Apropos garagerock og den slags, så er Iceage tilbage med sangen “Catch it” – bandets første officielle udgivelse siden albummet Plowing into the Field of Love, hvor de meget noget held overskred deres punkede udgangspunkt. Med den nye sang er de tilbage i noget punket, støjende rock, der er tung af associationer, lige fra Sort Sol til grunge og heavy.
Trioen Dream Wife kommer anstigende med vind i ryggen. De har fået – og får stadigvæk – megen medieomtale og er blevet kanoniseret som et af de nye navne, man forventer sig meget af i Storbritannien. Og i pressemateriale og ad hoc-omtaler gøres der – i markedsføringens hellige navn – meget ud af at fremstille de tre unge damer som mere end blot et nyt band. Som noget særligt nyt. Men spørgsmålet er, hvor langt den (ganske traditionelt journalistiske) vinkel holder?
I hvert fald er der ikke noget som helst nyt i, at unge mennesker med fælles baggrund i uddannelsesverdenen (universitetet i Brighton) finder sammen om noget musik. Heller ikke, at musikken i første omgang “blot” er tænkt som et stykke “kunstprojekt”, men så viser sig at være mere levedygtig end som så.
Der er heller ikke noget nyt i, at vi har at gøre med en pigegruppe (selv om vil lever i en tid, hvor manglen på kvindelige rockmusikere er et tilbagevendende tema). Heller ikke, at vi har at gøre med en international pigegruppe bestående af unge damer fra Island og England. Og slet ikke, at de musikalsk set bevæger sig i det spor, vi kender som “garagerock”. Jeg har omtale ganske mange nyere pigegrupper med netop det speciale.
Hvis Dream Wife overhovedet skiller sig ud fra allerede herskende strømninger i rocken, så er det måske (!?) i kraft af et tydeligt anstrøg af moderne feminisme. Det ses bl.a. af bandnavnet Dream Wife, som bandet forklarer som et begreb, der “objektiverer” kvinder. Et begreb, der var positivt helt tilbage i halvtredserne, hvor kvindens ideale plads var i hjemmet som – ja netop – drømmekvinden. En kritisk vinkel, der også blev italesat for mere end fyrre år siden. Men neo-feminismen farver da også teksterne, fx sangen “Somebody”, hvor det hedder, at ‘i’m not a body, I’m, somebody”. Altså en sang imod dyrkelsen af kvindekroppen, sådan som vi oplever den i reklameindustrien, pornografien og medierne i det hele taget.
Men selv den neo-feministiske fernis har Dream Wife heller ikke for sig selv. Der findes andre pigegrupper, der kan det samme, omend på andre måder.
Men – som så ofte fremført her i bloggen – så behøver man ikke at skabe noget helt nyt for at have noget at byde på. Nyhedskravet er alt for overvurderet i en musikverden, hvor alle står på skuldrene af hinanden. Og hvis der overhovedet er noget nyt at komme efter, så er det måden, man forvalter arven på, måden man gentager det gamle på.
Og Rakel Mjöll (vokal), Alice Go (guitar og sang) og Bella Podpadec (bas og sang) kan deres pophistorie. Fra første skæring (“Let’s make out”) kan man høre reminiscenser af såvel tresserpigegruppernes vokalarbejde, The Go Go’s og diverse halvfjerdser punk- og postpunknavne. Men også fx de unge U2 stikker hovedet frem i guitarhåndteringen. Og sådan kan man bliver ved. Dream Wife genbruger – og det skal forstås positivt! – og stjæler med arme og ben, hvad de kan bruge. Og sætter det sammen til en stor håndfuld iørefaldende poprocksange, der fremføres med masser af feminin energi i den flerstemmige sang og i meget varierede arrangementer, der opfindsomt blandet ingredienserne fra garagerockens store krydderiskab.
Jeg forstår godt, at Dream Wife har fået meget medvind. For det fortjener de tre unge damer. De kommer med et klart talent, der bygger på stor traditionsbevidsthed og stilistisk flair, med al den ungdommelige energi, man kan drømme om og forvente af et nyt band, der spiller garagerock i en aller anden aftapning, med friskhed og forførende charme – og må følgelig være selvskreven på enhver rockelskers afspiller og på enhver festival, der vil have noget, der kan komme ud over scenekanten. Så velkommen til Dream Wife. Hermed anbefalet.
That they were the worst musicians in the world. They were no-playing motherfuckers. Paul was the worst bass player I ever heard. And Ringo? Don’t even talk about it. I remember once we were in the studio with George Martin, and Ringo had taken three hours for a four-bar thing he was trying to fix on a song. He couldn’t get it. We said, “Mate, why don’t you get some lager and lime, some shepherd’s pie, and take an hour-and-a-half and relax a little bit.” So he did, and we called Ronnie Verrell, a jazz drummer. Ronnie came in for 15 minutes and tore it up. Ringo comes back and says, “George, can you play it back for me one more time?” So George did, and Ringo says, “That didn’t sound so bad.” And I said, “Yeah, motherfucker because it ain’t you.” Great guy, though.Quincy Jones til Vulture.com]
Produceren, musikeren med meget mere Quincy Jones bliver interviewet af vulture.com. Og hvilket interview! Han lægger ikke fingre imellem og taler rent ud af posen. Fx når han jorder The Beatles som “no-playing motherfuckers”. Der er nok mangen en Beatlefan, der bliver stødt på manchetterne. Og bedre bliver det ikke af, at Ringo får et gok i nødden – nu hvor hans trommespil er blevet alment anerkendt. Men heller ikke stjerner som Michael Jackson og Jimi Hendrix går ram forbi. Jackson hænges ud som “grådig” og kritiseres for at få lavet plastikkirurgi i ansigtet. Jimi Hendrix beskrives som en tøsedreng, der ikke ville spille med store kompetente navne som Toots Thielemans og Roland Kirk. Jo Quincy har den nihalede pisk fremme, når han taler om store navne.
Uanset om han har ret eller ej, så er det ret forfriskende at læse et interview, der ikke bare forherliger stjernerne. Den slags er der nok af (læs bare dagens nyhedsstrøm, hvor idoldyrkelsen får alt, hvad den kan trække).
Nogle plader holder sig sikkert bedre end andre. Og et album, jeg igen og igen kan vende tilbage til og tænke, at det stadigvæk holder, er Love 1967-klassiker Forever Changes. Her kommer gruppens unikke sound for alvor til fuldt udtryk. Og i anledning af 50-året genudgives pladen selvfølgelig i en udvidet udgave med masser af ekstramateriale til hungrende gamle fans, der vil kunne forsvinde ind i nostalgiens rosa skyer og nyde den tids musik. Udkommer til april.
Nej, jeg så og hørte det ikke. Valgte at bruge aftenen på småsysler og så to film med to slå-på-tæven-mænd (Statham og Swarzenegger) til at dække behovet for billeder i bevægelse. Ren underholdning uden et gram overflødigt kulturelt fedt.
Men helt over mit hovede fløj Melodi Grand Prix dog ikke. For et indslag tidligere på dagen gav en gensyn med sangskriver Lise Cable, der fyldte 60 for nylig og for snart mange år siden var en af drivkræfterne i det fine ensemble Miss B Haven, der huserede i perioden 1986-1997. Og Cable stod for mange fine sange dengang.
Nu leverer hun så til Melodi Grand Prix. Blandt andet har hun skrevet den slet ikke så tossede “Fra Mols til Skagen“, der gav Aud Wilken sejren i 1995. Jeg bemærkede mig, at Cable gav udtryk for, at hun foretrak at være tilbagetrukket sangskriver og slet ikke have brudt sig om den opmærksomhed, det gav at være med i et succesfuldt band. Fair nok.
Syv album blev det til for Miss B Haven – og de burde samles i et lille bokssæt til alle os, der satte stor pris på netop det band.
Tretten år skulle der gå, inden John Prine fik lavet et helt nyt – dvs. med helt nyt materiale fra egen hånd – album . The Tree of Forgiveness er den fornemme titel på pladen, der udkommer på mandens eget plademærke (Oh Boy Records) midt i april. Nok værd at vente på for gamle og knap så gamle fans (som undertegnede).
Der dukker stadigvæk perler op på plade fra rockens gyldne årtier. Således er der udkommet en koncertplade med Manassas fra bandets svanesangsår 1973, Stephen Stills & Manassas Winterland.
Stills dannede Manassas i kølvandet på Crosby, Stills, Nash & Young for at realisere nogle af sine egne musikalske planer. Bandet bestod af lige dele medlemmer fra Flying Burrito Brothers (bl.a. Chris Hillman) og fra Stills backinggruppe (bl.a. Dallaas Taylor). To album blev det til på de to år, bandet holdt sammen. Dobbeltalbummet Manassas og Down the Road fra hhv. 1972 og 1973. Især den første står som en milepæl i rockens historie, selv om bandet ikke helt fik den anerkendelse det fortjente.
På højden af bandets kreative formåen optrådte Still og Co. så på det legendariske spillested med en mindeværdig koncert, der bød på såvel en elektrisk afdeling med musik fra de to album og mere akustiske numre. Ud over bandet eget materiale kommer man også omkring The Byrds og Buffalo Springfield. Og undervej dukker de gamle venner Crosby og Nash op som korsangere.
Man skulle tro, at alt, hvad Elvis Presley har indspillet, er udkommet. Og at hans liv er tilstrækkeligt belyst i alle a aspekter. Men – åbenbart ikke. I hvert fald viser streamingtjenesten HBO snart en dokumentarfilm om the King med titlen Elvis: The Searcher, hvor fokus er på kunstnerens søgen – ikke den religiøse, men kunstneriske. Og det er da vist også et noget underkendt emne: Elvis’ kunstneriske ambitioner. Havde han virkelig sådanne?
Med dokumentaren følger – selvfølgelig fristes man til at sige – udgivelsen af endnu en opsamling – med Ernst Mikael Jørgensen som kurator og garant for kvaliteten. Så erklærede Elvisfans kan godt begynde at lægge lidt penge til side til endnu en Elvis-plade.
Jeg har vist aldrig skrevet om dem (?), selv om de hører til mine personlige favoritter, kanadiske Sloan, der er på vej med deres tolvte album. Melodiøs power-pop…
Et par venlige kommentatorer har pr. email gjort mig opmærksom på, at det ikke var muligt at skrive en kommentar. Efter lidt research på det store net, skulle problemet være løst. Et nævenyttigt plugin var årsagen. Det er nu deaktiveret… Så kommentér, hvis du har lyst.
Det er da vemodigt at skulle sige farvel til en gammel (musik)ven. Nu Paul Simon, der drager på farvelturné, som bl.a. bringer ham til København. Han stopper, medens legen er god, kan man forstå af ovenstående Twitter-skrivelse fra Simons egen hånd.
Medens vi er ved Fab Four, så har sitet Salon lavet en liste over 20 alle tiders bedste indledende skæring på et debutalbum. Og blandt dem finder vi Beatles og “I saw her standing there” fra Please please me. Begrundelsen lyder:
The Beatles didn’t emerge fully formed, of course; the band members honed their skills in clubs for years before the British Invasion. But this Paul McCartney-John Lennon tune makes a good case for the group’s genius: Although obviously indebted to ’50s rock ‘n’ roll, the twisting rhythms, brisk tempo and giddy exhortations— “I’ll never dance with another/Oooh!” — make “I Saw Her Standing There” sound fresh and edgy.
Nu behøver vi jo ikke være enige i listen, men et godt nummer er det nu stadigvæk…
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger