Los Acidos hedder bandet, og det må vel kunne oversættes som Syrehovederne. Og deres album af samme navn er udsendt af selveste Captain Beefheart Records, hvilket vel er garant for, at vi befinder os ude i det musikalske overdrev. Og det er da også tilfældet. Det er næste syrerock, som vor mor lavede den i tresserne, og referencerne til både 13th Floor Elevators, Velvet Underground m.fl. er der, hvis man gider lytte nøje efter. Los Acidos er en slags Hyldemor på brasiliansk. Pladen udkommer også på vinyl og kan bestilles fra streamingsiden Bandcamp.com.
Røvkassen gør opmærksom på, at vi befinder os i 40-års-jubilæumsmåneden for udgivelsen af Kate Bushs første single “Wuthering Heights” og at kunstnerinde fylder 60 sidst på måneden. Mere præcist var det i marts måned, at en “excentrisk” teenagepige ved navn Kate Bush fortrængte selveste ABBA og deres “Take a chance on me” fra den brtiske hitlistetop og blev der nogle uger. Som avisen Independent gør opmærksom på. En usædvanlig debut for en 19-årig, der med en stemme i det høje toneleje sang om et litterært hovedværk af Emily Bronté. Et stykke litteratur , hun ikke selv havde læst (på det tidspunkt) og de fleste af pladekøberne også kun havde hørt om.
Med singlen begyndte en enestående karriere, der har gjort Bush til en af de vel nok mest berømmede og lovpriste brtiske kunstnere i de sidste fire årtier. Det er ikke skortet på lovord og persondyrkelse. Men sjov nok har jeg aldrig rigtig fattet storheden i hendes værk. Jovist er der mange sange, der er overbevisende og gode, men jeg har aldrig rigtig forstået, at hun skulle være så meget bedre end mange andre kvindelige, britiske kunstnere. Men det er nok min fejl og noget, jeg må se at få rettet op på. Hun får en chance mere.
Da pigtrådsmusikken kom frem, var et af standardnumrene Bo Diddleys “Cadillac”. Og den var standardrepertoire for mange bands, der brød igennem i de tidlige tressere. Fx The Kinks, der har deres version med på debutpladen The Kinks.
Den plade købte jeg på CD for snart mange år siden på et et udsalg i FONA på strøget i Århus, hvor CD’erne lå i store bunker på nogle borde.
Jeg har ikke lyttet så meget til den LP, som jeg burde. Men lige nu kører den på gentagelse. Og det er et studie i The Kinks’ rødder i den R&B, der skabte de store tressernavne. Fra Beatles til Stones.
Vi skriver 1964, og pladen byder på sange af Diddley, Shel Talmy, Chuck Berry, James Moore – og selvfølgelig Ray Davies. Kinks er ved rødderne, men sangskriveren Ray Davies er allerede ved at vise nye veje for bandet med en sang som “All day and all of the night”. Og Kinks trækker essensen ud af inspirationen med den uuopslidelige “You really got me”.
Det er en herlig oplevelse at lytte til Kinks som R&B-fortolkere. De gør det godt og med megen indlevelse.
Gode gamle Chaka Khan (nu 65 år) er tilbage med en sang, der ikke er til at tage fejl af. Den vil dansen, glæden og det poppede underholdende. Hverken mere eller mindre. Godt så.
Som næsten altid er det tilfældighedernes spil, der gør, at jeg kommer til at se en film, jeg enten ikke har hørt om eller har overset i mediestormen. Således også i går. Ganske vist ville den danske titel, Familien, ikke have lokket mig til at tilbringe et par timer foran kassen, men lidt zapperi gjorde at jeg landede lige da Nak-og-æd-programmet sluttede af med mad og øl og filmen startede.
Den amerikanske originaltitel er meget mere spændende og inciterende, August: Osage County. Tid og sted: En varm august måned i et hjørne af the plains i Oklahoma. Vi befinder os i et hus, hvor ægteparret Beverly og Violet Weston (hhv. Sam Shephard og Meryl Streep) residerer. Beverly er en alkoholiseret forfatter, der engang var noget, og Violet er hans iltre, lidenskabelige kone, der lider af en kræftsygdom i munden og er notorisk pillemisbruger. Da vi kommer ind i historien er Beverly ved at ansætte en indiansk kvinde som kom i huset.
Kort tid efter forsvinder Beverly. Han går ud af fordøren og forsvinder – og det får Violet til at tilkalde sin søster og sine døtre. Og dermed iscenesættes historiens centrale tema – forholdet mellem kvinderne i familien og deres forhold til mændene. Og det er – uden af afsløre for meget – et pinefuldt kammerspil, hvor sandhederne om de medvirkende blotlægges med smertefuld hudløshed. Og den centrale akse i dette kammerspil er moderen Violets opgør med sin ældste datter Barbara eller Barb, som hun bare kaldes. Hun spilles – fremragende – af Julia Roberts. Måske, fordi de to ligner hinanden meget, blandt andet i deres tilbøjelighed til at være hensynsløst ærlige og ligefremme, er det dem, der sætter gang i den familiær storvask. Det er tydeligt, at historien bygger på et teaterstykke. Det er dialogerne mellem de medvirkende familiemedlemmer, der står centralt i filmen.
Både Streep og Roberts fik Oscar-nomineringer for deres roller, har jeg bagefter læst. Og det er helt forståeligt. Men også de andre medvirkende – Ewan McGregor, Chris Cooper, Abigail Breslin, Benedict Cumberbatch, Juliette Lewis, Margo Martindale, Dermot Mulroney, og Julianne Nicholson mere end udfylder deres biroller. De er nærmest perfekt “castet” til deres roller. Og det er skuespilpræstationerne, der løfter denne på en gang lille og store film op over Hollywoods gennemsnitlighed og gør filmen til filmkunst og ikke kun – underholdning. Det er ensemblespil af højeste klasse, hvor amerikanerne for en gangs skyld kommer op på niveau med de bedste europæiske film. Det er sådan en film, man roligt kan indlemme i sin DVD-samling eller hvor man nu gemmer den henne…
Og musikken spiller en lille, men signifikant rolle. Eric Claptons “Lay down Sally” dukker op nogle gange, hvor Violet for en gangs skyld liver lidt op midt i al elendigheden.
Lou Reed var de færreste journalisters yndlingsinterviewoffer. Berygtet for sit alt andet end imødekommende væsen gjorde han det til noget af en prøvelse at få noget fornuftigt ud af manden. Og måske derfor er der god mening i, at man nu post mortem udsender en bog med 30 interviews, My Week Beats Your Year: Encounters With Lou Reed.
Til billedet af den umulige Lou Reed hører også, at journalister selvfølgelig får svar på de tåbelige spørgsmål de stiller…
Tea time won’t be the same without my Donna At night I lie awake and dream of Donna I think about that small cafe That’s where we used to meet each day And then we used to sit a while And drink our afternoon tea
På Kinksalbummet Something else by the Kinks (1967) finder man sangen “Afternoon tea”. Og tilsyneladende er det bare en sang om englændernes nationalsport tedrikning om eftermiddagen. Men Ray Davies ville være en sølle sangskriver, hvis bare han ville synke hen i en lovprisning af the noble art of tea driking. Næh, læser man teksten meget nøje, så vil det afsløres, at teksten har et meget dybere lag. Bag hele iscenesættelsen og ceremonialiseringen af tedrikningen er noget andet på spil…
Med 28 grader i skyggen og en fugtighed på små 33%, så er der vel ikke noget at sige til, at mange aktiviteter går lidt i stå. Inklusive den intense dyrkning af de sociale medier. Bloggens besøgstal falder en anelse, medens nyhedsagurkerne vokser sig store og vandholdige. Også i musikkens verden er der lidt stille, hvis vi lige ser bort fra alle de festivaler, der afvikles i næsten hver eneste krog og afkrog af lille Dannevang. Jo sommeren er over os, vi brokker os alligevel (og glemmer fuldstændig, hvor gråt, vådt og koldt det var i vintermånederne…).
Det er for alvor sommer og tid til at dyrke alle de gamle sommersange…
Da Judith Durham på denne dag for halvtreds år siden gik solo, satte hun et foreløbigt punktum for en australsk pop-export-succes (gruppen er siden blevet gendannet i flere ombæringer). Som det kvindelige og vokale centrum i gruppen The Seekers, havde Durham været med til at sætte Australien på popmusikkens verdenskort og bane vejen for navne som The Bee Gees, Olivia Newton-John, Kylie Minoque osv.
Og med deres sans for rigtig gode, iørefaldende popsange fandt Seekers hurtigt en plads i mit pophjerte (via Mylius’ flittige markedsføring på dampradioen). Og jeg har svært ved at forestille mig et poparkiv uden en opsamling med bandets bedste numre.
Vi skal ikke glemme de danske album, der udkom i 1968. Og dengang kom bl.a. et af dansk rocks hovedværker, Young Flowers’ Blomsterpistolen. Musikken var noget så utraditionelt som musik til en tv-serie, lavet af selveste Thomas Vinding. En syret historie om nogle fremmede væsner fra det ydre rum som skyder med blomster for at ramme danskernes bevidsthed. Altså en slags hippiehistorie.
LP-pladen blev et af de første danske eksempler på syrerock, men stadig med et – for Young Flowers karakteristisk – bluesrockpræg. Vinylen er i dag samlerobjekt, men i 1997 blev pladen genudgivet på CD sammen med gruppens No. 2 og et par sange fra filmen Stille dage i Clichy. Og siden er Blomsterpistolen genudgivet som alene-CD i bokssættet Dansk Rock Historie.
Den endnu løbende VM-turnering og debatten om fodboldspilleres begejstrede sejrsråb “Store patter”, fik mig til at lytte til VM-tilskuernes forskellige tilråb og sange. Og det forekommer mig, at der kun er et gennemgående træk, nemlig at tilråbene og sangene skal være elementært enkle og nemme at huske (så alle kan være med). Og det sendte mig tilbage til dengang, hvor Sir Henry and his Butlers “Let’s go” af indlysende grunde blev et tilråb på fodboldstadions og andre steder for munter kappestrid udfoldedes. Måske bruges den endnu nogle steder?!
You have to remember that nothing remains the same. It’s always going to change. The whole world keeps changing, we keep changing, things in our lives keep changing. Nothing remains the same. If you’re happy or you’re sad, it’s not going to last forever. You just have to keep remembering that.
[Pattie Boyd – ex-fru-Clapton og ex-fru-Harrison – til Taylor Swift i Harper’s Bazarre]
Pattie Boyd linder lidt på sløret for de problemer, der fulgte med at være gift med Beatle-George Harrison og Eric Claption. Og om at være fanget i Beatlemanias vanvid. Og så får den unge Taylor Swift ovenstående gode, almene råd med på vejen. Alt forandrer sig – også for en succesfuld poptøs.
En af fordelene ved sitet Youtube – alle dets ulemper og problemer ufortalt – er, at der løbende dukker gamle digitaliserede film og tv-optagelser, der måske ellers ville være gået i glemmebogen eller være støvet til som gamle VHS-bånd hos privatpersoner. Således faldt jeg tilfældigvis over ovenstående indslag fra The Dick Cavette Show, der løb over de amerikanske tv-kanaler fra marts 1968 til december 1986.
Cavette var som mange andre tv-shows-moderatorer en mand, der blandede lige dele underholdning og snak. Blot var han lidt mere intellektuel end gennemsnittet. Og han blev kendt langt ud over USAs grænser. Jeg kan ikke helt huske, om der blev vist afsnit af showet på DR, men i hvert fald blev han en kendt figur, blandt andet i kraft af alle de kendte kunstnere, han havde med i sit show. Som fx Mitchell og Airplane.
PS. Flere af showets episoder er blevet udsendt på DVD, fx et lille bokssæt med undertitlen “Rock Icons”, der bl.a. indeholder ovenstående klip.
Dagen i dag er halvtredsåret for Creams bebudede opløsning. Selv om bandet ville fortsætte det meste af 1968 ud, så meddelte Eric Clapton den 10. juli, at trioen havde “mistet retningen”. Samarbejdet mellem de tre musikere havde længe været præget af uoverensstemmelser, som man diplomatisk kalder det, når egoer brager sammen.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger