oktober 2017 arkiv

30: Bruce Springsteen – Tunnel of Love

11. oktober 2017

Bruce Springsteens Tunnel of Love kom d. 6. oktober 1987 – og runder dermed de 30 år. Men det er nu ikke derfor, jeg vil hive den frem af erindringens dis. Men, fordi albummet – mandens ottende – sammen med det fem år ældre album Nebraska for alvor var med til at åbne Springsteens musikalske verden for mig. Jo, The River havde taget mig med storm og de fire første album, der grundlagde hans succes, var overbevisende. Men med de to nævnte plader kom jeg først for alvor på bølgelængde med Springsteen.

Det er sikkert noget at gøre med, at Springsteen på de to plader kommer ud over den første ungdom. Hans første ægteskab gik i stykker, han opløste sit E-Street-Band for en tid og blev en anelse mere indadvendt og alvorlig – og det afspejlede sig ikke alene i teksterne, men også i musikken, der fik en ny udefinerbar (?) moden resonansbund.

Don Covay – den rigtige Mick Jagger?

11. oktober 2017

The Rolling Stones’ afhængighed af de gamle bluesgiganter er velkendt, men nogle blueskunstnere betød mere end andre. Fx kan man rundt omkring på nettet læse, at Don Covay, der døde i 2015, var “den rigtige Mick Jagger”. Og man kan finde citater af Jaggers kritiker Keith Richard, der hævder, at Covays og Jaggers stemmer ville lyde helt ens, hvis de blev sat på en graf.

Jeg vil ikke gå så langt som til at kalde Covay en Jagger, men givet er det, at inspirationen fra netop Covay præger Jaggers sang og sangstil i hørbar, eminent grad. Lyt fx til albummet Mercy! – så kan man slet ikke være i tvivl. På nogle af sangene er der endda tale om kuldegysende lighed. Prøv selv at lytte.

Som jeg tidligere har været inde på, så står de kunstnerne – og ikke mindst de store – på skuldrene af deres forgængere. Det er en del af det at skabe kunst, at man står i gæld til forgængerne. Man gentager og fornyr det, man har modtaget fra fortiden. At Jagger læner sig op ad Covay er ikke udtryk for andet end god smag og sikker kunstnerisk dømmekraft. Jagger læner sig op ad de bedste blueskunstnere – heriblandt Covay.

ABBA i koncentrat: Benny Andersson – Piano

10. oktober 2017

En pladeudgivelse på Deutsche Grammophon signalerer klassisk musik. Og det er heller ikke helt galt, når det gælder albummet Piano med Benny Andersson, kendt som Benny fra Hepstars og ikke mindst ABBA. For ganske vist er det ikke klassisk i betydning Beethoven, Bach, Mozart, Haydn osv. Men klassisk i betydningen: musik, der for længst har bevist sin langtidsholdbarhed. Og det har Benny Anderssons musik, inklusive ABBAs sange.

Som Anderssson fortæller i nedenstående trailer, så viser de enkelte pianoudgaver af ABBA-hits, at de holder 100 % i den nøgne udgave. Selv når de effektive, flotte arrangementer er barberet væk, så lyser sangene, melodierne, stadigvæk.

Randy Newman ved skrivebordet

10. oktober 2017

Randy Newman er blevet en ældre herre, men laver stadigvæk musik med tankevækkende holdninger. Det viser mandens seneste album Dark Matter – og denne lille koncert, han har givet ved skrivebordet hos NPR.

Endnu en stump musik fra 1967: The Union Gap- Woman Woman

9. oktober 2017

Også Gary Pucket & the Union Gap debuterede på plade i efteråret 1967 med singlen “Woman, Woman” / “Don’t make promises”. To klassiske hjerte-smerte-popsange, der bandede vejen for bandets debutalbum, der kom året efter. Og de fik hjælp ved indspilningen af det legendariske backingmusikerhold The Wrecking Crew. Singlen blev en succes og blev siden genudgivet i 1974.

John Lennons fødselsdag

9. oktober 2017

Ja, det er Beatle-Johns fødselsdag, og selv om han forlod de levendes verden i 1980, skal han og I have en sang. Og hvad passer bedre på John Lennon end hans “Yer Blues”…

50: Judy in disquise with glasses – John Fred and his playboys

8. oktober 2017

Og i denne måned for 50 år siden hittede John Fred and his Playboys med deres “Judy in disguise with diamonds”, hvis titel angiveligt var en barnlig misforståelse af titlen på Beatles’ sang “Lucy ind the sky with diamonds”. Sangen nåede førstepladsen i hjemlandet og andre steder – og var og er en fængende kommerciel popsang, der forsøgte at omsætte psykedeliaens lydlandskab til mainstreamkulturen – hvilket altså lykkedes med bravour.

Formidlerhæren

8. oktober 2017

Her i bloggen formidler jeg musik og andet. Og som faste læsere ved, så sker på non-kommerciel, autonom basis. Sagt på en anden måde: Jeg tjener ikke en eneste øre på det formidlingsskriveri, jeg dagligt bedriver. Jeg modtager selvfølgelig en CD eller en vinyl nu og da til omtale og anbefaling. Men det er jo ikke noget, jeg kan leve af. Min blog – domænenavn og webhotel – betaler jeg selv af egen lomme. Ingen støtte af nogen art – heller ikke crowdfunding.

Når det forholder sig sådan, så er det simpelthen, fordi jeg elsker den frihed, der ligger i at være en autonom, ikke-kommerciel blogger. Jeg kunne sikkert tjene penge på det, hvis jeg ville give plads til masser af reklamer osv., men jeg vil hellere beholde den frihed, jeg nu har haft i henved 11 år: Jeg kan – inden for lovens grænser – skrive og poste, hvad jeg vil. Jeg skal i bund og grund kun stå til ansvar over for mig selv (selv om jeg selvfølgelig gerne lytter til, hvad andre tænker og mener).

Når jeg skriver om en plade (eller bog eller koncert…), så ved jeg, at der er nogen, der læser det. Og jeg håber i mit stille sind, at mine anbefalinger kan få en eller anden til at lytte til den omtale musik, måske endda købe et eksemplar af pladen. På den måde giver jeg mit lille bidrag til, at der fortsat udkommer musik – til glæde for alle os, der helst ikke vil leve uden musik i vores liv.

Jeg tilhører med andre ord ikke den formidlingshær, som sangskriver og sangerinde Elisabeth (Gjerluff Nielsen) forholder sig kritisk til i en skarp og læseværdig kommentar i Berlingske Tidende (her). En hær af formidlere, der skyder sig ind mellem den skabende kunstner og publikum. Og en hær af snyltere, der er med til at gøre det svært for kunstnere bare at få en rimeligt udkomme af den musik, de skaber. Elisabeth giver et sigende eksempel fra sit eget liv på, hvad det indebærer at skulle overleve i strreamingskulturens tidsalder:

I stedet henviser man de mindste til nettet og børnemusik-arbejdere til at skabe nye værker på en diæt af 7,33 plus 2,71, i alt 10 kr. og 4 øre, som en af mine børnesange, Røde gummistøvler, netop er kvartalsafregnet med efter 34.401 DR-online-demand-afspilninger. Ja, du læste rigtigt.

Elisabeth klager ikke. Hun får “salt til sine æg”. Men hun får med sin kommentar karakteriseret musiklivets betingelser i vores nuværende formidlingskultur, hvor det er vigtigere (og bedre lønnet) at beskæftige sig med “formidling” end egentlig at beskæftige sig med, hvad der skal formidles.

For en del år siden var der en fremtrædende universitetsforsker, der beklagede sig over, at “formidling” var blevet det nye sort på universitetsuddannelserne. Underforstået: At det i sig selv var noget at formidle, selv om man på de samme studier ikke fik en ud-dannelse, så man havde noget at formidle.

Der er – for mig at se – ingen tvivl om, at vi lever i sådan en snylterkultur, hvor alt for mange lever af – på første, anden, tredje og fjerdehånd – at “formidle”. Men uden uddannelsesmæssig ballast, uden dannelse, så bliver formidling overfladig recirkulation af i forvejen overfladiske nyheder og historier fra medielandskabet. Er du i tvivl, så prøv at se nogle af nyheds- og aktualitetsprogrammerne på de to store landsdækkende tv-kanaler.

Musikkens kunstnere døjer med streamingskulturens vilkår. De store stjerner overlever ved at turnere flittigt til skyhøje billetpriser. Selv en Bob Dylan og Rolling Stones er på uendelige koncertturnéer. Med kunstnerisk intentioner, jovist, men sikkert også for at tjene ind til afdragene på fast ejendom og gæld fra fortiden. Leve af streamingtjenesterne er en umulighed – jævnfør Elisabeths eksempel.
Kunstnerne skal nok fortsætte med at lave musik, for de kan ikke andet, som Elisabeth også fint får sagt. Men hvad kan vi almindelige publikummer gøre for at hjælpe musikken? Jo, køb pladerne, gå til koncerterne – og gå uden om formidlingshæren.

Beatles på arbejde: Hey Bulldog

7. oktober 2017

Og historien om den sang…

Rolling Stones i luften

7. oktober 2017

Fik man ikke oplevet Rolling Stones i København forleden, så kan man jo overveje at kompensere med indkøb af den kommende opsamling af BBC-optagelser fra perioden 1963-65. Optagelser fra kendte BBC-shows som Saturday Club, The Joe Loss Pop Show, Blues in Rhythm, Top Gear og Yeah Yeah. Udgivelsen, der er på gaden d. 1. december, fås i alle eksisterende formater, bl.a. en luksusudgave, der rummer hele 50 indspilninger med rullestenene. Kendte såvel som ukendte – se listen nedenfor. En rigtig julegaveidé til den Stones-fan, der har næsten alt i forvejen.

Læs mere »

Tom Petty møder Wilco

6. oktober 2017

Døden kan vi ikke gøre noget ved. Den kommer, når den kommer. Og står ikke til diskussion. Wilco ved, at vi kun kan vise de døde musikere respekt ved at tage deres musik op, fortolke den og lade den tale for sig selv. For musikken er det spor, den døde har sat blandt de efterladte levende.

If you ain’t got the do re mi… i anledning af 50 året for Woody Guthries død

6. oktober 2017

Lots of folks back East, they say, is leavin’ home every day,
Beatin’ the hot old dusty way to the California line.
‘Cross the desert sands they roll, gettin’ out of that old dust bowl,
They think they’re goin’ to a sugar bowl, but here’s what they find
Now, the police at the port of entry say,
“You’re number fourteen thousand for today.”

Oh, if you ain’t got the do re mi, folks, you ain’t got the do re mi,
Why, you better go back to beautiful Texas, Oklahoma, Kansas, Georgia, Tennessee.
California is a garden of Eden, a paradise to live in or see;
But believe it or not, you won’t find it so hot
If you ain’t got the do re mi.

You want to buy you a home or a farm, that can’t deal nobody harm,
Or take your vacation by the mountains or sea.
Don’t swap your old cow for a car, you better stay right where you are,
Better take this little tip from me.
‘Cause I look through the want ads every day
But the headlines on the papers always say:

If you ain’t got the do re mi, boys, you ain’t got the do re mi,
Why, you better go back to beautiful Texas, Oklahoma, Kansas, Georgia, Tennessee.
California is a garden of Eden, a paradise to live in or see;
But believe it or not, you won’t find it so hot
If you ain’t got the do re mi.

Der er ikke meget Sound of Music over Woody Guthries “Do re mi”. Som altid hos ham er der en politisk-social dimension i sangen. Og derfor er det kun oplagt af den ligeledes politisk bevidste Ani Defranco har taget sangen til sig. Senest – i anledning af 50-året for Guthries død – i en fin version i tidsskriftet Paste – her. Her er en anden:

The Jesus and Mary Chain ramte Aarhus

6. oktober 2017

I den første gode halve time af denne koncertefterårsaften i Aarhus er det amerikanske Wesley Eisolds Cold Cave, der har indtaget scenen. På en baggrund af hvide spotlights, der blinker og flimrer ud mod publikum skabes en sort-hvid scenografisk æstetik, der passer fint til bandets udgave af støjende elektronisk dark wave.

Gennem en god håndfuld sange – eller rettere: musiknumre eller -stykker – viser Colds Wave sig at være ægte amerikanske arvtagere af den britiske mørke post-punk med Joy Division som et diskret med markant pejlepunkt i fortiden. Stykkerne – for numrene mangler sangenes struktur – følger hinanden sømløst, fordi forsangeren stort set er tavs mellem numrene og agerer i sit eget shoegazende, introverte univers af mørke, melankolske tekster. Og bandet – to keyboards, guitar og trommer – virker på samme måde distanceret og tilbagetrukket i forhold til publikum.

Numrene var ensformige, grænsende til det monotone, men det lykkedes alligevel for bandet at komme ud over scenen i kraft af en vis intensitet og nerve, der især trængte igennem fra forsangerens let forpinte, lidenskabelige sangperformance og trommeslagerens energiske udfoldelse. Og det var mit indtryk at mange blandt publikum godt kunne lide, hvad de hørte. Man følte sig hensat til et raveparty eller en storbyklub, hvor musikken ville passe fint til en let beruset, manisk dans.

For mig, der ikke er erklæret fan af The Jesus and Mary Chain virkede Cold Caves opvarmning som en slags fremkaldervæske i forhold til hovednavnets optræden. Forstået på den måde, at The Jesus er bærere af et image, der fortæller, at bandet har røg og ikke mindst støj som post-punk-vandmærke. Og det er da også rigtigt, at bandet – også denne aften – er nedsunket i en kulisse af nærmest uigennemsigtig røg og modlys, og at den guitarfrembragte feed-back-forvrængnings-støj fik lov til at dominere mere og mere som koncerten skred frem.

Men for mig blev det også klart, at godt nok har brødrene Reid et erklæret ambivalent forhold til rock’n roll – sådan som det tydeligvis kommer frem i koncertens indledende sang “Amputation” (“I’m a rock and roll amputation”) og i den sidste sang (fra svanesangsalbummet Munki): “I love rock’n roll….I hate rock’n roll” – men skræller man den post-punk-støjende overfalde af, så finder man ind til en kerne af sange, der står på skuldrene af de sidste mange årtiers klassisk rock’n roll. Sange, der stort set alle er skåret over samme rock’n roll-læst – med et A-stykke og et måske ikke uforglemmeligt, men dog memorabelt, B-stykke, som man som man kan synge med på og som er indgraveret i rygraden på enhver rigtig fan. Sange, der besidder den klassiske rocksangs melodi og tekstlige sans for den gode historie og det seriøse budskab. The Jesus hviler i mine ører på en tradition, der går længere tilbage end til T Rex’ glamrock (som man indledningsvist kunne høre i højtalerne), ja helt tilbage til halvtredsernes rå garagerockere. Det gælder for The Jesus som for andre punk- og post-punk-rockoprørere, at de i oprøret inkorporerer det, de gør oprør imod. Rocken.

Med udgangspunkt i bandets seneste album, det anmelderroste Damage and Joy førte forsanger Jim Reid og bandet (broder William på guitar, suppleret med guitar, bas, trommer – og i et par numre en kvindelig backingsangerinde, Bernadette Denning) os på strejftog tilbage – ja, langt tilbage, til Psychocandy – i sangkataloget. En tour-de-force med fokus på klassiske sange, der vækkede umiskendelig jubel i den fremmødte fanskare. Og sangene blev fremført med styr på den høje lyd og et drive, der måtte overbevise tvivlere om, hvorvidt bandet stadigvæk har noget på hjerte efter genkomsten i 2007. Og de i bund og grund klassiske rocksange blev drevet frem af især William Reids markante, frenetiske guitarfigurer, der satte strøm og støj til sangene, og af forsanger Jim Reids genkendelige hæse, men også paradoksalt klare stemmeføring.

Hele to ombæringer af ekstra-numre blev det til, inden bandet lidt i tolv kunne takke af over for et publikum, der tydeligvis havde fået, hvad de kom for. Og ingen tvivl om det. The Jesus and Mary Chain viste denne aften, at de forudløbende rygter om fine præstationer (på fx Roskilde Festival) ikke bare var tilfældigheder, men at The Jesus har genrejst sig efter års pause og har formået at knytte bånd tilbage til tiden før bruddet. Det kan godt være, at der stadigvæk er splid internt i gruppen mellem de to brødre Reid, men på scenen mærker man den ikke. Her spiller det, højt og støjende. The Jesus er genopstået som Fugl Fønix af asken. Velkommen tilbage. En på alle måder vellykket koncert.

Fotos: Steffen Jørgensen, https://photo.stffn.dk – Steffens fotos er copyrightbeskyttede og må kun bruges denne ene gang af mig, respektér det venligst.

Nobelprisen i litteratur 2017: Kazuo Ishiguru

5. oktober 2017

Da Bob Dylan sidste år fik Nobelprisen i litteratur, startede det en lang debat om berettigelsen. Nogle mente endda, at tildelingen til en kunstner, der primært er kendt for sine sangtekster, var tegn på en krise i hædringen af litterære forfattere. Og hvis jeg ikke tager meget fejl, så vil dagen tildeling af samme pris til den britiske forfatter Kazuo Ishiguro blot fortsætte diskussionen Nobelprisens berettigelse og om valget af kunstner.Jeg vil trygt overlade til andre at skændes om tildelingens relevans og om Nobelprisens fortsatte berettigelse.

Om begrundelse for valget kan man læse:

– Modtageren er engelske Kazuo Ishiguru, som I romaner med stærk følelsesmæssig styrke har afdækket afgrunden under vores illusoriske forbindelse til verden, siger Sara Danius.

 

 

50: Moody Blues – Days of future passed

5. oktober 2017

The Moody Blues’ andet album, deres egentlige gennembrud, Days of future passed runder 50-årsjubilæet om få dage. En enestående værk med psykedelisk inspireret musik af særegen karakter, præget af Mike Pinders melotron og nogle dybsindige tekster. Og selvfølgelig gøres albummet til genstand for en passende genudgivelse med 2 CD/DVD, så vi gamle fans kan genkalde os den første rislende oplevelse af dette unikke britiske band.