4. juni 2018 arkiv

Pride

4. juni 2018

Forleden rullede LGBT-festivalen Pride gennem de danske gader. Og DR var aktuelle og viste Matthew Warchus’ film Pride fra 2014. En film, der handler om bøssers og lesbiskes kamp for ligestilling og retfærdighed. Men den er mere end et slag for LGBT-bevægelsen, idet filmens centrale historie er nogle bøssers og lesbiskes engagement i kampen for minearbejderne i Storbritannien.

Med et udpluk af nogle af britisk films allerbedste skuespillere fortælles en autentisk inspireret historie om den på papiret umage relation mellem let outrerede storbyhomoseksuelle og bornerte, fordomsfulde walisiske minearbejdere. Og det bliver en fortælling om, hvordan solidariteten mellem mennesker danner basis for gensidig respekt, venskaber og ja, amourøse forbindelser. For selvfølgelig er der også “kønsforvirrede” folk i en lille walisisk minearbejderby.

Og helt i pagt med vor tidsånd, så er det kvinderne – både i minearbejderbyen og blandt de homoseksuelle – der tager têten i nedbrydningen af gensidige fordomme og opbygningen af solidariteten, det bånd uden hvilket ingen kamp giver mening.

Selv om der ikke er nogen tvivl om, hvor instruktøren står i filmen, så er den, som den slags britiske film ofte er, ikke firkantet eller unuanceret i sin fremstilling af problemer, konflikter og menneskelige relationer. De er lige så komplicerede som i virkeligheden.

Det er kort fortalt en bundsympatisk og absolut seværdig film, som man bør unde sig selv – uanset hvor man selv står i kønsforvirringen.

Et musiskalsk højdepunkt i filmen (for selvfølgelig er der et herligt lydspor i denne film også) er, da en ung kvinde begynder at synge sangen “Bread and Roses” ved et stormøde med de involverede grupper. Og hun trækker først kvinderne med sig i sangen og derefter alle de andre fremmødte. Det er både smukt og bevægende.

PS. Bread and Roses er både en sang og et politisk slogan og går tilbage til 1911. Læs historien om digtet, sangen og sloganet her.

PPS. Og for at det ikke skal være løgn, så er “Drink to me only with thyne eyes” også med på lydsporet…

Drink to me only…

4. juni 2018

Drink to me only with thine eyes
And I will pledge with mine.
Or leave a kiss within the cup
And I’ll not ask for wine.
The thirst that from the soul doth rise
Doth ask a drink divine;
But might I of Jove’s nectar sip,
I would not change for thine.

I sent thee late a rosy wreath,

Not so much hon’ring thee
As giving it a hope that there
It could not withered be;
But thou thereon did’st only breathe,
And sent’st it back to me,
Since when it grows and smells, I swear
Not of itself, but thee.

Varmen kalder på kolde drikke. Men det er nok en mere sofistikeret, ja guddommelig drik , Johnny Cash synger om i den ældgamle sang “DRink to me only with thyne eyes”, der daterer sig helt tilbage til 1616. Jeg har vist haft den fremme før – også i Cashs udgave – men den holder og fortjener et genhør, hver gang associationerne trækker i den.