https://youtu.be/LZxVtK5Kx6U
De første albumårslister for 2017 er allerede publiceret rundt omkring på nettet og antyder, at 2017 lakker mod enden. Og dermed også min optagethed af 50-året for det musikrige 1967. Men bare rolig (!), for efter 1967 kommer 1968, der også var et godt musikår, så det har jeg også tænkt mig at fordybe mig lidt i og genopfriske. Og ovenstående video markerer et slags startskud for det år (og måske for den kommende hvide vinter?!).
I pressematerialet til August Rosenbaums nye album Vista, citeres Rosenbaum for at karakterisere pladens musik som “a score in search of a movie”, altså musik, der kunne være filmmusik, hvis filmen til musikken altså var lavet. Filmløs filmmusik, kort sagt. Og man associerer da også nemt til det filmiske, når man lytter til pladens ialt 13 skæringer.
Men først og fremmest er det, der slår mig, at musikken har en meditativ og inadvendt karakter. Det er ikke musik, der umiddelbart sigter mod store koncertscener og lign. Det er musik, der appellerer til andægtig lytten og fordybelse. Man kan godt mærke, at Rosenbaum især har haft sit virke som arrangør og “bagmand” for en række andre kunstnere – fx Mø og Sonic Youths Kim Gordon.
Musikken er i høj grad eksperimenterende og legerer elementer af electronica, pop, jazz m.m. til lydbilleder, der er fulde af meget forskelligartede stemninger. Undertiden kan musikken i sin tilgang til det kompositoriske minde om moderne klassisk kompositionsmusik – bortset fra altså, at vi befinder os inden for populærmusikkens felt. Det betyder også, at pladen – i mine ører i det mindste – indskriver sig i en række albums, der hver på sin vis dyrker det knapt så mainstreamsøgende, introverte og udforskende. Jeg kommer i tanke om vidt forskellige kunstnere som Brian Eno og Talk Talk – uden at Rosenbaum på nogen måde lyder som dem.
Vista er kort sagt en rigtig lytteplade, der kræver, at man følger kunstneren ind i det musikalske univers. Og så er man til gengæld sikker på at få en særegen musikoplevelse. Værsgo.
August Rosenbaum. Vista. Tambourhinoceros. Udkom den 24. november.
I maj 2015 anbefalede jeg den svenske sangerinde Anna Kruses album Champagnefötter, hvor hun fortolkede sin landsmandinde Edith Södergrans poesi. Sådan som hun i øvrigt havde gjort på sit debutalbum Lyckokatt i 2009.
Og sørme om ikke Anna Kruse fortsætter sit projekt (for det må man næsten kalde en sådan trilogi) på sit nye album Himlens Rand.
Det nye album adskiller sig dog på et lille, men bestemt ikke uvæsentligt, punkt fra de foregående. På det nye album har Anna Kruse nemlig viseligt valgt at lade en skuespillerinde – nemlig Stina Ekblad – stå for noget digtoplæsning. Og det tilføjer en ikke uvæsentlig dimension, nemlig den, der handler om, at digte fra begyndelsen af er bestemt til at blive læst op. Digtere har altid læst deres digte op – for sig selv og for andre. Og Ekblad gør det – forventeligt – med bravour med stor sans for poesiens egen metrik.
Det ændrer ikke noget ved, at Anna Kruses insisteren på at synge Södergrans digte stadigvæk har den allerhøjeste relevans – for digtlæsere såvel som musikelskere. Sangen og itonesætningen – igen arrangementer, der fint sammenspinder let jazz, svensk folketone og moden popklang – tilføjer de modernistiske digte stemninger, ikke mindst let melankolske, der passer forbavsende godt sammen med Södergrans alvorlige poesi.
Undervejs i lytningen kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvor sjældent vi her i landet oplever kunstnere, der kaster sig over danske digtere og sætter musik til dem. Der er jo nok at tage fat på!
Men det understreger blot relevansen og modet i Anna Kruses projekt. Og hun fortjener, at digt- og musikelskere lytter til de tre plader – og måske også gør sig den ulejlighed at få fat i Södergrans samlede digte (findes både på svensk og dansk).
I øvrigt har Anna Kruse også udsendt en lille EP med titlen Anna Kruse & Edith Band. 10-års jubilæum, der som titlen angiver markerer projektet tiår. Også her medvirker Stina Ekblad som oplæser. EP’en består af 6 forskellige fortolkninger af digtet Til fots, hvor medlemmer fra Edith band har komponeret musikken. Og det understreger i hvor stor grad Södergrans digte egner sig til netop det formål.
Hermed anbefalet.
Anna Kruse sjunger Edith Södergran. Himlens Rand.Gateway Music. Udkom den 17. november
I går blev han 73 år. Randy Newman, der er pladeaktuel med Dark Matter og altid er god for en god sang med en tankevækkende tekst. Her fra hans debutalbum fra 1968 den aktuelle titel “Jeg tror det vil regne i dag”.
Broken windows and empty hallways
A pale dead moon in the sky streaked with gray
Human kindness is overflowing
And I think it’s going to rain todayScarecrows dressed in the latest styles
With frozen smiles to chase love away
Human kindness is overflowing
And I think it’s going to rain todayLonely, lonely
Tin can at my feet
Think I’ll kick it down the street
That’s the way to treat a friendBright before me the signs implore me
To help the needy and show them the way
Human kindness is overflowing
And I think it’s going to rain today
Han har krudt i en vis legemsdel og sprøjter musik ud i en lind strøm. Her er det seneste udspil, singlen “Main Pretender”. Bemærk saxofonen…
