februar 2018 arkiv

Februar 1968: Bee Gees – Horizontal

28. februar 2018

1967 og 1968 var gyldne år for den australske popgruppe Bee Gees. Det var dengang, de havde forladt hjemlandet down under og slog igennem internationalt. Hele ti singler kom i de to år og alle blev top 20 hits. Og i 1968 udsendtes hele to album, Horizontal (februar 1968) med hitsene “World” og “Massachusetts” og i september måned Idea (med “I started a joke”). Horizontal var gruppen første rigtige album som sammentømret gruppe. De foregående havde været tilløb og øvelser. Men nu sprang de ud som nye konkurrenter til The Beatles (som alle bands blev målt med dengang), selv om de var meget mere end det. Pladen er sikkert påvirket af Beatles, men også af alt muligt andet fx soul og psykedelisk musik. Og så var den præget af den umiskendelige Gibbske sound. I øvrigt blev udgivelsen fulgt op af en turné til Skandinavien, hvor de også besøgte København.

Fruen kan også: Jen Cloher

27. februar 2018

Jeg har efterhånden en del gange omtalt den lille australske rocker Courtney Barnett. Men hendes kone – ja, Courtney er til piger – Jen Cloher kan også spille rå, enkel rock. Det demonstrerer hun her på den amr. public radios verdenscafe.

Om at skrive kompliceret pop: Paul Simon

27. februar 2018

Guldklumper fra et musikprogram

26. februar 2018

The Old Grey Whistle Test var et af mange fine musikprogrammer i Storbritannien. Og nogen har været i arkiverne for at stykke en række, usendte klip sammen til et fint potpourri. Nyd.

Johnny Cash – Hurt

26. februar 2018

Manden i sort kunne have fejret sin fødselsdag i dag, hvis osv. Men sådan skulle det ikke være. Heldigvis holder hans musik sig forbavsende flot.

George Harrison – 75

25. februar 2018

Hvis ikke en kræftsygdom havde taget livet af George Harrison, ville han være blevet 75 år i dag. Den “stille” Beatle og meget andet er han blevet kaldt. Og selv om mange har forsøgt at puste hans talent op, så har han hele tiden stået i skyggen af duoen Lennon og McCartney. Men jeg tror man går galt i byen, hvis man insisterer på at sammenligne dem. Harrisons talent taler for sig selv.

I filemn Nowhere Boy introduceres George for John Lennon og hans Quarrymen af Paul McCartney. George kan – modsat Lennon – spille guitar. Han kan spille “Raunchy”, fortæller McCartney til Lennon – og det bliver adgangsbilletten til Beatlemania for den meget unge George.

Drømmepop på en kold aarhusiansk aften – Slowdive

25. februar 2018

Med fornemme anmeldelser fra de seneste besøg i landet og med et relativt nyt comeback-album i bagagen indtog kvintetten Slowdive aarhusianske Voxhall i går aftes. Og det er klart, at det skruer forventningerne om en vellykket koncert op. Og Slowdive indfriede da også forventningerne.

Men inden vi skulle nå til hovedmenuen (et kvarter over ni), så skulle vi igennem et sæt med kvartetten Dead Sea. Og det var lidt et studie i opvarmningens problematikker. Og Dead Sea fik rollen som dem, der skulle sætte Slowdives perfektionisme i relief. Dead Sea spiller en afart af elektronisk rock, der er domineret af præ-programmerede trommelyde m.m. Den elektroniske maskine blev suppleret af en forsangerinde (m. et lille keyboard og en digital tromme), en guitarist   og en bassist. Men den præ-programmerede musik dominerede i en grad, så man fik indtryk af, at bandet var i en (u)frivillig spændetrøje. Sangerinden lagde undervejs op til at ville slå sig løs i scenedans og bassisten signalerede, at han gerne ville have friere tøjler. Men det var bare ikke muligt i den elektroniske tvangsjakke. Og måske var det også forklaringen på, at bandet virkede som et band, der endnu ikke har fundet sig selv, ikke har udfoldet et potentiale, det besidder. Bedst fungerede Dead Sea i de mest rockende numre. Og de efterlod et indtryk af, at de nok skal tilbringe mange timer i små klubber rundt omkring, før de får udfoldet deres talent.

Oven på Dead Sea mekaniske electronica virkede det nærmest befriende, da Slowdive entrede scenen og på en grund af tunge, analoge trommer og en lige så markant bas sendte deres drømmepop ud over en propfuld sal. Og fra første sang stod det ganske klart, at Slowdive, der næste år kan fejre 30-års jubilæum, behersker deres udgave af drømmepop til perfektion. Med sanger, sangskriver og guitarist Neil Halstead som kapelmester, stående længst ude til højre, blev Slowdive ført fra den ene sang til den næste (inklusive et par ekstranumre). Sange, der – i mine ører i hvert fald – er som skåret over samme læst, uanset om der er tale om stille eller rockenden numre. Melodiøse sange, der domineres af sfæriske klangflader, der skabes af manipulerede sangstemmer (Rachel Goswells og Halsteads) og effektmærkede guitarer. Det er musik, der lever højt på de drømmeagtige stemninger, effekterne skaber og som giver god mening til genrebetegnelsen “drømmepop”.  Shoegaze var der derimod ikke meget af. Rachel Goswell, der var lidt forkølet på dagen, henvendte sig venligt til publikum og Halstead og de andre havde også løftet blikket mod salen.

På en baggrund af lyseffekter, der gav svage mindelser om de psykedeliske periodes leg med analoge farver, men i kraft af digitalisering lå langt derfra, afviklede Slowdive med tilbagelænet, næsten distanceret coolness deres show til perfektion. Og det var tydeligt, at de fremmødte fans var begejstrede. Men spørgsmålet er, om Slowdives erfarne perfektionisme ikke kun er bandet styrke, men også dets svaghed? Er der udviklingsmuligheder i Slowdives musikalske stil? Det kan kun tiden vise.

Men samlet set levede Slowdive som sagt op til de høje forventninger og leverede et perfektionistisk show, der gav fuld valuta for pengene.

Slowdive + Dead Sea. Voxhall. Lørdag d. 24. februar.

Neil Young på Roxy Theatre

24. februar 2018

Der er koncertsteder. Og så er der koncertsteder. Nogle navne er mere berømte end andre. Fx Fillmore eller Roxy. Sidstnævnte, der er beliggende på the Sunset Strip i det vestlige Hollywood, var oprindeligt en stripklub. Men i 1973 blev stedet overtaget af folk fra musikbranchen – bl.a. Lou Adler, David Geffen m.fl. – og blev til et spillested.
Første optrædende var Neil Young, der sammen med Crazy Horse indtog stedet den første uge med musik fra albummet Tonight’s the Night. Denne koncert er nu under udgivelse fra Neil Youngs meget omtalte arkiver, og er i handlen som såvel CD og vinyl (dobbeltalbum) til april.
Mange andre har udgivet musik fra det spillested, fx Frank Zappa, Warren Zevon, Bruce Springsteen, Ramones og Bob Marley.

Senere samme år…

Joan Baez på falderebet

24. februar 2018

Years ago, when I asked my vocal coach, when will I know it’s time to quit? And he said, your voice will tell you. It’s just gotten more and more difficult to do what I need to do to keep the voice even respectable. The high range is gone and the lower range is — actually I like it right now. It’s kind of a reflection of this last 60 years on the road. And then there are other things: I want to paint, and spend a little time trying to shut up and be quiet. [Joan Baez, L.A.Times]

 

At glo på sko: Slowdive

24. februar 2018

Shoegazing eller bare shoegaze er en underlig genrebetegnelse. Men forklaringen er enkel nok. Igen er det musikpressen, der i sin evige jagt på brændstof til læserne har døbt en række indierockbands fra firserne og halvfemserne “shoegazere”, fordi bandmedlemmerne i deres scenefremtræden var/er introverte og havde/har travlt med at kigge ned på de mange effektpedaler, der bruges til guitarerne for at frembringe en særlig sound.

Pejlemærket for shoegaze er legendariske Bloody Valentines første plader. Musikalsk kan det være lidt sværere at indkredse genren. Men shoegazerne kiler sig ind mellem den første post-punk og grungen og britpoppen og kendetegnes ved æteriske, drømmeriske stemmer, forvrængede guitarer og et lydbillede, hvor alt glider sammen. Ikke for ingenting er genren også blevet kaldt “drømmepop”.

At shoegaze langt fra er fortid blev understreget for ikke så længe siden, hvor bokssættet Still in a dream. A Story of Shoegaze 1988-1995 udkom og dokumenterede spændvidden i genren. Og det blev understreget , da shoegazeflagskibet Slowdive sidste år efter en pause på 22 år udsendte en ny, velmodtaget plade og gav koncerter i Danmark, der gav genlyd i musikpressen. I aften står Slowdive igen på en dansk scene her i Aarhus og jeg har været heldig at få en billet til den i øvrigt udsolgte koncert. Så må vi se og høre om Slowdive kan bringe publikum ind på drømmesporet. Herom i morgen.

50: Florence Ballard forlader Motown

23. februar 2018

Ja, på denne dag i 1968, opløstes kontrakten mellem sangerinden Florence Ballard og pladeselskabet Motown. Og dermed blev der sat et punktum for en lang række konflikter.

Florence Ballard var ikke en hvem-som-helst på Motown-mærket. Det var hende, der grundlagde pladeselskabets største succes, pigegruppen The Supremes. Det skete helt tilbage i 1958-59, hvor Ballard, inspireret af mandevokalgruppen The Primes, fik sin skoleveninde Mary Wilson overtalt til at være med. Og Wilson tog sin veninde, Diana Ross, med. Og så var The Primettes en realitet. Som sådan løb de Motown på dørene i håb om en pladekontrakt. Men i første omgang måtte de nøjes med at synge kor og klappe i hænderne til større navne som fx Marvin Gaye. Men til sidst gav pladeselskabets chef, Berry Gordy, sig og gav dem en kontrakt. De måtte dog først tage navneforandring til The Supremes, på Gordys ordre. Det var i 1962, og resten er pophistorie, som man siger. Hits på hits, heraf hele 12 nr. 1-hits.

Men bag succesoverfladen var der megen råddenskab. Ballard blev detroniseret til fordel for Diana Ross.
I 1960 blev Ballard udsat for en voldtægt, der muligvis var med til at gøre hende psykisk syg. I hvert fald trak hun sig ind i sig selv. Og hun var kritisk over for den kunstneriske retning, som The Supremes tog i de første år, og hun mente at valget af Diana Ross som forgrundsfigur var ødelæggende for gruppens dynamik. Samtidig led hun af depression, og det første til, at hun kastede sig over alkoholen for at finde lindring for sine lidelser. Og i 1968 skiltes hendes, Motown og Supremes veje. Men med sine vokalprestationer på ti top-10- og 16 top-40-hits havde hun sat et uudryddeligt mærke på The Supremes’ kunst.

Florence Ballard døde den 21. februar 1976, kun 32 år gammel.

Screaming Females er tilbage

23. februar 2018

Og punk-trioen fra New Jersey fortsætter ufortrødent med at diske op med punksange med popsnert. Og det må de gerne fortsætte med for min skyld…

Capac anbefaler: Finn Olafsson – Acoustic Guitar 3

21. februar 2018

Det er snart seks år siden, jeg første gang omtalte en udgivelse af Finn Olafsson. Det var Music from North Sealand. Siden har Finn været så elskværdig at sende flere af sine udgivelser, så jeg har kunnet give dem nogle anbefalende ord med på vejen. Senest var det genudgivelsen af solopladen Savannah.

Og nu sidder jeg så her og lytter til det seneste opus Acoustic Guitar 3, der som titlen siger er den tredje i række af decideret akustiske guitarplader. Elleve numre med fokus på den akustiske guitar og de muligheder, den giver med forskellige typer og forskellige stemninger (tunings). Pladen følges op med en bog med alle de tekniske oplysninger om noder, fingerplaceringer osv. Illustreret og det hele, så man ikke kan være i tvivl om, at musikken også har et særligt publikum: nemlig dem, der håndterer guitaren. Men, det skal selvfølgelig ikke forstås derhen, at musikken ikke er for sådan nogen som fx mig, der aldrig fik lært at spille guitar, dengang det var oplagt i ungdommen, og som må “nøjes” med at lytte.

Pladen henvender sig til alle, der holder af guitaren som instrument.

Og med en stor variation af guitarstemninger sørger Finn for at oplevelsen af pladen bliver netop så alsidig, udfoldet og varieret, som man kan ønske sig. De fleste numre er skrevet af Finn selv, med undtagelse af stykke nr. 10 “The NRB Waltz”, der skyldes Leonard Ellis. Der er numre tilegnet en datter, Lea. Numre, der er inspireret af gode vine (og vi kender dem fra Jens Rømers “Mit liv med vin og musik”, som jeg tidligere har omtalt) og numre inspireret af guitaristen John Williams, der dyrkede de høje toner og så videre. Musik med mening – ud over den rene musiceren – kunne man fristes til at mene. Guitarstemninger med særlige stemninger, i ordets anden betydning. Stemninger, der er præget af det melodiøse og det emotionelle. Ja, der er undervejs noget både andægtigt og meditativt over passager på pladen, fx nummer to “Shopping in DADGAD”, der rendyrker “stemningen” DADGAD. Og måske afspejler det den “ensomhed”, som guitaristen oplever med sit instrument – i enerum.

Acoustic Guitar 3 passer fint ind i min, lille, private samling af plader med akustisk guitarmusik. Og som disse passer den fint til stille stunder, hvor man har ro og tid til at lytte til de smukke klange fra de mange guitarer og deres særlige “tunings”. Jeg kan kun anbefale den til alle andre, der holder af netop det instrument, guitaren er.

PS. Hvis man vil have en mere guitartekniks anbefaling, så kan man kigge på specialsiden www.guitaren.dk.

Acoustic Guitar 3. Produceret af Finn Olafsson. Olafsongs. Udkom d. 16. 02. 18 på Olafssons 65-års fødselsdag.

Det kommunistiske manifest

21. februar 2018

I dag er det også årsdagen for udgivelsen af Karl Marx’ og Friedrich Engels “Det kommunistiske manifest”, hvor de klassiske marxistiske ideer om “proletariatets diktatur”, det stats- og klasseløse samfund og den fælles ejendomsret til produktionsmidlerne osv. blev fremlagt i kort form. Det er sådan et værk, der fortsat er en udfordring for ethvert tænkende menneske. Bogen indledes med den berømte sætning: “Der går et spøgelse rundt i Europa – kommunismens spøgelse”. Og selv om borgerlige politikere og meningsdannere i årtier har forsøgt at mane dette spøgelse i jorden, så går det fortsat rundt i Europa, når befolkningerne protesterer og aktionerer mod ulighed, uretfærdighed osv. Jeg ved ikke om bogen er en del af Enhedslistens pensum, men den burde være det.

50: Blood, Sweat and Tears – Child is father to the man

21. februar 2018

På denne dag i 1968 udkom jazz-rock-orkesteret Blood, Sweat & Tears’ debutalbum Child is father to the Man. Og det kan nok være, at det gav genlyd i rockverdenen. Albummet var med til at støbe genrebetegnelse “jazz-rock”, der kom til at præge musikken langt ind i de følgende årtier. Læs lidt mere om B,S & T – her.

BST i en fin optagelse fra den tyske Beat-Workshop: