marts 2018 arkiv

Mere femi-garage: Camp Cope

31. marts 2018

Ingen tvivl om det. Blandt kvindelige musikere i vor tid er der en agenda, hvor der kræves ligestilling, opgør med sexisme og så videre i den dur. Og det er helt fint og påkrævet. Og nu kommer så Melbourne femin-punk-trio Camp Cope og gør agendaen til deres egen på plade og ved koncerter. Men mon ikke de nok kunne klare sig endda? De spiller en let, fængende udgave af garagerock, som altid har et publikum, vil jeg mene.

Slowhand – 73

31. marts 2018

Eric “Slowhand” Clapton runder de 73 i dag og kan således henregnes til gruppen af rockronkadorer, der stadigvæk i et vist omfang er i vigør. Ganske vist vil han vist neddrosle koncertaktiviteterne, men helt holde sig i ro kan han nok ikke. Og selv om mange synes, han har sit bedste bag sig som guitarens guddom, så synes jeg stadigvæk, han er værd at lytte til. Fx i form af de fornemme sessionoptagelser fra 461 Ocean Boulevard og There’s one in every crowd (lige netop de to plader, der var med til at detronisere ham – i visse kritikeres øjne/ører).

Sludge: The Melvins

31. marts 2018

Sludge – eller sludgecore, – metal – er en undergenre af den hårdest metal og punk. Gudfædrene til genren er de unge Swans blandt andre. Og her er Melvins, der i den nye video lader støjen regere såvel på billed- som lydsiden.

Nico – anno 1965

30. marts 2018

I anledning af den årlige “Record Store Day” genudgives Nicos allerførste single fra 1965. Det var længe før Velvet Underground. Hun var kæreste med Rolling Stone-Brian Jones, der sørgede for at hun fik en lille pladekontrakt med Immediate Records, der var ejet og drevet af Andrew Loog Oldham (Stones’ manager). Og med bl.a. Jimmie Page som sessionsmusiker indspillede hun så canadieren Gordon Lightfoots sang “I’m not saying” (med en Oldham-Page-sang som B-side: “The last mile”). Pladen gjorde ikke Nico berømt, men blev samlerobjekt. Og nu udkommer den så igen på det lille Charly Records med et såkaldt “gate fold“-cover.

Melankolien – poppens essens

30. marts 2018

I mange af mine anbefalinger har jeg kredset om melankolien som et tidstypisk træk. Noget ved tidsånden, sådan som den udfolder sig nu. Men måske stikker det endnu dybere. Kloge mænd og koner, filosoffer og deslige, har skrevet tykke bøger om melankolien som et særligt psykologisk og filosofisk træk ved vestens kultur. Fx skrev psykoanalytikeren Sigmund Freud om “Sorg og melankoli” i begyndelsen af forrige århundrede. Og en af de første bøger, jeg mødte i min studietid om enmet, var sociologen Wolf Lepenies “Melankoli og samfund”.

Måske er melankolien en grundstemning ved det menneskelige?

I går aftes genså jeg den udmærkede udsendelse “TV-2 – Danmarks lykkeligste band” (på TV2) og jeg bemærkede bl.a. at trommeslager m.m. Sven Gaul hævdede at alle de pop- og rocksange, der var blevet hits og “store sange” i vor tid var netop melankolske. At den, melankolien, altid er en ingrediens i den store sangskrivning. At vi ikke får dur uden at få mol, så at sige. Så melankolien rækker langt ud over og videre end blot til tidsånden. Den er snarere et grundvilkår. Og det fortjener selvfølgelig flere akademiske undersøgelser og studier. Og ikke kun helkastede skriverier i en blog.