juli 2018 arkiv

Gammel kærlighed: This Whole World

26. juli 2018

Gammel kærlighed ruster ikke, siger en gammelt, dansk talemåde. Og i går flammede en gammel kærlighed op i fuld lue. Jeg havde sat Beach Boys ‘ album Sunflower på afspilleren. Og få sekunder inde i sang nr. to, “This Whole World”, sprang gnisten og fik den gamle kærlighed til at brænde som en græsk skovbrand. Sunflower blev ikke Stranddrengenes største albumsucces, og singlen “Slip on through/This Whole World” gjorde sig heller ikke på hitlisterne, hverken hjemme i staterne eller i Europa. Og det er en af de mange historiske uretfærdigheder, der har ramt poppens og rockens subhistorie. “This Whole World” er en sang, der burde ligge på hitlisternes top i ugevis, hvis det stod til mig.

I forgrunden synger Carl Wilson en særdeles smuk og forførende vokal, om hvilken brodermand Brian har sagt, at den er “meget speciel”. Og det har han ret i. Carl Wilson viser, at han indiskutabelt besidder den mest følsomme og udtryksfulde stemme i Wilson-brødrenes kor. Så er det sagt. Og Brian har skrevet en sang om universel kærlighed, som kun han kan skrive den. Sangen blev indspillet i et hug hjemme i Brians hjemmestudie og lukkede munden på alle dem, der mente, at han kunstnerisk set var gået lidt i stå. Giv Sunflower en chance. Den findes i en fin dobbeltudgivelse sammen med Surfs up. Det er tidløs Beach Boys og dermed tidløs pop.

Maccas favorit-Beatles-cover…

25. juli 2018

LIge nu kan man  – på Facebooks – følge Paul McCartney i en afslappet konversation med Jarvis Cocker i Liverpool. Og jeg har hørt det meste (der er knap fem minutter tilbage), og som så ofte er Macca fuld af fine anekdoter og overvejelser om det at være Beatle og Beatlesangskriver. Undervejs bliver hans spurgt, om der er en Beatles-cover, han især holder af. Og han nævner som den første Esther Phillips udgave af “And i love her”, der selvfølgelig bliver til “And I love him”.  Og han nævner Ray Charles, Frank Sinatra, Elvis Presley og et par stykker mere. Men Esthers udgave fortjener at blive hevet frem i lyset, for den er virkelig fin.

Riders of the Storm – en indføring

25. juli 2018

49 år senere: Over Abbey Road

24. juli 2018

En af ugens “virale” begivendheder var, da Paul McCartney gik over fodgængerfeltet på Abbey Road. Det ikoniske felt, der pryder albummet Abbey Road. Macca var på vej til studierne for at give en “intim koncert” og datteren Mary filmede farmands skridt over de hvide streger…

Marcella Detroit eller…

24. juli 2018

Måske er jeg stødt på navnet Marcella Detroit engang, men jeg har ingen erindring om det. Men jeg stødte igen på det via nogle kringlede søgninger på nettet og et rockleksikon. Og til min overraskelse afsløredes det, at denne Marcella ikke er en frøken hvem-som-helst. Den nu 66-årige musiker, sangskriver og sangerinde kalder sig også Marcella Levy – og derfra var der ikke langt til aliasset Marcy Levy. Og pling sagde det så i mit hovede. Det var jo hende, der sammen med  selveste Eric Clapton skrev sangen “Lay down Sally” på Slowhand.

Men her stopper det ikke. Det viser sig, at hun har spillet en vigtig rolle hos Clapton i hans tidlige solokarriere, hvor hun bl.a. var med i bandet Julia, der varmede op for Clapton, og sang backing på albummet There’s one in every crowd. Ud over at sam-skrive ovennævnte perle, “Lay down Sally”, sang hun også backing på Claptons store hit “Wonderful tonight”.

Men hendes virke stopper slet ikke med Clapton. Hun har sunget for og skrevet sammen med en lang række andre, store kunstnere, fx Aretha Franklin, Burt Bacharach, Carole Bayer Sager, Stanley Clarke, Chaka Khan, Belinda Carlisle, Al Jarreau. og ikke at forglemme Elton John.

Ud over at have alle disse berømtheder som legekammeratier, har hun udsendt en lille snes soloalbums og var med i duoen Shakepeare’s Sisters med Bananarama-medlemmet Siobhan Fahey. Og de har udgivet to absolut lytteværdige popalbums.

Hvorfor Marcella aldrig er blevet et rigtig stort navn, kan godt undre en lidt, når man betænker talentet og det imponerende CV. Men på den anden side, så er der ingen retfærdighed til – heller ikke rocken – og specielt ikke, når man tilhører spindesiden.

Endnu en Clapton-Levy-sang: