50-årsdagen for udgivelsen af Beatles’ single “Yellow Submarine” (juli 1968) markeres med udgivelsen af en 7″ picture disc single. Nogenlunde samtidig vises den animerede film Yellow Submarine i en nyrestaureret udgave i biografer verden over. Jeg har aldrig set den animationsfilm og er ikke sikker på, at jeg skal se den nu. Selv om musikken er Beatlesk, så er filmen nok lidt for langt ude – efter min smag.
På bagsiden – B-siden – af billedpladen finder vi “Eleanor Rigby”, akkurat som på 1968-singlen.
Soundet blev inspireret af noget jeg oplevede i Indien. Vi var på vej på turne i Australien og overnattede i Bombay. Tidligt om morgenen stod jeg og min broder på stranden og hørte, hvordan nogle fiskere sang eller messede, medens de trak nattens fangst i land. Samtidig så vi hvordan solen stod op. Det var som i en drøm – en utrolig stærk oplevelse.[…] Da vi kom tilbage til England skrev jeg sangen på en billig, tolvstrenget Framus-guitar. Lyden fra guitaren, der druknede i feedback gennem forstærkeren, var det jeg byggede sangen på. Så soundet kom før sangen. [Ray Davies til den afdøde journalist Lennart Persson]
På denne dag i 1968 starter The Beatles en fire måneders rejse i Abbey Roads studier. En rejse, der fører dem frem til det album, der siden er blevet kendt som Det Hvide Album, men som bare bærer titlen The Beatles. Et dobbeltalbum og et hovedværk, som man som gammel fan af gruppen aldrig rigtig bliver færdig med.
Fog’s rollin’ in off the East River bank
Like a shroud it covers Bleeker Street
Fills the alleys where men sleep
Hides the shepherd from the sheep
Voices leaking from a sad cafe
Smiling faces try to understand
I saw a shadow touch a shadow’s hand
On Bleeker Street
A poet reads his crooked rhyme
Holy, holy is his sacrament
Thirty dollars pays your rent
On Bleeker Street
I head a church bell softly chime
In a melody sustainin’
It’s a long road to Caanan
On Bleeker Street
Bleeker Street
Dagens Simon, Bleeker Street, i en sjælden udgave fra BBC Radio 1965.
Min pladeaktuelle favorit Courtney Barnett har fundet tid til at lave en coverversion af Gillian Welchs “Everything is free”. En fin kombination og en fin version.
Mit Paul Simon og Art Garfunkel-flip på afspilleren falder heldigt sammen med Paul Simons omtale afskedsturné. Og hans aktuelle optrædener rundt omkring i staterne kaster fornemme, ja formidable, anmeldelser af sig. Flere anmeldere kan slet ikke forstå, at Simon overvejer at trække sig tilbage fra musiklivet. Men lad os i stedet glæder os over, at manden stadigvæk har “det” i sig.
Australske Kylie Minoque – en af mine skyldige glæder i poppen – runder det skarpe 50’erhjørne i dag. Og jeg har haft et svagt punkt for denne poptøs, siden hun bragede gennem hitlistebarrierne med “Locomotion” tilbage i slutfirserne. Og siden har hun nu og da fanget mit øre med pop- og dansesange. Hun har altid vist, hvad hun ville med sin underholdning. Pop og dans. Og hun har hele tiden været en påmindelse om, at det hele ikke nødvendigvis skal være kunst og alvor. Det kan også bare være for sjov.
– Det, der optager mig, er alle de forbandede bureaukrater, der vil have folk til at leve på en bestemt måde. ‘Rygning er usundt’. Rygning er sgu ikke usundt. Og at drikke er heller ikke usundt, proklamerer Madsen og tager en slurk af sin drink, inden han fortsætter opsangen:
– Det er ikke til at holde ud at høre på politikere og deres moral. For Guds skyld, lad være med at lytte til dem, for de aner ikke, hvad de taler om. Lev nu jeres liv, for helvede. Lad være med at høre på alle de gamle idioter – og det gælder også mig, siger Madsen med et grin. [interview med DR]
Selv om Madsen helgarderer med sin sidste replik, så er der noget forfriskende oprørsk over hans anti-autoritære holdning til al den sundhedsmoraliseren, vi får krænget ned over hovedet i medierne hver eneste dag. Lev nu jeres liv, for helvede. Sådan Madsen. Og tak for opsangen.
Amerikanerne fejrede i går Memorial Day, hvor man mindes de soldater, der faldt i de amerikanske militære styrkers tjeneste. Og som altid, når amerikanerne fejrer noget, så gælder det i allerhøjeste grad fædrelandet. America first.
Når man som jeg for tiden følger det 10 afsnit store fortælling om Vietnamkrigen, så får Memorial Day er særlig tung, smertelig og blodig betydning. For det var i Vietnam, amerikanerne led deres største nederlag efter Anden Verdenskrig. I fredagens afsnit – det femte – fortalte man om begivenhederne i 1967, bl.a. om de forfærdelig kampe i Nordvietnam, hvor amerikanerne mistede titusindvis af unge mænd. Og det er en voldsom oplevelse at sidde og se og høre en amerikaner fortælle om, hvordan han som ungt menneske – på måske 18-20 år – med ildhu og begejstring meldte sig til frontlinjen, for derefter at berette om, hvad det gør ved en at opleve kammerater blive skudt til plukfisk på nært hold og sprængt i stumper og stykker for øjnene af en. Selv om nogle af dem overlevede, så blev de aldrig de samme mennesker igen. Memorial Day handler om unge, spildte liv. Og de fortællende soldater i filmen lægger ikke skjul på, at kampene dengang var helt og aldeles meningsløse.
Anekdoter skal altid tages med et gran salt. Ikke mindst dem, der dukker op i rockens rygtestrøm. Fx denne her om Neil Diamond, da han deltog i The Bands Last Walz-koncert. Anekdoten fortæller, at Neil Diamond efter at have optrådt med sit eneste nummer møder Bob Dylan og siger til ham: “Følg det!”. Hvortil Dylan svarer: “Hvad skal jeg gøre? Gå op på scenen og falde i søvn!?”. Anekdoten fortæller nok mest om anekdotemageren end om de implicerede.
Da jeg en herlig aften i april så Esbjergs forenede boldklubber – Efb – vinde 3-0 over Brabrand, var der stadigvæk lang vej for hjembyens klub til det forjættede fodboldrige i superligaen. Men i går gentog de 3-0-resultatet. Denne gang over superligaklubben Silkeborg IF. Og sikrede sig dermed adgang til den bedste liga med et samlet resultat på 3-1. Det er flot og stort af klubben at vende tilbage efter kun et år i 1. division. Og som gammel esbjergdreng kan man kun glæde sig sammen med spillerne og de esbjergensiske fans. Til lykke Efb.
Hello darkness, my old friend
I’ve come to talk with you again
Because a vision softly creeping
Left its seeds while I was sleeping
And the vision that was planted in my brain
Still remains
Within the sound of silence
In restless dreams I walked alone
Narrow streets of cobblestone
‘Neath the halo of a street lamp
I turned my collar to the cold and damp
When my eyes were stabbed by the flash of a neon light
That split the night
And touched the sound of silence
And in the naked light I saw
Ten thousand people, maybe more
People talking without speaking
People hearing without listening
People writing songs that voices never share
And no one dared
Disturb the sound of silence
Fools, said I, you do not know
Silence like a cancer grows
Hear my words that I might teach you
Take my arms that I might reach you
But my words, like silent raindrops fell
And echoed in the wells of silence
And the people bowed and prayed
To the neon god they made
And the sign flashed out its warning
In the words that it was forming
And the sign said, the words of the prophets are written on the subway walls
And tenement halls
And whispered in the sounds of silence
Op pludselig var jeg tilbage ved Torkild Bjørnvig og “Oprøret mod neonguden”, der henter sin titel fra Paul Simons “Sound of silence”, der tilsyneladende ikke er nogen oprørssang. Og dog… Det afhænger af, hvordan man læser Simons sangtekst. Og melodien holder stadigvæk, alle disse år senere. Både i den oprindelige akustiske udgave og den med trommer, bas og el-guitar.
Det er svært at forestille sig Fleetwood Mac uden Lindsay Buckingham. Og lige så umulig ville gruppen se ud uden Buckinghams gamle partner og dame, Stevie Nicks. Engang udgjorde de to motoren i det nye Fleetwood Mac, efter at bandet havde forladt bluesrocken til fordel for den amerikanske middelstrøm. Og deres forhold var sladderstof i mange år. Kreativitet, penge og kærlighed går ikke altid godt i spænd.
Nu er Stevie en voksen dame på 70 og konstellationen Buckingham/Nicks fortid. Som man kan høre på ovenstående qvasi-bootleg-spor, så er det en skam….
Ved udgangen af maj måned 1968 skete der ting og sager på musikfronten. Johnny Cash udsendte sit livealbum fra
Folsom Prison, Mamas and Papas udsendte deres fjerde, eponyme og sidste album, Og så debuterede Quicksilver Messenger Service med en plade, der forenede mainstreamorienteret rock med avancerede jamsessionsstykker, der var gennemkomponerede. Pladen blev ikke nogen stor succes, men fik status af at være en kultplade. Bl.a. fordi gruppen var en slags yngleplads for talenter som Nicky Hopkins, Dino Valenti, John Cipolina og David Freiberg.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger