december 2017 arkiv

Modsætninger mødes og sød julemusik opstår: David Bowie & Bing Crosby

24. december 2017

Apropos dagen i dag

24. december 2017

Semper Femina: A hard rain agonna fall

23. december 2017

Laura Marling skal have tak, fordi hun har reddet mig ud af Bob Dylans julekløer – i form af hans julealbum. Og fordi det sker med en fin fortolkning af samme Dylans “A hard rain’s a gonna fall”. Så blev julen reddet eller noget i casa capac.

Roden møder Stones

23. december 2017

Medens andre blogs opstiller årslister over det hensygnende 2017, kæmper Jimi Hendrix og Rod Stewart om pladsen på mine afspillere. Og det er en meget lige kamp, hvor ingen har vundet endnu (og sådan fortsætter det nok). Lige nu er det Rod Stewarts debutsoloalbum, der optager pladsen og min opmærksomhed. Og jeg glæder mig over, hvor stærk hans fortolkning af Richards & Jaggers “Street fighting man” er. Ja, den er helt på højde med Stones’ egen. Måske er noget af forklaringen, at han får hjælp af Ron Wood og det meste af Faces. Det borger jo for kvaliteten.

Trioen fra helvede: Cross-Schack-Ostermann

22. december 2017


[Trioen fra Helvede,alias Billy Cross, Mik Schack og Flemming Ostermann – i Mik Schacks egen streg…]

Jeg har flere gange slået på tromme for trioen Billy Cross, Mik Schack og Flemming Ostermann, der er en slags husorkester i Mik Schacks forbrugerprogram (?) Mik Schacks Nabo Tjeneste. Og i den forbindelse har jeg efterlyst en udgivelse med trioen low budget-no bullshit-indspilninger. Og nu har jeg så – endnu engang – måttet erkende, at jeg slet ikke har haft fingeren på pulsen med hensyn til de udgivelser, der er kommet i lille Danmark mellem år og dag (og jeg får det heller aldrig…). For lidt biblioteksresearch afslørede, at Cross, Schack og Ostermann allerede i 2006 fik udgivet pladen Trio from Hell på Kick Music. Så nu er min jagt gået ind på et eksemplar af den plade. Og det skal nok lykkes før eller siden…

Synspunkt: Store patter! Store patter!

22. december 2017

Så nåede den offentlige debat igen et lavpunkt. Dansk Boldspilunion har formastet sig til at bringe en lille video fra herrefodboldslandsholdets omklædningsrum efter en vunden kamp. Og i den forståelige begejstring over sejren råber fodboldspillerne forskellige “kampråb”, bl.a. råbet “Store patter!”.

Og sådan en video med sådan et kampråb  smider man ikke ustraffet ud på det store internet i disse #Me-Too-tider. Og det varede da heller ikke længe for det føj med anklager om “sexisme” og det, der var værre. Og DBU forsøgte at redde sit eget skind ved at bede spillerne om at gentænke deres egne etiske regler som landsholdspillere.

Jeg skal ikke benægte, at der kan være noget seksuelt i det pågældende kampråb. Og det vil ikke være første gang sådanne temaer dukker op i mænds omklædningsrum eller i det hele taget i rum, hvor mænd er tilsammen uden kvindeligt selskab. Og dybest set er det vel ikke noget fordækt i, at mænd taler om kvinder, når de er sammen – uden kvinder!? Jeg er sikker på, at det samme gør sig gældende, når kvinder er sammen – uden mandligt selskab. Og måske formaster de sig også til nogle flovser… Jeg ved det af gode grunde ikke.

Men debatten om “Store patter!” brillerer ved en næsten total mangel på humor. Og en total manglende forståelse for, at der må være et frirum – også ytringsfrirum – når det ene køn er alene i et fælleskab. Jeg tror de fleste mandlige læsere her vil nikke genkendende til denne iagttagelse. Hvis man har haft fornøjelsen af omklædningsrumskulturen blandt mænd, vil man vide, at der tales om kvinder, fortælles sjofle historier osv. osv. Det er en del af den særlige mandekultur, der dyrkes i den sammenhæng.

Jeg synes, man skal lade mænd og kvinder råbe, hvad de vil, når de er i disse kønsfælleskaber. Blot skal man undlade at offentliggøre det på de sociale medier, sådan som DBU formastede sig til at gøre. For tolerancen på de sociale medier kan ligge på et meget lille sted. Her hersker en politisk korrekthed, der i sig selv udgør en trussel mod enhver form for ytringsfrihed. Store patter! Store patter! Store patter!

Dagens fødselar: Frank Zappa – 21. december 1940

21. december 2017

Høj, tung, støjende punkrock: Pissed Pants

20. december 2017

Som sagt: Ikke mere juleri her. Og skulle kvalmen begynde at melde sig, så er her en probat anti-middel. Allentowns egne Pissed Pants, der dyrker den mest beskidte udgave af punkrock. Efter en plade med dem, kan du godt spise lidt ris a la mande igen…

Lydia Loveless giver ilt til Justin Bieber

20. december 2017

Ryan Adams fremkaldte sangene på Taylor Swifts 1989. Og Lydia Loveless tilfører Justin Biebers “Sorry” en masse saft og kraft, som man ikke havde forestillet sig eller forbundet med den unge pigemagnet. Tak til Lydia for den øreåbner.

Bob Dylans julelys

20. december 2017

Som man kan se på ovenstående video, så har Bob Dylan pyntet hækken ved sit hjem i Malibu med julelyskæder. Og fænomenet får sitet Vice til at udføre en “kritisk analyse” af kæden. Og så er vi – efter min mening – ude i fandyrkelsens overdrev. Hvad fanden rager det nogen, om Bob Dylan vil fornøje sin familie med en julekæde?! Det har jo intet at gøre med mandens kunstneriske virke – og man skal nok vare sig for at lægge for meget i sådant et juleri.

Men historien kan få mig til at fremdrage Dylans juleplade Christmas in the Heart fra reolen og spille den igen. Ikke noget hovedværk i mandens store værk, men dog en fin lille plade, der heldigvis ikke drukner i forloren juleføleri, men holder sig til solide fortolkninger af kendte og ukendte julesange. – Og dermed er mine julekommentarer slut for i år.

 

Keith Richard – 74

18. december 2017

Den unge man ovenfor – Keith Richard of the Rolling Stones – fylder hele 74 år i dag, og er vist nok still going strong. Hvor utroligt den end lyder. Men heldigvis for det, for uden ham ville Rullestenene jo ikke lyde som de gør.

18.12.1967: Beach Boys – Wild Honey

18. december 2017

Kvantitativt betragtet vara 1967 et lidt pauvert år for The Beach Boys. Kun to album blev det til – Wild Honey og Smiley Smile – efter de foregående års overflod – 3 album i 1963 og 4 i 1964. Men bag kvantiteten gemte sig store musikalske forsydninger i bandet. Med de to album i ’67 distancerede Beach Boys sig fra deres oprindelige solskins-vokalpop med en ny æstetik, der tog næring fra soul, Rhythm and Blues og – ja- psychedeliaen, som ingen vist helt kunne undgå (måske bortset fra Frank Sinatra og den slags kunstnere). Det sidste var nu nok mest i det udvortes – det blomstrede cover. Musikken derimod var mest soul og R&B.

De to album var også restprodukter af de mytologiske tilløb til indspilningen af det legendariske Smile-album, der ikke blev til noget dengang (men siden er udsendt i hele to udgaver). Og kapelmester Brian Wilson var kørt lidt sur i det at være leder og så gerne at broder Carl tog over.

Wild Honey floppede lidt, målt med Beach Boys-alen. Singlerne “Wild Honey” og “Darlin” gjorde sig ikke rigtig på hitlisten og albummet solgte pauvert. Først mange år senere er det blevet accepteret af kritikken som et album med en særlig charme og enkelhed., hvor gruppen gik fra Chuck Berry-påvirkning til soul. I 2001 blev Wild Honey og Smiley Smile udgivet samlet på en CD med en del ekstramateriale (kan anbefales Beach Boys-fans…):

 

Billboard Hot 100 – 17. december 1967

17. december 2017

De første fem pladser på Billboards Hot 100 på dette tidspunkt i 1967. Monkees, Beatles, Smokey Robinson, Gladys Knight og The Cowsills. Find selv resten her.

Synspunkt: Når Fanden bliver gammel går han i kirke og læser Biblen

17. december 2017

Jeg har hørt det så mange gange, at det er blevet en indgroet fordom i mit indre. At man med alderen bliver korthåret, konservativ og falder til patten med hensyn til folkekirkekristendommen. Disse synspunkter er blevet fremført med en selvfølgelighed som var der tale om tyngdeloven eller noget i de kategori.
Og nogen har en interesse i, at vi betér os sådan. Vi indoktrineres løbende i, hvordan det rette liv i den liberalistisk-borgerlige konjunktur bør være. Og til det liv hører et affirmativt forhold til kirken.
Et nyt eksempel på, hvordan vi hjernevaskes med den tankegang, finder vi i dagens nyhedsstrøm, hvor man under rubrikken “Før var han ateist – nu trækker forfatter i præstekjolen” kan læse om den borgerlige forfatter Kristian Ditlev Jensen (mest kendt for en selvbiografisk roman om seksuelt misbrug ‘Det bliver sagt’), der netop genfremfører ovenfor beskrevne ideologiske tankegods på følgende måde:

– Når man er mellem 16 og 35 år, så kan mange godt komme lidt væk fra troen og kirken. Der har mange travlt med at finde et job og en kone osv.

– Men når man så kommer op i slutningen af 30’erne og i 40’erne, så begynder folk jo at dø af kræft og begå selvmord. Og så går det op for én, at man også har brug for at have styr på de ydre rammer. Jeg ville gerne forstå det noget mere, og så begyndte jeg at læse teologi, siger han.

Når dødens realitet går op for en – i en fremskreden alder – så får man brug for Gudfaderen og hele hans værk for at få styr på “de ydre rammer”. Nu er jeg selv for længst kommet ud over den alder, Jensen henviser til, og har bestemt ikke fået behov hverken en kristen ideologisk rammefortælling eller at studere teologi. Og jeg køber ikke den tankegang, at blot fordi vi ved, at vi skal dø engang, så skal vi partout have vores tankevirksomhed spundet ind i den kristne (eller for den sags skyld en hvilken som helst andet religiøs) lære. Vi er nogle, der som den nu døende Troels Kløvedal stiller os tilfreds med, at vi har levet i en videnskabelig tidsalder, hvor videnskaberne ikke har forklaret alt mellem himmel og jord, men givet os stumper af viden, nok til at danne koordinater af mening i livet. Jeg har svært ved at forstå, at man så let giver  køb på et videnskabeligt livsgrundlag, uanset hvor hullet og ufuldstændigt det så end er, til fordel for vidtløftige fortæller om den kristne gud, Jesus og hans lære. Men en del af forklaringen er selvfølgelig, at kristendommen – som Karl Marx påpegede for mange år siden – er den religion, der passer bedst til kapitalismen og at vi indoktrineres i denne tro via de store medier, som fx via tv-serien “Herrens veje” og nyheder som den ovenfor angivne.

The Doors – Isle of Wight 1970

16. december 2017

Man skulle tro, at bunden snart var nået i The Doors arkiver. Meget – bl.a. mange koncertoptagelser – er blevet udgivet, og hovedværket er udsendt i flere udgaver og bokse. Men nej, der er stadigvæk nogle spadestik i arkivet. Fx The Doors angiveligt sidste koncert, inden Jim Morrison endte sit liv i et parisisk badekar. Isle of Wight 1970.