23. oktober 2017 arkiv

Capac anbefaler: Line Bøgh – Like fire, like fire

23. oktober 2017

Jeg har haft fornøjelsen af at anbefale Line Bøghs musik, siden debut-EP’en  Det er os som er farverne over byen, der udkom i 2013. Siden er det blevet til et fuldt album. Og nu er endnu et udkommet: Like fire like fire.

Coverfotoet viser en person – måske Line Bøghs selv – portrætteret i impressionistisk stil. Og det impressionistiske passer egentlig meget godt på Lines sange på denne plade. Der er tale om ti popsange, der netop har noget impressionistisk over sig. Line Bøgh tager udgangspunkt i en situation, et indtryk eller måske en person og omkring det bygges så et impressionistisk popunivers. Fx den første sang på pladen “The Fireman”: “Like fire, like fire I ran – from the burning house – and back again – among the trees, among the trees over the lake – ’till I hit the wall – ’till it all came back – the fireman, the fireman ran into the flames…”. Teksterne er rige på ord og Line Bøgh elsker gentagelsen. Og med ord og gentagelse skabes små universer af stemninger og emotioner.

Og sangene fremføres med Line Bøghs velkendte, fine stemme, der står klart i forgrunden på de enkle popkompositioner og -arrangementer, der har popappel, men også hist og her en indie-rock-kant, som fx i sangen “The Sun hangs on a string”.

Pladen er produceret af David Elberling & Rasmus Glendorf, der også spiller med på pladen (hhv. bas, guitar  m.m. og trommer, tangenter m.m.). Og de har skabt en nøgen, lidt rå, indielyd, der passer godt til sangenes enkle arrangementer og Line Bøghs små impressionistiske popbobler. Samlet set lægger Line Bøgh endnu nogle alen til sin popmusik og må kunne tilfredsstille såvel gamle fans som nybegyndere. Hermed anbefalet.

Line Bøgh. Like fire like fire. Produceret af David Elberling & Rasmus Glendorf. DME. Er udkommet.

Capac anbefaler: Mimi Terris – Den Stora Skalan

23. oktober 2017

Flytte hjemmefra er titlen på Mimi Terris’ første album fra 2015. Og i min anbefaling af den plade fremhævede jeg dels Terris’ loyale videreførelse af den særlige svenske jazz-tradition, der har rødder i tresserne med store navne som Monica Zetterlund, Alice Babs m.fl., og dels hendes modernisering af denne tradition af easy listening-jazz med udgangspunkt i en moderne ung kvindes ny-feministiske syn på verden.

Og på sit nye album, Den stora skalan, fortsætter Terris, hvor hun slap for to år siden. Fra de første toner i den indledende titelsang ved vi, at vi befinder os i kølvandet på de store tressersangerinders let poppede, svenske udgave af jazz. Og med sin smukke og meget forførende vokal understreger Terris, at hun er en fuldgyldig arvtager efter Babs og Zetterlund. Ja, hun synger ganske enkelt hen-rivende, fraserer ubesværet og lader teksterne stå smukt og forståeligt i arrangementerne.

Det ny-feministiske tilsnit er nedtonet, og i nogle af teksterne er den erstattet af en ny modenhed, der ligner en mere traditionel tematisering af erfaringer fra livs- og kærlighedsforhold. Det gælder fx titelsangen: “Jag är din så länge du il ha mig…” og den indledende “Vakna Upp”: “Jag er trettitvo och jeg längtar bare till sommarn…”. Pladens titel Den store skala antyder også, at der i de forløbne par år er kommet nye erfaringer til, der give ren ny modenhed og livsappetit. Og det klæder sangene, der har en opløftende lethed over sig.

Og det skyldes også, at Terris bag sig har sit fast hold af Malmö-musikere, der har spillet sammen bag Terris de sidste fire år. Og det kan høres. Der er tale om lydhør, indforstået samspil, der bærer Terris’ smukke vokal frem, men også giver god plads til de enkelte instrumenters udfoldelse.

Hvis man kunne lide Flytta hemifrån, så er der al mulig grund til også at indtage Den stora skalan, der eftertrykkeligt konsoliderer Mimi Terris’ status som en af Sveriges – og dermed Skandinaviens – førende jazz-sangerinder. Hermed varmt anbefalet.

Mimi Terris. Den Stora Skalan. Calibrated Music. Udkom d. 29. september 2017

Mimi Terris på Youtube (desværre kan nogle af sangene ikke afspilles her i landet…)

 

 

 

 

50: Diana Ross and the Supremes

23. oktober 2017

1967 var også et relativt frugtbart år for The Supremes. Eller som de også kaldte sig i 1967 Diana Ross and the Supremes – for at understrege, hvem der havde den vokale forgrund. Et par nr. 1-hits blev det til med “Love is here and now you’re gone” og “The Happening”. Og på denne tid i ’67 kom “In and out of love”, der “kun” nåede op på en 9. plads i hjemlandet. Og den fortjente måske en bedre placering, for det var og er en rigtig Motown-single, skrevet af Holland, Dozier and Holland – og den sidste plade med sangerinden Florence Ballard.