november 2017 arkiv

Og godt nyt fra capacs egen andedam

24. november 2017

Det var et lettelsens suk, jeg drog, da jeg læste, at kommunens planer om at forvandle Botanisk Have via såkaldte “lokalplaner” er blevet forpurret. Bare tanken om, hvad de kunne finde på at bygge på arealet (se hvad der sket med Ceres-grunden lige i nærheden!), er skræmmende for en halv-aarhusianer som mig. Og Botanisk Have er et sted, jeg kommer ret ofte – både i Den Gamle By (halvfjerserudstillinger m.m.) og væksthuset. Så hep!

50: Nationalteatern – Sveriges førende progrockband

23. november 2017

Om det er det førende progrockband kan selvfølgelig altid diskuteres, men givet er det, at Nationalteatern nærmer sig 50-årjubilæet med stormskridt. Og det gamle orkester fejrer det med  en større turné i Sverige i løbet af 2018.

Bandet startede i Lund i 1968 som en teatergruppe, men flyttede til Göteborg, hvor musikken fik større og større betydning, selv om de fortsatte med at lave teaterforestillinger.

Medvirkende var også, at Ulf Dageby, der stadigvæk er med, fik mere at skulle have sagt i den musikalske udvikling af bandet, og allerede med bandets andet album Livet är en fest var der tale om klar halvfjerdser-prog-rock.

Blandt andre kendte medlemmer har været Anders Melander og Totta Näslund (kendt også fra Tottas Bluesband).

Samtidig med at rocken tog over, blev bandet også mere udtalt politiske med socialistiske tekster og budskaber. Med albums som LIvet är en fest (1974) og Barn av vår tid (1978) skrev Nationalteatern sig ind som et af de vigtigste progorkestre i svensk musik. Med Dageby som kunstnerisk drivkraft blev rockgruppe og teatervirksom adskilt i 1980 og  Nationalteaterne hed nu Nationalteaterns Rockorkester. Året efter gik bandet i opløsning, men blev gendannet med succes i 1991. Siden har bandet eksisteret i mere eller mindre fast form, men har altså besluttet at gennemføre jubilæumturnéen næste år.

Hamilton “Walkmen” Leithauser er tilbage…

23. november 2017

– med en ny single “Heartstruck (Wild Hunger)”. Og ved sin side har han ingen ringere end Angel Olsen. Så kan det ikke gå helt galt…

Kommunal- og regionsvalget og ideologien

23. november 2017

Kommunal- og regionalvalget er overstået (bortset fra en smule fintælling hist og pist). Og hele mediecirkus eller -scenariet har været som det har været i mange år. Fuldtidsdækning af hele processen, hvor ingen historie forekommer uvæsentlig for de altid nyhedshungrige journalister på de store medier. Men samtidig foregår hele debatten om valgene inden for snævre fastlagte rammer, som kun sjældent sættes spørgsmålstegn ved eller berøres.

For eksempel kom det frem, at mere end halvdelen af de stemmeberettigede ikke havde tillid til politikerne (eller meget ringe tillid til dem). Hvilket af journalisterne blev vinklet således: Hvad vil politikerne så gøre for at og så videre? En vinkling, der i hvert fald ikke sætter spørgsmålstegn ved det politiske system. Det er, som det er, det er blot politikerne, der skal agere anderledes.

Men det er jo et paradoks, at mere end halvdelen af de valgberettigede undsiger politikerne – og så alligevel går hen og stemmer! Og det er sådan et paradoks, filosoffen Slavoj Zizek fremfører i videoen ovenfor som illustration af, hvordan ideologien fungerer nu til dags. Niels Bohr tror ikke på hesteskoens virkning, men har sat den op alligevel, fordi han havde fået at vide, at den virker, selv om man ikke tror på det. Vi tror ikke på det politiske system, men legitimerer det alligevel ved at stemme, fordi vi hele tiden bekræftes i, at systemet er godt nok.

Clapton-hullet

22. november 2017

Så faldt jeg lige ned i Claptonhullet, hvor jeg lige skal lytte til Slowhand en tid. Og jeg ville gerne linke til hans udgave af “Lonesome road blues”, men da den ikke er på nettet (?), så linker jeg til “Motherless children”, der også er god. Her musiceres der også, så det er en fryd. Ikke kun af mesteren selv, men også af hans fantastiske band, bl.a. trommeslager og slagtøjsmand Jamie Oldaker, der virkeligt skubber den sang ud over kanten…

Tidlig Eagles: New Kid in Town – live

22. november 2017

I forbindelse med genudgivelsen af Hotel California har arkæologerne fundet frem til en liveindspilning af hittet “New kid in town” fra tiden før sangen var blevet udgivet.

Exit: David Cassidy – 67

22. november 2017

I nekrologerne omtales han som “teenageidolet”. Og det er også sådan, jeg husker David Cassidy, der nu er død i en alder af kun 67 år. Omkring 1970 var han pigernes idol. Ingen tvivl om det. Pæn ung mand med halvfjerdserstylet hår.

Hans karriere begyndte i sit-com-familien The Partridge Family, der var en stor succes på tv i USA i årene 1970-1974. Og den handlede om en familie, hvor sønnen – Cassidy – forsøgte at gå musikvejen. Og den banede vejen for Cassidys solokarriere. Enden på popkarrieren var alt andet end lyserød. Han fik massive alkoholproblemer, gik konkurs og fik til sidst demens. Dødsårsagen er ikke offentliggjort, men forlede blev Cassidy indlagt med organsvigt.

50: (Sittin’ on) the dock of the bay – Otis Redding

21. november 2017

– læser et sted, at det i morgen er 50 år siden Otis Redding gik i studiet og indspillede “Sittin’ on the dock of the bay”. Den blev udsendt den 8. januar 1968, så jeg vender nok tilbage til den efter nytår.

Capac anbefaler: Mads Toghøj – Rødder

20. november 2017

Da jeg for snart mange år siden var fast lytter til Danmarks Radios P3-musikprogrammer lyttede jeg bl.a. til programmet “Folknyt” (tror jeg det hed) med Allan Klitgaard ved mikrofonen. Her excellerede man i folkemusik i alle dens afskygninger, og det er ikke for meget at sige, at jeg brændte godt gammeldags varm på netop den musikstil, hvad enten der var tale om britisk folk som hos fx Fairport Convention eller nordisk.

– Og  ved lytningen til Mads Toghøjs nye plade Rødder blev den gamle flamme tændt igen. Med de indledende toner til den indledende sang “Min barndomsby” blev jeg sendt tilbage til ungdommens forelskelse i folkemusikken. Det var lyden af dengang, der ramte mig lige i nakken.

Og det er nok ikke tilfældigt, for albummet hedder jo Rødder og handler både om sangskriverens rødder i det nordjyske, i Skagen og omegn, hvor Mads voksede op som barnebarn af selveste Fisker Thomas, der allerede dengang i halvfjerdserne var en slags legende (selv om man nok ikke ville bruge det ord på de kanter…), og om de rødder, der er musikalske og stikker dybt. Det sidste understreges kun alt for flot af, at Mads omkring sig har kendte folk som Jens Memphis (fra de navnkundige Gyldne Løver) på fløjte og kor, Flemming Fiol (fra Spillemændene og Poul Krebs) på violin og kor og flere til. Og bedre bliver det kun af, at Mads Toghøj ud over sine egne sange har indlemmet tre sange, der peger tilbage. Det er dels Erik Byes “Anna Lovinda”, der også var en sang i morfarens repertoire, og dels de to traditionelle sange, “Tre både” (irsk) og “Fra Halifax til Spanien” (endnu en af morfarens “hits”).

Så når pladen her har noget gammeldags over sig og henfører denne lytter til ungdommens radiolytteri, så er det ingenlunde tilfældigt. Traditionsbevidstheden er til at tage og føle på hos Mads Toghøj. Her er ingen overfladisk leflen for tidsånden. Man står ved det, man kommer af – menneskeligt såvel som musikalsk.  Mads Toghøj understreger det også i sit forord, hvor han  manende skriver: “Alligevel bliver du aldrig andet end det menneske, din opvaækst gjorde dig til. På godt og ondt. Du er skabt af minder, lyde, lugte, billeder. Uanset hvor gammel, du bliver, er du altid et barn af dine forældre. Barnebarn af dine bedseforældre. Gennem hele livet søger du i en eller anden grad hjem“.

Men man går jo ikke restløs op i sit ophav. Også ens egen tid sætter sig spor i en. Og på Rødder hører man fx de spor, som Mads Toghøjs egen lytten til anden musik end den lokale. Her spores påvirkning fra britisk og amerikansk folkelig musik – lige fra country til americana. Musikalske genrer, der udmærker sig ved en særlig realisme og autencitetssøgen, der også kommer til at præge Mads Toghøjs venden tilbage til morfarens musik.Til rødderne.

Og Mads Toghøj fremfører sangene på sin egen ligefremme facon, der stemmer godt overens med sangenes ærlighed og jordnærhed.

At lytte til Mads Toghøjs plade er – for en vestjyde som mig i det mindste – som at vende tilbage til Vesterhavet og stå på stranden med blæsten i ansigtet og håret og den salte smag af vand på læben. Akkurat som Mads Toghøj gør på det sepiafarvede coverfoto, hvor han står og kigger på det altid urolige, men i det indre roskabende, hav. Det er lidt som at vende hjem, at lytte til disse sange. Geografisk, historisk og mentalt. Og tak for det Mads. Hermed varmt anbefalet.

Mads Toghøj. Rødder. Produceret af Mads Toghøj og Jens Varmløse. Tavin Records/ Deluxe Music. Udkom 27. oktober 2017

 

Capac anbefaler: Flemming Borby feat. Greta Brinkman – Hell is too far

20. november 2017

Når man kan skrive fx Poets og Greene på sit musik-CV, så er man vel ikke en hr.-hvem-som-helst. Og Flemming Borby kan det. Hans liv med musikken går langt tilbage -til tressernes radiolytning – men de senere år har Borby været solist og har boet uden for landets grænser.

I 2015 udsendte han debutsoloalbummet Somebody Wrong, hvis indiepopsange faldt i god jord hos flere anmeldere. Og nu et par år senere er toeren kommet, Hell is too far, hvor Borby har allieret sig med den garvede bassist Greta Brinkman (der bl.a. har arbejdet sammen med Moby og Debbie Harry).

Og Hell is too far lægger sig smukt i forlængelse af debutpladen med otte indtagende indie-poprock-sange, der emmer af inspiration fra især den stærkt popmelodiske strømning i indierocken, den strømning, der både går tilbage til den solide popsangskriverkunst fra tresserne (med Brill Building i bakspejlet) og løber gennem den lange række af kunstnere, der stod ved deres poporientering. The Go-Betweens er blevet nævnt – og med rette – et par gange i forbindelse med Borbys navn.

Der er tale om otte mageløst, velturnerede sange, der både er let melodisk forførende, samtidig med, at arrangementerne lyser – og lyder – langt væk af at være gennemtænkte, komplekse og professionelt udførte. Og Borby synger med en lys mandestemme, der kun passer alt for godt til popintentioner. Det er indiepoprock med hitlistepotentiale, og det ville være synd og skam, hvis ikke de unge DJs på de store radiofonistationer fik ørerne op for Borby og sørgede for at sende hans toner ud til ungdommens mobiltelefoner og DAB+-radioer. Hermed anbefalet.

Flemming Borby featuring Greta Brinkman. Hell is too far. Produceret af Flemming Borby. Divine Records. Udkom 29. september.

Aarhus – en europæisk kulturhovedstad

20. november 2017

Det har ikke fyldt noget her i bloggen. Men capacs by, Aarhus, har været europæisk kulturhovedstad i 2017. Og det lakker nu mod enden. Kulturåret afsluttes med, hvad der beskrives som “et brag af en fest”. Med 75 koncerter rundt omkring i byen (se kortet ovenfor) sendes kulturhovedstaden videre. Og musikalsk dækker koncerterne metal, jazz, elektropop, rap, punkrock, klassisk, new folk, elektronisk musik og meget mere, som der står i programmet.

Kulturåret har ikke fyldt noget i mit 2017. Og det er ikke kulturårets skyld eller byens for den sags skyld. Men jeg er generelt ikke til store arrangementer af den slags. Jeg dyrker fx heller ikke Aarhus’ berømt-berygtede Festuge. Mit kulturforbrug er nogenlunde det samme som altid, og altid styret af det konkrete indhold. Den 9. december slutter kulturåret og den jyske hovedstad kan vende tilbage til normaliteten. Og det tror jeg i virkeligheden klæder Aarhus allerbedst.

Exit: Charles Manson

20. november 2017

1960’erne var ikke kun de “gode, gamle dage”. Tresserne var også Vietnamkrig, andre konflikter, oprør og vildfaren ungdom. Til sidste kategori hørte Charles Milles Maddox, bedre kendt som Charles Manson, der som leder af sin Manson familie begik ni mord i 1969.

Manson var et barn af efterkrigstiden og af tresserne. Hans triste barn- og ungdom gik med at gå ind og ud af diverse institutioner for ungdomskriminelle, men han forsøgte sig også som singer-songwriter i udkanten af Los Angeles, hvor han angiveligt havde en perifer kontakt med Beach Boys Dennis Wilson. Nogle af hans sange blev siden udgivet, og nogle af dem indspillet af andre musikere.

Men først og fremmest var Manson et eksempel på, hvordan det kunne gå, når tressernes løsslupne ungdomskultur skulle gå i spænd med en sindsforvirret ung mand. Han blev besat af forestillingen om en forestående racekrig mellem hvide og sorte borgere. Helter Skelter kaldte han krigen – efter Beatles-sangen. Og han beordrede sine familiemedlemmer til at slå nogle mennesker ihjel for at sætte gang i den apokalypse, han var overbevist om ville komme.

Men i stedet endte Manson i fængsel. Først blev han idømt dødsstraf, men da Californien afskaffede dødsstraf i 1972 blev hans dom konverteret til en livslang fængselsstraf. Og det er den, der endte mandag morgen efter en kort hospitalsaindlæggelse.

Dermed er et makabert kapital af historien om tresserne skrevet færdig.

Genhørsglæde: Indian Summer

19. november 2017

Nyheden om C. V. Jørgensens genkomst på de danske musikscener har – selvfølgelig havde jeg næsten skrevet – afsat et genhør med mandens værk. Og jeg er nået til Indian Summer, et herligt tæt Jørgensensalbum med Nanna Lüders som kongenial backingvokalist. Jeg tror, Indian Summer kommer med på min aktuelle top-3-liste med C V.

Fleetwood Mac – igen, igen

19. november 2017

Albummet Fleetwood Mac (1975) solgte ca. 5 millioner eksemplarer og markerede bandets vej mod berømmelsens tinder. Men det var også det album, der markerede bandets transformation fra britisk bluesrock-band til kontemporær adult-rock-band for amerikanske FM-stationer og store stadions. Efter udgivelsen af Heros are hard to find (1974) var Fleetwood Mac løbet ind i en mindre kunstnerisk krise. Sangeren og guitaristen Bob Welch havde forladt gruppen, og noget nyt skulle ske.

Og med produceren Keith Olson som mellemmand blev Lindsay Buckingham og Stevie Nicks indlemmet i gruppen – med det resultat, at bandets musikalske orientering og sound blev forvandlet.

Olson havde ansvaret for Buckinghams og Nicks duoalbum, og med sangene fra den produktion skabte Fleetwood Mac deres eponyme genstartsalbum.

Albummet, der i mine ører overgår hovedværket Rumours, blev genudgivet på CD i 2004 i en fin udgave. Men det er åbenbart ikke nok, for ved årsskiftet kommer endnu en oppulent genudgivelse bestående af 3 CD, 1 DVD og 1 LP. Med alt, hvad den kan trække af ekstramateriale. Velbekomme. Nye lyttere kan begynde her.

Aftenens filmoplevelse: Mama

19. november 2017

2017 bliver ikke det store biografår for mit vedkommende. Et par gange er det vist blevet til. Og film skal jo ses i biografen – i følge Bogart. Og jeg er da også gået glip af et par biograftitler, jeg gerne ville have set, inden de blev taget af programmet. Og det sidste er ofte et problem, når man har for travlt med alskens gøremål og filmene er såkaldt “smalle” film.

Nå men så er der jo fladskærmen. Og med sine 40+ ” er den da heller ikke værst. Og når man så har sørget for at optage nogle film, der er blevet vist på et upassende tidspunkt, så er der jo altid lidt at tage af. Og i går blev det til den lovende spanske instruktør Andres “Andy” Muschiettis Mama. Mischietti er nok mest kendt for sin nye udgave af It (2017).

Det, der havde fået mig til at optage filmen, var, at den var produceret af ingen ringere end mexikaneren Guillermo del Toro (kendt fra især Pans labyrint). Jeg glæder mig til at se hans seneste værk The Shape of Water, der lige på trapperne. Og jeg er en stor fan af del Toro, der uovertruffent formår at fremstille den såkaldte magiske realisme (kendt fra latinamerikansk litteratur) på filmlærredet med visuel bravour og en nærmest barnlig fantasi. Og der er ingen tvivl om, at del Toro ikke kun har produceret Mama, men også ageret overjeg for instruktøren.

Mama bygger på Muschiettis kortfilm Mamá, der gjorde et stort indtryk på del Toro og fik ham til at foreslå en spillefilm.

Plottet i filmen er, at en mand – efter at have slået sin kone ihjel – flygter med sine to små piger. Han ender i et mystisk hus ude i skoven, hvor han selv mister livet, fordi en overnaturlig skabning tager livet af ham – og tager pigerne i sin varetægt. Mange år senere finder to mænd pigerne i huset. Og de sørger for at føre pigerne til den afdøde mands broder (spillet af Nikolaj Coster Waldau) og dennes kæreste. Men det viser sig hurtigt, at det ikke kun er de to forkomne, fejludviklede piger, der flytter ind i parrets liv. Mama flytter også ind.

Man behøver ikke at være overtroisk (jeg er ikke) for at se og nyde en film som Mama, men det er nødvendigt at man accepterer præmissen om, at der er mere i virkeligheden, end det man umiddelbart ser. Som psykiateren i filmen udtrykker det et sted, så må man være åben over for det overnaturlige. Man må så at sige lege med tanken om, at sådan noget som spøgelser og paranormale fænomener giver god mening. Og det gør det – i hvert fald som ingredienser i en fiktion.

Jeg vil ikke afsløre, hvordan det går med Mama, børnene og de andre voksne, for det vil tage alt for meget af oplevelsen fra publikum. Men Muschietti og del Toro formår at skabe en overbevisende gyserhistorie, der både står i dyb gæld til Hitchcocks suspensefilosofi, men også byder på filmæstetik af ypperste karat. Og så er der noget næsten gammeldags over filmens insisteren på at fortælle en god historie – uden at lade de moderne teknologiske effekter tage overhånd. De er der, men de er doseret med varsom hånd.

Hvis man kan sluge den paranormale præmis, er der al mulig god grund til at bruge et par timer på Mama.

PS. Filmen (og korfilmen) kan ses for et mindre beløb på Youtube.