“…the first time I played a rock and roll tune on my oath I had never heard no one else do that type therefore I am almost sure I am the originator of rock and roll regardless of waht you may have heard….” [Harmonica Frank i et brev til Greg Shaw]
https://www.youtube.com/watch?v=BPDsnF0Ca9g
Der er virkelig ingen ende på Grateful Dead, selv om bandet for længst har takket af. Deres fans, Deadheads, og folk bag bandet sørger for, at en lind strøm af udgivelser fortsætter med at udkomme. Blandt disse er serien Dick’s Picks, hvor en lang række koncerter – 36 ialt – er blevet udgivet. Den er afløst eller fulgt op af Dave’s Picks, der foreløbigt er nået til vol. 26 – ligeledes med hele koncerter. Oven i det finder man andre koncertserier som Road Trips og “almindelige” koncertplader, der udkom løbende fra gruppen. Og ikke at forglemme alle de optagelser, der ligger på archive.org til fri afbenyttelse.
Kendetegnende for alle disse plader ( i hvert fald den del, jeg har haft fat i) er, at kvaliteten er forbavsende høj, hlet på niveau med mange af de studiealbum, gruppen udsendte. Grateful Dead var som en maskine, der blot skulle sættes i gang, så kørte den som smurt.
Det er fortsat De taknemmelige Døde, der har belejret min afspiller. Og nu er jeg kørt ud af en tangent, nemlig Bob Weirs soloalbum Ace og hans fine fortolkning af “Cassidy”. Sangen findes i flere udgaver med Grateful Dead, men jeg foretrækker denne soloudgave. Den er skrevet af Weir og John Barlow – og den alluderer blandt andet til den navnkundige Beat-poet Neal Cassidy.
Den gode Ryan Adams går ikke af vejen for at lave kopiudgaver af andres sange. Det er gået ud over Taylor Swift på et helt album, og nu har han kastet sig over selveste Rolling Stones’ ædle Exile on Main Street. I forbindelse med jazzfestivalen i New Orleans har Ryan Adams og særligt indbudte musikvenner spillet hele albummet. Om der er planer om en pladeudgivelse, vides endnu ikke. Men det kunne da være spændende…
Også Middle Kids er en trio, bestående af sangerinden Hanna Joy, Harry Day og Tim Fitz. Men de kommer til forskel fra Sunflower Bean fra Australien. Og musikalsk set har de kastet anker længere fremme i musikhistorien, selv om der selvfølgelig er tråde tilbage i tiden.
Den indledende sang “Bought it” sender med sin tunge baslinje og lidt slæbende trommespil tankerne hen mod såvel Velvet Underground som britiske Joy Division og hele den strøm af besnærende melankoli, de har afsat i rocken. Og oven på det smukke melankolske mørke svæver Hanna Joys uimodståelige, smukke stemme , der tager brodden af den tendentiøst morbide melankoli. Jo, Middle Kids er godt nok børn af indierocken, men har forstået at skabe en fin balance mellem det melankolske dødbideri og rockens dybe livsappetit og ukuelige vitalitet. Lost Friends er et album, der overbeviser og -rumpler ved første gennemlytning. Dels har trioen skabt nogle slidstærke, iørefaldende og uafrystelige sange, der kun vinder ved den udfoldning af detaljerne, som den gentagne lytning medfører. Og det er svært at blive træt af at lytte til Hanna Joys stemme, der både er forførende almindelig og paradoksalt smuk i sin egen ret. Og den klare produktion, der lader instrumenterne stå distinkt og tydeligt i lydbilledet, samtidig med at trommer og guitar på fineste vis supplementerer Joys fremtrædende stemmepragt.
Jo, Middle Kids har fundet deres egen niche som trio i det efterhånde store indierocklandskab. Og det skal blive spændende at følge dem fremover. Kan du håbe, at de holder fast i det spor, de har banet med dette album. Hermed anbefalet.
Middle Kids. Lost Friends. Lucky Number Music Ltd. Udkom d. 4. maj 2018
Forleden kunne man læse, at Lindsay Buckingham var blevet gået af de resterende Fleetwood Mac, og jeg tillod mig at mente, at det var enden på Fleetwood Mac, som vi har kendt dem i tiden med Buckingham og Nicks som sangskrivere. Men måske gør det ikke noget, at Fleetwood Mac er fortid i den form. Måske er der afløsere på vej, der kan levere voksen, melodiøs mainstreamrock med appel til både bilradioen og de radiostationer, som unge og knap så unge gider at lytte til.
I hvert fald er det nærliggende at høre New Yorker-trioen Sunflower Bean som et højst kvalificeret bud på lige netop den stilart, hvor meget iørefaldende melodier på en bund af solidt rock bliver fremført af en smægtende kvindelig vokal (Julia Cumming). Og Sunflower Bean overbeviser fra første skæring om, at de har sangskriverpotentiale til at tage arven op efter lige netop den slags bands, som Mac var repræsentanter for i halvfjerdserne og nogle årtier frem. Og det er faktisk – set herfra hvor jeg sidder – opmuntrende og glædeligt, at nogle af de nye, unge bands satser på gode gamle dyder som gode melodier, lækre vokaler, ditto arrangementer og tæft for at komme ud over scenekanten til dem, der både vil danse og dem, der nøjes med at lytte og rocke lidt med.
Medens jeg har lyttet til de ialt 11 sange på albummet har jeg kigget vemodigt over min højre skulder til mine gamle vinylalbum med Mac, Doobie Brothers og de andre, der var med på den amerikanske vestkyst i halvfjerdserne og definere lyden på FM-båndet dengang. For der er, som allerede antydet, noget næste velkomment nostalgisk over Sunflower Beans. De kan deres amerikanske rockhistorie fra Beach Boys og frem til i dag. For selvfølgelig er der også lag i musikken, der har nyere dato end rockens fortid. Specielt når bandet tillader sig at strække lidt ud, som fx i sangen “Memoria” opstår der nogle komplekse lydstrukturer, der bærer præg af moderne rock. Dertil kommer, at teksterne er farvet af den konfuse politiske tid, vi – og ikke mindst amerikanerne – lever i i disse år.
Men først og fremmest er Twentytwo in blue en dejlig langspiller, der holder et højt sangskriverniveau hele vejen igennem. Sunflower Bean løfter flot den voksne rocks fane højt, så alle lyttere – såvel de gamle, der kan huske halvfjerdserne, og dem, der er kommet til siden hen, kan være med. Hermed varmt anbefalet.
Sunflower Bean. Twentytwo in blue. Produceret af: Jacob Portrait og Matt Molnar. Lucky Number Music. Er udkommet.
Jovist. Sir Paul McCartney har fået mere hæder. Han er blevet indlemmet i den eksklusive kreds af personer, der sammen med den britiske dronning er Companions of Order. Med hæderen fulgte noget til at hænge om halsen. Og Pauls moder, der døde af kræft i 1956, og fader ville sikkert have været stolte af deres søn, hvis de vidste det. Men vigtigst af alt er, at når Paul engang er død og ikke længere Companion of Order, så vil hans musik stadigvæk være der – til glæde for musikelskere.
Jeg har været så heldig at tilhøre en generation, der læste på universitetet i en tid, hvor det nærmest var obligatorisk at læse skrifter af Karl Marx, der i dag kan fejre sin 200 års fødselsdag (hvilket selvfølgelig er noget vås, men i forstår, hvad jeg mener…). Måske ikke obligatorisk, men uomgænglig var Marx i årene efter 1968 og et lille tiår frem. Og sandt at sige var det noget af en brat opvågnen for et ungt politisk ubeskrevet blad som mig at skulle forholde mig til Das Kapital, Grundrisse, Feuerbach-teserne, Det kommunistiske manifest m.m. Og der gik da også en del år, inden jeg for alvor forstod relevansen af Marx’ tænkning.
Som andre af mine intellektuelle helte – Walter Benjamin, Jacques Derrida, Sigmund Freud m. fl. – udmærker Marx sig også ved at være noget af en enegænger, forstået på den måde, at han forfulgte sine ideer uden at skele til, hvad tidsånden og den politiske korrekthed ønskede. Det er meget sigende, at Marx citeres for at have sagt, at han ikke var marxist (apokryf citat). Han insisterede på sin intellektuelle frihed. Derfor finder man også flere Marxer i hans skrifter. Akkurat som Sigmund Freud transformerer han sine teorier med tiden, ofte med den konsekvens, at han kommer til at modsige sig selv. Og det betyder, at man er tvunget til at læse Marx i emfatisk forstand, hvis man vil have essensen d af hans skrifter. Det blev forsøgt i årene omkring 1968 af mange med tilknytning til studenterbevægelsen i Europa og med stor succes. Siden blev Marx noget man kunne læse på linje med så meget andet. I hvert fald er han ikke obligatorisk læsning på danske universiteter i dag. Og det er ligt paradoksalt, alt den stund, at hans kritik af den kapitalistiske økonomi synes mere relevant end nogensinde tidligere. Så måske får han en renæssance en skønne dag.
Ja, det er jo også årsdagen for Danmarks befrielse fra den tyske besættelse under Anden Verdenskrig. Levende lys i vinduerne, hvis mærkedagen overhovedet betyder noget for dig mere…
For 50 år siden skete det, der siden er blevet kendt som 4. Maj Masakren eller Kent State Massakren. Ubevæbnede studenter, der protesterede mod den amerikanske hærs bombardementer i Cambodia blev mødt af Ohios nationalgarde, der dræbte fire studenter og sårede ni andre. Massakren medførte at 4 millioner studerende og skoleelever efterfølgende strejkede og oprørte den i forvejen stærke oppinion mod Amerikans krig i Østasien. – Og så fik den Crosby, Stills, Nash & Young til at skrive hymnen “Ohio”.
Det ikoniske foto ovenfor af John Filo modtog siden Pulitzer-prisen. Fotoet findes overalt på nettet.
Once upon a time there was an engineer
Drove a locomotive both far and near
Accompanied by a monkey that would sit on a stool
Watching everything the engineer would do
One day the engineer wanted a bite to eat
He left the monkey sitting on the driver’s seat
The monkey pulled the throttle, the locomotive jumped the gun
And did 80 miles an hour down the mainline run
[Chorus]
Big locomotive right on time, big locomotive coming down the line
Big locomotive no. 99, left the engineer with a worried mind
[Verse 2]
The engineer called up the dispatcher on the phone
To tell him all about his locomotive was gone
Dispatcher got on the wire, switch operator to the right
Cause the monkey’s got the main line sewed up tight
The switch operator got the message on time
Said there’s a northbound livin’ on the same main line
Open up the switch i’m gonna let him through the hole
Cause the monkey’s got the locomotive under control
https://www.youtube.com/watch?v=GmYfjlr0GFA
Efter at have læst Torben Billes Elvis-bog er jeg gået i gang med Greil Marcus’ klassiske Mystery Train (igen). Og er faldet over hans intellektuelle diskussion af den betydning “Mystery Train” (Elvis’ sidste sang for Sun Records – og et begreb, det mystiske tog, der hjemsøger amerikansk folkelig musik – pop og rock). Og helt tilfældigt (?) kommer det mystiske tog dampende ud af højtalerne fra Grateful Deads optræden på Warfield Theater i San Francisco i 1980 (på pladen Reckoning) i form af en “big locomotor”. Toget som symbol? Ja, men på hvad?
Den 4. maj 1968 optræder den unge Mary Hopkin i tv-programmet Opportunity Knocks (en slags X-Factor anno dazumal). Og fotomodellen Twiggy ser hende og kontakter derefter Paul McCartney, som sørger for at den unge, talentfulde Mary får en kontrakt med Apple plademærket.
Maj 1968 var også den måned, hvor studenteroprøret for alvor ramte Vesten, bl.a. Paris. Dagen i dag var således den, hvor administratorer ved Nanterre universitetet lukkede samme for at prøve at stoppe studenterprotesterne. Resultatet var det modsatte: protester tog til og bredte sig.
Fotoet ovenfor – lånt fra Wikipedia – viser en barrikaderet gade i Bourdeaux, maj 1968.
Meget i overensstemmelse med min aktuelle genoptagethed af Grateful Dead, så har Laura Veirs indspillet en gammel sag af Grateful Dead på sit nye album. “Mountain of the moon” fra Aoxomoxoa.
Engang gik jeg glip af en koncert med Link Wray. Fordi jeg skulle spise spaghetti med min studiekammerat Mogens. Sådan kan det gå. – I dag ville Wray være blevet 89 år, men forlod denne verden i 2005.
