5. marts 2018 arkiv

Sprutten og tøserne…

5. marts 2018

Jeg faldt over en fin side med titlen 1960erhistorier, der dyrker den mundtlige fortælling om det, der skete i det årti. Personlige, ligefremme historier om dengang. Fx Lasse Helner, der fortæller om, hvad der drev de unge pigtrådsdrenge. Det var ikke – i første omgang – musikalske ambitioner eller ønsker om at forandre verden. Det var – sprut og piger. Og det motiv eksisterer stadigvæk. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg havde en kammerat på kollegiet, der ikke lagde skjul på, at grunden til at han spillede guitar var, at han meget nemmere kunne “komme i buskerne på pigerne_” (citat efter hukommelsen). Og at dømme efter de hujende piger blandt publikum i X-factor, så har det grundlæggende nok ikke ændret sig – uanset nyfeminisme, ligestillingsdebat og #metoo-debat.

Og på en dag, hvor Jørgen de Mylius fylder 72, så lad os få Bo Rosschous beretning om Mylius og den ny musiks frembrud i tresserne.

DCI Banks og musikken

5. marts 2018

DR er åbenbart løbet tør for nye ideer til tv-krimi en søndag aften, hvorfor firmaet har grebet tilbage til den gode, gamle serie om DCI Banks og genudsender et afsnit fra 2015 Det som vil overleve. Hvorfor DR ikke begynder med begyndelsen (af hensyn til dem, der endnu ikke er nået at komme med på vognen) blæser i vinden. Men i  mangel af bedre – det var sent og jeg havde lige set den fortræffelige fransk-polske film De uskyldige om et nonnekloster, der i krigens sidste år har været udsat for massevoldtægt med syv graviditeter til følge. Et drama om (katolsk) tro versus (medicinsk) videnskab, om menneskelighed, der ikke kender religiøse og moralske grænser, om kommunister og jøder i ly af krigen og så videre. Og oven på al den alvorlighed kunne jeg godt lige slutte dagen af med lidt krimi – og det blev så Banks, igen, igen. En historie om baltiske slavearbejdere, prostitution, narko, xenofobi og meget andet. Men da jeg for en gangs skyld kunne huske plottet, kunne jeg fortabe mig i nogle detaljer.

Hovedpersonen DCI Alan Banks (spillet af Stephen Tompkinson) er en – for kriminalromaner – typisk enspænder, der har det svært med familielivet (anstrengt forhold til faderen, et ægteskab bag sig og en datter) og med kærligheden (han har et kompliceret forhold til den blonde DS Annie Cabbot (Andrea Loewe). Og så er han en workaholic, der stort set altid lader arbejdet komme i første række. Vi kender typen alt for godt. Men han er også musiknørd. I sit lille hus på landet har han en udsøgt pladesamling, som han dyrker i sine få ledige stunder. Og hans musikinteresse er en ledetråd i mange af seriens plot, fx et afsnit, hvor et gendannet band bliver indviklet i en mordsag.

Også i søndag aftens afsnit dukker musikinteressen op. Banks har fødselsdag, og ved fejringen på en bar overrækker Annie Banks en plade med Nils Frahm. Hun kan huske, at Banks har nævnt ham et halvt år tidligere – og det giver hende plus på kærestekontoen.

Tyske Nils Frahm er kendt for at arbejde i interferenszonen mellem klassisk musik og moderne elektronica og for at nytænke brugen af piano og andre tangentinstrumenter. Og at Banks prissætter Frahm illustrerer fint, hvor nørdet han er. For Frahms musik er ikke for alle og enhver.