Jeg har været så heldig at tilhøre en generation, der læste på universitetet i en tid, hvor det nærmest var obligatorisk at læse skrifter af Karl Marx, der i dag kan fejre sin 200 års fødselsdag (hvilket selvfølgelig er noget vås, men i forstår, hvad jeg mener…). Måske ikke obligatorisk, men uomgænglig var Marx i årene efter 1968 og et lille tiår frem. Og sandt at sige var det noget af en brat opvågnen for et ungt politisk ubeskrevet blad som mig at skulle forholde mig til Das Kapital, Grundrisse, Feuerbach-teserne, Det kommunistiske manifest m.m. Og der gik da også en del år, inden jeg for alvor forstod relevansen af Marx’ tænkning.
Som andre af mine intellektuelle helte – Walter Benjamin, Jacques Derrida, Sigmund Freud m. fl. – udmærker Marx sig også ved at være noget af en enegænger, forstået på den måde, at han forfulgte sine ideer uden at skele til, hvad tidsånden og den politiske korrekthed ønskede. Det er meget sigende, at Marx citeres for at have sagt, at han ikke var marxist (apokryf citat). Han insisterede på sin intellektuelle frihed. Derfor finder man også flere Marxer i hans skrifter. Akkurat som Sigmund Freud transformerer han sine teorier med tiden, ofte med den konsekvens, at han kommer til at modsige sig selv. Og det betyder, at man er tvunget til at læse Marx i emfatisk forstand, hvis man vil have essensen d af hans skrifter. Det blev forsøgt i årene omkring 1968 af mange med tilknytning til studenterbevægelsen i Europa og med stor succes. Siden blev Marx noget man kunne læse på linje med så meget andet. I hvert fald er han ikke obligatorisk læsning på danske universiteter i dag. Og det er ligt paradoksalt, alt den stund, at hans kritik af den kapitalistiske økonomi synes mere relevant end nogensinde tidligere. Så måske får han en renæssance en skønne dag.
