Funky as hell: Keb Mo
25. april 2018Nu vi alligevel kommer omkring Keb Mo, så skal vi ikke glemme denne fine optræden sammen med Bonnie Raitt. En oplevelse, det kan være svært at komme sig over…
april 2018 arkiv
Nyt fra The Delta Queen
25. april 2018Når man har sunget med Delainy & Bonny, Leon Russell, Joe Cocker, Harry Chapin, Bob Dylan, Jimi Hendrix, Eric Clapton, David Crosby, Graham Nash og mange flere af de store, gamle navne, så er man ikke en frøken hvemsomhelst. Og det er Rita Coolidge da heller ikke.
Hun var med da Derek and the Dominos indspillede klassikeren “Layla”, og hun var med at Joe Cocker sammen med sine Mad Dogs and Englishmen indspillede indspillede det album og turnerede med det. Og så har hun været gift med selveste Kris Kristofferson. Så det…
Men det er efterhånde længe siden, vi har hørt nyt fra The Delta Lady, som Leon Russell døbte hende (og skrev en sang om…).
Men nu er hun så tilbage med albummet med den beroligende titel Safe in the Arms of Time. Sådan. Godt at have hendes stemme tilbage.
Sarah Shook & the Disarmes i nærheden
25. april 2018Jeg har haft Sarah Shook under radaran før (for et årstid siden). Og nu lader det til at hun og hendes band The Disarmers kommer på turné i nabolaget. I første omgang spiller de mange steder i Sverige, nogle steder i Norge og en enkelt gang i København (08-06-18), men ikke i Aarhus…
Det kan selvfølgelig nå at ændre sig og ville være dejligt, så vi kunne få lidt af den rå lyd fra Bloodshot Records-kataloget til den jyske hovedstad. Shook er i øvrigt aktuel med et nyt album Years.
Doctor Ross: Cat squirrel
25. april 2018Jeg har fordybet mig i Creams album Fresh Cream og genforelsket mig i “Cat’s squirrel”. Og det førte straks tilbage til oprindelsen hos Doctor Ross the Harmonica Boss (1925-1993). Det er rigtig blues à la John Lee Hooker og Sonny Boy Williamson, men man skal lytte godt efter for at genkende Creams udgave i det oprindelige.
https://www.youtube.com/watch?v=Y2CGWZI68aQ
Capac anbefaler: Wendy McNeill – Hunger made you brave
24. april 2018
Desværre mangler den lille ‘booklet’ på 54 sider, som hører til CD’en i mit eksemplar. Så det er begrænset, hvad jeg kan informere om vedrørende de medvirkende musikere, producer o. lign. Men lidt research afslører, at Wendy McNeill oprindeligt kommer fra Canada, men af uvisse årsager befinder sig i Sverige og arbejder sammen med musikere fra broderlandet. Jeg har også kunne læse mig frem til, at albummet her – Hunger made you brave – udspringer af et foregående concept-album, For The Wolf, A Good Meal , som jeg ikke har hørt.
Men et album skal jo også tale for sig selv. Og de sparsomme oplysninger ovenfor fortæller allerede noget om, hvad vi får at høre. Vi befinder os i folk-feltet, hvor Wendy McNeills sange og stemme, der er behagelig og svinger mellem regulær sang, tekstforedrag og hvisken, møder en svensk folketone med overvejende brug akustiske instrumenter, fx harmonika og gulvbas. Der er tale om melodiøse, nedtonede sange, der berettiger til McNeills egen etiket “space folk”. Moderne folkemusik, der er melankolsk mørk og meget moderne i sine arrangementer, der er farvet af nutidens rock, fx i “What would it take” (nr. 8 på pladen).
Det er en plade, der fungerer bedst som en helhed, som et album, der skal lyttes til fra ende til anden og ikke egner sig for vor tids streamingfragmentarisering af musikken. Den er et argument for albummet som et værk, der hænger sammen og skal fordøjes som sådan. På den måde er det en plade, der både peger tilbage til gamle dyder, men også frem mod en renæssance af albummet som værkkategori. Og det er en plade, der lever højt på sin folkstemninger, der både fascinerer og drager med sit mørkt-melankolske-melodiøse univers – og føjer sig fint ind i række af moderne folkalbum. Hermed anbefalet.
Wendy McNeill. Hunger made you brave. Startracks. Er udkommet.
Indtil videre ingen smagsprøver på pladen på nettet.
Dagens citat – af Morten Piil
23. april 2018“Af alle, der skriver om kunst, er rockskribenter da også de mest nostalgisk tilbageskuende – 60’erne er allerede blevet en myte” [Morten Piil i en omtale af filmen om Monterey Pop Festival, Kosmorama april 1971 – siden genoptrykt i bogen Film på hjernen, 2003]
Tysk: Die Toten Hosen
23. april 2018Vi skal heller ikke glemme tysk musik. Jens slår et slag for Die Nerven og deromkring. Her vil jeg godt slå et slag for Die Toten Hosen, der har rødder ikke tysk punk. I 2017 var deres album Laune der Natur blandt de ti mest populære LP-plader i Tyskland. Og med en tredjeplads den højest placerede tyske udgivelse på listen, foran store tyske navne som Peter Maffay og Rammstein. Det siger lidt om de døde buksers gennemslagskraft.
Gruppen blev dannet i 1982 og har omkring 25 album på samvittigheden. Tysksprogede forstås.
Ivan Pedersen fyldte 68
23. april 2018
Vi skal ikke glemme de danske navne. Og i går rundede en af de gode, mandlige stemmer i dansk pop og rock, Ivan Pedersen de 68 år. Erindringsbogaktuel og med omkring 40 års aktiviteter inden for dansk pop og rock – med McKinleys, Taxie, Laban, Poul Krebs, Moonjam og Backseat som nogle af fikspunkterne på den lange løbebane. Og så skal soloarbejdet ikke forglemmes. Det har afsat sig spor i form af tre soloplader, der kun kan anbefales på det varmeste. Fx den første Monogram. Der er også kommet en lille boks, Momo, i anledning af de fire årtiers jubilæum.
40 år er gået: Sandy Denny
22. april 2018I denne weekend er det 40 år siden, sangerinden Sandy Denny (Fairport Convention, Fotheringay, solisten m.m.) døde af en hjerneblødning, forårsaget af et tidligere fald fra en trappe. Hun blev kun 31 år, men satte sig med sin stemme varige spor i musikken.
Jeg havde – som tidligere omtalt – fornøjelsen af at opleve hende sammen med Fairport Convention, da de optrådte i Stakladen den 6. december 1975. Torben Skott har foreviget koncerten i fotos på sin side – her.
https://www.youtube.com/watch?v=3LiH8_h-1SM
Nålen og skaden der er sket
22. april 2018I går aftes kom jeg – som så ofte – tilfældigt til at se lidt af en udsendelse om stofmisbrug og afhængighed. En britisk udsendelse med en utålelig ex-junkie som hovedperson, hvor der bl.a. blev drevet rovdrift på den tragiske historie om Amy Winehouse.
Nå, men det fik mig til at tænke over, hvilken rolle stofferne har haft i mit eget liv og i min historie. Jeg har aldrig selv været nærmere stofferne end til at prøveryge hash et par gange – uden den ønskede saliggørende effekt (jeg er ikke-ryger og røg får mig til at hoste uhæmmet). Lidt bedre gik det med en hashte, uden at det var mindeværdigt. Til gengæld kostede stofferne to af mine barndomskammerater livet. Det har jeg erfaret her mange år senere. Begge var kammerater i folkeskolens første klasser. Den ene var oven i købet min sidekammerat de første år på Vestre skole, en forsagt lille fyr, der havde problemer både derhjemme og med at følge med i skolen. Den anden en vildbasse, der især gjorde sig bemærket i gymnastiktimerne, hvor han kunne få afløb for sin vildskab. Begge endte de med nålen i armen flere år senere. Og det er sgu trist at tænke på.
Genhør med: Mitch Ryder and the Detroit Wheels
21. april 2018Mitch Ryder kommer fra den musikalske heksekedel Detroit, hvor han brød igennem i tresserne med en lille håndfuld singleplader, bl.a. og ikke mindst “Devil with a blue dress on”. Han var en stor fan af Little Richard og blev også inspireret af den britiske invasion, der løb som en løbeild over USA i de år. Selv om han har været aktiv helt ind i vort årtusinde, så var han højdepunkt – kunstnerisk og kommercielt – tresserne.
Brabrand – Efb: 0 – 3
21. april 2018
3 mål og 3 point, hvorefter Efb (i rødt) nu ligger nr. 1 i 1. division. Efter en velspillet kamp mod Brabrand på Brabrands lille, men alt i alt fine anlæg. En fin og velspillet kamp, hvor Brabrand gjorde en god figur og kæmpede bravt, men hvor esbjergenserne på alle parametre var bedre.
Og hyggeligt var der derude i Brabrand. Meget hyggeligere end på AGFs Ceres stadion. Og så var forsyningerne billigere. En frankfurter og en kold fadøl hører sig jo ligesom til, når man er til bold. Og pænt besøgt var kampen også, bl.a. med ret mange fra Esbjerg, der havde fået deres eget afsnit i den ene ende. Alt i alt en vellykket aften i boldens tegn.
Mig og så fodbold
20. april 2018
Min interesse for fodboldspillet går helt tilbage til drengeårene i Esbjerg, hvor en del af mine kammerater spillede i de lokale klubber i Esbjerg-området. Sædding-Guldager, Hjerting, B47 og så videre. Og nogle få spillede også i den store byklub Efb.
Det var dengang, hvor man holdt med den lokale klub – altid og uanset, hvordan det gik i tabellerne. Og sådan har jeg haft det hele mit liv. Selv om jeg har boet i Østjylland det meste af mit liv, så har jeg altid holdt med Esbjergs fodboldhold, og ikke med AGF, byens stolthed (selv om jeg da krydser fingre for holdets præstationer i superligaen). Og det til trods for, at jeg kun har set klubben i levende live et par gange – tilbage omkring 1960, hvor min far slæbte mig med ud på stadion. Jeg har mest fulgt med i radio og på tv. Hvorfor? Det er et rigtig godt spørgsmål, der kræver en længere forklaring, som læserne måske får engang.
Men – i aften sker det så igen. Efb besøger den jyske hovedstad for at spille. Ikke mod byens store hold, AGF. Heller ikke mod Fremad. Nej, mod Brabrand. En god ven har overtalt mig til at gå med denne fredag. Og jeg håber, det bliver en rigtig herrekamp, hvor de går til stålet og kæmper. Så må det gå som det bedst kan. Og så er der nok lidt at skrive om i morgen i bloggen…
September – nu og da
20. april 2018https://youtu.be/rEodWpnWBz0
Den unge syngesild Taylor Swift har kastet sig over Earth, Wind and Fires gamle hit “September”. Og det er bestemt ikke nogen decideret dårlig fortolkning, Swift har lavet. Men – hendes coverversion mangler alt det, der gjorde Earth, Wind and Fires oprindelige udgave til noget helt særligt for mig. Den sublime funk, hvor der musiceres så det er en fryd, den veloplagte, lækre flerstemmige sang. Og ikke mindst det drive, der er hos E, W & F og som får enhver til at kigge længselsfuldt efter dansesko og -partner. Man bliver helt høj af den sang.
https://youtu.be/ter0p_iyIxk
En tv-serie: Tannbach
20. april 2018
Tv-serier er det nye sort. Flere og flere danskere, især i de unge generationer, dropper de store danske tv-stationer – DR og TV2 – til fordel for streamingtjenester som Netflix, HBO, Amazon m.fl. Og ser primært amerikanske serier i stedet for dansk tv.
Men det er ikke nødvendigt at ty til de store amerikanske medieimperier for at se gode serier. Og jeg tænker ikke kun på de mange her omtalte kriminalserier på Danmarks Radio eller de få, danske serier, vi har fået præsenteret, som fx Broen I-IV. I de seneste uger har DR2 sendt den tyske serie Tannbach og Tannbach II med undertitlen “en landsbys skæbne” (på dansk er det blevet til “den delte by”, en ikke forkert undetitel, men lidt tendentiøs). Og det er en serie, der – efter min mening – burde have været vist på DR1 i “prime time” i weekenden.
Serien følger en række personer og familier i den lille, fiktive landsby Tannbach, der ligger på den bayersk-thüringske grænse, årene fra afslutningen på 2. verdenskrig og frem til 1968. Da landsbyen ligger i grænseområdet mellem Vest- og Østtyskland, bliver landbyen – med den lokale greves ord – et “mini-Berlin”, hvor opdelingen af Tyskland og den efterfølgende “kolde krig” mellem det kapitalistiske vest og det socialistiske øst udspiller sig helt ned på familie.- og individniveau. Selv om serien er fiktion, så er den også historieformidling på højt plan. Og serien formår at skildre, hvordan landsbyen deling (der først endelig ligger fast i 1952) splitter familier og præger de enkelte borgere dybt. Og serien får på fornemste vis vist, hvor problematisk den ideologiske deling er for de implicerede. Selv om serien i bund og grund er pro-vestlig, så formår den samtidig at fremstille de to sider som sammensatte størrelser. Fx det kapitalistiske vesten, der har store problemer med af-nazificeringen, og det socialistiske øst, der for at forsvare opbygningen af DDR tvinges til at kompromittere de socialistiske ideer om demokrati og retfærdighed.
Serien er i seks afsnit og slutter i 1968, hvor Sovjetunionen besætter Tjekkoslovakiet og hvor de første tendenser af vestens ungdomsoprør (beatmusik fx) trænger sig på – også i Tannbach. Og der er ikke nogen “happy end”. Der, hvor serien slutter, er de medvirkende på godt og ikke mindst ondt præget af de historiske omvæltninger, præget af kompromisser og “slugte kameler”. Og seriens afslutning kaster et diffust lys over de efterfølgende tider i det store land midt i EU – og dermed også over forholdet mellem Vest og Øst frem til genforeningen i 1989 og videre.
Serien er fornem historieformidling som historiefortolkning, der både kan gøre os klogere og ægge os til modsigelse og debat. Jeg kan kun anbefale, at man ser den, når den bliver genudsendt (for det bliver den), og at man for en stund lader de amerikanske serier ligge.
https://youtu.be/6IWvanFrK_E
