november 2017 arkiv

Julen står for døren

30. november 2017

I morgen skriver vi den 1. december, og vi er i julemåneden. Jeg har forsøgt at holde julen og juleriet stangen indtil indgangen til december, sådan som jeg altid forsøger (selv om det indrømmet kan være svært med alle de kommercielle tiltag, der er…).
Men nu er det så legitimt, selv om jeg ikke har planer om at gå bersærk i juleri.
Men altså, lad os begynde… For 40 år siden, nærmere bestemt den 25 november 1977, udsendte The Kinks en julesingle, “Father Christmas”, der -helt i Ray Davies ånd – tog et kritisk tag på emnet. Den handler mere om klassesamfundet i England end om plum pudding og legetøj til børnene. Dyk selv ned i teksten og kom i julehumør…

When I was small I believed in Santa Claus
Though I knew it was my dad
And I would hang up my stocking at Christmas
Open my presents and I’d be glad
But the last time I played Father Christmas
I stood outside a department store
A gang of kids came over and mugged me
And knocked my reindeer to the floor
They said
Father Christmas, give us some money
Don’t mess around with those silly toys
We’ll beat you up if you don’t hand it over
We want your bread so don’t make us annoyed
Give all the toys to the little rich boys
Don’t give my brother a Steve Austin outfit
Don’t give my sister a cuddly toy
We don’t want a jigsaw or monopoly money
We only want the real mccoy
Father Christmas, give us some money
We’ll beat you up if you make us annoyed
Father Christmas, give us some money
Don’t mess around with those silly toys
But give my daddy a job ‘cause he needs one
He’s got lots of mouths to feed
But if you’ve got one I’ll have a machine gun
So I can scare all the kids on the street
Father Christmas, give us some money
We got no time for your silly toys
We’ll beat you up if you don’t hand it over
Give all the toys to the little rich boys
Have yourself a merry merry Christmas
Have yourself a good time
But remember the kids who got nothin’
While you’re drinkin’ down your wine
Father Christmas, give us some money
We got no time for your silly toys
Father Christmas, please hand it over
We’ll beat you up so don’t make us annoyed
Father Christmas, give us some money
We got no time for your silly toys
We’ll beat you up if you don’t hand it over
We want your bread so don’t make us annoyed
Give all the toys to the little rich boys

Protestsange anno 2017!?

30. november 2017

Pitchfork opregner omkrint tyve eksempler på moderne protestsange. For protestsangene forsvandt ikke med tressernes “We shall overcome”, Dylans tidlige sange eller anti-Vietnam-sange. De findes stadigvæk, selv om det politiske perspektiv på flere måder har ændret sig. Det er således slående, at den amerikanske præsidents dokumenterede sexisme ikke alene har givet næring til #mee-tto-memet og -bevægelsen, men også har genereret indtil flere sange. Her eksemplificeret af Fiona Apple og Joan Baez, som jo altid har været protestsanger.

Fra 1967 til 1968

29. november 2017

De første albumårslister for 2017 er allerede publiceret rundt omkring på nettet og antyder, at 2017 lakker mod enden. Og dermed også min optagethed af 50-året for det musikrige 1967. Men bare rolig (!), for efter 1967 kommer 1968, der også var et godt musikår, så det har jeg også tænkt mig at fordybe mig lidt i og genopfriske. Og ovenstående video markerer et slags startskud for det år (og måske for den kommende hvide vinter?!).

Capac anbefaler: August Rosenbaum – Vista

29. november 2017

I pressematerialet til August Rosenbaums nye album Vista, citeres Rosenbaum for at karakterisere pladens musik som “a score in search of a movie”, altså musik, der kunne være filmmusik, hvis filmen til musikken altså var lavet. Filmløs filmmusik, kort sagt. Og man associerer da også nemt til det filmiske, når man lytter til pladens ialt 13 skæringer.

Men først og fremmest er det, der slår mig, at musikken har en meditativ og inadvendt karakter. Det er ikke musik, der umiddelbart sigter mod store koncertscener og lign. Det er musik, der appellerer til andægtig lytten og fordybelse. Man kan godt mærke, at Rosenbaum især har haft sit virke som arrangør og “bagmand” for en række andre kunstnere – fx Mø og Sonic Youths Kim Gordon.

Musikken er i høj grad eksperimenterende og legerer elementer af electronica, pop, jazz m.m. til lydbilleder, der er fulde af meget forskelligartede stemninger. Undertiden kan musikken i sin tilgang til det kompositoriske minde om moderne klassisk kompositionsmusik – bortset fra altså, at vi befinder os inden for populærmusikkens felt. Det betyder også, at pladen – i mine ører i det mindste – indskriver sig i en række albums, der hver på sin vis dyrker det knapt så mainstreamsøgende, introverte og udforskende. Jeg kommer i tanke om vidt forskellige kunstnere som Brian Eno og Talk Talk – uden at Rosenbaum på nogen måde lyder som dem.

Vista er kort sagt en rigtig lytteplade, der kræver, at man følger kunstneren ind i det musikalske univers. Og så er man til gengæld sikker på at få en særegen musikoplevelse. Værsgo.

August Rosenbaum. Vista. Tambourhinoceros. Udkom den 24. november.

 

Capac anbefaler: Anna Kruse – Himlens Rand

29. november 2017

I maj 2015 anbefalede jeg den svenske sangerinde Anna Kruses album Champagnefötter, hvor hun fortolkede sin landsmandinde Edith Södergrans poesi. Sådan som hun i øvrigt havde gjort på sit debutalbum Lyckokatt i 2009.
Og sørme om ikke Anna Kruse fortsætter sit projekt (for det må man næsten kalde en sådan trilogi) på sit nye album Himlens Rand.
Det nye album adskiller sig dog på et lille, men bestemt ikke uvæsentligt,  punkt fra de foregående. På det nye album har Anna Kruse nemlig viseligt valgt at lade en skuespillerinde – nemlig Stina Ekblad – stå for noget digtoplæsning. Og det tilføjer en ikke uvæsentlig dimension, nemlig den, der handler om, at digte fra begyndelsen af er bestemt til at blive læst op. Digtere har altid læst deres digte op – for sig selv og for andre. Og Ekblad gør det – forventeligt – med bravour med stor sans for poesiens egen metrik.
Det ændrer ikke noget ved, at Anna Kruses insisteren på at synge Södergrans digte stadigvæk har den allerhøjeste relevans – for digtlæsere såvel som musikelskere. Sangen og itonesætningen – igen arrangementer, der fint sammenspinder let jazz, svensk folketone og moden popklang – tilføjer de modernistiske digte stemninger, ikke mindst let melankolske, der passer forbavsende godt sammen med Södergrans alvorlige poesi.
Undervejs i lytningen kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvor sjældent vi her i landet oplever kunstnere, der kaster sig over danske digtere og sætter musik til dem. Der er jo nok at tage fat på!
Men det understreger blot relevansen og modet i Anna Kruses projekt. Og hun fortjener, at digt- og musikelskere lytter til de tre plader – og måske også gør sig den ulejlighed at få fat i Södergrans samlede digte (findes både på svensk og dansk).

I øvrigt har Anna Kruse også udsendt en lille EP med titlen Anna Kruse & Edith Band. 10-års jubilæum, der som titlen angiver markerer projektet tiår. Også her medvirker Stina Ekblad som oplæser. EP’en består af 6 forskellige fortolkninger af digtet Til fots, hvor medlemmer fra Edith band har komponeret musikken. Og det understreger i hvor stor grad Södergrans digte egner sig til netop det formål.

Hermed anbefalet.

Anna Kruse sjunger Edith Södergran. Himlens Rand.Gateway Music. Udkom den 17. november