2. marts 2018 arkiv

John Prine fortolker Johnny Cash

2. marts 2018

Firmaet Amazon har lavet en spilleliste for ‘elskende rundt omkring i verden’. Love me er titlen – og på den har John Prine fået lov til at fortolke en gammel Johnny Cash-sag, “The Ways of a Woman in love”. Der er faktisk tale om Johnny Cashs første indspilning for Sun Records – tilbage i august 1958. Og nu giver Prine den så sit eget tilbagelænede udtryk, ledsaget af en munter video.

King Tuff – Raindrop Blue

2. marts 2018

Nej, det kan ikke undre en, at King Tuff (alias Kyle Thomas) var med i Ty Segalls backingband The Muggers. King Tuff er også inficeret af den elementarrockvirus, som Segall har haft udslag af i overmål. Alligevel er det ikke et fedt. King Tuffs fire album er personlige og har deres egen kant.

Lou Reed – 75

2. marts 2018

Ja, Lou Reed ville være blevet 75, hvis så frem og i fald… Jeg tænker på den langt fra vellykkede koncert, han gav i Musikhuset for snart mange år siden, men også på Reeds aldrig svigtende sans for at gå sine egne veje i musikken. Han var ikke til fals for modeluner eller trends. Sådan er det, når man er ophavsmand til ‘den hvide lyd’ som central figur i Velvet Underground. Og Reeds musik vil fortsat kunne provokere hvem som helst der gider lytte med. Jeg tror, jeg vil markere dagen med at lytte til et par af de mindre dyrkede plader. Fx Set the twilight reeling og Ecstasy.