marts 2018 arkiv

New Musical Express – forsider

10. marts 2018

Vi skal ikke helt slippe historien om New Musical Express’ overgang til en ren digital virkelighed. Som Jens er inde på, så var NME, som bladet oftest forkortedes til, hjemsted for en række fotografer, der var med til at ikonisere musikken i bladets bedste år – fra tresserne og et stykke ind i firserne, forkortet sagt. Og avisen The Guardian har kigget på og fremhævet en række forsider af NME, som skilte sig ud. Bl.a. i kraft af fotografierne, der prydede den pågældende udgave.

John Cale – 75

10. marts 2018

Lily Allen – No shame

9. marts 2018

No shame er titlen på Lily Allens fjerde album, der kommer til juni. Og to sange løber i forvejen og minder os om, at vi har at gøre med en popstjerne, der har ordet i sin magt og som insisterer på at gøre det på sin måde. Uanset, hvad pladebranchen eller publikum mener.

Guilty pleasure: Call the Midwife

9. marts 2018

TV-serierne er det nye sort. Ingen tvivl om det. Med fremkomsten af diverse streamingtjenester – fra Netflix til Amazon – så har tv-serier fået en ny og mere dominerende rolle for tv’et end nogensinde før. Og det er da også forståeligt. Med en tv-serie kan man brede en fortælling ud på en måde, som ingen spillefilm vil kunne. Og i princippet er der ingen grænser for, hvor længe en serie vil kunne køre.

Selv er jeg blevet ganske overrasket over, at en serie som The Walking Dead (som jeg troskyldigt har fulgt med i, så længe DR har sendt den…) om nogle menneskers overlevelse i en verden, hvor zombier har overtaget magten, har kørt i 7-8 sæsoner. Men det giver god mening, når man kender serien indefra.

Jeg er ikke selv hoppet på nogen streamingtjeneste, men nøjes med de gammeldags tv-stationer. Og der er såmæn nok at se – også af kvalitet. Jeg har allerede omtalt flere af de kriminalserier, som DR genudsender til hudløshed. Men der er også andre, fx Call the Midwife, som jeg lidt tilfældigt kom igang med. En serie om en lille flok nonner og jordmødre, der arbejder i et fiktivt arbejderkvarter, Poplar, i London. Man følger beboerne i Nonnatus House, hvor damerne residerer, gennem årtier. Deres arbejde med – først og fremmest – fødende kvinder, men også andre sundhedsproblemer. Og umiddelbart lyder det måske en anelse kedeligt som emne: nonner, jordmødre, graviditeter og fødsler. Men serien er meget mere end det. Den er et kaleidoskopisk tidsbillede af England (ja den vestlige verden i et vist omfang) i første halvdel af forrige århundrede med indblik i alskens sociale og kulturelle forhold, ofte fortalt gennem de medvirkendes personlige historier. Det er lidt som Matador, blot med større udblik og dybere indsigt end den ærkedanske fortælling. Call the Midwife er historiefortælling og underholdning på højt niveau.

Og så har serien, der i DRs visning for tiden er nået frem til tresserne, selvfølgelig et lydspor. E spor, der afspejler tidens toner. Og man bliver erindret om, i hvor høj grad netop musikken indfanger tidsånden. Jeg kan kun anbefale, at man indtager Jordmoderen, som serien kaldes på dansk. DR1 sender den om eftermiddagen.

Synspunkt: Lockout og strejke – og politisk indblanding

9. marts 2018

Selv om de unge journalister på dagens store medier har svært ved at forstå det, så er fænomenerne “lockout” og “strejke” ganske normale foreteelser på et arbejdsmarked som det danske. De er faktisk skrevet ned i lovtekster om det danske arbejdsmarked. Der er ikke noget unormalt i, at lønmodtagere bruger strejkeretten til at skaffe sig bedre løn- og arbejdsforhold. Og der er heller noget unormalt i, at arbejdsgivere som modtræk bruger “lockout”. Selv om DR og TV2 kunne give indtryk af noget andet.

I dag kan man så læse, at Thuesen Dahl fra Dansk Folkeparti har formastet sig til at mene, at folkeskolelærerne udgør nøglen til den aktuelle konflikts løsning, og at arbejdsgiverne ved at være imødekommende over for folkeskolelærernes krav kunne undgå en storkonflikt. Det skulle han ikke have sagt noget om, for straks var socialdemokraten Mette Frederiksen på banen og revse Thuesen Dahl for utidigt at blande sig i arbejdsmarkedsforhold. Og hun fik støtte af repræsentanter for regeringen.

Men er Thuesen Dahl ikke i sin gode ret til at mene, at folkeskolelærernes forhold er nøglen og – underforstået – at det i bund og grund er Mette Frederiksens forgænger Helle Thornings Schmidts skyld, at den aktuelle overenskomstforhandling er gået i hårknude, fordi det var den daværende socialdemokratiske ledede regering, der trynede skolelærerne med nye arbejdstidsregler!? Jovist er han det. Det er urimeligt at bebrejde Thuesen Dahl, at han i det mindste har en holdning til konflikten – og tager parti for lønmodtagersiden. Problemet for de andre er nok, at han derved markerer, hvilken side de allerede har taget, nemlig arbejdsgiversidens.

Næ, et langt større problem  er det, at arbejdsgiversiden repræsenteres af en minister fra regeringen, nemlig Sophie Løhde, der i sine udtalelser ikke har lagt skjul på, hvilken side hun repræsenterer og sympatiserer med. Og man må spørge sig selv: Er det ikke yderst kritisabelt og dybest set uacceptabelt, at hun som repræsentant for arbejdsgiversiden (hun er de offentligt ansattes øverste chef, som hun selv har gjort opmærksom på) kan komme i den situation – som minister i regeringen – at skulle gennemføre et lovindgreb over for de strejkende/lockoutede? Et lovindgreb, der sandsynligvis vil være venligt stemt over for netop arbejdsgiversiden/regeringen!? Se det er det “utidige” i den aktuelle situation. Ikke af formanden for DF ytrer sin holdning og sympatier.

8. Marts 1968: Fillmore East

8. marts 2018

50 år siden Bill Graham åbnede spillestedet Filmore East i en tidligere biograf. Jimi Hendrix’ Band of Gypsies, Cream, the Kinks, Frank Zappa med Mothers of Invention (og John Lennon og Yoko Ono som gæster), Bonzo dog Doo Dah Band, Grateful Dead, Jefferson Airplane, Crosby, Stills, Nash & Young, Led Zeppelin, Iron Butterfly og ikke mindst “husorkesteret” Allman Brothers Band sørgede for at gøre spillestedet til et af de mest berømmede i USA. Og mange af koncerterne er bevaret på live-plader. Mest kendt er nok Allman Brothers Bands.

Farvel til papirudgaven af – New Musical Express

8. marts 2018

Efter 66 år som tryksag sætter New Musical Express i dag punktum for den æra – men fortsætter som digital sag. Bortset fra enkelte særudgaver som fx NMe Gold. NME endte som reklamefinansieret tryksag – langt for forne tiders musiktidsskrift med læseværdige journalister, men de nye, digitale virkeligheds betingelser lod NME lide bladdøden. Som mange andre musiktidsskrifter. I 1964, hvor billedet ovenfor stammer fra, var oplaget på 307000 eksemplarer. Og til sidst – inden overgangen til reklameudgave – var oplaget på sølle 15000.

Kvindernes internationale kampdag

8. marts 2018

Marts 1968: United States of America

7. marts 2018

50-året for United States of Americas eneste, eponyme album.  Et tidligt eksempel på Electronics, skabt af Joseph Boyd og Dorothy Moscowitz. En blanding af psykedelia, rock og avantgardistisk music med et politisk sigte. Pladen var avanceret dengang og fik kritikken med sig, og den er blevet genudsendt mange gange siden. Desværre opløstes bandet kort tid efter udgivelsen. 

 

Joe Hill-prisen til Joan Baez

6. marts 2018

Når nu noget finder på at indstifte en pris for den svensk-amerikanske aktivist og sangskriver Joe Hill, så er det da nærliggende at tildele den til Joan Baez, der har besunget Joe Hill så inderligt og så ofte – og som denne kæmpet for en bedre verden. Så da Baez alligevel var i Sverige fornylig – som led i sin afskedsturné – fik hun overrakt prisen. Og juryen bag prisen begrundede med disse ord:

”I snart 60 år har den amerikanska protestsångerskan Joan Baez varit en okuvlig stark röst i kampen mot orättvisor och förtryck. Med sin klara stämma har hon fängslat miljontals lyssnare, inte bara med sina framträdanden på den stora Woodstock-festivalen och den globalt tv-sända Live Aid-galan, utan även i alla de många mindre – men för den skull inte mindre viktiga – konserter, stödgalor, möten och andra sammanhang hon regelbundet har medverkat i. Joan Baez samhällsengagemang är lika genuint som hennes musikalitet, vilket gör henne till en ytterst välförtjänt pristagare av vår första Joe Hill Memorial Music Award.”

Også den svensk-kurdiske gruppe Koma Nurdil modtog prisen.

Marts 1968: We’re only in it for the money – Mothers of Invention

6. marts 2018

Vi har lige passeret dagen for udgivelsen af We’re only in it for the money med Frank Zappa og hans Mothers of Invention. Gruppens tredje album, der gør grin med politik, hippier og meget andet og blander rock, jazz, psykedelia og orkestermusik i en for Zappa kendtegnende sammenkogt ret, der var et led i projektet  No Commercial Potential, der også omfattede: Lumpy Gravy, Cruising with Ruben & the Jets og Uncle Meat. Pladen blev vel modtaget af kritikerne, fx skrev mester Robert Christgau, der gav pladen sin højeste karakter (A): “With bohemia permanent and changed utterly, this early attack on its massification hasn’t so much dated as found its context. Cheap sarcasm is forever.”

Peter Laugesen – 76

6. marts 2018

Sprutten og tøserne…

5. marts 2018

Jeg faldt over en fin side med titlen 1960erhistorier, der dyrker den mundtlige fortælling om det, der skete i det årti. [Opdatering: Siden eksisterer ikke mere]. Personlige, ligefremme historier om dengang. Fx Lasse Helner, der fortæller om, hvad der drev de unge pigtrådsdrenge. Det var ikke – i første omgang – musikalske ambitioner eller ønsker om at forandre verden. Det var – sprut og piger. Og det motiv eksisterer stadigvæk. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg havde en kammerat på kollegiet, der ikke lagde skjul på, at grunden til at han spillede guitar var, at han meget nemmere kunne “komme i bukserne på pigerne” (citat efter hukommelsen). Og at dømme efter de hujende piger blandt publikum i X-factor, så har det grundlæggende nok ikke ændret sig – uanset nyfeminisme, ligestillingsdebat og #metoo-debat. Og måske burde det forhold foranledige, at vi endnu engang tager diskussionen om kønsforskellen op…

Og på en dag, hvor Jørgen de Mylius fylder 72, så lad os få Bo Rosschous beretning om Mylius og den ny musiks frembrud i tresserne.

DCI Banks og musikken

5. marts 2018

DR er åbenbart løbet tør for nye ideer til tv-krimi en søndag aften, hvorfor firmaet har grebet tilbage til den gode, gamle serie om DCI Banks og genudsender et afsnit fra 2015 Det som vil overleve. Hvorfor DR ikke begynder med begyndelsen (af hensyn til dem, der endnu ikke er nået at komme med på vognen) blæser i vinden. Men i  mangel af bedre – det var sent og jeg havde lige set den fortræffelige fransk-polske film De uskyldige om et nonnekloster, der i krigens sidste år har været udsat for massevoldtægt med syv graviditeter til følge. Et drama om (katolsk) tro versus (medicinsk) videnskab, om menneskelighed, der ikke kender religiøse og moralske grænser, om kommunister og jøder i ly af krigen og så videre. Og oven på al den alvorlighed kunne jeg godt lige slutte dagen af med lidt krimi – og det blev så Banks, igen, igen. En historie om baltiske slavearbejdere, prostitution, narko, xenofobi og meget andet. Men da jeg for en gangs skyld kunne huske plottet, kunne jeg fortabe mig i nogle detaljer.

Hovedpersonen DCI Alan Banks (spillet af Stephen Tompkinson) er en – for kriminalromaner – typisk enspænder, der har det svært med familielivet (anstrengt forhold til faderen, et ægteskab bag sig og en datter) og med kærligheden (han har et kompliceret forhold til den blonde DS Annie Cabbot (Andrea Loewe). Og så er han en workaholic, der stort set altid lader arbejdet komme i første række. Vi kender typen alt for godt. Men han er også musiknørd. I sit lille hus på landet har han en udsøgt pladesamling, som han dyrker i sine få ledige stunder. Og hans musikinteresse er en ledetråd i mange af seriens plot, fx et afsnit, hvor et gendannet band bliver indviklet i en mordsag.

Også i søndag aftens afsnit dukker musikinteressen op. Banks har fødselsdag, og ved fejringen på en bar overrækker Annie Banks en plade med Nils Frahm. Hun kan huske, at Banks har nævnt ham et halvt år tidligere – og det giver hende plus på kærestekontoen.

Tyske Nils Frahm er kendt for at arbejde i interferenszonen mellem klassisk musik og moderne elektronica og for at nytænke brugen af piano og andre tangentinstrumenter. Og at Banks prissætter Frahm illustrerer fint, hvor nørdet han er. For Frahms musik er ikke for alle og enhver.

Genhør med: Rory Gallagher

4. marts 2018

Medens vi er ved genudgivelser, så er det også værd at nævne, at den uforlignelige guitarist Rory Gallagher får genudsendt alle sine album i nye, lydforbedrede udgaver. Og er man til heftig rockguitar, så er der noget at hente hos den afdøde Taste-frontfigur.

Det får mig til at tænke på, at jeg et sted læste, at Rory Gallagher faktisk var på tale som medlem af Rolling Stones, dengang Mick Taylor gik ud og Ron Wood kom ind. Hvorfor det ikke blev til noget, har jeg ikke fundet ud af. Men det er sjovt at tænke på, hvad det kunne have betydet for Stones’ musik, hvis den iltre lille guitarist havde fået chancen.