18. februar 2018 arkiv

The Who på Fillmoore East 1968

18. februar 2018

Tressernes og halvfjerdsernes store bands og kunstnere kaster sig ofte over arkiverne, nu hvor de ikke længere er unge og har det meste af karrieren bag sig. Dylan og Neil Young gør det. Forvandler, hvad er før kun var tilgængeligt som bootlegmusik, til i”rigtige”, officielle udgivelser. The Rolling Stones er et andet eksempel på et band, der har haft glæde af de mange soundboardoptagelser, der ligger gemt. Og en række, fine udgivelser er udgivet. Og nu gør The Who – et band, der om nogen har været et liveband – det samme. Og man kan undre sig, Live at Leeds-albummet in mente, at det ikke er sket før. Men nu udkommer en anden af bandets højtpriste koncerter, nemlig Fillmore East 1968, på diverse medier, der har været samlerobjekt for bootleggere.

Fra Beethoven til Lennon

18. februar 2018

Gårsdagens tv-kiggeri blev præget af, at DR1 sendte MPG for børn, børnenes svar på de voksnes Melodi Grand Prix – og åbenbart med større succes end de voksnes… Fred med det. Men hvad gør man så, hvis man skal se billeder på tv.

Jo, da MPG var overstået, viste DR den efterhånden noget udtrådte feel-good-familie-med-hund-film Beethoven om en kernefamilie med far, mor og tre unger, der pådrager sig en sankt bernhard-hund. En typisk amr. mainstreamfilm, der lever højt på sin dyrkelse af familielivet, humoristiske optrin med den nyanskaffede hund og en alt for forudsigelig happy end. Jeg har set den et par gange, og den vinder ikke ved hyppige gensyn. Men denne gang lykkedes det mig dog, fordi DR var så hensynsfulde at lade rulleteksterne ruller ned over skærmen til sidst (noget, de ellers ikke respekterer ret ofte…), at finde ud af, hvem der spillede filmens udgave af “Roll over Beethoven”, nemlig et foretagende med det håbløse navn Paul Schaffer and the World’s Most Dangerous Band. Men en ganske acceptabel versionering af det gamle Berry-nummer…

Inden jeg nåede så langt, var DRK ud med et John Lennon-tema. Dels viste de filmen Nowhere Boy om den unge Lennon i årene op til Hamburg-tiden. Måske ikke en film, der brillerer ved allerstørste akkuratesse i de biografiske og historiske detaljer, men som dog lykkes i portrætteringen af en rastløs, vred, moderløs Liverpooldreng. Filmen har fået mange hug af kritikken, der ikke altid har haft forståelse for, at der er tale om fiktion og ikke realistisk biografi. Og så går man galt i byen – som kritiker.

Nowhere Boy blev fulgt op af en dokumentar om ikonet John Lennon, hvor fokus var lagt på den “politiske” Lennon, der aldrig var bleg for at provokere (fx med Jesus-sammenligningen) og udstille sin egen naivitet (fx i Bed Peace-aktionen). Temaet blev belyst gennem en række samtidige personers meget forskellige fortolkninger af Lennons fremtræden. Det blev man ikke nødvendigvis meget klogere af, men fik dog en fornemmelse af, hvor stor gennemslagskraft Lennon havde, da han levede.

https://youtu.be/WBp82OxjU1Y