Også i 2017 tyndede manden med leen gevaldigt ud i musikkens univers. Chuck Berry, Fats Domino, Glen Campbell og mange andre døde og gjorde musikken lidt fattigere. Jeg har ikke haft overskud til at lave en liste over de døde, men det har min blogkollega Hans Henrik i Mod Strømmen, så her er hans udsendelse om netop døden i 2017.
Ja, tænk sig. Det er fyrre år siden, Warren Zevons tredje album og egentlige gennembrud Exitable Boy – den med “Werewolves of London” udkom. Stadigvæk et album, der holder.
https://www.youtube.com/watch?v=nhSc8qVMjKM
Tiden flyver. Og det er allerede syv år siden Flemming “Bamse_” Jørgensen døde. Men – han er ikke glemt. I hvert fald ikke her i den jyske hovedstad, hvor han har fået sin egen plads, og hvor hans eftermæle stadigvæk passes. Og med god grund, for Flemming Jørgensen var meget aarhusiansk, selv om han faktisk blev født i Randers. Ikke kun, fordi han var inkarneret af byens højt elskede fodboldklub AGF (selv om klubben langt fra lever op til sine fans begejstring), men fordi han med sit repertoire ramte bredt i byen, lige fra dansktopelskerne til dem, der helst vil have gammeldags rockogrul.
Anledningen til at hive Bamse frem igen er, at det aarhusianske magasin Panorama i sit seneste nummer bringer et længere indslag om netop Bamse. Du kan læse det elektronisk her.
Jeg har aldrig ejet en plade med Bamse. Det skal jeg måske gøre noget ved…
Faldt over Pete Newnham. En punksingle, der må være gået lidt i g(l)emmebogen, siden punkens glorværdige højdepunkt omkring 1977. En single, der fænger og lyder lidt af tidlig Jonathan Richman på en beskidt punkbaggrund.
Lidt research på punkafficionadosider afslører, at Newnham kom fra poprocken (et band ved navn Window), hvorefter han dannede punktrioen T.H.E. , der indspillede singlen “Rudy/Outside my window”. Plademærket B&C udsendte singlen i Pete Newnhams navn – uvist af hvilken grund. T.H.E. holdt et årstid og singlen blev et samlerobjekt, men havde fortjent en bedre skæbne.
Mange peger på Vincebus Eruptum – Blue Cheers debutalbum fra januar 1968 – når de skal udpege rødder til genren heavy metal. Tung, tordnende bluesrock, der pegede fremad mod tider med masser af hård rock.
Jeg kan huske, at Jørgen (de) Mylius ofte fremhævede, at Blue Cheers medlemmer oprindeligt var medlemmer af en motorcykelklub og havde skiftet Harlyerne ud med elektriske guitarer og trommer. Underforstået: At det kunne forklare deres hang til høj, tung rock. Hvorvidt det er rigtigt, skal jeg ikke gisne om, men faktum er, at pladen fik anmelderne med sig og solgte godt.
– sammen med Billy Cox (bas) og Buddy Miles (trommer), altså Band of Gypsies, spiller Jimi en udgave af klassikeren “Manish Boy”. Fra den kommende opsamling “Both sides of the sky”.
Vi skal ikke slippe Dolores O’Riordan med det samme. Her er hun med Cranberreis i en nyere optagelse fra NPR.
Chas Chandlers basindledning gør fanden til forskel på Animals fortolkning af Barry Manns og Cynthia Weills “We gotta get out of this place”. Det er en intro, man aldrig glemmer. Og større kan det ikke blive for en lille beatsang som denne…
Det er ikke kun forfatterinden og mediefænomenet Synnøve Søe (der engang skrev en kommentar her i bloggen…), der har forladt vores fælles jammerdal. Også sangerinden Dolores O’Riordan – kendt fra The Cranberries – er ikke længere iblandt os.
Kun 46 år gammel er Dolores blevet fundet død. Uvist af hvilken grund. Men dødsfaldet har sendt chokbølger gennem den irske offentlighed, hvor hendes bidrag til irsk musik – og irsk rockmusik – roses til skyerne. Ingen tvivl om, at hun blev betragtet som en af de store irske sangerinder.
I 1989-90 afløste Riordan Niall Quinn og var med til at sende The Cranberries helt op i rockens superliga. Og hun var med i bandet i 13 år. Derefter gik hun solo og nåede at lave to soloalbum, lige som hun arbejdede sammen med en række kunstnere. Men det hele var ikke succes. For et par år siden fortalte Riordan, at hun var diagnosticeret som “bi-polar”, en lidelse, der ofte resulterer i selvmord.
Captain Beefheart, der takkede af i december 2010, ville være blevet 77 i dag. Og han er en savnet særling i rocken. Er der overhovedet nogen, der ligner i dag? Jeg tror det ikke.
Manden til venstre på coverfotoet ovenfor, Kim Menzer, runder de 80 år i dag. Startede som pubertetsung dreng med at spille jazz, var med – sammen med Karsten Vogel bl.a. – i Cadentia Nova Danica og siden i Burnin Red Ivanhoe. Har også sit Kim Menzers Jazz and Blues Band. Med sine blæserinstrumenter har han været med til at skabe en særlig lyd i de orkestre, der har haft glæde af hans kunnen. Blandt andet Burnin Red Ivanhoe, der slet ikke ville have lydt, som de gør, uden Menzer.
Forleden sad jeg og lyttede til Procol Harums debutalbum og undrede mig lidt undervejs over, at gruppens musik ikke har været genstand for den ellers obligatoriske boksificering. Og så sker det selvfølgelig. Jeg er ikke overtroisk, men pudsigt er det nu at læse, at vi til marts får mulighed for at investere i en omfattende antologi over orkesterets musik. Still there’ll be more 1967-2017 rummer 69 indspilninger fordelt over fire CD’er og tre DVD’er med optagelser fra alle årene, bl.a. optagelser fra mit nostalgiprogram par excellence, tyske Beat-Club.
Så får nostalgien da en på lampen her i 2018!
https://www.youtube.com/watch?v=xlZT8vBC7dg
Bandnavnet betyder sådan cirka “Fin fløde fiskefilet”. Og absurde bandnavne er ikke ukendt, heller ikke i vor tids kulturelle konjunktur. Til gengæld er det nok lidt usædvanligt med et tysk orkester, der befinder sig et godt stykke til venstre for midten, også popmidten, og som synger om den hjemløshed, som alle, der er skeptiske over for samfundsudviklingen i disse år, kan identificere sig med.
I anledning af ovenstående dokumentar har Eric Clapton givet interview til BBCs radio. Og her afslører han, at alderen er begyndt at tynge. Han lider dels af en nerveskade i hænderne, der gør det svært at bruge dem. Og han lider også af høreskaden tinnitus og er ved at blive døv. Og hvad er værre for en guitarist end at miste hænder og hørelse? Så måske er Slowhand virkelig på vej ind i sit livs vinter. Heldigvis efterlader han sig et stort værk, som vi stadigvæk kan lægge øre til.
https://www.youtube.com/watch?v=oDs2Bkq6UU4
