14. juni 2018 arkiv

Capac anbefaler: Holtsø og Wittrock – Det’ altid nu!

14. juni 2018

Tre år er gået, siden Holtsø & Wittrock forsynede os med Glemte nætter. Et stykke gedigent dansksproget bluesrock af den langtidsholdbare slags. Og nu er duoen så tilbage med Det’ altid nu!

Også denne gang har de to fået hjælp til sangskriveriet af Marcus Winther-John. Og så har de fået solid hjælp af en række kendte musikere fra de danske scener. På en enkelt sang får Jes Holtså velgørende modspil og -sang af selveste Esther Brohus. Og i baggrunden spiller Knud Møller, Jens Runge, Racob Rathje, John Chipman, Mikkel Risum m.fl. Og i koret hører man garvede navne som Ivan Pedersen og Lei Moe. Så ved man, at der er styr på den side af sagen.

Ellers fortsætter Holtsø og Wittrock i det spor, de lavede med Glemte nætter. De har fundet et udtryk eller en stil, de forståeligt nok holder fast i. Fordi den virker i al sin enkelhed. Med sin ramponerede mandstemme synger Holtsø sig gennem de ligefremme, jordnære tekster om livet i hverdagen – og skriver sig endnu engang ind i den tradition for folkelig dansksproget rock, vi har haft siden tresserne.

Jeg slipper aldrig fri af Olsenbanden, har forsanger Jes Holtsø, der engang var en lyshåret ung knægt i de folkelige komedier om Olsenbanden. Men jeg ville nu ikke være så pessimistisk. For hvis Holtsø holder fast i sin hverdagsblues fra storbyen, så vil han ende med at stå for en anden og nok mere autentisk folkelighed end den banden stod for engang. Som forgængeren Glemte nætter er Det’ altid nu! ikke en plade, der ændrer radikalt ved det musikalske landskab her i landet. Men i kraft af sin stilbevidsthed og ærlighed repræsenterer den et hjørne af den folkelige musik, som vi helst skal bevare. Hermed anbefalet.

Holtsø & Wittrock. Det’ altid nu! Producer: Morten Wittrock. DME. Er udkommet.

Capac anbefaler: Judith Owen – RedisCOVERed

14. juni 2018

Jeg har haft den store fornøjelse at anbefale waliseren Judith Owen seneste to album. Og begge gange har jeg fremhævet hendes rødder i halvfjerdsernes amerikanske vestkyst, som hum – bl.a. med samarbejde med musikere, der er rundet af samme vestkyst – med talent og personlighed har forstået at opdatere, så enhver elsker af den bølge kun kan føle sig godt og grundigt forført.

Med sit nye album kaster Judith Owen sig over den særlige øvelse, det er at fortolke andres sange. Og pladetitlen siger det hele. Det handler om at lave coverversioner, men også om at genopdage gode gamle sange. Og med understregningen af “redisCOVERed” fremhæver Owen, at det er den personlige fortolkning, der står i centrum. Det handler ikke blot og bare om at lave loyale fortolkninger (hvilket i sig selv kan være svært nok…), men om at sætte sit helt eget aftryk på fortolkningen. Og det går ud over så forskellige sange som Drakes “Hotline bling”, Ed Sheerans “Shape of you”, Soundgardens “Black hole sun”, Donna Summers “Hot Stuff”, Joni Mitchells “Cherokee Louise” og “Ladies Man”, Beatles’ “Blackbird”, Deep Purples “Smoke on the water, Grease-hittet “Summer nights”, Wild Cherrys “Play that funky music” og Ella Fitzgeralds “Dream a little dream of me”.

Og man tænker ved synet af de musikalske bredde, der er tale om – fra moderne pop som Drake til Deep Purples heavyode “Smoke on the Water” – hvad kan der gå galt? Og svaret er: ingenting. For Judit Owen er klar, præcis og kompromisløs i sin tilgang til sine fortolkninger. Alle sangene trækkes ind i en fortolkningsmodus, hvor melodierne og teksterne underordnes nedtonede, intime arrangementer, hvor fokus er på sangerindens smukke stemme og dens udviklede sans for forfinede fraseringer, der både understreger det personlige og afslører melodiernes oprindelighed. Netop Deep Purple-oden er et godt eksempel. Mangen en kunstner ville med sikkerhed knække nakken på den sang, der næsten kalder på et heavy arrangement. Men i Owens arrangement drosles sangen så meget ned, at sangen næsten – men også kun næsten – er uigenkendelig i sin indlejring et arrangement, der især er båret af et diskret pianoakkompagnement. Men kan man sin Deep Purple er man ikke i tvivl og glædes ved, at Owen formår at redde teksten og melodien smukt i land.

Og sådan er det hele vejen gennem pladen. Owen insisterer på gøre sangene til sine ved at skære ind til kernen i sangen og arrangere dem neddæmpet og overvejende akustisk – uden skelen til om udgangspunktet var pop, hård rock, funk eller grunge. Og på den måde lykkes det for sangerinden at gøre sangene helt personlige.

Pladen er selvskreven i enhver Judith Owen-elskers pladesamling. Ganske vist lægger den ikke alen til hendes andre plader med selvskrevne numre, til gengæld er den med til at udvide indtrykket af hendes stadigvæk smukke og imponerende stemmepragt. Hermed anbefalet.

Judith Owen. RedisCOVERed. Twanky Records. Er udkommet.

 

Synspunkt: Og det var Danmark – om VM på tv

14. juni 2018

Jeg holder meget af fodboldspillet. Dette i og for sig enkle spil, hvor 22 spillere kæmper om en bold på en bane med to mål. Jeg havde ikke det store talent for fodbold (eller nogen anden sportsgren, bortset fra kuglestødning) som dreng, men holdt alligevel meget af at spille fodbold med kammeraterne nede i baggården, hvor vi så stort på, at der kun var et mål og lidt forskelligt antal spillere fra gang til gang. Og siden dengang har mit hjerte banket for hjembyens hold, Efb, uanset hvilken række de spillede i. For sådan er det, når man kommer fra et arbejderkvarter i en dansk provinsby.

Men selvfølgelig følger jeg også det danske landshold – M/K. Og ser frem til nogle forhåbentlig gode kampe de kommende uger og måneder.

Derimod har jeg det svært med meget af den danske sportsjournalistik omkring VM. Følger man med på DR og TV2 og stationernes respektive hjemmesider, så bliver man for det første slået af en umiskendelig, glorificerende nationalisme, når det gælder omtale af landsholdet. Allerede nu er holdet nærmest selvskreven til finalen i VM. Og man tænker: Selv om vi har et godt landshold, så ved vi også godt, at der er andre landshold, der sagtens kan gøre os rangen stridig. Tyskland, Brasiien, Frankrig – og hvem ved hvad hjemmeholdet kan præstere i en så prestigefuld turnering? Selv om “vi” engang blev Europamestre, så er der god grund til at dæmpe nationalismen.

Noget andet, jeg har svært ved at sluge, er den udprægede idoldyrkelse, som journalistikken ligger under for. Vel er Christian Eriksen en fortræffelig fodboldspiller, der kan få stor betydning i de kommende kampe, men enhver fodboldfan ved også, at  selv en Messi eller en Ronaldo ikke er bedre end det hold, der er omkring ham. Og det er sammentømrede hold, der vinder turneringer. Jvf. EM 1992.

En andet sigende eksempel: Forleden vandt det danske kvindelandshold først stort over Ukraine, og dernæst over Ungarn. Og i begge tilfælde blev sportsjournalisternes kæledægge Nadia Nadim fremhævet og påskønnet. Fordi hun lavede mål. Og i forbifarten glemte journalister at fortælle, at en Sanne Troelsgaard lavede lige så mange mål (mod Ukraine). Og man forbigik at nævne, at Nadim faktisk spillede en ret dårlig første halvleg mod Ungarn, hvor hun bl.a. brændte et par store chancer. Men hvad gør det, når nu hun næsten lavede et hattrick i anden halvleg – og i øvrig har en spændende livshistorie som Afghansk flygtning og notorisk kritiker af fodboldsystemet…

Og sådan kunne man blive ved. Idoldyrkelse (som vi i øvrigt kender fra journalistikken som sådan) går hånd i hånd med udtalt nationalisme (ikke at forveksle med almindelige nationalfølelse) og skygger for elementær sportjsournalistik, hvor man fokuserer på det enkle spil i dets komplekse virkeliggørelse på grønsværen. Det er en anden side af det. Jeg savner gode analytikere blandt kommentatorerne (og her hjælper det ikke at hente afdankede stjernespillere som Flemming Povlsen, Brian Laudrup, Frank Arnesen osv. ind), der kan forholde sig til spillets udfoldelse og dynamik. Analytikere, der brillerer ved deres faglighed (journaistisk og sportfaglighed) og løfter forbolddramaet op som oplevelse – i stedet for at drukne det i ideologiske tomme kalorier.

Men man kan jo skrue ned for lyden….