Jeg troede faktisk, at hun – Sinead O’Connor ( Sinéad Marie Bernadette O’Connor ) – var ældre. Men i går fyldte hun 50. Måske skyldes fejlerindringen, at hun gennem hele sin karriere har været ud til bens, markant i sine holdninger og ganske kompromisløs. Senest har hun gjort sig ud til bens i sin Facebookgruppe, hvor hun bl.a. har ‘truet’ med at begå selvmord (det sket heldigvis ikke…).
Og heldigvis er det kompromisløse ikke kun noget, der gælder hendes fremtoning i offentligheden. Også som kunstner er hun altid gået sine egne veje, hvilket har resulteret i en samling fine album, der alle som en holder langt ud over sidste salgsdag. Vi har ikke mange rebelske sangerinder som Sinead og skal være taknemmelig for at hun stadigvæk lader sin smukke røst lyde, når det passer hende.
Rygters bureau vil vide, at der udsendes et nyt album med Jimi Hendrix til marts 2018. Nyt – i den forstand, at albummet skulle indeholde ti hidtil upublicerede indspilninger med Jimi Hendrix Experience og Band of Gypsys. Om man har taget bootleggerne i ed, vil kun tiden vise. Men titlen på det ‘nye’ album bliver Both Sides of the Sky. Og det skulle bl.a. indeholde en tidlig udgave af Joni Mitchells sang “Woodstock” med Stephen Stills som gæstemusiker.
Og når vi nu alligevel er på kontoret, så lad os lige tage den unge laban King Krule, der også er et eksempel på en musiker, der laver musik uden de store falbelader, men af stor slidstyrke.
Jeg vil som sagt ikke blande mig i årslistehysteriet, men en enkelt plade har dog gjort et vist indtryk på mig det forløbne år. Ikke, fordi den vælter noget som helst, men blot er resultatet af en frugtbart samarbejder, der får det bedste frem i de to medvirkende. Jeg tænker på Courtney Barnetts og Kurt Viles duoplade. En slidstærk lille plade, der nok skal holde sig mange år frem.
Lyden af Ralph Molinas tunge trommer og Billy Talbots kongeniale brummende bas i baggrunden er ikke til at tage fejl af, selv om det ikke er Crazy Horse i bandets fulde mønstring, vi har at gøre med her, hvor de bakker op om ex-Icicle Works’ Ian McNabb i “You must be prepared to dream” (fra en lidt sjælden single, som jeg har været heldig at få fat i et eksemplar af).
75 år blev hun. Christine Keeler, der blev berømt-berygtet for sin medvirken i den såkaldte Profumo-skandale, der ramte britisk politik i 1963. En nittenårig skønhed med lange ben og et markant ansigt blev hvirvlet ind i en sexskandale med britiske toppolitikere, navnlig den daværende britiske, konservative krigsminister, John Profumo, der – for at understrege skandalen – var gift. Skandalen fyldte – som jeg husker det – meget i de kulørte blade og aviserne dengang og Keeler blev et billede på de moderne tresserpige, der stod for fri sex og oprørskhed. Men intet kunne være mere forkert og mytificerende. I The Guardian skræller freelanceskribenten Tanya Gold lagene af myten og argumenterer overbevisende for, at Christine Keeler var en af #metoo-bevægelsen tresserofre. Medens mændene i skandalen slap nådigt for efterfølgende repressalier, så blev Christine Keeler ofret.
Men Christine Keeler blev et af tressernes ikoner og var med til at tilføre tressernes historie en god portion dramatik. Som sådan fortjener hun en minderune.
85 år blev han i går. Little Richard, hvis borgerlige navn er Richard Wayne Penniman, og som betragtes som en af de rigtige grundlæggere af rock’n roll. Hep.
Han var indiskutabelt Frankrigs største rock’n roll-stjerne. Frankrigs svar på Elvis Presley og Cliff Richard i et. Johnny Hallyday. Den læderklædte franske Elvis, der solgte i omegnen af 110 millioner plader i løbet af sin lange karriere. Og hvis han havde sunget på engelsk, så ville det måske og sandsynligvis være blevet til endnu mere succes. For han blev selvfølgelig bremset af den sprogbarriere det er at tale fransk. I løbet af karrieren bevægede han sig fra ungdomsoprørsk rock’n roll, som han var med til at introducere for franskmændene, til moden pop, men hele vejen havde han det franske publikum med sig. Han døde af lungekræft, og den franske præsident er blandt de første til at kondolere over for Hallydays kone og familie.
I går omtalte jeg en pubertetshistorie om at være fan af punktrioen Jawbreaker. Og Jawbreaker er et af de punkband, der for nylig er blevet gendannet med succes. Og i den forbindelse har de udsendt noget gammelt demomateriale til deres fans.
Som læsere af bloggen vil vide, så er jeg en stor beundrer af den mexikanske instruktør Guillermo del Toro, der har indfanget min interesse med film som Pans labyrint, The Devil’s Backbone og andre film, der dyrker en særlig filmisk variant af den latinamerikanske fantastiske realisme. Og derfor har jeg sat mig for at se de film, der er forbigået min opmærksomhed. Som fx den stortanlagt Pacific Rim fra 2013.
Der er tale om en slags Science Fiction-film. Plottet kan sammenfattes nogenlunde sådan her: Via en interdimensinel port kommer store monstre, såkaldte kaiju og overfalder jordens beboere. Og for at bekæmpe de indtrængende har jordboerne skabt nogle store jaegers, maskiner, der betjenes af to “piloter”, der står mentalt i forbindelse med hinanden, medens de forsøger at udslette de indtrængende monstre. Og bag denne overflade af kamp mellem dimensionerne udspiller der sig så – mellem de involverede personer – nogle ganske genkendelige dramaer, far-søn-relation, potentielt kærestepar, leder-undersåt, konkurrenter m.m. Dramaer, der er blevet gennemspillet i hele filmhistorien med større eller mindre effekt.
Og filmen er da også imponerende som storslået Scifi-historie betragtet. Kulørt og med alle de computergenerede effekter, man næsten kan ønske sig. Skuespillet er ikke imponerende, men på det jævne, men det er til at leve med, så længe de store drama udspiller sig.
Det gør det da også. Desværre på en ganske forudsigelig vis. Ganske vist er kampen mellem overdimensionerede robotlignende væsner og ditto uhyrer fra den anden side af virkeligheden. Men det kunne i virkeligheden lige så godt have været et opgør mellem to grupper af cowboys – de onde og de gode. Og man ved næsten på forhånd, hvad resultatet bliver – og hvilke konsekvenser det får for de impliceredes relationer. Selv en klichéfyldt scene på det åben hav (James Bond!), hvor de unge kærestepar omsider får hinanden, medens helikopterne flyver over deres hoveder, slipper man ikke for.
Til gengæld er der ikke meget af del Toro evne til at skabe en magisk dimension i virkeligheden og til at forføre os, publikum, til at tro på den. Det forbliver – desværre – på et for plottet firkantet og postulatorisk niveau. Nok så mange computerskærme med grafiske gengivelser af tunellen mellem de to dimensioner kan ikke overbevise mig om eksistensen af en sådan, ikke engang forestillingen om en sådan ekstra-virkelig dimension.
Nej Guillermo del Toro taber efter min mening kunstnerisk højde, når han sådan kaster sig i armene på Hollywood og laver endnu et bud på, hvordan tegneserie-scifi kan omsættes til filmlærredet. Jeg vil helt klart foretrække, at del Toro holder sig til den magi, han kan skabe med elementære filmiske greb som klipning, skuespil, lyssætning, musik og en god historie.
Efter sigende er der lavet en opfølger med en anden instruktør. Jeg kan kun grue for, hvad den mon vil bringe publikum af skuffelse.
Jeg var forbi Den Gamle Bys julerier her i weekenden og kunne ikke nære mig for at tage et billede af det fotoalbum, der blev lavet i forbindelse med Afrika-singlen i 1985. Private snapshot af Lis Sørensen, Peter A. G. Nielsen, C. V. Jørgensen, Henning Stærk og mange flere. Og ved siden af hænger oplysninger om, hvordan det var dengang, bl.a. meget varmt. Og inde bag ruden til højre kan man selv indspille en af aarhusrockens store sange (synge til grundbånd) og bagefter få sine præstationer tilsendt som mp3-fil. Sådan er det også i Den Gamle By.
Måske er det i virkeligheden bare en historie om at være ung, som Emily Flake fortæller, når hun beretter om sit forhold til punkbandet Jawbreaker. Om den der fandom, man kan gribes af i årene omkring pubertetens ud- og gennembrud. Jeg kan i hvert fald godt genkende nogle træk ved eksklusive, altfortærende optagethed af en eller flere idoliserede musikere. Ganske vist fortager det sig med alderen og bliver til – som hos Emily – en slags sorg over den tabte fandom, den tabte ungdom. I hvert fald en fin historie at tænke lidt over.
I marts 1967 var man kun nået til niende ombæring af Grammy-prisen, hvor pladeindustrien fejrer året, der gik. Og antallet af kategorier var ikke så stort som i dag. Og – selv om man skriver 1967, så domineres priserne af forældregenerationens musiksmag. Blandt modtagerne finder man således Frank Sinatra, Bill Cosby, Neal Hefty, Maurice Jarre, Herp Albert og Porter Wagoner. Men ungdommen rører dog på sig. Lennon & McCartney får titlen som årets sang med sangen “Michelle”. McCartney belønnes som “bedste kontemporære sangforedrag” med “Eleanor Rigby”, Mama’s and Papa’s løb med bedste gruppepræstation med “Monday Monday”. Men rockmusikken var endnu ikke kommet i betragtning som Grammymål. Det skulle siden ændre sig.
Niel Youngs tidligere omtalte on-line-arkiv er nu åbent for enhver, der ønsker at lytte til mandens musik: www.neilyoungarchives.com. Man kan handle, men man kan også nøjes med at lytte. Det er næsten ikke til at tro…
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Alrunen (alias Claus Rasmussen)
righoldig side om dengang i tresserne – musik, plakater, data, billeder og meget mere – suppleres med en side på Youtube med sjældne gode optagelser
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger
