I dag ville hun, Nina Simone – sanger, pianist, arrangør, borgerrettighedsforkæmper og meget mere – være blevet 85 år. Men desværre nåede hun kun de 70 og døde i april 2003. Men hendes plader genoptrykkes stadigvæk, for hun var en ener.
https://youtu.be/NwvVuCjwAO8
Han er måske ikke verdens bedste sanger. Og heller ikke den bedste guitarist. Men musik er meget mere end perfektion. Og når Sexsmith tager Neil Young under kærlig behandling, så er jeg solgt til stanglakrids.
Vi skal ikke helt slippe filmen om den unge John Lennon, Nowhere Boy. For en af filmens kvaliteter er, at lydsporet fint afdækker den musik, Lennon og andre unge tog til sig i årene før The Beatles gennembrud. Og selvfølgelig er lydsporet også udgivet på en separat plade, hvor man kan dykke ned og lytte til Screamin Jay Hawkins, Jackie Brenson, Dickie Valentine, Wanda Jackson m.fl. Og man bliver mindet om, hvor stærk musikken var dengang og hvor stor en påvirkning den havde på de unge i efterkrigsårene. En oversigt over soundtrackets sangskat finder du fx her.
Selvfølgelig er der mange gamle kendinge på sådan en opsamling, men også enkelte sange, man enten har glemt eller som slet ikke har fået den opmærksom, de fortjener.
Især en sang gjorde indtryk på mig, nemlig “Wild One”, som måske er mest kendt i Iggy Pops udgave. Skrevet af – eller i hvert fald tilskrevet – australieren Johnny O’Keefe, der selv fik den ud på plade i 1958. Og den betragtes som starten til rock’n roll i Australien.
På soundtracket er det Jerry Lee Lewis’ version fra 1974 (opr. indspillet i 1958), vi får. En rigtig Jerry Lee Lewis-sag.
Tressernes og halvfjerdsernes store bands og kunstnere kaster sig ofte over arkiverne, nu hvor de ikke længere er unge og har det meste af karrieren bag sig. Dylan og Neil Young gør det. Forvandler, hvad er før kun var tilgængeligt som bootlegmusik, til i”rigtige”, officielle udgivelser. The Rolling Stones er et andet eksempel på et band, der har haft glæde af de mange soundboardoptagelser, der ligger gemt. Og en række, fine udgivelser er udgivet. Og nu gør The Who – et band, der om nogen har været et liveband – det samme. Og man kan undre sig, Live at Leeds-albummet in mente, at det ikke er sket før. Men nu udkommer en anden af bandets højtpriste koncerter, nemlig Fillmore East 1968, på diverse medier, der har været samlerobjekt for bootleggere.
Gårsdagens tv-kiggeri blev præget af, at DR1 sendte MPG for børn, børnenes svar på de voksnes Melodi Grand Prix – og åbenbart med større succes end de voksnes… Fred med det. Men hvad gør man så, hvis man skal se billeder på tv.
Jo, da MPG var overstået, viste DR den efterhånden noget udtrådte feel-good-familie-med-hund-film Beethoven om en kernefamilie med far, mor og tre unger, der pådrager sig en sankt bernhard-hund. En typisk amr. mainstreamfilm, der lever højt på sin dyrkelse af familielivet, humoristiske optrin med den nyanskaffede hund og en alt for forudsigelig happy end. Jeg har set den et par gange, og den vinder ikke ved hyppige gensyn. Men denne gang lykkedes det mig dog, fordi DR var så hensynsfulde at lade rulleteksterne ruller ned over skærmen til sidst (noget, de ellers ikke respekterer ret ofte…), at finde ud af, hvem der spillede filmens udgave af “Roll over Beethoven”, nemlig et foretagende med det håbløse navn Paul Schaffer and the World’s Most Dangerous Band. Men en ganske acceptabel versionering af det gamle Berry-nummer…
Inden jeg nåede så langt, var DRK ud med et John Lennon-tema. Dels viste de filmen Nowhere Boy om den unge Lennon i årene op til Hamburg-tiden. Måske ikke en film, der brillerer ved allerstørste akkuratesse i de biografiske og historiske detaljer, men som dog lykkes i portrætteringen af en rastløs, vred, moderløs Liverpooldreng. Filmen har fået mange hug af kritikken, der ikke altid har haft forståelse for, at der er tale om fiktion og ikke realistisk biografi. Og så går man galt i byen – som kritiker.
Nowhere Boy blev fulgt op af en dokumentar om ikonet John Lennon, hvor fokus var lagt på den “politiske” Lennon, der aldrig var bleg for at provokere (fx med Jesus-sammenligningen) og udstille sin egen naivitet (fx i Bed Peace-aktionen). Temaet blev belyst gennem en række samtidige personers meget forskellige fortolkninger af Lennons fremtræden. Det blev man ikke nødvendigvis meget klogere af, men fik dog en fornemmelse af, hvor stor gennemslagskraft Lennon havde, da han levede.
https://youtu.be/WBp82OxjU1Y
Blind Boys of Alabama undersøger gospelrødderne under rock’n roll.
Jeg hørte første gang (om) pigebandet Fanny hos Jørgen de Mylius på Danmarks Radio.
Søstrene Millington, der kom fra Phillipinerne, dannede et skoleband i slutningen af tresserne. Det blev senere til Wild Honey, men det hjalp ikke på successen. De var piger i en mandsdomineret rockverden.
Til deres held blev de opdaget af produceren Richard Perry, da Wild Honey gik i opløsning. Han ledte efter en pigegruppe at være mentor for, og han sørgede for, at Fanny fik en pladekontrakt med det store Reprise plademærke. Det resulterede i fire album i årene 1970 til 1973. Album, der fik en fin modtagelse af musikpressen, men solgte ikke nok til de store hitlisteplaceringer. I 1975 var det slut. Et sidste album kom i 1974.
Men Fanny blev aldrig rigtig glemt, fordi de var værdsat af anmelderne og rockelskerne. Med til billedet hører også, at de havde en stor fan i selveste David Bowie.
Og nu forlyder det så, at Fanny er blevet gendannet med Millington-søstrene som det naturlige centrum. En ny plade med nyt materiale er i ovnen. Fanny walked the earth udkommer i næste måned.
Og medens vi venter på en ny plade fra Everything but the Girl, så udfylder halvdelen af duoen, nemlig Tracey Thorn, tiden med endnu et soloalbum, der bare hedder Record. Her samler hun angiveligt tråden op fra duoens synthbaserede pop. Og Tracey fortjener virkelig opmærksomhed. Hun synger godt og laver god pop, så tjek hendes lille håndfuld soloalbums.
Efter en afstikker til duoprojektet med Kurt Vile er min lille favoritrocker fra Melbourne, Courtney Barnett tilbage på sporet, dvs. med sine gamle samarbejdspartnere og en snes rappe sange, der munder ud i albummet Tell me what you really feel. Jo, musik-året 2018 er i fuld gang og byder på interssant nyt og gammelt. Og en sang med spøjs video baner vejen for det nye album..
PS. Onlinemagasinet Paste har lavet en liste over, hvad de synes, er Courtney Barnetts tolv bedste sange – i hvert fald en indgang til hendes sangskrivning. Her.
Forleden døde dronningens ægtemand, prins Henrik. Og det fik Danmarks Radio til i går at rydde hele sendefladen på hovedkanalen, DR1, der blev helliget omtale af prinsens liv og levned, Bortset fra tv-avisen, hvor emnet også blev behandlet in extenso, stod der Henrik på sendefladen helt frem til midnat. Noget af en mundfuld for en ikke-royalist som mig.
Og – da jeg ikke helt kunne undgå at se noget af det sendte – så slog det mig, at der var tale om nærmest en helgengørelse af prinsen. Der var ikke grænser for, hvor meget prinsen havde betydet for Danmark, danskerne og ikke mindst dansk erhvervsliv, og der var ikke grænser for, hvilke aspekter af mandens liv, der kunne fremhæves som prisværdige, lige fra hans opvækst i Asien til hans store interesse for gastronomi. Og alle der havde haft den mindste kontakt med manden blev interviewet og bidrog til lobhudlingen og kanoniseringen.
Og hele denne form for positiverende journalistik skal ses i lyset af, at prins Henrik jo ikke altid er blevet omfavnet og prist på denne leflende facon. Regeringens kulturminister Mette Block kunne da heller ikke lade være med at sætte sin spidse finger lige netop ned i det problem, da hun på sin Facebookside revsede alle dem, der havde “mobbet” prinsen tidligere men nu bidrog til lovprisningen. Hun skrev bl.a.:
– Det blev en lykkelig kærlighedshistorie. Men et ulykkeligt kulturmøde. Folket kunne nemlig ikke rigtig li’ manden. Han var anderledes. Kom fra et andet land. Lærte aldrig at tale helt dansk, som vi bedst kan lide det. Og så interesserede han sig for de skønne kunster. Musik, skulptur, billedkunst, litteratur. Meget mærkeligt. Så han blev mobbet.
Og Bock har sandelig fat i noget. Ganske vist er der en talemåde, der siger, at ‘man ikke må tale ondt om de døde’. Og der er også en tradition for, at nekrologer og prædikener over døde ofte drænes for enhver for kritik. De døde skal huske for det gode, synes vinklen at være. Og så fejer vi gerne resten ind under gulvtæppet. Og DRs journaliststand stod 100% inde for denne vinkel i går, og de gange prinsens kritisable sider blev nævnt, var det for at få dem godt ind under gulvtæppet. Hykleri kaldte kulturministeren denne fremgangsmåde. Og jeg kan da kun give kulturministeren helt ret i det synspunkt. Det er hykleri – og også udtryk for dårlig journalistik, fordi journalistik altid skal se tingene fra mindst to sider, gerne flere.
Og det fik mig så til at tænke på, om ikke dette hykleri er udtryk for en af de “danske værdier”, som ledende danske politikere ofte efterlyser og revser udlændinge med, men sjældent kan definere. Når politikerne nævner “danske værdier” er der ofte tale om værdier, vi har fået med fra den europæiske historie, fx menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed. Hvorimod genuine “danske værdier” aldrig rigtig kommer i spil eller til udtryk. Måske bortset fra “stegt flæsk med kartofler og persillesovs”, der blev kanoniseret til danskernes fælles hovedret.
Ud over at blive mobbet for sin mangelfulde beherskelse af det danske sprog, blev prins Henrik udsat for massiv kritik, da han gjorde krav på titlen af dansk konge og gav udtryk for, at han ikke kunne “acceptere”, at han skulle gå bag efter sin kone. Mange valgte helt at overhøre disse “udanske” holdninger hos prinsen, medens andre altså kritiserede ham for det.
Det interessante ved prinsens kongeambitioner og kønskamp er, at de kan ses som udslag af mandens sydlandske mandsdominerede kultur. Og i danskernes forholden sig til dem, kan man se en side af dansk “integrationspolitik”, af danskernes forhold til udlændinge. For sandheden er jo, at prinsen var en privilegeret indvandrer og langt hen ad vejen blev forstået som sådan: en mærkelig franskmand med mærkelige “udanske” tanker og ideer.
Forleden kom der en sag op i medierne. I Volsmose i Odense havde nogle indvandrere lavet en café, hvor mænd og kvinder sad hver for sig i små grupper. Caféen er velbesøgt og som virksomhed en succes. Men det faldt danske politikere for brystet, at mænd og kvinder var adskilt. En politiker fra regeringspartiet Venstre, Marcus Knuth (medlem af udlændinge- og integrationsudvalget) gav udtryk for, at der var tale om en udansk café, og at man ikke skulle lave en café, hvis den ikke baserede sig på “danske værdier”.
Knuth og hans meningsfæller kunne havde bragt samme kritik frem over for prinsens holdninger og have sagt, at prinsen ikke delte “danske værdier”, når han helst så sin kone gå efter sig og ville være konge af Danmark. Men nu er Knuth og hans partifæller også stærke royalister, så det ville nok være usandsynligt at noget sådan ville ske.
Men spørgsmålet er så, om ikke den sande “danske værdi” i denne sag er det hykleri, der i går fik DR1 til at ofre almindelige journalistiske alsidighedsprincipper og udviske enhver form for kritik af prinsen!? Jeg tror det.
Tom Rapp – Thomas Dale Rapp – var primus motor for det fantastiske psykedeliske rockband Pearls before Swine, der i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne var med til at definere den psykedeliske musik.
Debutalbummet One Nation Underground solgte ganske godt (et par hundrede tusinde eksemplarer), men bandet blev snydt af pladeselskabet og fik ikke en cent for deres anstrengelser. Og derfor forsvandt flere af bandets medlemmer, hvorefter Tom Rapp som krumptappen i bandet fandt erstatninger og lavede flere plader + plus fire soloalbums, der da også kan betragtes som en slags Pearls Before Swine-plader, idet flere af medlemmerne medvirker. Ialt ti album blev det til. Men Rapp og bandet fandt aldrig rigtig ud af det med kontrakter og penge og blev snydt så vandet drev. En historie vi kender fra andre bands.
Den 11. februar udåndede Rapp på et hospice i Melbourne, Florida, hvor han var indlagt som cancerpatient.
Musikåret er kommet nogenlunde i gang med udsigt til såvel gode ting fra gamle navne og nye ditto. Således er et af mine favoritbands – Okkervil River – på trapperne med et nyt album In the Rainbow Rain, der skulle være ude i april og blive fulgt op med en turné, der indtil videre kun dækker hjemlandet (men det kan jo ændre sig…). Og en smagsprøve fra pladen er allerede ude…
Wikicitat:
“Valentinsdag, som fejres 14. februar, er kendt som “de elskendes helligdag“. På denne dag udveksler par kort, blomster, chokolade eller andre former for kærlige gaver.
Valentinsdag er i moderne tid blevet sat i forbindelse med den gamle romerske højtid Lupercalia, men ikke alle forskere er dog enige i dette. Festivalen Lupercalia blev afholdt den 15. februar til ære for en af de romerske guder, Lupercus, og en række ritualer, som skulle sikre frugtbarhed, var et vigtigt element i festen.
Helligdagen blev indført af pave Gelasius i 496 e.v.t. og blev opkaldt efter den romerske præst Valentin. Hvem han var er stadig usikkert. Legenden fortæller, at da kejser Claudius II beordrede romerske soldater til ikke at gifte eller forlove sig, trodsede Valentin dette dekret og fortsatte med at vie unge soldater. Han blev som følge heraf arresteret, sat i fangenskab og senere henrettet ved halshugning den 14. februar. Den romerske-katolske kirke udnævnte ham efter hans død til helgen som Sankt Valentin.
Afholdelse af valentinsdag i Danmark er en forholdsvis ny tradition. I Finland, hvor dagen har været fejret siden 1989, er det den næstvigtigste sæson for afsendelse af postkort med 5-5½ mio. valentinskort[1] [2]. USA må siges at være foregangsland for helligdagen. Der sendes hvert år 192 millioner valentinskort.
I Brasilien bliver dagen fejret den 12. juni – kaldes Dia dos Namorados
I populærkulturen har valentinsdag dannet ramme for splatterfilmene My Bloody Valentine (1981) og genindspilningen My Bloody Valentine 3D (2009), samt for den romantiske komedie Valentine’s Day (2010).”
Jovist, det lykkes for amerikanerne at udbrede deres forbrugeristiske kultur til den ganske globe. Det næste bliver nok, at vi også skal fejre den 4. juli – den amr. uafhængighedsdag – bare for at understrege amerikanernes kulturelle overherredømme…
Nå, men hvad kan være mere passende end at spille My Bloody Valentine…
Ester Brohus kommer fra Hedensted. Jeg kender kun stedet fra min motorvejskørsel sydpå, hvor jeg møder Hedensted som en frakørsel ved Horsens. Og så forbinder jeg Hedensted med Dansk Dyrekremering. Dér, hvor min elskede gravhund Bruno endte sine dage som aske i en lille, biologisk nedbrydelig urne, der nu står på en af mine bogreoler som varigt minde om et mangeårigt venskab.
Set fra Christiansborg eller København i det hele taget er Hedensted nok en del af Udkantsdanmark, men for Ester Brohus må det være “hjemme” eller – som titlen på hendes nye og ellevte album lyder – “hjertet af landet”, “heart of the country”. Det sted, hvorfra hendes verden går og hvorfra musikken også udspringer.
Vi har alle vores “heart of the country”, hvor vi hører til og hvor vi har rødder og hvor vores drømme er vokset op. Og den nye plades titelnummer, der er skrevet sammen med Søren Mcguire, er netop sådan et specielt sted, hvor erindringer, drømme og fantasier mødes og smelter sammen:
“I grew up in the heart of the country/ always hoping and praying for rain/ when it came down we’d all run through the cornfields/it felt good/ – everything stayed the same// I saw people working hard and getting older/ some were bad som had a heart of gold/some went to church and begged for understanding/good memories ain’t difficult to recall// I’ll climb any mountain/I’ll cross any border/I’ll swim the deepest sea to get home/Though I wanderes so far down these highways – again/…/
Titelsangen, der er Mcguires første forsøg som sang(med)skriver, skærer knivskarpt ind til countrysangens kerne, som Brohus påpeger i pressematerialet. En helt enkel sang med en god historie, der kredser om klassiske countrymotiver som “hjemstavnen”, hjemlængslen og -veen.
Siden Ester Brohus’ forrige, fine album Game for the Gamblers, som jeg havde fornøjelsen af at anbefale tilbage i 2016, så er der ikke sket store nybrud i Brohus’ kunst. Men på et lille og bestemt ikke uvæsentligt punkt adskiller den nye plade sig fra de foregående. Denne gang har Brohus valgt at supplere sin egen sangskrivning med en lille håndfuld medforfattere og -komponister. Det drejer sig ud over Mcguire om bluesmanden Mike Andersen og countrykenderen Mikkel Bøggild. Og heller ikke uvæsentligt medvirker en håndfuld musikalske gæster, der hver på deres måde er med til at farvesætte Brohus’ country. Det er – ud over de allerede nævnte – Maggie Björklund (kendt for sine egne ting og sin tid i såvel Darleens og Miss B Haven) og Esters nabo og musikalske fortrolige Knud Møller.
Mike Andersen bidrager på to af pladens sange, “Baby, please come home” og “I wish you were here” og det betyder, at den bluesfølelse, der i forvejen ligger dybt i countryens følelsesregister, fremkaldes og står lidt skarpere, end den måske ellers ville gøre. Hvis jeg da ikke tager helt fejl… Men i hvert fald bluesens smerte og længselsfuldhed slet ikke så langt fra countryen, som Brohus måske tænker, når hun modstiller de to genrer i pr-materialet. For mig er blues og country to sider af samme mønt.
Ester synger sine sange med al sin erfaring og modenhed i behold. Og bag sig sørger de medvirkende – bl.a. hendes datter Sabrina – for at hun får et solidt, loyalt og yderst kompetent medspil. Og Björklund og de andre sørger for at lægge fine lag på den countryæstetik, Brohus dyrker til perfektion. Ingen tvivl om, at Ester stadigvæk er noget af det bedste, dansk country kan levere. Og jeg kan ikke forestille mig, at nogen af de store producerkanoner i Nashville ville så meget som rynke på næsen af denne nye plade. Snarere ville de placere den naturligt blandt de mange langtidsholdbare countryplader, som denne musikgenre er så rig på. Hermed helhjertet anbefalet.
Ester Brohus. Heart of the Country. Producer: Mikkel Bøggild. DME. Udkom 26. januar 2018
Musikeksempler kommer, hvis de dukker op…
