14. april 2018 arkiv

Dansktoppen fylder 50

14. april 2018

Året 1968 forbindes ofte med studenter- og ungdomsoprør og med hele det antiautoritære oprør, der ulmede og brød ud i lys lue. Men det var fx også det år, hvor “dansktoppen”, “dansktopmusik” blev et begreb og en genrebetegnelse. Og en musikstil, der på mange måder stod i grel modsætning til de andre frigørende konnotationer, som “1968” har. Elsket og hadet blev “dansktoppen”, fordi den kom i modsætning til den dengang herskende kulturradikale tidsånd, der mente at vide, hvad der var kunstnerisk kvalitet og hvad der ikke var det. Underforstået: Det var dansktoppop ikke. Og hvis man var lidt oprørsk, så lyttede man ikke til dansktoppop – i hvert fald ikke officielt.

I aften fejres genren ved en stor fest i Herning. Og selv om nogle stadigvæk mener, at genren er lidt ugleset, så har den for længst vist og bevist, at den har stor folkelig appel og vinde genklang dybt ned i folkedybet. Og det gør den, og har den gjort, fordi den i sin kerne er elementær, gedigen pop med syng-med-melodier med fængende omkvæd og tekster, der hverken har for højt lixtal eller brug for ordbøger, og som handler om helt almindelige, banale hverdagsting.

Og så skal vi ikke glemme, at pigtrådsmusikken jo var leverandør af en hel del dansktopmusik. Keld & The Donkyes, The Defenders, The Hitmakers m.fl. kastede sig uden den store modvilje over dansksprogede popsange, da det galt. Ved landsbyens gadekær, Jeg har aldrig fået no’et osv. understregede, at der nok ikke var så langt fra oprørsk beatmusik til tilpasset danskpop, som man er tilbøjelig til at tro.

Erindringsglimt: erotiske blade fra før pornografiens lovliggørelse

14. april 2018

I går blev jeg endnu engang sendt ned af erindringens forgrenede stinet. Jeg læste i en bog med erindringer om årene efter Besættelsen. En ung man fortæller, hvordan han og kammeraterne i det arbejderkvarter, hvor han boede, fornøjede sig med at læse – i det skjulte – i magasinet Varieté. Det var et af de blade, der var forløbere for senere tiders sex- og pornoblade. Varieté bød på aktfotos af, som en sælger i den Blå Avis udtrykker det, “skønne, slanke, nøgne, sunde damer” og artikler af forskellig observans. Og straks var jeg tilbage i min baggårds miljø og sammen med den l okale rod, der var en af mine legekammerater, men også ekspert i at stjæle blade i den  lokale bladbutik. Sammen med et par andre rødder gik han ind i butikken, hvor de to andre skulle bortlede ekspedientens opmærksomhed, medens han listede et magasin ind under trøjen og ned i bukserne.

Bagefter kunne vi så alle drenge sammen fornøje os over billederne af de bare damer. Det var i årene, før tekst- og billedpornografien blev frigivet (hhv. 2. juni 1967 og 30. maj 1969). Og set fra nutiden, hvor billedpornografi er frit tilgængelig på internettet, så er det nok svært at forestille sig, hvor sensationelt det kunne være, at se afklædte kvindekroppe på fotos. Selv var jeg vant til at se nøgne mennesker, fordi mine forældre havde et meget afslappet forhold til nøgenhed i hjemmet. Så jeg var ikke overrasket over synes at bare bryster og kønsbehåring. Men mine kammeraters reaktioner afslørede, at dette frisind langt fra var gængs og først i løbet af tresserne ville blive det. Og siden har jeg ofte tænkt, at noget gik tabt med frigivelsen af tekst- og billedpornografien. Nemlig følelsen af, at noget var frækt, forbudt, skamfuldt osv. – og derfor meget interessant, pirrende og spændende. Og denne ophidsende faktor forsvandt med et slag eller to, da minister Thestrup sørgede for frigivelsen af pornoen.

Det skal ikke forstås som et ønske om at genindføre forbuddene. Jeg er tilhænger af ytringsfrihed i størst muligt omfang, også på dette område. Og desuden har pornografi eksisteret lige så længe mennesker har kunnet udtrykke sig i billeder og skrift. Men som bekendt har ethvert fremskridt også en pris. Noget vindes og noget tabes. I dette tilfælde en særlig uskyldighed.

PS. Der var også andre magasiner af den slags. Lidt research på nettet har genfremkaldt titler som Vu, Kavalkad, Pin-Up og Striptease. Men det var især Varieté, vi skarnsknægte havde smag for.

Associativt musikspor:

Dylans gamle dør

14. april 2018

Rocknostalgien har sine egne, mærkelige udtryk. Således kan man læse, at gamle døre, der her siddet i det navnkundige hotel Chelsea, hvor mangen en kendt person – fra Mark Twain til Bob Dylan – har overnattet, bliver solgt til skyhøje priser. Fx er den dør, der gemte Bob Dylan engang, blevet bortauktioneret for kr. 600.000. – Så er det man tænker, at nogle mennesker har for mange penge – og at fandyrkelsen har udviklet sig til en verdslig udgave af den religiøse helgendyrkelse. Fordi Bob Dylan gik gennem døren bliver den nu betragtet på lige fod med Jesu ligklæde eller Jomfru Marias sandalaftryk. Og måske er det i virkeligheden udtryk for, at vi slet ikke er så sekulariserede, som vi gerne vil fremstå. Vi har blot udskiftet Gud med halvguder, menneskelige halvguder. Og det er – efter min mening – latterligt. Kunstnere skal anerkendes for deres værk, ikke for de almenmenneskelige spor, de efterlader sig i deres liv.

Don’t Think Twice It’s Alright [Bob Dylan 1962] from Dan Pick on Vimeo.