26. oktober 2017 arkiv

Capac anbefaler: Stranger the Horse – Play it on the Tannoys

26. oktober 2017

Play it on the Tannoys kalder Stranger the horse deres nye album. Og det kan næsten kun tages som en opfordring til at få musikken ud af mobilen eller computeren og ud gennem højtalerne på reolen eller gulvet. Med andre ord en opfordring til at lytte til pladen med en vis volumen og i en god højtalergengivelse.

Hvis denne fortolkning af titlen er rigtig – og det tror jeg den er – så er der god grund til, at man skal følge titlens opfordring. For Stranger The Horse spiller musik, der kun vinder ved at komme ud gennem et par gode højttalere.

Det er musik, der ikke er for fastholdere. Ganske vist genbruger Stranger The Horse mange af rockens stilelementer og griber med forkærlighed ned i gryden musikalske urrødder. Men de gør det på deres helt egen, unikke facon, hvor de eksperimenterer og improviserer så det er en lyst. Men det sker over en dogmatisk skabelon af sange, der i deres grundstruktur og arrangementer er konstante. Det samme gælder for deres opbygning, der indebærer et stadigt stigende tempo. Og på dette dogme vokser musikkens så op som brogede blomstermarker. Det er musik, der – i dere afsæt og i mine ører – kan minde om vidt forskellige musikalske projekter, lige fra de tidlige Alrune Rod over Incredible String Band til de eksperimenterende grupper i Canterbury og på Krautrockens overdrev.

Det er som sagt ikke musik for fastholdere, men musik for sådan nogen som mig, der elsker at gå på opdagelse i et kompleks musikalsk univers. Det er musik, der skiller sig ud ved sin egensindighed og dogmatik. Stranger the Horse er helt deres egne på den danske musikscene og fortjener, at alle med smag for progressiv, eksperimenterende alternativ rock lytter med. Hermed varmt anbefalet.

Stranger the Horse. Play it on the Tannoys. Celebration Records. 20. 10. 2017

Releasekoncert

 

 

Capac anbefaler: Lasse Vestergaard – Stævne

26. oktober 2017

I februar 2013 havde jeg fornøjelsen af at omtale Lasse Vestergaards EP Folk & fæ. En dansksproget plade, der var båret af en vis traditionsbevisthed. Det gav sig bl.a. udtryk i en nyfortolkning af Johs. V. Jensens vel nok mest kendte digt “Memphis Station”. Men også i det musikalske udtryk, der lå i kølvandet på den lange række af dansksprogede sangskrivere.

Og på sit nye album Stævne stikker traditionalismen også sit hoved frem. Således kunne jeg ikke – ved lytningen af pladens allerførste sang “Grammofonen” – ikke undgå at høre en diskret, men umiskendelig, indflydelse fra selveste C. V. Jørgensen. I fraseringen, såvel som i selve lyden. Og det selv om sangens indhold befinder sig langt fra Valby bakker, nemlig i Thy, hvor sangeren besynger en anden og deres fælles drømme med udgangspunkt i et konkret sted deroppe nordpå: “En stjernekikkert ved sengen/ viser os hvor drømmene skal stå/ vi er der ikke endnu/ men vi kommer tættere på…”.

Og det er måske et karakteristisk greb i Vestergaards sangskrivning. Udgangspunkt i noget konkret, noget lokalt og derfra en bevægelse eller et spring mod det abstrakte eller et større perspektiv. Som i sang nummer “Lyse nætter”, hvor en køretur med radioen tændt bliver en tur i retning af det fjerne: “Radioen spiller musik fra en ik’ så længe siden svunden tid/ jeg kører fra nord/gennem landet fra kysten/ med kurs mod det fjerne/ Mageløse byer der slukker sig selv…”.

Temaerne på pladen – drømmeri, rejse, selvransagelse m.m. – er ikke nye og bryder ikke med tidsåndens konstante selvoptagethed, men Vestergaard tager gerne afsæt i noget meget konkret. Det være sig huset i Thy, mormors sommerhus eller noget tredje, og det giver en fornemmelse af, at det musikalske omdrejningspunkt befinder sig de-centralt, uden for storbyen og dens puls. Måske et sted i ud-kanten af Danmark?

Lasse Vestergaard holder uden tvivl af det eftertænksomme og reflekterende, og det passer meget fint til hans insisteren – også på denne plade – på at synge på sit modersmål. Det ville nok ikke gå på engelsk…

Hvor folk & fæ havde en tone af folk over sig, så er Stævne trukket mere i retning af rock. Tilbagelænet, rootsy, rock med tilbagetrukne, rungende guitarer, pulserende trommer og fyldige klangflader fra tangenterne. Og arrangementer, der er homogene og som støtter godt op om melodilinjerne. Og resultatet er en form for voksen-poprock, der nok primært retter sig mod lyttere, der er ude over teenagetiden. Hermed anbefalet.

Lasse Vestergaard. Stævne. Produceret af. Jacob Lee Horney. Target. 22. 10.2017

 

Dagen derpå…. hyldest til The Fat Man

26. oktober 2017

Hvad kan være mere passende dagen derpå end ovenstående hyldestplade til The Fat Man – med store navne som John Lennon, afdøde Tom Petty, Paul McCartney, Elton John, Dr. John og mange flere? Det skulle da lige være en opsamling med manden selv (vælg selv blandt de mange der findes). Men i hvert fald er der dømt Fats-dag her i matriklen.

https://www.youtube.com/watch?v=sqyUFF8O10U

https://www.youtube.com/watch?v=XsvEsaRssmo

På båndet: Robyn Hitchcock

26. oktober 2017

Og så har newyorkerne igen været ude med båndmaskinen og optage noget. Denne gang kultfigure Robyn Hitchcock og en dobbeltkoncert fra den 22. marts. Musikken kan hentes ned i forskellige formater – her.

Angel Olsen er tilbage: Phases

26. oktober 2017

Angel Olsen gjorde indtryk på denne lytter tilbage i 2013, hvor hun var undervejs med sit første soloalbum med band. Og hun stod for en elementær, back-to-basics tilgang til sangskrivning. En slags nyenkelhed, man også finder hos hendes samtidige, fx Savages. Og at dømme efter ovenstående video, så holder hun fast ved den ukomplicerede tilgang til musikken på sin kommende udgivelse Phases.

C. V. Jørgensen vender tilbage… på Roskilde Festival

26. oktober 2017

Ja, bedst som man gik og troede, at C. V. Jørgensen havde taget sit otium alt for alvorligt og droppet livet på de skrå brædder, så oplyser Roskilde Festival, at de har engageret ham til næste festival som et af de store navne. En glædelig nyhed oven på den dårlige om Fats Dominos bortgang.

Måske man skulle finde de syregrønne evergreens og det ganske lille band frem fra reolen…

Og en yndlings-CV