11. februar 2018 arkiv

Mit første indtryk af The Beatles: Quincy Jones

11. februar 2018

That they were the worst musicians in the world. They were no-playing motherfuckers. Paul was the worst bass player I ever heard. And Ringo? Don’t even talk about it. I remember once we were in the studio with George Martin, and Ringo had taken three hours for a four-bar thing he was trying to fix on a song. He couldn’t get it. We said, “Mate, why don’t you get some lager and lime, some shepherd’s pie, and take an hour-and-a-half and relax a little bit.” So he did, and we called Ronnie Verrell, a jazz drummer. Ronnie came in for 15 minutes and tore it up. Ringo comes back and says, “George, can you play it back for me one more time?” So George did, and Ringo says, “That didn’t sound so bad.” And I said, “Yeah, motherfucker because it ain’t you.” Great guy, though.Quincy Jones til Vulture.com]

Produceren, musikeren med meget mere Quincy Jones bliver interviewet af vulture.com. Og hvilket interview! Han lægger ikke fingre imellem og taler rent ud af posen. Fx når han jorder The Beatles som “no-playing motherfuckers”. Der er nok mangen en Beatlefan, der bliver stødt på manchetterne. Og bedre bliver det ikke af, at Ringo får et gok i nødden – nu hvor hans trommespil er blevet alment anerkendt. Men heller ikke stjerner som Michael Jackson og Jimi Hendrix går ram forbi. Jackson hænges ud som “grådig” og kritiseres for at få lavet plastikkirurgi i ansigtet. Jimi Hendrix beskrives som en tøsedreng, der ikke ville spille med store kompetente navne som Toots Thielemans og Roland Kirk. Jo Quincy har den nihalede pisk fremme, når han taler om store navne.

Uanset om han har ret eller ej, så er det ret forfriskende at læse et interview, der ikke bare forherliger stjernerne. Den slags er der nok af (læs bare dagens nyhedsstrøm, hvor idoldyrkelsen får alt, hvad den kan trække).

https://www.youtube.com/watch?v=eJbAMYcNxbE

Forever Changes – Love

11. februar 2018

Nogle plader holder sig sikkert bedre end andre. Og et album, jeg igen og igen kan vende tilbage til og tænke, at det stadigvæk holder, er Love 1967-klassiker Forever Changes. Her kommer gruppens unikke sound for alvor til fuldt udtryk. Og i anledning af 50-året genudgives pladen selvfølgelig i en udvidet udgave med masser af ekstramateriale til hungrende gamle fans, der vil kunne forsvinde ind i nostalgiens rosa skyer og nyde den tids musik. Udkommer til april.

https://www.youtube.com/watch?v=_X3HKEC68EM

Læs mere »

Det var så Melodi Grand Prix…

11. februar 2018

Nej, jeg så og hørte det ikke. Valgte at bruge aftenen på småsysler og så to film med to slå-på-tæven-mænd (Statham og Swarzenegger) til at dække behovet for billeder i bevægelse. Ren underholdning uden et gram overflødigt kulturelt fedt.

Men helt over mit hovede fløj Melodi Grand Prix dog ikke. For et indslag tidligere på dagen gav en gensyn med sangskriver Lise Cable, der fyldte 60 for nylig og for snart mange år siden var en af drivkræfterne i det fine ensemble Miss B Haven, der huserede i perioden 1986-1997. Og Cable stod for mange fine sange dengang.

Nu leverer hun så til Melodi Grand Prix. Blandt andet har hun skrevet den slet ikke så tossede “Fra Mols til Skagen“, der gav Aud Wilken sejren i 1995. Jeg bemærkede mig, at Cable gav udtryk for, at hun foretrak at være tilbagetrukket sangskriver og slet ikke have brudt sig om den opmærksomhed, det gav at være med i et succesfuldt band. Fair nok.

Syv album blev det til for Miss B Haven – og de burde samles i et lille bokssæt til alle os, der satte stor pris på netop det band.