Er Aretha Franklins udgave af “Respect” bedre end Otis Reddings? Er Sixpence non the Richers udgave af “There she goes” bedre end The Las? Er Talking Heads udgave af “Take me to the river” bedre end Al Greens? Overgår Guns and Roses Paul McCartney and Wings, når de spiller “Live and let Die”? Og så videre. Det er sitet Baeblemusic.com, der vover pelsen og påstår dette – og flere andre eksempler. Der er lidt at diskutere og skændes om hen over weekenden…
Jeg har vist gjort opmærksom på det før, men gør det gerne igen. På den lille kanal DK4 kan man være heldig at møde trioen Cross, Shack og Ostermann (Billy, Mik og Flemming), der spiller no-bullshit-roots-rock’n roll i forbindelse med Mik Shacks tv-program Mik Schacks Nabo Service, hvor madlavning møder kulturel snak og altså musikindslag i øjenhøjde med trioen. Disse indslag kan kun anbefales varmt (og burde måske samles til en uprætentiøs udgivelse på et tidspunkt…).
Den 1. december 1967 udkommer Jimi Hendrix Experiences andet album Axis bold as love. Den fulgte op på debutalbummet Are you experienced?, der udkom i maj måned samme år. De to album udkom så tæt på hinanden, fordi trioen fortsatte i studiet efter indspilningen af debutalbummet. Kreativiteten boblede i ’67. Så meget, at der også blev tid til nogle koncerter i Europa og deltagelse i Monterey Pop Festival, inden albummet blev færdigindspillet og udsendt.
Axis adskilte sig fra Are you experienced? ved, at den blev skabt med de nye produktionsmuligheder in mente, hvilket betød, at flere af sangene på det nye album ikke kunne overføres til scenen. Experience var med andre ord blevet fanget af det samme studieteknologi-syndrom som fx Beatles på deres Sgt. Pepper-plade. På godt og på ondt.
Men pladen blev godt modtaget af såvel kritikken som af publikum. Selv kritikkens svar på Gnavpot, Robert Christgau gav tommelen op og skriver for tidsskriftet Blender: “True believers praise the spaced-out lightness of his second album, released just half a year after Are You Experienced? But since Hendrix immediately heavied up again, figure they’re kidding themselves–half the songs are forgettable as songs if fine as recordings, and there’s even some pro forma guitar. Not much, though, and to hear Mitchell going wild on tracks even briefer than the debut’s is to nudge Keith Moon over on his freestyle drumming pedestal.”
https://www.youtube.com/watch?v=sXjJhm7KBII
Sådan kan det gå. Christine McVie vendte tilbage til Fleetwood Mac efter et hiatus på næsten to årtier – og hun fandt et nyt musikalsk samarbejde med Lindsay Buckingham. Et samarbejde, der resulterede i et duoalbum.
