Sky Trails hedder David Crosbys seneste opus. Og det er produceret af hans fortabte søn, James Raymond, der er blevet forenet med sin far i en alder af mere end tredive år. Og farmand David fortæller og synger, så man næsten glemmer, at årene er gået, siden har var en af de virkeligt store i rocken.
Kun 64 år blev han, grundlæggeren af og guitaristen i AC/DC, Malcolm Young. De sidste år levede Malcolm et tilbagetrukket liv på grund af demens. Og det var formodentlig komplikationer i forbindelse med demensen, der endte hans dage. Han sov fredeligt ind, fortæller de nærmeste. Og det står nærmest i grel modsætning til Malcolm virke i AC/DC, hvor han sammen med sine brødre udstrålede uhæmmet, ungdommelig energi. Men sådan er det jo med livets forunderlige modsigelser.
Der er ikke meget stjernestøv over Iris Dement og John Prine. Til gengæld så meget musikalitet, at det halve kunne være nok. I forbindelse med en fejring af årets americana, gik de to på scenen med “In spite of ourselves”, der er blevet en slags kendingsmelodi for de to som duo.
Den aarhusianske festival Northside stræber efter et højt ambitionsniveau og er allerede nået langt i sin korte eksistens. Og nu lægger festivalen en ekstra dimension på ambitionsniveauet med selveste, genopstandne C. V. Jørgensen, der træder op den 9. juni. Og han får selskab af en anden dansk rockklenodie (af yngre årgang), nemlige Dizzy Miss Lizzy. Nick og Jay kommer også, men det tæller ikke rigtig på mit hitbarometer. Det sir sig selv.
Optagelsen er fra 1965, hvor Jimi Hendrix er backingmusiker for duoen Buddy & Stacey i tv-programmet Night Train. Man kan høre ham for alvor ca. 1:29 inde i videoen. Ikke til at tage fejl af, selv om det er år før Electric Ladyland og andre landvindinger…
NU sker det snart: Vi kan fordybe os i Neil Youngs arkiver uden at betale for det. Det ser jeg frem til.
Pladebutikker har i en årerække været ramt butiksdøden, primært fordi ingen købte plader – hverken CD’er eller vinyler – på grund af streamingens udbredelse. Men den voksende interesse for vinyler gør måske, at nogle butikker vil overleve en tid endnu. Og sitet Vinylhub, der netop arbejder med vinyludsalgssteder har forsøgt at lave et interaktivt kort over verdens tilbageværende vinylbutikker. Den er ikke 100% rigtig – men rigtig sjov at surfe rundt på. Linket er her.
https://www.youtube.com/watch?v=TNB0BxB83JY
Foranlediget af 50-året for Disraeli Gears faldt jeg lige ned i Cream-hullet i går. Og når man sådan genhører dette fortræffelige band, så genopdager man sange, der ikke ligger helt fremme i frontallapperne. Fx Creams imposante udgave af Muddy Waters-sangen “Rollin’ and tumblin'” fra debutalbummet Fresh Cream. Her blotlægges bandets bluesrødder på smukkeste vis..
Plademærket Bloodshot Records har specialiseret sig i musik med rødder. Hvad enten der er tale om singer-songwriter, country, rock eller pop, så er det råt og med tydelige rødder. Også når de udsender en juleopsamling. Den kan fås på alle medieplatforme.
Det talentfulde sangskriverfrø Angel Olsen har været i radioen og lavet en optagelse.
Ja, vi har lige passeret 50-året for udgivelsen af Creams hovedværk Disraeli Gears. Det var trioens andet album, og det tog kegler både i Europa og USA, hvor det gav Cream deres gennembrud.
Albummet er for længst blevet kanoniseret som et af rockens helt store album. Creams svar på Beatles’ Sgt. Pepper. I den forstand, at det var på dette album, de slap bluestøjlerne lidt og lod tidsånden og tidens psykedeliske sounds styre musikkens bevægelser.
I 2004 udkom en deluxe-udgave af pladen med såvel mono- som stereoversioner plus de obligatoriske “outtakes” og demoer. En version, enhver Cream-elsker gerne vil have i sin samling. Skrev bloggeren og satte Disraeli Gears på afspilleren: “Strange brew, kill what’s inside of you.
She’s a witch of trouble in electric blue,/In her own mad mind she’s in love with you./With you./ Now what you gonna do?/Strange brew, kill what’s inside of you.”
For et års tid siden anbefalede jeg Langsyns Hvilke chancer, og kunne ikke komme uden om at fremhæve bandets – og sanger-sangskriver Peter Butzbacks – inspiration fra mesteren selv, Bob Dylan. Og også på den nye, fine plade Til sommeren er inspirationen til stede. Allerede guitarens og trommernes anslag – og mundharmonikaens attack – på pladens første skæring og titelmelodi “Til sommeren” fremkalder en yngre Dylan med akustisk guitar og mundharmonistativ for det indre blik – og i det indre øre.
Og Butzbacks sangforedrag står også uomtvisteligt i gæld til Dylan med sin drævende og drevne fremførelse af teksterne. “Du ku love mig døgnet/ Hvis jeg forærede sig håbet/ Vi er lissom de fleste/ Satser på himlen blir hængende“. Og et eller andet sted inde i Langsyns tekstunivers tangeres Dylan også – ikke i hans boksaktuelle søgen mod kristen genfødelse, men i en søgen bagom vores virkeligheds påtrængende materialisme, selvoptagethed og ned- og indgroede konkurrencementalitet. Et behov for at krænge den mentale overfrakke af og finde ind til det, der i farten bliver glemt, forsømt og måske fortrængt. Hvad enten vi vil kalde det “ånd” eller “poesi”. Eller noget helt tredje.
Men Butzback og Langsyn adskiller sig selvfølgelig også fra Dylansporet. Teksterne er spundet af et enklere, mere direkte sprog, der ikke fortaber sig i lange, poetiske spidsfindigheder, selv om det poetiske er med i spontane iagttagelser og sproglige indfald: “Ved leddet nær stranden/ Med sommeren i kinden/ La os stikke af/ Og se solen gå i stykker// Hvor jeg elskede stærkt/ Og uden angst/ Under vibens flugt/ Og skarvens sang”.
Og sangene besidder enkle arrangementer og melodier, der passer som fod i hose til teksternes eftertænksomhed. Sammen med Jesper Elnegaard på trommer, Morten Bue bag knapperne har Thomas Ruben Carlsen (bas) og Peter Butzback (sang, guitar og mundharpe) skabt en plade, der med sin enkelthed og konsekvens dufter både af solid tradition og en god portion fremadrettet egensindighed. Hermed anbefalet varmt.
Langsyn Til sommeren. Produktion: Langsyn & Morten Bue. Eget forlag. Er udkommet d. 6/11-2017
Rolling Stone kan berette, at den guitar Bob Dylan spillede på ved The Concert for Bangladesh og på sin Rolling Thunder Revue-tur, en akustisk Martin D-28, er blevet solgt på en auktion til den svimlende sum af 396.000 dollars. Og en dollar står d.d. i knap 6.38kr. Altså godt og vel 2526480 danske kroner.
Nogle mennesker har bare for mange penge. Og jeg synes, at fandyrkelsen går for vidt, når man på denne nærmest forhistorisk-religiøse facon samler på relikvier fra sin af-gud. Hvad enten der er tale om John Lennons kindtand, Elvis Presleys tandbørste eller noget helt tredje, så er fanatismen gået alt for vidt set herfra mit tastatur. Men måske handler det om, at jeg slet ikke er fan af nogen, når det drejer sig om musik. I hvert fald ikke i den semi-religiøse forstand, som ordet ofte associeres med. Selv om man holder af en kunstner eller en musikgruppe og musikken skal man, efter min mening, stadigvæk holde fast i, at der kun er tale om andre mennesker. Og som sådan skal de betragtes – og ikke som halv-guder, der skal dyrkes ved et hjemmealter eller lignende. Det gælder også The Beatles og Elvis og alle de andre.
I marts måned udkom bananpladen, Velvet Undergrounds berømte debutalbum (inkl. Nico). Den solgte ikke stort. Vist i omegnen af 30.000 eksemplarer, men musikeren Brian Eno er citeret for at sige, at de 30000, der købte pladen startede et band efterfølgende. For lige som at understrege pladens betydning. Og af nogle fremhæves netop bananpladen som den anden vigtige og skelsættende plade fra det år. Det andet var Sgt. Pepperøs lonely hearts club band med The Beatles.
Og i disse dage er det gamle medlem John Cale i pladens hjemby, New York, for at genopføre hele værket med sit band og et hold til lejligheden inviterede musikalske venner.
Og det er med rette, at det er Cale, der genopfører værket. For hans særlige blanding af rock og avantgardemusik (John Cage, Lamonte Young, Terry Riley m.fl.) var et centralt element i den særlige lyd, som Velvet Underground skabte i en indspilning, hvor produceren Andy Warhol nærmest var tavs, Nico supplerede med sin køligt-passionerede tyske stemme og Lou Reed var sig selv.
Kun Mo Tucker og John Cale er tilbage af det oprindelige band. Men den lyd, bandet skabte på debutpladen har sendt et dybtgående ekko gennem den art-rock, der siden er blevet skabt. Bananpladen indfangede på mystisk vis selve lyden af den moderne stormetropol. en sound, der aldrig falder til ro, og som man kan genhøre ekkoet af på mange plader, hvis man forstår at lytte. Uden bananpladen ville punk og post-punk have været meget mere anæmisk og triviel.
Det forlyder, at John Cale tager sig visse friheder i genopførelse af værket. Fx erstattes Lou Reed karakteristiske reciterende stemme af en sanger. Men det er kun i værkets ånd, at det skal holdes i live gennem genopførelse som genfortolkning – og på pladeafspilleren selvfølgelig.
PS. Jo, jeg har været omkring pladen og 50-året engang før, men det er altså en vigtig udgivelse, der fortjener omtale hver gang lejligheden sig byder til.
— og en anden film, hvor Lou Reed har en helt anden rolle… (læs om Reeds film her).
https://youtu.be/yVTO9RasRc4
