En lille anbefaling. DR P5 sender en serie om ungdomsoprørets 1968. Serien består af interviews/samtaler med personer, der selv var med, da det skete. Fx Anders Koppel (Savage Rose), Billy Cross (ung new yorker-student) og Helle Hellman, der rigtig nok omtales som Danmarks første kvindelige musikjournalist. I hvert fald den første, der for alvor skrev om den ny musik i pressen. Hun var ret markant og blev savnet, da hun uden videre gik andre veje.
Min musikalske ven Ron Sexsmith fortsætter med at fortolke gode sange hjemme fra køkkenbordet. Han skifter skjorten og hatten en gang imellem, men først og fremmest fortsætter han med at hente rigtig gode sange frem fra poppens og rockens store sangbog og fortolke dem i elementær udgave, iført guitar og stemmepragt. Og jeg kunne godt tænke mig at han samlede hele lortet og udgav det på en plade… Just saying.
Apropos kollegietiden omkring 1980, så var det også der, jeg blev solgt til The Jam hos en vordende kommunal administrator. Efter en fest diskuterede vi The Jams indflydelse fra the Kinks. Men han var lidt for ung til at se den røde tråd. Men i dag fylder Jams Paul Weller 60 år og er ikke ung længere.
Vi skal tilbage til 1980, hvor jeg boede på kollegie. Underboerne – et kærestepar, der ikke rigtig kunne finde ud af det med kæresteriet (hvem de var kærester med osv.) – dyrkede Ian Dury & The Blockheads, når de ikke lige kastede sig over Uriah Heeps Look at yourself eller Grease-soundtracket.
Men i hvert fald fik de åbnet mine ører for Ian Durys skøre og gennemmusikalske univers.Og tak for det.
Et halvt århundrede er gået siden Small Faces udsendte deres berømte conceptalbum Ogdens Nut Gone Flake med det karakteristiske cirkulære albumcover. Det var gruppens fjerde LP og deres første conceptalbum, der helt i tidens ånd blandede psykedeliske lyde med hård rock, ballader og andet. Måneden efter udgivelsen (d.d.) lå den nummer 1 på den britiske albumliste.
Coverdesignet var direkte inspireret af et tobaksprodukt fra datidens Liverpool Ogdens Nut-Brown Flake. Og hele side to bestod af en historie om lykkelige Stan, der foretager en psykedelisk rejse på ryggen af en stor flue for at finde ud af, hvad der er på den side af månen, man ikke kan se. Lige som tilfældet var med Beatles’ Sgt. Pepper-plade, så kunne heller ikke Small Faces fremføre albummet på scenen, fordi man ikke dengang kunne genopføre alle eksperimenter og tekniske manipulationer fra studiet. Pladen blev dog ved en lejlighed fremført på tv – med musikken som playback.
https://www.youtube.com/watch?v=ftesD4cPyLM
Maria Muldaur gør Linda Ronstadt rangen stridig som den førende kvindelige sangfortolker anno 1974. Og jeg er ikke helt sikker på, hvem der vinder på point. Det ligner nok mest af alt uafgjort, selv om der er gået mange år….
I ca. tre år udspillede krigen i Biafra sig. Den blev også kaldt den nigerianske borgerkrig, fordi den blev udløst af Biafra-områdets forsøg på at løsrive sig fra Nigeria. I kølvandet på krigen kom en hungersnød, der trak store overskrifter i verdenspressen. Og på denne dag for 50 år siden lancerede Røde Kors sin “SOS Biafra”-kampagne for at forhindre sult og sygdomsepidemier i at tage overhånd. Med begrænset effekt.
Jeg husker Biafra-krigen som den første hungerskatastrofe, der åbnede mine øjne og ører for de massive problemer, det afrikanske kontinent har haft og fortsat har. Billederne af de udhungrede børn fra Biafra nedfældede sig i min hjerme og hver gang en nu hungersnød opstår, så dukker navnet Biafra op i mit hovede.
Dick Dale and the Del-Tones møder Vanilla Fudge, møder Frank Zappa på syre. Jovist, The Van dypper den brede pensel dybt ned i rockens farvestrålende palet på deres nye live on tape-indspillede, eponyme album. Så dybt, at min associiationsmaskine er lige ved at brænde sammen.
The Blue Van er blevet affarvet til The Van og de fire gutter er gået i studiet med en snes sange om aktuelle emner for at lave en plade på gammeldags tressermanér. Dvs. indspille den uden lagkageteknik og med masser af albuerum til de enkelte solister og med stor appetit på hele rockkataloget – fra tidlig garagerock over stadionrockens storhedstid til indierocken. Med en masse mellemregninger. Og plade lyser langt væk af løssluppenhed, legesyge og spillelyst. Og det har selvfølgelig (?) den pris, at pladen stritter i mange retninger. Men betragt det som en charme i en tid, hvor ensretning og konformisme er mere reglen end undtagelsen. Med The Van kommer man på en charmerende associationsrejse gennem rockhistorien med allehånde guitar- og trommesoloer og hele det musikalske udtræk.
Og helt i ånden fra den fortid, hvorfra pladen og The Van henter masser af inspiration, så er pladen sådan en, der skal lyttes til in extenso. I forhold til nutidens streaming- og atomiseringstrang, så er pladen en anakronisme. En nostalgisk og anakronistisk modgift mod vor tids bestræbelse på at nedbryde det musikalske værk som helhed til fordel for fragmentariske stumper. I den sammenhæng har The Van ikke så meget at gøre. Men hvis man er lidt nostalgisk eller gammeldags indstillet og har sin grammofon endnu, så har man en plade, der lever op til nogle af de bedste kvaliteter fra rockindspilningsstudiernes storhedstid i tresserne og halvfjerdserne. Hermed anbefalet, at man tager med på en associativ tidsrejse med The Van.
The Van. Samme titel. Produceret af The Van. Iceberg Records. Er udkommet.
Der er ingenting, der slår to guitarer, trommer og bas. Sådan cirka skrev Lou Reed bag på albummet New York. Men måske er der dog en ting, der i hvert fald tangerer den klassiske rockfirkant, nemlig: En akustisk guitar og en stemme. I de seneste uger har jeg netop lyttet til den slags elementære musikstykker. Bl.a. i form af den uomgængelige Bob Dylan (især i den unge udgave). Og måske gør det mig lidt forudtaget, her hvor jeg sidder med sanger og sangskriver Own Roads album Another Country.
Albummet fra Own Road, alias Simon Skjødt Jensen, er folk af den moderne slags, vi har været velsignet med i hvert fald siden folkemusikken fik et større folkeligt gennembrud i tresserne og tog tidens elektriske toneart til sig. Der er skåret ind til benet, uden at tidsåndens præg er borte, og ud over Simon selv medvirker kun Thomas Richard Christensen (en lang række instrumenter og sang) og Jody Ghani Nordby (violin, cello og sang). Og selv om der er elektriske instrumenter i opsætningen, så er det dominerende lydbillede centreret om guitar og sang. De øvrige instrumenter fungerer som stemningsskabende lag på sangene, der ellers lever af og på deres melodier og tekster.
Hvor den indlende sang “Dusty Road” er den rene vare uden nogen form for tilsætning, så er sang nr. 2 “In your Absence” fx farvet af strygere, der diskret understreger sangens fraværstema. I sang 3 “All my problems” skabes en suggestiv og let hypnotisk effekt oven på guitaren, der roligt og ligefremt fører sangen frem. Og så fremdeles. Det akustiske udtryk har et lag af indierockfernis over sig. Helt i overensstemmelse med vor tids æstetik.
Pladens styrke er de ialt 14 sange, der alle er elementært melodiøse. Folk med et klart poppotentiale, sådan som traditionen foreskriver. Folk med lidt indierockingredienser, der sørger for, at pladen rækker ud over folksegmentet og til alle dem, der sætter pris på en varieret, iørefaldende omgang folkrock anno 2018. Hvis man er til moderne folk og indierock, så er der ingen grund til at holde sig tilbage over for Own Roads slidstærke og langtidsholdbare aftapning. Jeg tror, den skal få lov til at ligge på min afspiller nogle dage endnu. Hermed anbefalet.
Own Road. Another Country. Produceret af: Simon Skjødt Jensen & ThomasRichard Christensen. Dendron Records. Er udkommet.
Pinsemarchen fra Helsingør til København i pinsen 1968 markerede, at den verdensomfattende Vietnambevægelse mod USAs krig i Vietnam havde fået et godt tag i mange danskere. Læs mere om bevægelsen her.
Vietnambevægelsen og pinsemarchen var blot en del af det brogede oprør mod det bestående, som foregik omkring maj 1968, hvor universiteter blev besat og unge demonstrerede i de store byer i den vestlige verden. Maj-revolten, ungdoms- og studenteroprøreret markerede en broget, sammensat protestbevægelse mod det bestående samfund. Et historisk unikt fænomen, som vi endnu ikke helt har forstået.
Billedet er lånt fra denne side.
https://www.youtube.com/watch?v=ozzlnNRpHO4
Igen er det en ung dame, der kigger frem under radaren. Hayley Thomsen-King har en ret usædvanlig baggrund. Uddannet i opera, men noget fik hende til at skifte operaen ud med garagerock i en aftapning, der både lugter af country og metropolrock. Endnu et kapitel er tilføjet den lange saga om garagerocken, og igen med kvindeligt islæt.
