juli 2018 arkiv

Mamma Mia! Here we go again.

20. juli 2018

Det er Hollywood-logik for burhøns – eller rettere: deres menneskelige pendanter, biografpublikum – at hvis en film får succes, og det vil især sige: tjener penge ind, mange penge, så laver man da en opfølger. Og således også med filmen, der byggede på ABBAs sange, Mamma Mia.

Den nye film dykker meget passende ned i den forhistorie, som etteren hvilede på. Hovedpersonen Donna (spillet af Meryl Streep) blev i sine unge år besvangret af en ungersvend – og derefter mor til Sophie, der er den første film centrale hovedperson. Men hvad skete der egentlig dengang, da Donna var ung. Det er det, den nye film vil fortælle og underholde publikum om og med.

Tilbagespolingen i tiden indebærer selvfølgelig omrokering i skuespillercastet, selv om der nok kommer et flashback og -forward eller to. Og sådan er det. Mere spændende er det måske, om filmmagerne kan finde ABBA-sange, der kan passe ind i den historie. Det får vi så at se.

Men den nye film har allerede ført med sig, at en af de nye medvirkende, sangerinden Cher, har bebudet, at hun vil udsende et helt album med ABBA-covers. Man frygter det værste…

Nul huller: Dentist

20. juli 2018

De bliver kaldt surf-pop i den pladedebuterende trio fra Nw Yersey, Dentist. Og i hvert fald lyder trioen af gamle dage. Der er noget tresserpigegruppe, The Go-go’s og gammel powerpop over deres stramme, iørefaldende poprock, der kun smager af mere som sommeris i varmen.

50: Family – Music in a doll’s house

20. juli 2018

Debutalbummet fra Family Music in a doll’s house fik megen omtale i DR, dengang det udkom. Det var et af de første britiske psykedelisk inspirerede album. Og ud over musikken blev der gjort meget ud af at fremhæve forsangeren Roger Chapmans specielle stemme, der skilte sig meget ud fra datidens forsangere.

—–

 

Ud af glemslen: Dave Berry

19. juli 2018

Lige som Lennon & McCartney havde også Ray Davies nogle kolleger, som han skrev sange til – tilbage i de tidlige tressere. En af dem var sangeren Dave Berry, der blev meget populær i hjemlandet og i Benelux-landene. Bl.a. med Davies-sangen “This strange effect” og Graham Gouldmans “I’m going to take you there”. Selv om populariteten dalede lidt med tiden (han er stadigvæk aktiv i en alder af 77), så forblev han et stort navn specielt i Holland og Belgien, hvor hans blanding af R&B og pop faldt i rigtig god jord.

50: Yellow Submarine – tegnefilmen

19. juli 2018

For et par dage siden tangede vi jubilæumsdagen for offentliggørelsen af animationsfilmen over Beatles “Yellow Submarine”. En animation, der er en fantasi over det univers, som sangen beskriver. Oprindeligt var det meningen, at de fire Liverpooldrenge skulle lægge stemmer til løjerne, men til sidst nøjedes de med at optræde til allersidst i filmen. Filmen, der i anledning af jubiliæet er blevet genopført i biografer og udsendt i en digitaliseret og bearbejdet ny udgave (DVD og Blue Ray) har vundet anerkendelse som en bedrift inden for animationsfilmen.

PS. Jeg har aldrig fået set den fra ende til anden – og det må jeg gøre noget ved…