11. december 2017 arkiv

Mik Schacks Naboservice – del 2

11. december 2017

Jeg nåede lige at se dagens udgave af Mik Schacks passiar-kultur-program Naboservice, hvor han diskuterede mediepolitik med Alternativets ordfører. Men det var nu mest for at se trioen Cross, Schack og Ostermann folde sig ud i dagligstuen med et minimum af gear (guitar, bas, lid slagtøj og lidt forstærkning). Og i dag havde comboen placeret sig i Rolling Stones-hjørnet med to sange, som Rullestenene har haft på repertoiret. Først var der Chuck Berrys “Carol”…

– og dernæst Rufus Thomas’ “Walking the dog”..

– hvis du har “smarttv” eller lignende kan du nå at se programmet endnu. Ellers vent på en genudsendelse en af de nærmeste dage. Det er på den lille kanal DK4.

Capac anbefaler: Helle Hansen – Integrity

11. december 2017

Vi skal tilbage til 2014 for at finde Helle Hansens seneste soloudspil Songs of Death, Love & Other Mayhem.

Men nu er hun så tilbage med sin tolvte (!) udgivelse, der bærer den drilske titel Integrity/In The Gritty. Drilsk, for Helle Hansen er ikke for fastholdere, som Rifbjerg engang udtrykte det. Og det komplekse og alt andet end entydige ligger Helle Hansen nær, når hun synger om livet i dets mangfoldige udtryk. Som – for eksempel – i den for en overfladisk betragtning enkle sang om et pars feriedrømme, Vacation, hvor drømmene om virkelighedsflugt og kærlighedsbehov vokser ud af en grum virkelighed: “For far too long now we’ve been/ Overlooked and underpaid/I predict we’d/ Be severely/Depressed if we just staid“.

Musikalsk fortsætter Helle Hansen også, hvor hun slap på forgængeren, med at lade genrerne  og stilarterne blande sig. Denne gang er der dog tale om tolv sange, der godt kan opfattes som tolv popsange, der hver især er arrangeret som primært akustiske stykker, der leder tankerne hen på folkemusik. Men rundt omkring  brydes det entydige indtryk af klange og toner (fx kalimba, rainstick, klokker og duduk), der lægger lag af verdensmusik over det hele.

Men som sidst er det Helle Hansens gode stemme, der står centralt i udtrykket og sikrer at albummet opleves som en samlet enhed. Og det er måske på den led, pladen lever op til sin titel Integritet. Hermed anbefalet.

Helle Hansen. Integrity. Producer: Helle Hansen. Gateway Music. Er udkommet.

Otis Redding in memoriam

11. december 2017

I går var det 50 år siden, Otis Redding og de fleste medlemmer af The Bar-Kays endte deres dage i Monona-søen i Wisconsin – i Reddings BeechcraftH18-fly. Selv om vejret var dårligt med ringe sigtbarhed og regn var Redding taget af sted for at nå frem til næste spillejob. Kun et besætningsmedlem overlevede, Bar-Kaymedlemmet Ben Cauley, der i øvrigt ikke kunne svømme, men holdt sig flydende med et flysæde.

Mandag morgen

11. december 2017

Jeg sidder og skriver en elektronisk fødselsdagshilsen, har knap nok sunket den sidste portion havregryn og så kommer den dansende ind i mit indre øre. Fleetwood Macs sang om mandag morgen, “Monday morning”, eller rettere: endnu en hjerte-smerte-popsang. Men en af de bedste sange fra Lindsay Buckinghams hånd og fra deres første post-blues-plade, der bare hedder Fleetwood Mac.