20. april 2018 arkiv

Mig og så fodbold

20. april 2018

Min interesse for fodboldspillet går helt tilbage til drengeårene i Esbjerg, hvor en del af mine kammerater spillede i de lokale klubber i Esbjerg-området. Sædding-Guldager, Hjerting, B47 og så videre. Og nogle få spillede også i den store byklub Efb.

Det var dengang, hvor man holdt med den lokale klub – altid og uanset, hvordan det gik i tabellerne. Og sådan har jeg haft det hele mit liv. Selv om jeg har boet i Østjylland det meste af mit liv, så har jeg altid holdt med Esbjergs fodboldhold, og ikke med AGF, byens stolthed (selv om jeg da krydser fingre for holdets præstationer i superligaen). Og det til trods for, at jeg kun har set klubben i levende live et par gange – tilbage omkring 1960, hvor min far slæbte mig med ud på stadion. Jeg har mest fulgt med i radio og på tv. Hvorfor? Det er et rigtig godt spørgsmål, der kræver en længere forklaring, som læserne måske får engang.

Men – i aften sker det så igen. Efb besøger den jyske hovedstad for at spille. Ikke mod byens store hold, AGF. Heller ikke mod Fremad. Nej, mod Brabrand. En god ven har overtalt mig til at gå med denne fredag. Og jeg håber, det bliver en rigtig herrekamp, hvor de går til stålet og kæmper. Så må det gå som det bedst kan. Og så er der nok lidt at skrive om i morgen i bloggen…

September – nu og da

20. april 2018

Den unge syngesild Taylor Swift har kastet sig over Earth, Wind and Fires gamle hit “September”. Og det er bestemt ikke nogen decideret dårlig fortolkning, Swift har lavet. Men – hendes coverversion mangler alt det, der gjorde Earth, Wind and Fires oprindelige udgave til noget helt særligt for mig. Den sublime funk, hvor der musiceres så det er en fryd, den veloplagte, lækre flerstemmige sang. Og ikke mindst det drive, der er hos E, W & F og som får enhver til at kigge længselsfuldt efter dansesko og -partner. Man bliver helt høj af den sang.

En tv-serie: Tannbach

20. april 2018

Tv-serier er det nye sort. Flere og flere danskere, især i de unge generationer, dropper de store danske tv-stationer – DR og TV2 – til fordel for streamingtjenester som Netflix, HBO, Amazon m.fl. Og ser primært amerikanske serier i stedet for dansk tv.

Men det er ikke nødvendigt at ty til de store amerikanske medieimperier for at se gode serier. Og jeg tænker ikke kun på de mange her omtalte kriminalserier på Danmarks Radio eller de få, danske serier, vi har fået præsenteret, som fx Broen I-IV. I de seneste uger har DR2 sendt den tyske serie Tannbach og Tannbach II med undertitlen “en landsbys skæbne” (på dansk er det blevet til “den delte by”, en ikke forkert undetitel, men lidt tendentiøs). Og det er en serie, der – efter min mening – burde have været vist på DR1 i “prime time” i weekenden.

Serien følger en række personer og familier i den lille, fiktive landsby Tannbach, der ligger på den bayersk-thüringske grænse,  årene fra afslutningen på 2. verdenskrig og frem til 1968. Da landsbyen ligger i grænseområdet mellem Vest- og Østtyskland, bliver landbyen – med den lokale greves ord – et “mini-Berlin”, hvor opdelingen af Tyskland og den efterfølgende “kolde krig” mellem det kapitalistiske vest og det socialistiske øst udspiller sig helt ned på familie.- og individniveau. Selv om serien er fiktion, så er den også historieformidling på højt plan. Og serien formår at skildre, hvordan landsbyen deling (der først endelig ligger fast i 1952) splitter familier og præger de enkelte borgere dybt. Og serien får på fornemste vis vist, hvor problematisk den ideologiske deling er for de implicerede. Selv om serien i bund og grund er pro-vestlig, så formår den samtidig at fremstille de to sider som sammensatte størrelser. Fx det kapitalistiske vesten, der har store problemer med af-nazificeringen, og det socialistiske øst, der for at forsvare opbygningen af DDR tvinges til at kompromittere de socialistiske ideer om demokrati og retfærdighed.

Serien er i seks afsnit og slutter i 1968, hvor Sovjetunionen besætter Tjekkoslovakiet og hvor de første tendenser af vestens ungdomsoprør (beatmusik fx) trænger sig på – også i Tannbach. Og der er ikke nogen “happy end”. Der, hvor serien slutter, er de medvirkende på godt og ikke mindst ondt præget af de historiske omvæltninger, præget af kompromisser og “slugte kameler”. Og seriens afslutning kaster et diffust lys over de efterfølgende tider i det store land midt i EU – og dermed også over forholdet mellem Vest og Øst frem til genforeningen i 1989 og videre.

Serien er fornem historieformidling som historiefortolkning, der både kan gøre os klogere og ægge os til modsigelse og debat. Jeg kan kun anbefale, at man ser den, når den bliver genudsendt (for det bliver den), og at man for en stund lader de amerikanske serier ligge.