15. juni 2018 arkiv

50: Iron Butterfly – In-a-gadda-da-vida

15. juni 2018

I går var det 50 år siden, Iron Butterflys andet album In-a-gadda-da-vida udkom. Pladen blev fra starten berømt for titelnummeret, der fyldte hele B-siden på albummet (18 minutter og 51 sekunder). Selv dengang var det usædvanligt. Og det blev kun bedre af, at nummeret også er et af de fineste eksempler på psykedelisk inspireret musik. Pladen solgte stort og er siden blevet genudgivet på CD.

Springsteen snurrer…

15. juni 2018

Efter Grateful Dead og Paul Simon var spørgsmålet: Hvem skulle afløse på afspilleren over en længere periode? Og – som så ofte i mit liv – tilfældet ville, at det blev Bruce Springsteen. Nærmere bestemt Springsteen i perioden omkring jubilæumtpladen Darkness on the edge of town. Tilfældet ville at jeg sad med dobbeltalbummet The Promise med 21 sange fra tiden omkring Darkness-pladen. Det er årgangs-Springsteen. Sange fulde af americana og Springsteensk storladenhed. Egentlig har jeg aldrig været den allerstørste Springsteen-fan, men jeg anerkender ham som en af de få, der som Bob Dylan, The Band og Grateful Dead kan indfange det andet Amerika med dets historie, mytologi, stemninger og drømme.