november 2017 arkiv

Julen står for døren

30. november 2017

I morgen skriver vi den 1. december, og vi er i julemåneden. Jeg har forsøgt at holde julen og juleriet stangen indtil indgangen til december, sådan som jeg altid forsøger (selv om det indrømmet kan være svært med alle de kommercielle tiltag, der er…).
Men nu er det så legitimt, selv om jeg ikke har planer om at gå bersærk i juleri.
Men altså, lad os begynde… For 40 år siden, nærmere bestemt den 25 november 1977, udsendte The Kinks en julesingle, “Father Christmas”, der -helt i Ray Davies ånd – tog et kritisk tag på emnet. Den handler mere om klassesamfundet i England end om plum pudding og legetøj til børnene. Dyk selv ned i teksten og kom i julehumør…

When I was small I believed in Santa Claus
Though I knew it was my dad
And I would hang up my stocking at Christmas
Open my presents and I’d be glad
But the last time I played Father Christmas
I stood outside a department store
A gang of kids came over and mugged me
And knocked my reindeer to the floor
They said
Father Christmas, give us some money
Don’t mess around with those silly toys
We’ll beat you up if you don’t hand it over
We want your bread so don’t make us annoyed
Give all the toys to the little rich boys
Don’t give my brother a Steve Austin outfit
Don’t give my sister a cuddly toy
We don’t want a jigsaw or monopoly money
We only want the real mccoy
Father Christmas, give us some money
We’ll beat you up if you make us annoyed
Father Christmas, give us some money
Don’t mess around with those silly toys
But give my daddy a job ’cause he needs one
He’s got lots of mouths to feed
But if you’ve got one I’ll have a machine gun
So I can scare all the kids on the street
Father Christmas, give us some money
We got no time for your silly toys
We’ll beat you up if you don’t hand it over
Give all the toys to the little rich boys
Have yourself a merry merry Christmas
Have yourself a good time
But remember the kids who got nothin’
While you’re drinkin’ down your wine
Father Christmas, give us some money
We got no time for your silly toys
Father Christmas, please hand it over
We’ll beat you up so don’t make us annoyed
Father Christmas, give us some money
We got no time for your silly toys
We’ll beat you up if you don’t hand it over
We want your bread so don’t make us annoyed
Give all the toys to the little rich boys

Protestsange anno 2017!?

30. november 2017

Pitchfork opregner omkrint tyve eksempler på moderne protestsange. For protestsangene forsvandt ikke med tressernes “We shall overcome”, Dylans tidlige sange eller anti-Vietnam-sange. De findes stadigvæk, selv om det politiske perspektiv på flere måder har ændret sig. Det er således slående, at den amerikanske præsidents dokumenterede sexisme ikke alene har givet næring til #mee-tto-memet og -bevægelsen, men også har genereret indtil flere sange. Her eksemplificeret af Fiona Apple og Joan Baez, som jo altid har været protestsanger.

Fra 1967 til 1968

29. november 2017

De første albumårslister for 2017 er allerede publiceret rundt omkring på nettet og antyder, at 2017 lakker mod enden. Og dermed også min optagethed af 50-året for det musikrige 1967. Men bare rolig (!), for efter 1967 kommer 1968, der også var et godt musikår, så det har jeg også tænkt mig at fordybe mig lidt i og genopfriske. Og ovenstående video markerer et slags startskud for det år (og måske for den kommende hvide vinter?!).

Capac anbefaler: August Rosenbaum – Vista

29. november 2017

I pressematerialet til August Rosenbaums nye album Vista, citeres Rosenbaum for at karakterisere pladens musik som “a score in search of a movie”, altså musik, der kunne være filmmusik, hvis filmen til musikken altså var lavet. Filmløs filmmusik, kort sagt. Og man associerer da også nemt til det filmiske, når man lytter til pladens ialt 13 skæringer.

Men først og fremmest er det, der slår mig, at musikken har en meditativ og inadvendt karakter. Det er ikke musik, der umiddelbart sigter mod store koncertscener og lign. Det er musik, der appellerer til andægtig lytten og fordybelse. Man kan godt mærke, at Rosenbaum især har haft sit virke som arrangør og “bagmand” for en række andre kunstnere – fx Mø og Sonic Youths Kim Gordon.

Musikken er i høj grad eksperimenterende og legerer elementer af electronica, pop, jazz m.m. til lydbilleder, der er fulde af meget forskelligartede stemninger. Undertiden kan musikken i sin tilgang til det kompositoriske minde om moderne klassisk kompositionsmusik – bortset fra altså, at vi befinder os inden for populærmusikkens felt. Det betyder også, at pladen – i mine ører i det mindste – indskriver sig i en række albums, der hver på sin vis dyrker det knapt så mainstreamsøgende, introverte og udforskende. Jeg kommer i tanke om vidt forskellige kunstnere som Brian Eno og Talk Talk – uden at Rosenbaum på nogen måde lyder som dem.

Vista er kort sagt en rigtig lytteplade, der kræver, at man følger kunstneren ind i det musikalske univers. Og så er man til gengæld sikker på at få en særegen musikoplevelse. Værsgo.

August Rosenbaum. Vista. Tambourhinoceros. Udkom den 24. november.

 

Capac anbefaler: Anna Kruse – Himlens Rand

29. november 2017

I maj 2015 anbefalede jeg den svenske sangerinde Anna Kruses album Champagnefötter, hvor hun fortolkede sin landsmandinde Edith Södergrans poesi. Sådan som hun i øvrigt havde gjort på sit debutalbum Lyckokatt i 2009.
Og sørme om ikke Anna Kruse fortsætter sit projekt (for det må man næsten kalde en sådan trilogi) på sit nye album Himlens Rand.
Det nye album adskiller sig dog på et lille, men bestemt ikke uvæsentligt,  punkt fra de foregående. På det nye album har Anna Kruse nemlig viseligt valgt at lade en skuespillerinde – nemlig Stina Ekblad – stå for noget digtoplæsning. Og det tilføjer en ikke uvæsentlig dimension, nemlig den, der handler om, at digte fra begyndelsen af er bestemt til at blive læst op. Digtere har altid læst deres digte op – for sig selv og for andre. Og Ekblad gør det – forventeligt – med bravour med stor sans for poesiens egen metrik.
Det ændrer ikke noget ved, at Anna Kruses insisteren på at synge Södergrans digte stadigvæk har den allerhøjeste relevans – for digtlæsere såvel som musikelskere. Sangen og itonesætningen – igen arrangementer, der fint sammenspinder let jazz, svensk folketone og moden popklang – tilføjer de modernistiske digte stemninger, ikke mindst let melankolske, der passer forbavsende godt sammen med Södergrans alvorlige poesi.
Undervejs i lytningen kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvor sjældent vi her i landet oplever kunstnere, der kaster sig over danske digtere og sætter musik til dem. Der er jo nok at tage fat på!
Men det understreger blot relevansen og modet i Anna Kruses projekt. Og hun fortjener, at digt- og musikelskere lytter til de tre plader – og måske også gør sig den ulejlighed at få fat i Södergrans samlede digte (findes både på svensk og dansk).

I øvrigt har Anna Kruse også udsendt en lille EP med titlen Anna Kruse & Edith Band. 10-års jubilæum, der som titlen angiver markerer projektet tiår. Også her medvirker Stina Ekblad som oplæser. EP’en består af 6 forskellige fortolkninger af digtet Til fots, hvor medlemmer fra Edith band har komponeret musikken. Og det understreger i hvor stor grad Södergrans digte egner sig til netop det formål.

Hermed anbefalet.

Anna Kruse sjunger Edith Södergran. Himlens Rand.Gateway Music. Udkom den 17. november

Randy Newman – 73

29. november 2017

I går blev han 73 år. Randy Newman, der er pladeaktuel med Dark Matter og altid er god for en god sang med en tankevækkende tekst. Her fra hans debutalbum fra 1968 den aktuelle titel “Jeg tror det vil regne i dag”.

Broken windows and empty hallways
A pale dead moon in the sky streaked with gray
Human kindness is overflowing
And I think it’s going to rain today
Scarecrows dressed in the latest styles
With frozen smiles to chase love away
Human kindness is overflowing
And I think it’s going to rain today
Lonely, lonely
Tin can at my feet
Think I’ll kick it down the street
That’s the way to treat a friend
Bright before me the signs implore me
To help the needy and show them the way
Human kindness is overflowing
And I think it’s going to rain today

Nyt fra højproduktive Ty Segal

29. november 2017

Han har krudt i en vis legemsdel og sprøjter musik ud i en lind strøm. Her er det seneste udspil, singlen “Main Pretender”. Bemærk saxofonen…

Genhør med: Tintomara

28. november 2017

Ad svært rekontruerbare, associative veje kom jeg på sporet af den svenske musikgruppe Tintomara, som havde lyttet til tilbage i halvfjerdserne – på Danmarks Radio og vist også på lånte LP’er fra biblioteket. Og heldigvis besidder de danske biblioteker de to plader, som Tintomara  fik udgivet. Dels det eponyme album fra 1979 og Lek fra 1981.

Første gang man hørte noget til musikgruppen i en større kreds var, da gruppen optrådte på kvindekulturfestivalen i Stockholm i oktober 1977, hvor de optrådte sammen med 350 andre navne fra den svenske venstrefløj. Og festivalen resulterede bl.a. i en opsamlingsplade, hvor Tintomara dog ikke var repræsenteret som gruppe. De var dog med på den næste udgivelse Bara brudar (1978) med nummeret “All blues”.

Tintomara bestod på debutpladen af Elise Einarsdotter, piano, Jenny Wikström, elbas, Katarina Fritzén, fløjt, perkussion, altfløjte og Marita Brodin, trommor. Wikström blev siden udskiftet med av Olle Steinholtz, elbas, kontrabas og Brodin blev ersattet af Yvonne Riggebo på trommor og slagtøj. Da Tintomara blev opløst i midtfirserne dannede pianisten Elise Einarsdotter Elise Einarsdotter Ensemble.

Tintomara spiller en akustisk præget, ofte lyrisk, jazz. Og bandet var pionerer i den svenske kvindebevægelses kamp for at få flere kvinder til at spille musik, ikke mindst jazz. I det progressive svenske musiktidsskrift Musikens Magt publiceredes en artikel med den sigende overskrift “Tintomara – fler tjejer till jazzmusiken (nr. 7, 1979).

Jeg har desværre ikke kunnet finde musikeksempler med Tintomara, men kan kun anbefale at man hjemlåner pladerne, hvis man er til progressiv, svensk jazz fra halvfjerdserne.

 

 

 

MTV Unplugged erindret

28. november 2017

Tænk sig. Det er næsten 30 år siden, MTV lagde ud med deres semi-akustiske serie Unplugged, hvor kunstnere fremførte deres musik i nøgen udgave. Og serien kørte i første omgang fra 1989 til 1999, blev genoptaget som Unplugged No. 2 i årene 2000-2009, hvor det kørte uregelmæssigt, og siden har der været særudgaver af programmet.  Men det var længe inden digitaliseringen og internettet tog over. Men nogen husker, bl.a. Rolling Stone, der har lavet en lille liste på 15 stykker, som de mener er det bedste af det bedste. Men som altid med sådanne lister, så kan det diskuteres. Bevares Neil Young er med, og det samme er Eric Clapton og Nirvana. Men hvor er fx Paul McCartney og Bob Dylan?

Heldigvis er mange af programmerne blevet gjort tilgængelige på hårde medier, så man selv kan lave sin egen liste derhjemme.

George Harrisons sidste koncert

27. november 2017

Året er 1992. George Harrison spiller den fulde koncert, der skulle blive hans sidste. Lidt gæsteoptræden blev det siden til, inden han døde af kræft i 2001.

Hendrix in memoriam: 27. November, 1942 – 18. September, 1970

27. november 2017

50 : Magical Mystery Tour – The Beatles

26. november 2017

Jeg husker det som var det i går. Den dag for ca. 50 år siden, hvor jeg tog med den orange bus nr. 21 eller 22 fra Sædding og ind til Esbjergs bymidte for at besøge Jaspers Radio i Kongensgade, hvor jeg købte plader, når lommepengene tilllod det. Og denne gang gjaldt det Beatles og deres Magical Mystery Tour, der udkom i en særlig dobbelt-EP-udgave med et lille rigt illustreret hæfte. Det var stort. Næsten som dengang, jeg hentede Sgt. Pepper-albummet. Næsten.

Dobbelt-pladen var lydspor til filmen af samme navn. Den havde fået knubbede ord med på vejen af kritkerne, fordi den var en frit fabulerende historie om en magisk busrejse. Og den blev vist i Danmarks Radio (jeg husker ikke om det var før eller efter pladens udgivelse – det vil jeg vende tilbage til..*).), og jeg følte mig godt underholdt. Og musikken lå i slipstrømmen af Sgt. Pepper og var/er legende og eksperimenterende. Fuld af kreative påfund og ideer.

Jeg har stadigvæk dobbelt-EP’en og det giver en flashback at kigge i den og sætte den på grammofonen – til dengang i Jaspers Radio, hvor jeg fik fat i klenodiet på udgivelsesdagen.

‘) Visningen har nok været omkring årsskiftet mellem 67 og 68. Filmen blev vist i England på Boxing Day og i USA i 68, så det er nok sandsynligt, at Danmark er enten samtidig eller lidt forsinket i forhold til  disse tidspunkter.

Haim møder The Strokes

25. november 2017

Synspunkt: Enhedslisten på vej mod midten…

25. november 2017

Kommune- og regionsrådvalgene er overstået, selv om der er et par hængepartier. Og jeg stemte på Enhedslisten, fordi partiet er det eneste parti, der har elementer af et socialistisk idegrundlag i sit partiprogram og derfor peger ud over de eksisterende økonomiske og kulturelle tilstande i Danmark. Men det betyder ikke, at jeg ikke har været i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mine kryds. For jeg har mine tvivl vedrørende Enhedslistens “revolutionære potentiale” (lad os kalde det sådan for en kortheds skyd og ikke for at starte debatten om, hvad “revolution” kan tænkes at være for en størrelse). Med andre ord: Er Enhedslisten et parti, der vil afskaffe det eksisterende borgerligt-liberalistiske “demokrati”? Er det et parti, der vil et radikalt andet samfund?

Min tvivl er blevet bekræftet de seneste dage af partiets handlinger. For det første har EL stemt for en ny finansieringsmodel for universitetsuddannelserne. En model, der på papiret skal gøre op med den forhadte fremdriftsreforms værste effekter. Og for en overfladisk betragtning sker det også, idet den nye model   arbejder med et grundtilskud til uddannelserne, hvor uddannelserne får et vist grundtilskud pr. studerende. Dog med en række spidsfindige betingelser, der stadigvæk håndhæver fremdriftsideen (at de unge ikke skal blive hængende for længe på studierne og se at blive færdig på normeret tid). Dertil kommer, at en del at tilskuddet også er betinget af, at de nyuddannede unge hurtigst muligt kommer ud i et arbejde, som deres uddannelse berettiger til.

Efter sigende har EL sammen med alle de andre partier stemt for denne reform, som Venstres Søren Pind med tydelig tilfredshed præsenterede for offentligheden i går.

Men, hvorfor skulle EL ikke stemme for sådan en “forbedring”? Det skulle partiet ikke, fordi reformen især vil komme til at gå ud over fag, der traditionelt har haft svært ved at finde afsætning for deres kandidater på det såkaldte arbejdsmarked, der i den herskende politiske konjunktur især er det private arbejdsmarked. Enhver, der har fulgt med i universiteternes historie gennem de seneste fire-fem årtier vil vide, at taberne ved denne reform typisk vil være de såkaldte “humanistiske” fag. Det blev understreget forleden, hvor Magisterforeningen råbte vagt i gevær, fordi universiteterne lukker små sprogfag, fordi de ikke er rentable. Men truslen gælder gnerelt fag, der beskæftiger sig med det “humane” bredt, sprogfag, kulturfag osv. Til gengæld vil de fag, der altid har været efterspurgt i erhvervslivet – teknisk-videnskabelige fag, økonomi, jura, handelsfag m.fl. – have en chance for at overleve på de nye vilkår. Fag, der er skræddersyede til at støtte og udvikle det bestående samfund med dets liberalistisk-kapitalistiske økonomiske system.

Peger det ud over det bestående at stemme for  sådan en reform? Det synes jeg ikke det gør, og jeg synes, EL burde have holdt sig for gode til at stemme for, ud fra et princip om, at det er bedre ikke at stemme for eller stemme imod i stedet for at stemme for noget dårligt. Hvorfor gjorde partiet det så? Jeg har ikke hørt eller læst om bevæggrundene, men formoder, at EL er blevet fanget af den parlamentariske logik, der hersker på tinge, nemlig at man stemmer for det, man tror er godt for fællesskabet, og imod det, man tror ikke er det.

Sagen om den nye uddannelsesreform handler for mig at se om Enhedslistens misforståede tro på de borgerligt-parlamentariske systems muligheder. Et eller andet sted, tror jeg, hersker der en tro på, at vi kan lave om på de herskende forhold, inden for de eksisterende politiske rammer (en gammel debat, også i Enhedslistens historie). En dag vil vi have et flertal, der kan afskaffe det borgerlige demokrati og samfund. Men jeg tror, at EL er gået i den ideologiske fælle, der består i, at man i ord hylder et andet samfund, men i gerning bekræfter det bestående – igen og igen. Hvor galt den strategi kan gå, kan man se på Socialistisk Folkeparti, der kom i regering med Socialdemokratiet og lavede alskens rævestreger i det beståendes interesse.

Et andet eksempel af nyeste dato er kampen om borgmesterposter i København. Partiet havde mulighed for at gå efter posten som borgmester for beskæftigelse – en post, der vil have stor betydning for  byens udsatte mennesker – men valgte af taktiske grunde at satse på posten som teknik- og miljøborgmester. Og partiet ville angiveligt ikke diskutere valget med repræsentanter for Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, organisationer, der – som navne antyder – kæmper for bedre forhold for de udsatte. Læs Lars Henrik Carlskovs indlæg i Facebook.

Det, man – jeg! – kan frygte er, at Enhedslisten med sine taktiske og pragmatiske handlinger langsomt med sikkert  bevæger sig i retning af det herskende politiske spektrums “midte”, det “sorte hul”, der lader idégrundlaget implodere til fordel for en samfundsbevarende konsensuspolitik. Der er mange andre elementer i Enhedslistens praktiske handlen og gøren, der peger i den retning, men indtil videre vil jeg lade de to eksempler stå alene.

Sorte Fredag

24. november 2017

Penge lyver aldrig de lugter kun lidt

nogen vil sikkert sige direkte fedt

noget hen af eau de Cologne

penge slukker selv den værste tørst

gør med lethed den allermindste allerstørst

& smager af mere & mere

.

Et uhelbredeligt pengebegær

vokser inden i mig ligesom cancer

der er ingen kur eller medicin der dur

& min egen krop er kun et spinkelt panser

langsomt men sikkert skal jeg ædes op

& statuerer et eksempel for enhver

fed & fyldt sinke eller forædt idiot

der trækker vejret med allerstørste besvær

.

Akkurat som mig psykisk ude af balance

med et system der ikke har levnet mig en jordisk chance

pengebegær er hver mands eje så jeg vogter det nøje

det hænger ved mig som en skygge der ikke la’ sig forføje

.

Penge er et satanisk mesterværk

& alle i branchen går med sikkerhed bersærk

så snart de sætter fingrene i det

penge er noget selv et barn ka’ forstå

de er til at tage & føle på

& kan være varme ligesom mennesker

Penge lyver aldrig de lugter kun lidt

nogen vil sikkert sige direkte fedt

noget hen af eau de Cologne

penge slukker selv den værste tørst

gør med lethed den allermindste allerstørst

& smager af mere & mere

.

Et uhelbredeligt pengebegær

vokser inden i mig ligesom cancer

der er ingen kur eller medicin der dur

& min egen krop er kun et spinkelt panser

langsomt men sikkert skal jeg ædes op

& statuerer et eksempel for enhver

fed & fyldt sinke eller forædt idiot

der trækker vejret med allerstørste besvær

.

Akkurat som mig psykisk ude af balance

med et system der ikke har levnet mig en jordisk chance

pengebegær er hver mands eje så jeg vogter det nøje

det hænger ved mig som en skygge der ikke la’ sig forføje

.

Penge er et satanisk mesterværk

& alle i branchen går med sikkerhed bersærk

så snart de sætter fingrene i det

penge er noget selv et barn ka’ forstå

de er til at tage & føle på

& kan være varme ligesom mennesker