juni 2018 arkiv

Slik og stik

10. juni 2018

I januar i år døde bluessangerinden Denise Lasalle, 78 år gammel. Hun nåede at overtage Koko Taylors øgenavn, Queen of the Blues. Men alligevel har jeg ikke lyttet ret meget til Denise. Og det er nok en undladelsessynd, der skal rettes lidt op på med tiden.
Denise var ikke en bluessangerinde, der lagde beslag på hitlisterne, men mere en af den slags, der havde en fast følgeskare og blev anerkendt af andre kunstnere og musikskribenter.
Her er hun med en frivol sang, der rammer en pæl gennem den tvetydighed, som bluessanger (og for den sags skyld: pop- og rocksange) ofte ekscellerer i. Her tales der rent ud af posen, hvis I forstår, hvad jeg mener.

Bare en sindstilstand

10. juni 2018
Can you hear me
That when it rains and shines
It’s just a state of mind
Can you hear me
Can you hear me

Ja, og så kom der lidt regn. Hunden og jeg gik over det høje, våde græs, medens det langsomt og stille silede ned over os. Den af mange efterlyste regn. Og græsset nyder godt af den og grønnes lidt. Og håret bliver vådt, og tøjet. Men pyt. Sommertøj og sommerhår tørrer hurtigt. Og så hjem og finde videoen med Beatles og “Rain”, der er min regnsang gennem alle tider. Can you hear me?!

Capac møder Smadremanden

9. juni 2018

Kender man Zirkus Nemo, Søren Østergaards zirkus for voksne, så kender man også samme zirkus’ trækplaser numero ono: Smadremanden. Søren Østergaards gestaltning af en mand fra Otterup.

Nu og da gør dagens politik i Danmark, at jeg føler mig endog meget beslægtet med Smadremanden. Ja, når de borgerlige politikere for alvor kvajer sig og afslører deres sande politiske natur, så føler jeg mig som Smadremandens alter ego eller storebroder og får tilsvarende smadrefantasier.

Senere i dag vil jeg få afløb for nogle af mine fantasier og besøge Zirkus og tage Smadremanden i øjesyn. Jeg glæder mig allerede. De må blive som at se sig selv i spejlet.  Jeg har før besøgt Zirkus, men dengang var Smadremanden endnu i Otterup, så det gør selvfølgelig en stor forskel, at jeg for første gang skal møde ham i levende live. Ikke i nærkontakt, men alligevel… Og så håber jeg, at han har Pløk med, smadrehunden.

Og et lortehomomadindslag, velbekomme:

Songs from the Capeman

9. juni 2018

Vi afrunder Paul Simon-temaet med endnu et kommercielt flop. Songs from the Capeman kom i 1997 i fodsporet på Rhythm of the Saints og Graceland. Pladen var musik til Simons Brodwaymusical af samme navn. Musicalen blev en fiasko med stort underskud, og pladen solgte heller ikke godt. Men også denne plade vinder med tiden. Simons musikalitet fornægter sig ikke, selv om der ikke er klokkeklare hits.

Hjerter og knogler

8. juni 2018

Bortset fra pladen Concert in Central Park, som Simon lavede med Art, så var firserne et lidt tyndt år rent kommercielt. Efter One-Trick Pony kom Hearts and Bones, der egentlig var tænkt som en duoplade. Men da Art gik sin vej, så måtte Simon selv færdiggøre pladen som solo. Den solgte relativt dårligt og kritikerne var ikke så begejstrede, så det gjorde noget. Men også denne plade vinder ved et genhør, nu hvor samtidens interesse og meninger er fortid. Sådan er det heldigvis med kunst…