Da pigtrådsmusikken kom frem, var et af standardnumrene Bo Diddleys “Cadillac”. Og den var standardrepertoire for mange bands, der brød igennem i de tidlige tressere. Fx The Kinks, der har deres version med på debutpladen The Kinks.
Den plade købte jeg på CD for snart mange år siden på et et udsalg i FONA på strøget i Århus, hvor CD’erne lå i store bunker på nogle borde.
Jeg har ikke lyttet så meget til den LP, som jeg burde. Men lige nu kører den på gentagelse. Og det er et studie i The Kinks’ rødder i den R&B, der skabte de store tressernavne. Fra Beatles til Stones.
Vi skriver 1964, og pladen byder på sange af Diddley, Shel Talmy, Chuck Berry, James Moore – og selvfølgelig Ray Davies. Kinks er ved rødderne, men sangskriveren Ray Davies er allerede ved at vise nye veje for bandet med en sang som “All day and all of the night”. Og Kinks trækker essensen ud af inspirationen med den uuopslidelige “You really got me”.
Det er en herlig oplevelse at lytte til Kinks som R&B-fortolkere. De gør det godt og med megen indlevelse.
Gode gamle Chaka Khan (nu 65 år) er tilbage med en sang, der ikke er til at tage fejl af. Den vil dansen, glæden og det poppede underholdende. Hverken mere eller mindre. Godt så.
Som næsten altid er det tilfældighedernes spil, der gør, at jeg kommer til at se en film, jeg enten ikke har hørt om eller har overset i mediestormen. Således også i går. Ganske vist ville den danske titel, Familien, ikke have lokket mig til at tilbringe et par timer foran kassen, men lidt zapperi gjorde at jeg landede lige da Nak-og-æd-programmet sluttede af med mad og øl og filmen startede.
Den amerikanske originaltitel er meget mere spændende og inciterende, August: Osage County. Tid og sted: En varm august måned i et hjørne af the plains i Oklahoma. Vi befinder os i et hus, hvor ægteparret Beverly og Violet Weston (hhv. Sam Shephard og Meryl Streep) residerer. Beverly er en alkoholiseret forfatter, der engang var noget, og Violet er hans iltre, lidenskabelige kone, der lider af en kræftsygdom i munden og er notorisk pillemisbruger. Da vi kommer ind i historien er Beverly ved at ansætte en indiansk kvinde som kom i huset.
Kort tid efter forsvinder Beverly. Han går ud af fordøren og forsvinder – og det får Violet til at tilkalde sin søster og sine døtre. Og dermed iscenesættes historiens centrale tema – forholdet mellem kvinderne i familien og deres forhold til mændene. Og det er – uden af afsløre for meget – et pinefuldt kammerspil, hvor sandhederne om de medvirkende blotlægges med smertefuld hudløshed. Og den centrale akse i dette kammerspil er moderen Violets opgør med sin ældste datter Barbara eller Barb, som hun bare kaldes. Hun spilles – fremragende – af Julia Roberts. Måske, fordi de to ligner hinanden meget, blandt andet i deres tilbøjelighed til at være hensynsløst ærlige og ligefremme, er det dem, der sætter gang i den familiær storvask. Det er tydeligt, at historien bygger på et teaterstykke. Det er dialogerne mellem de medvirkende familiemedlemmer, der står centralt i filmen.
Både Streep og Roberts fik Oscar-nomineringer for deres roller, har jeg bagefter læst. Og det er helt forståeligt. Men også de andre medvirkende – Ewan McGregor, Chris Cooper, Abigail Breslin, Benedict Cumberbatch, Juliette Lewis, Margo Martindale, Dermot Mulroney, og Julianne Nicholson mere end udfylder deres biroller. De er nærmest perfekt “castet” til deres roller. Og det er skuespilpræstationerne, der løfter denne på en gang lille og store film op over Hollywoods gennemsnitlighed og gør filmen til filmkunst og ikke kun – underholdning. Det er ensemblespil af højeste klasse, hvor amerikanerne for en gangs skyld kommer op på niveau med de bedste europæiske film. Det er sådan en film, man roligt kan indlemme i sin DVD-samling eller hvor man nu gemmer den henne…
Og musikken spiller en lille, men signifikant rolle. Eric Claptons “Lay down Sally” dukker op nogle gange, hvor Violet for en gangs skyld liver lidt op midt i al elendigheden.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen. Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet. Og det gør jeg så gennem min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Capac har kørt i 13 år.
Velkommen.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Fordanskning: Vi er hver især frietil at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af. at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Omtale af musik og andre kulturfrembringelser
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at ebøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
Om brug af billeder
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er "frie" eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
