud af en slags mørke. Bag sig har han oplevelsen af et bands – Dead Young Oaks’ – opløsning. En opløsning, der indtræffer, inden legen egentlig er blevet god, inden bandet rigtig er kommet i gang. Men det er ikke det eneste mørke, der omgiver den unge Arbirk. Han er også ramt af et eksistentielt mørke, søger fred og ro i et skotsk kloster. Og oven i det hele kommer så oplysningen om David Bowies død.

Denne indledning skal ikke forstås som en forklaring på, hvorfor pladen er som den er. Men den forklarer i det mindste, hvorfor også Arbirk lytteværdige album også skriver sig ind i vor tids melankoli. Kunst er jo et restprodukt af kunstnernes oplevelser i bredeste forstand. Kunst er asken af livets ild.

Og Disguises, der er blevet skabt og indspillet over en ganske kort periode, handler om at komme overens med det mørke, der kan omgive en og fylde en. “Don’t be afraid of darkness…” lyder den allerførste linje på pladens indledende sang og anslår den overordnede tematik, der belyses og analyseres på albummets i alt ti sange.

Og musikalsk iscenesættes sangene i en slags lo-fi-akustisk sangskrivning, der er centreret om Arbirks impressive, foredragende vokal, men også giver plads til voldsomme udladninger af fx elektronica som i titelsangen.

Selv om musikken trækker vod i melankoliens store hav, så er der også kontrapunktisk poplethed at finde på pladen, fx i sangen “Beneath”, der fremstår som netop en melankolsk indie-folk-pop-sang med opdrift i trommespillet og legende xylofon (?). Den kontrapunktiske lethed på pladen sikrer, at mørket ikke får det absolutte overtag – eller, sagt på en anden måde – understreger, at melankolien altid bærer sin modsætning i sig.

Samlet set er Disguises både en meget personlig plade og en tidstypisk plade. En plade, der både vil kunne tilfredsstille radiopoplytterne og dem, der foretrækker at trække langtidsholdbar vinyl ud af hylden. Og en plade, der fortjener en opfølger, hvor mørket er kortlagt. Hermed varmt anbefalet.

Arbirk. Disguises. Producer: Valentin Kruse. Celebration Records. Udkom 7. oktober

Trump som psykiatrisk tilfælde: den ondskabsfulde normalitet

14. oktober 2017

Er præsident Trump et psykiatrisk tilfælde? Ja, det er han da. Ikke mindst i en tidsalder, hvor diagnosticering nærmest hører med til ethvert CV. Og hvor normaliteten ikke længere er noget, vi kan forvente os noget godt af. Malignant normality – det lyder som en meget alvorlig lidelse – der er svær at kurere. Om overhovedet.

Skal vi være bange for, hvad Trumpen kan finde på? Ja, det synes jeg vi skal. Lige som vi skal være bange for, hvad hans danske medløbere med Claus Hjorth Frederiksen og Venstre-regeringen i spidsen kan finde på…

Tina Dickow – 40

14. oktober 2017

En af dansk populærmusiks talentfulde kvinder, Tina Dickow, runder det skarpe 40-hjørne i dag. Jeg har ikke fulgt hende i tykt og tyndt, men var ret begejstret for hende, da hun lagde kunstnerisk fra land i starten af nullerne.

Pigen ud af Aarhus

Aftenens filmoplevelse: Columbiana

14. oktober 2017

Jeg ynder at slutte dagen af med et afsnit af en kriminalserie på DR1. Ja, selv Barnaby kan gøre det ud for et punktum. Bare der er tale om solidt håndværk – engelsk, svensk, new zealandsk osv.

Men i går var det anderledes. Åbenbart var DR1 løbet tør for (genudsendelses)ideer på krimiserieområdet og satsede i stedet på den franske action-thriller Columbiana af Olivier Megaton (især kendt fra andre actiondramaer, fx Taken-serien og Transporter-ditto). Nok så interessant er det, at Luc Besson stod i baggrunden som forfatter til manuskriptet. Og det borger i det mindste for en vis soliditet i selve fortællingen.

Og hsitorien blev da også fortalt ganske godt og ligefrem. Historien om den lille pige Cataleya, der bliver vidne til mordet på sine forældre, der har haft en uheldig forbindelse til en lokal gangster. Pigen slipper bort og er fast besluttet på at hævne mordene, når hun bliver voksen. Men hjælp fra sin onkel i Chicago lykkes det hende at blive uddannet lejemorder. Og så går hun systematisk i gang med at slå folk ihjek, såvel lejemord som hævnmord. Først da hun har dræbt mere end tyve personer, kommer politiet på sporet af hende.

Historien blive fortalt meget effektivt og effektfuldt, i bedste/værste amerikanske tradition for den genre. Flotte billeder og flotte scenerier. Men også så blanke og polerede, at æstetikken truer med at gøre myrderierne for spiselige som underholdning.

Den 1.69 cm høje, spinkle Zoe Zaldana (f. 1978) passer godt til rollen som den hævnende pige og er tydeligvis modelleret over den succesfulde Nikita-figur i de franske og amerikanske film om hende. Og hun får godt modspil af især den altid seværdige Lennie James som politimanden, der med et vist held arbejder på at opspore Catalaya.

Hvordan historien ender, vil jeg ikke fortælle, men slutningen er på ingen måde overraskende, men lige så blankt effektiv som resten af filmen. En af den slags film, der er hurtigt fordøjet og efterlader en med en underlig smag af:  Hvorfor skal sådan et slagteri være underholdende?

Når jeg alligevel kunne gå i seng (efter at have luftet hunden behørigt), så var det, fordi selveste Johnny Cash dukkede op på lydsporet på de sidste billeder af filmen med denne smukke sang fra Americana IV, “Hurt”.

Oktober 1967: Donovan – There is a mountain

13. oktober 2017

1967 var også et frodigt år for Donovan, der høstede en god håndfuld singlehits m.m. Og et af hitsene – fra oktober det år – var “There is a mountain”. Måske ikke et af manden mest kendte sange, men en sang, der fortjener et genhør.

Joni Mitchell – Morgellons sygdom

13. oktober 2017

Joni Mitchell er ikke død, endnu. Men man behøver heller ikke være død for at afslutte sin musikkarriere. Og meget tyder på, at Joni Mitchell, der nu er 71 år gammel, er så helbredsmæssigt udfordret, at vi må se i øjnene, at der ikke kommer mere fra hendes side.
Medierne kan fortælle, at Mitchell i tirsdags blev fundet bevidstløs i sit hjem og bragt til hospitalet.
Mitchell har været ramt af flere helbredsmæssige problemer de senere år, fx problemer med en blodåre i hjerne og så den psyko-somatiske lidelse Morgellons syge, der giver den lidende en række ubehagelige symptomer i og under huden. Medicinske eksperter diskuterer fortsat, om sygdommen har somatiske årsager eller måske er psykisk determineret. Men i hvert fald er den en voldsom belastning for den, der er ramt.

At gøre mig til en løgner – fra Bob Dylan nykristne periode

12. oktober 2017

En skæring fra den kommende bootlegboks Trouble no more er sluppet ud. “Making a liar out of me” hedder nummret, der hidtil kun har været tilgængelig for hard core-Dylanologer og -bootleggere..

Roger Daltrey – The Who – griber til pennen

12. oktober 2017

I rækken af rockselvbiografier er turen kommet til The Whos forsanger Roger Daltrey. Kollegaen og bandlederen Pete Townshend har forlængst skrevet sin version af tiden med The Who, så det er godt og passende , hvis vi også får Daltreys syn på sagen. Vi skal dog vente til næste efterår, inden den er i handlen.