6. oktober 2017 arkiv

Tom Petty møder Wilco

6. oktober 2017

Døden kan vi ikke gøre noget ved. Den kommer, når den kommer. Og står ikke til diskussion. Wilco ved, at vi kun kan vise de døde musikere respekt ved at tage deres musik op, fortolke den og lade den tale for sig selv. For musikken er det spor, den døde har sat blandt de efterladte levende.

If you ain’t got the do re mi… i anledning af 50 året for Woody Guthries død

6. oktober 2017

Lots of folks back East, they say, is leavin’ home every day,
Beatin’ the hot old dusty way to the California line.
‘Cross the desert sands they roll, gettin’ out of that old dust bowl,
They think they’re goin’ to a sugar bowl, but here’s what they find
Now, the police at the port of entry say,
“You’re number fourteen thousand for today.”

Oh, if you ain’t got the do re mi, folks, you ain’t got the do re mi,
Why, you better go back to beautiful Texas, Oklahoma, Kansas, Georgia, Tennessee.
California is a garden of Eden, a paradise to live in or see;
But believe it or not, you won’t find it so hot
If you ain’t got the do re mi.

You want to buy you a home or a farm, that can’t deal nobody harm,
Or take your vacation by the mountains or sea.
Don’t swap your old cow for a car, you better stay right where you are,
Better take this little tip from me.
‘Cause I look through the want ads every day
But the headlines on the papers always say:

If you ain’t got the do re mi, boys, you ain’t got the do re mi,
Why, you better go back to beautiful Texas, Oklahoma, Kansas, Georgia, Tennessee.
California is a garden of Eden, a paradise to live in or see;
But believe it or not, you won’t find it so hot
If you ain’t got the do re mi.

Der er ikke meget Sound of Music over Woody Guthries “Do re mi”. Som altid hos ham er der en politisk-social dimension i sangen. Og derfor er det kun oplagt af den ligeledes politisk bevidste Ani Defranco har taget sangen til sig. Senest – i anledning af 50-året for Guthries død – i en fin version i tidsskriftet Paste – her. Her er en anden:

The Jesus and Mary Chain ramte Aarhus

6. oktober 2017

I den første gode halve time af denne koncertefterårsaften i Aarhus er det amerikanske Wesley Eisolds Cold Cave, der har indtaget scenen. På en baggrund af hvide spotlights, der blinker og flimrer ud mod publikum skabes en sort-hvid scenografisk æstetik, der passer fint til bandets udgave af støjende elektronisk dark wave.

Gennem en god håndfuld sange – eller rettere: musiknumre eller -stykker – viser Colds Wave sig at være ægte amerikanske arvtagere af den britiske mørke post-punk med Joy Division som et diskret med markant pejlepunkt i fortiden. Stykkerne – for numrene mangler sangenes struktur – følger hinanden sømløst, fordi forsangeren stort set er tavs mellem numrene og agerer i sit eget shoegazende, introverte univers af mørke, melankolske tekster. Og bandet – to keyboards, guitar og trommer – virker på samme måde distanceret og tilbagetrukkent i forhold til publikum.

Numrene var ensformige, grænsende til det monotone, men det lykkedes alligevel for bandet at komme ud over scenen i kraft af en vis intensitet og nerve, der især trængte igennem fra forsangerens let forpinte, lidenskabelige sangperformance og trommeslagerens energiske udfoldelse. Og det var mit indtryk at mange blandt publikum godt kunne lide, hvad de hørte. Man følte sig hensat til et raveparty eller en storbyklub, hvor musikken ville passe fint til en let beruset, manisk dans.

For mig, der ikke er erklæret fan af The Jesus and Mary Chain virkede Cold Caves opvarmning som en slags fremkaldervæske i forhold til hovednavnets optræden. Forstået på den måde, at The Jesus er bærere af et image, der fortæller, at bandet har røg og ikke mindst støj som post-punk-vandmærke. Og det er da også rigtigt, at bandet – også denne aften – er nedsunket i en kulisse af nærmest uigennemsigtig røg og modlys, og at den guitarfrembragte feed-back-forvrængnings-støj fik lov til at dominere mere og mere som koncerten skred frem.

Men for mig blev det også klart, at godt nok har brødrene Reid et erklæret ambivalent forhold til rock’n roll – sådan som det tydeligvis kommer frem i koncertens indledende sang “Amputation” (“I’m a rock and roll amputation”) og i den sidste sang (fra svanesangsalbummet Munki): “I love rock’n roll….I hate rock’n roll” – men skræller man den post-punk-støjende overfalde af, så finder man ind til en kerne af sange, der står på skuldrene af de sidste mange årtiers klassisk rock’n roll. Sange, der stort set alle er skåret over samme rock’n roll-læst – med et A-stykke og et måske ikke uforglemmeligt, men dog memorabelt, B-stykke, som man som man kan synge med på og som er indgraveret i rygraden på enhver rigtig fan. Sange, der besidder den klassiske rocksangs melodi og tekstlige sans for den gode historie og det seriøse budskab. The Jesus hviler i mine ører på en tradition, der går længere tilbage end til T Rex’ glamrock (som man indledningsvist kunne høre i højtalerne), ja helt tilbage til halvtredsernes rå garagerockere. Det gælder for The Jesus som for andre punk- og post-punk-rockoprørere, at de i oprøret inkorporerer det, de gør oprør imod. Rocken.

Med udgangspunkt i bandets seneste album, det anmelderroste Damage and Joy førte forsanger Jim Reid og bandet (broder William på guitar, suppleret med guitar, bas, trommer – og i et par numre en kvindelig backingsangerinde, Bernadette Denning) os på strejftog tilbage – ja, langt tilbage, til Psychocandy – i sangkataloget. En tour-de-force med fokus på klassiske sange, der vækkede umiskendelig jubel i den fremmødte fanskare. Og sangene blev fremført med styr på den høje lyd og et drive, der måtte overbevise tvivlere om, hvorvidt bandet stadigvæk har noget på hjerte efter genkomsten i 2007. Og de i bund og grund klassiske rocksange blev drevet frem af især William Reids markante, frenetiske guitarfigurer, der satte strøm og støj til sangene, og af forsanger Jim Reids genkendelige hæse, men også paradoksalt klare stemmeføring.

Hele to ombæringer af ekstra-numre blev det til, inden bandet lidt i tolv kunne takke af over for et publikum, der tydeligvis havde fået, hvad de kom for. Og ingen tvivl om det. The Jesus and Mary Chain viste denne aften, at de forudløbende rygter om fine præstationer (på fx Roskilde Festival) ikke bare var tilfældigheder, men at The Jesus har genrejst sig efter års pause og har formået at knytte bånd tilbage til tiden før bruddet. Det kan godt være, at der stadigvæk er splid internt i gruppen mellem de to brødre Reid, men på scenen mærker man den ikke. Her spiller det, højt og støjende. The Jesus er genopstået som Fugl Fønix af asken. Velkommen tilbage. En på alle måder vellykket koncert.

Fotos: Steffen Jørgensen, https://photo.stffn.dk – Steffens fotos er copyrightbeskyttede og må kun bruges denne ene gang af mig, respektér det venligst.