februar 2018 arkiv

Iceage er tilbage: Catch it

13. februar 2018

Apropos garagerock og den slags, så er Iceage tilbage med sangen “Catch it” – bandets første officielle udgivelse siden albummet Plowing into the Field of Love, hvor de meget noget held overskred deres punkede udgangspunkt. Med den nye sang er de tilbage i noget punket, støjende rock, der er tung af associationer, lige fra Sort Sol til grunge og heavy.

Capac anbefaler: Dream Wife – debutalbum

12. februar 2018

Trioen Dream Wife kommer anstigende med vind i ryggen. De har fået – og får stadigvæk – megen medieomtale og er blevet kanoniseret som et af de nye navne, man forventer sig meget af i Storbritannien. Og i pressemateriale og ad hoc-omtaler gøres der – i markedsføringens hellige navn – meget ud af at fremstille de tre unge damer som mere end blot et nyt band. Som noget særligt nyt. Men spørgsmålet er, hvor langt den (ganske traditionelt journalistiske) vinkel holder?

I hvert fald er der ikke noget som helst nyt i, at unge mennesker med fælles baggrund i uddannelsesverdenen (universitetet i Brighton) finder sammen om noget musik. Heller ikke, at musikken i første omgang “blot” er tænkt som et stykke “kunstprojekt”, men så viser sig at være mere levedygtig end som så.

Der er heller ikke noget nyt i, at vi har at gøre med en pigegruppe (selv om vil lever i en tid, hvor manglen på kvindelige rockmusikere er et tilbagevendende tema). Heller ikke, at vi har at gøre med en international pigegruppe bestående af unge damer fra Island og England. Og slet ikke, at de musikalsk set bevæger sig i det spor, vi kender som “garagerock”. Jeg har omtale ganske mange nyere pigegrupper med netop det speciale.

Hvis Dream Wife overhovedet skiller sig ud fra allerede herskende strømninger i rocken, så er det måske (!?) i kraft af et tydeligt anstrøg af moderne feminisme. Det ses bl.a. af bandnavnet Dream Wife, som bandet forklarer som et begreb, der “objektiverer” kvinder. Et begreb, der var positivt helt tilbage i halvtredserne, hvor kvindens ideale plads var i hjemmet som – ja netop – drømmekvinden. En kritisk vinkel, der også blev italesat for mere end fyrre år siden. Men neo-feminismen farver da også teksterne, fx sangen “Somebody”, hvor det hedder, at ‘i’m not a body, I’m, somebody”. Altså en sang imod dyrkelsen af kvindekroppen, sådan som vi oplever den i reklameindustrien, pornografien og medierne i det hele taget.

Men selv den neo-feministiske fernis har Dream Wife heller ikke for sig selv. Der findes andre pigegrupper, der kan det samme, omend på andre måder.

Men – som så ofte fremført her i bloggen – så behøver man ikke at skabe noget helt nyt for at have noget at byde på. Nyhedskravet er alt for overvurderet i en musikverden, hvor alle står på skuldrene af hinanden. Og hvis der overhovedet er noget nyt at komme efter, så er det måden, man forvalter arven på, måden man gentager det gamle på.

Og Rakel Mjöll (vokal), Alice Go (guitar og sang) og Bella Podpadec (bas og sang) kan deres pophistorie. Fra første skæring (“Let’s make out”) kan man høre reminiscenser af såvel tresserpigegruppernes vokalarbejde, The Go Go’s og diverse halvfjerdser punk- og postpunknavne. Men også fx de unge U2 stikker hovedet frem i guitarhåndteringen. Og sådan kan man bliver ved. Dream Wife genbruger – og det skal forstås positivt! – og stjæler med arme og ben, hvad de kan bruge. Og sætter det sammen til en stor håndfuld iørefaldende poprocksange, der fremføres med masser af feminin energi i den flerstemmige sang og i meget varierede arrangementer, der opfindsomt blandet ingredienserne fra garagerockens store krydderiskab.

Jeg forstår godt, at Dream Wife har fået meget medvind. For det fortjener de tre unge damer. De kommer med et klart talent, der bygger på stor traditionsbevidsthed og stilistisk flair, med al den ungdommelige energi, man kan drømme om og forvente af et nyt band, der spiller garagerock i en aller anden aftapning, med friskhed og forførende charme – og må følgelig være selvskreven på enhver rockelskers afspiller og på enhver festival, der vil have noget, der kan komme ud over scenekanten. Så velkommen til Dream Wife. Hermed anbefalet.

Dream Wife. Lucky Number. Udkom 26. januar.

Mit første indtryk af The Beatles: Quincy Jones

11. februar 2018

That they were the worst musicians in the world. They were no-playing motherfuckers. Paul was the worst bass player I ever heard. And Ringo? Don’t even talk about it. I remember once we were in the studio with George Martin, and Ringo had taken three hours for a four-bar thing he was trying to fix on a song. He couldn’t get it. We said, “Mate, why don’t you get some lager and lime, some shepherd’s pie, and take an hour-and-a-half and relax a little bit.” So he did, and we called Ronnie Verrell, a jazz drummer. Ronnie came in for 15 minutes and tore it up. Ringo comes back and says, “George, can you play it back for me one more time?” So George did, and Ringo says, “That didn’t sound so bad.” And I said, “Yeah, motherfucker because it ain’t you.” Great guy, though.Quincy Jones til Vulture.com]

Produceren, musikeren med meget mere Quincy Jones bliver interviewet af vulture.com. Og hvilket interview! Han lægger ikke fingre imellem og taler rent ud af posen. Fx når han jorder The Beatles som “no-playing motherfuckers”. Der er nok mangen en Beatlefan, der bliver stødt på manchetterne. Og bedre bliver det ikke af, at Ringo får et gok i nødden – nu hvor hans trommespil er blevet alment anerkendt. Men heller ikke stjerner som Michael Jackson og Jimi Hendrix går ram forbi. Jackson hænges ud som “grådig” og kritiseres for at få lavet plastikkirurgi i ansigtet. Jimi Hendrix beskrives som en tøsedreng, der ikke ville spille med store kompetente navne som Toots Thielemans og Roland Kirk. Jo Quincy har den nihalede pisk fremme, når han taler om store navne.

Uanset om han har ret eller ej, så er det ret forfriskende at læse et interview, der ikke bare forherliger stjernerne. Den slags er der nok af (læs bare dagens nyhedsstrøm, hvor idoldyrkelsen får alt, hvad den kan trække).

Forever Changes – Love

11. februar 2018

Nogle plader holder sig sikkert bedre end andre. Og et album, jeg igen og igen kan vende tilbage til og tænke, at det stadigvæk holder, er Love 1967-klassiker Forever Changes. Her kommer gruppens unikke sound for alvor til fuldt udtryk. Og i anledning af 50-året genudgives pladen selvfølgelig i en udvidet udgave med masser af ekstramateriale til hungrende gamle fans, der vil kunne forsvinde ind i nostalgiens rosa skyer og nyde den tids musik. Udkommer til april.

Læs mere »

Det var så Melodi Grand Prix…

11. februar 2018

Nej, jeg så og hørte det ikke. Valgte at bruge aftenen på småsysler og så to film med to slå-på-tæven-mænd (Statham og Swarzenegger) til at dække behovet for billeder i bevægelse. Ren underholdning uden et gram overflødigt kulturelt fedt.

Men helt over mit hovede fløj Melodi Grand Prix dog ikke. For et indslag tidligere på dagen gav en gensyn med sangskriver Lise Cable, der fyldte 60 for nylig og for snart mange år siden var en af drivkræfterne i det fine ensemble Miss B Haven, der huserede i perioden 1986-1997. Og Cable stod for mange fine sange dengang.

Nu leverer hun så til Melodi Grand Prix. Blandt andet har hun skrevet den slet ikke så tossede “Fra Mols til Skagen“, der gav Aud Wilken sejren i 1995. Jeg bemærkede mig, at Cable gav udtryk for, at hun foretrak at være tilbagetrukket sangskriver og slet ikke have brudt sig om den opmærksomhed, det gav at være med i et succesfuldt band. Fair nok.

Syv album blev det til for Miss B Haven – og de burde samles i et lille bokssæt til alle os, der satte stor pris på netop det band.

John Prine med nyt

10. februar 2018

Tretten år skulle der gå, inden John Prine fik lavet et helt nyt – dvs. med helt nyt materiale fra egen hånd – album . The Tree of Forgiveness er den fornemme titel på pladen, der udkommer på mandens eget plademærke (Oh Boy Records) midt i april. Nok værd at vente på for gamle og knap så gamle fans (som undertegnede).

Manassas på Winterland

10. februar 2018

Der dukker stadigvæk perler op på plade fra rockens gyldne årtier. Således er der udkommet en koncertplade med Manassas fra bandets svanesangsår 1973, Stephen Stills & Manassas Winterland.

Stills dannede Manassas i kølvandet på Crosby, Stills, Nash & Young for at realisere nogle af sine egne musikalske planer. Bandet bestod af lige dele medlemmer fra Flying Burrito Brothers (bl.a. Chris Hillman) og fra Stills backinggruppe (bl.a. Dallaas Taylor). To album blev det til på de to år, bandet holdt sammen. Dobbeltalbummet Manassas og Down the Road fra hhv. 1972 og 1973. Især den første står som en milepæl i rockens historie, selv om bandet ikke helt fik den anerkendelse det fortjente.

På højden af bandets kreative formåen optrådte Still og Co. så på det legendariske spillested med en mindeværdig koncert, der bød på såvel en elektrisk afdeling med musik fra de to album og mere akustiske numre. Ud over bandet eget materiale kommer man også omkring The Byrds og Buffalo Springfield. Og undervej dukker de gamle venner Crosby og Nash op som korsangere.

Her er bandet i en optagelse fra den 10.07. 1973

David Byrne i syklubben fra helvede anbefaler Captain Beefheart

9. februar 2018

Influenza

9. februar 2018

Ja, influenzaen har ramt min gamle krop og håret og skægget vokser vildt som til forn. Så det passer som fod i hose til denne gamle klassiker.

Den søgende Elvis Presley

8. februar 2018

Man skulle tro, at alt, hvad Elvis Presley har indspillet, er udkommet. Og at hans liv er tilstrækkeligt belyst i alle a aspekter. Men – åbenbart ikke. I hvert fald viser streamingtjenesten HBO snart en dokumentarfilm om the King med titlen Elvis: The Searcher, hvor fokus er på kunstnerens søgen – ikke den religiøse, men kunstneriske. Og det er da vist også et noget underkendt emne: Elvis’ kunstneriske ambitioner. Havde han virkelig sådanne?

Med dokumentaren følger – selvfølgelig fristes man til at sige –  udgivelsen af endnu en opsamling – med Ernst Mikael Jørgensen som kurator og garant for kvaliteten. Så erklærede Elvisfans kan godt begynde at lægge lidt penge til side til endnu en Elvis-plade.

 

Sloan er tilbage

7. februar 2018

Jeg har vist aldrig skrevet om dem (?), selv om de hører til mine personlige favoritter, kanadiske Sloan, der er på vej med deres tolvte album. Melodiøs power-pop…

 

Kommentarer til bloggen

7. februar 2018

Et par venlige kommentatorer har pr. email gjort mig opmærksom på, at det ikke var muligt at skrive en kommentar. Efter lidt research på det store net, skulle problemet være løst. Et nævenyttigt plugin var årsagen. Det er nu deaktiveret… Så kommentér, hvis du har lyst.

Heroes

7. februar 2018

Farvel til Paul Simon

6. februar 2018

Det er da vemodigt at skulle sige farvel til en gammel (musik)ven. Nu Paul Simon, der drager på farvelturné, som bl.a. bringer ham til København. Han stopper, medens legen er god, kan man forstå af ovenstående Twitter-skrivelse fra Simons egen hånd.

Mere Beatles: I saw her standing there

6. februar 2018

Medens vi er ved Fab Four, så har sitet Salon lavet en liste over 20 alle tiders bedste indledende skæring på et debutalbum. Og blandt dem finder vi Beatles og “I saw her standing there” fra Please please me. Begrundelsen lyder:

The Beatles didn’t emerge fully formed, of course; the band members honed their skills in clubs for years before the British Invasion. But this Paul McCartney-John Lennon tune makes a good case for the group’s genius: Although obviously indebted to ’50s rock ‘n’ roll, the twisting rhythms, brisk tempo and giddy exhortations— “I’ll never dance with another/Oooh!” — make “I Saw Her Standing There” sound fresh and edgy.

Nu behøver vi jo ikke være enige i listen, men et godt nummer er det nu stadigvæk…