juni 2018 arkiv

Pride

4. juni 2018

Forleden rullede LGBT-festivalen Pride gennem de danske gader. Og DR var aktuelle og viste Matthew Warchus’ film Pride fra 2014. En film, der handler om bøssers og lesbiskes kamp for ligestilling og retfærdighed. Men den er mere end et slag for LGBT-bevægelsen, idet filmens centrale historie er nogle bøssers og lesbiskes engagement i kampen for minearbejderne i Storbritannien.

Med et udpluk af nogle af britisk films allerbedste skuespillere fortælles en autentisk inspireret historie om den på papiret umage relation mellem let outrerede storbyhomoseksuelle og bornerte, fordomsfulde walisiske minearbejdere. Og det bliver en fortælling om, hvordan solidariteten mellem mennesker danner basis for gensidig respekt, venskaber og ja, amourøse forbindelser. For selvfølgelig er der også “kønsforvirrede” folk i en lille walisisk minearbejderby.

Og helt i pagt med vor tidsånd, så er det kvinderne – både i minearbejderbyen og blandt de homoseksuelle – der tager têten i nedbrydningen af gensidige fordomme og opbygningen af solidariteten, det bånd uden hvilket ingen kamp giver mening.

Selv om der ikke er nogen tvivl om, hvor instruktøren står i filmen, så er den, som den slags britiske film ofte er, ikke firkantet eller unuanceret i sin fremstilling af problemer, konflikter og menneskelige relationer. De er lige så komplicerede som i virkeligheden.

Det er kort fortalt en bundsympatisk og absolut seværdig film, som man bør unde sig selv – uanset hvor man selv står i kønsforvirringen.

Et musiskalsk højdepunkt i filmen (for selvfølgelig er der et herligt lydspor i denne film også) er, da en ung kvinde begynder at synge sangen “Bread and Roses” ved et stormøde med de involverede grupper. Og hun trækker først kvinderne med sig i sangen og derefter alle de andre fremmødte. Det er både smukt og bevægende.

PS. Bread and Roses er både en sang og et politisk slogan og går tilbage til 1911. Læs historien om digtet, sangen og sloganet her.

PPS. Og for at det ikke skal være løgn, så er “Drink to me only with thyne eyes” også med på lydsporet…

Drink to me only…

4. juni 2018

Drink to me only with thine eyes
And I will pledge with mine.
Or leave a kiss within the cup
And I’ll not ask for wine.
The thirst that from the soul doth rise
Doth ask a drink divine;
But might I of Jove’s nectar sip,
I would not change for thine.

I sent thee late a rosy wreath,

Not so much hon’ring thee
As giving it a hope that there
It could not withered be;
But thou thereon did’st only breathe,
And sent’st it back to me,
Since when it grows and smells, I swear
Not of itself, but thee.

Varmen kalder på kolde drikke. Men det er nok en mere sofistikeret, ja guddommelig drik , Johnny Cash synger om i den ældgamle sang “DRink to me only with thyne eyes”, der daterer sig helt tilbage til 1616. Jeg har vist haft den fremme før – også i Cashs udgave – men den holder og fortjener et genhør, hver gang associationerne trækker i den.

nostalglimt: skolegårdens vandpumper

3. juni 2018

Det er nok den aktuelle sommervarme, der her har sneget sig op mod de 30 grader, som fik mig ledt på sporet af barndommens skolegård med dens vandpumper (hed de mon det?). Altså de drikkeanordninger, som skolebørne kunne bruge i frikvartererne, når de blev tørstige. De var sådan indrette, at man med et let tryk på den cirkulære hane kunne få det kolde vand til at springe op i midten af hanen. Sådan som man ser på fotoet ovenfor.

Jeg kan huske den helt vidunderlige fornemmelse af at slukke sin tørst ved de haner. At de også blev brugt til at give de mindre skolebørn “buksevand” var en hel anden snak. Det skete heldigvis ikke for mig. Sikkert fordi jeg var en stor knægt, som man ikke bare sådan kunne hundse rundt med efter forgodtbefindende.

Nu er “vandpumperne” nok en saga blot de fleste steder. Ungerne har deres egen personlige plastikvandflaske med i skoletasken eller en købevand. Hvilket på alle måder er et tilbageskridt. Jeg havde fornøjelse af “vandpumperne” i Vestre Skole, Sædding Skole og på legepladsen i byparken i Esbjerg. En af de ting, man har glemt, man kan huske, som Ove Dahl skrev i sin serie om årtierne efter Besættelsen.

Dagens Paul Simon: The Boxer

3. juni 2018

Johnny Reimar – 75

3. juni 2018

Johnny Reimar (egl. Reimar Kristensen) fylder 75 år i denne måned. Nærmre bestemt den 12., hvis eller wikien er til at stole på. Og på sit cv kan han skrive meget, bl.a. sanger, guitarist, producent, tv-medarbejder, tekstforfatter og meget mere. Han begyndte i pigtrådsmusikken, men fulgte med over i dansktoppen, da den bølge ramte dansk pop. Og lille fregnede Louise fik selskab at tyrolerhatte, smølfer og andet godt i den boldgade. Og Reimar fik succes.

En anden side er hans arbejde for den knap så poppede musik, fx promoveringen og produktionen af Savage Rose, Ache og – ja – Gnags. Reimar, der stadigvæk er aktiv sammen med Clifters, har spændt vidt og er næste et billede på, hvor sammensat en størrelse populærmusikken er i Danmark.

Reimar på tuben