marts 2018 arkiv

New Musical Express – forsider

10. marts 2018

Vi skal ikke helt slippe historien om New Musical Express’ overgang til en ren digital virkelighed. Som Jens er inde på, så var NME, som bladet oftest forkortedes til, hjemsted for en række fotografer, der var med til at ikonisere musikken i bladets bedste år – fra tresserne og et stykke ind i firserne, forkortet sagt. Og avisen The Guardian har kigget på og fremhævet en række forsider af NME, som skilte sig ud. Bl.a. i kraft af fotografierne, der prydede den pågældende udgave.

John Cale – 75

10. marts 2018

Lily Allen – No shame

9. marts 2018

No shame er titlen på Lily Allens fjerde album, der kommer til juni. Og to sange løber i forvejen og minder os om, at vi har at gøre med en popstjerne, der har ordet i sin magt og som insisterer på at gøre det på sin måde. Uanset, hvad pladebranchen eller publikum mener.

Guilty pleasure: Call the Midwife

9. marts 2018

TV-serierne er det nye sort. Ingen tvivl om det. Med fremkomsten af diverse streamingtjenester – fra Netflix til Amazon – så har tv-serier fået en ny og mere dominerende rolle for tv’et end nogensinde før. Og det er da også forståeligt. Med en tv-serie kan man brede en fortælling ud på en måde, som ingen spillefilm vil kunne. Og i princippet er der ingen grænser for, hvor længe en serie vil kunne køre.

Selv er jeg blevet ganske overrasket over, at en serie som The Walking Dead (som jeg troskyldigt har fulgt med i, så længe DR har sendt den…) om nogle menneskers overlevelse i en verden, hvor zombier har overtaget magten, har kørt i 7-8 sæsoner. Men det giver god mening, når man kender serien indefra.

Jeg er ikke selv hoppet på nogen streamingtjeneste, men nøjes med de gammeldags tv-stationer. Og der er såmæn nok at se – også af kvalitet. Jeg har allerede omtalt flere af de kriminalserier, som DR genudsender til hudløshed. Men der er også andre, fx Call the Midwife, som jeg lidt tilfældigt kom igang med. En serie om en lille flok nonner og jordmødre, der arbejder i et fiktivt arbejderkvarter, Poplar, i London. Man følger beboerne i Nonnatus House, hvor damerne residerer, gennem årtier. Deres arbejde med – først og fremmest – fødende kvinder, men også andre sundhedsproblemer. Og umiddelbart lyder det måske en anelse kedeligt som emne: nonner, jordmødre, graviditeter og fødsler. Men serien er meget mere end det. Den er et kaleidoskopisk tidsbillede af England (ja den vestlige verden i et vist omfang) i første halvdel af forrige århundrede med indblik i alskens sociale og kulturelle forhold, ofte fortalt gennem de medvirkendes personlige historier. Det er lidt som Matador, blot med større udblik og dybere indsigt end den ærkedanske fortælling. Call the Midwife er historiefortælling og underholdning på højt niveau.

Og så har serien, der i DRs visning for tiden er nået frem til tresserne, selvfølgelig et lydspor. E spor, der afspejler tidens toner. Og man bliver erindret om, i hvor høj grad netop musikken indfanger tidsånden. Jeg kan kun anbefale, at man indtager Jordmoderen, som serien kaldes på dansk. DR1 sender den om eftermiddagen.

Synspunkt: Lockout og strejke – og politisk indblanding

9. marts 2018

Selv om de unge journalister på dagens store medier har svært ved at forstå det, så er fænomenerne “lockout” og “strejke” ganske normale foreteelser på et arbejdsmarked som det danske. De er faktisk skrevet ned i lovtekster om det danske arbejdsmarked. Der er ikke noget unormalt i, at lønmodtagere bruger strejkeretten til at skaffe sig bedre løn- og arbejdsforhold. Og der er heller noget unormalt i, at arbejdsgivere som modtræk bruger “lockout”. Selv om DR og TV2 kunne give indtryk af noget andet.

I dag kan man så læse, at Thuesen Dahl fra Dansk Folkeparti har formastet sig til at mene, at folkeskolelærerne udgør nøglen til den aktuelle konflikts løsning, og at arbejdsgiverne ved at være imødekommende over for folkeskolelærernes krav kunne undgå en storkonflikt. Det skulle han ikke have sagt noget om, for straks var socialdemokraten Mette Frederiksen på banen og revse Thuesen Dahl for utidigt at blande sig i arbejdsmarkedsforhold. Og hun fik støtte af repræsentanter for regeringen.

Men er Thuesen Dahl ikke i sin gode ret til at mene, at folkeskolelærernes forhold er nøglen og – underforstået – at det i bund og grund er Mette Frederiksens forgænger Helle Thornings Schmidts skyld, at den aktuelle overenskomstforhandling er gået i hårknude, fordi det var den daværende socialdemokratiske ledede regering, der trynede skolelærerne med nye arbejdstidsregler!? Jovist er han det. Det er urimeligt at bebrejde Thuesen Dahl, at han i det mindste har en holdning til konflikten – og tager parti for lønmodtagersiden. Problemet for de andre er nok, at han derved markerer, hvilken side de allerede har taget, nemlig arbejdsgiversidens.

Næ, et langt større problem  er det, at arbejdsgiversiden repræsenteres af en minister fra regeringen, nemlig Sophie Løhde, der i sine udtalelser ikke har lagt skjul på, hvilken side hun repræsenterer og sympatiserer med. Og man må spørge sig selv: Er det ikke yderst kritisabelt og dybest set uacceptabelt, at hun som repræsentant for arbejdsgiversiden (hun er de offentligt ansattes øverste chef, som hun selv har gjort opmærksom på) kan komme i den situation – som minister i regeringen – at skulle gennemføre et lovindgreb over for de strejkende/lockoutede? Et lovindgreb, der sandsynligvis vil være venligt stemt over for netop arbejdsgiversiden/regeringen!? Se det er det “utidige” i den aktuelle situation. Ikke af formanden for DF ytrer sin holdning og sympatier.