august 2018 arkiv

Synspunkt: Elitesporten som et spejlbillede af samfundet

8. august 2018

Når jeg svømmer, gør jeg det bedste, jeg kan, og jeg gør det på den måde, der giver mest mening for mig.

– Det, jeg gjorde, var for at se, hvor meget jeg var villig til at risikere, velvidende at jeg kunne ende med at ligne et fjols. Jeg er villig til at risikere meget, og jeg har aldrig følt mig mere fri end ved at gøre det. Jeg kan ikke sige, at det var en god beslutning. Det var det tydeligvis ikke, når man ser på resultatet [Pernille Blume på Instagram efter sit løb]

Vi vil helst se sport som en disciplin, hvor de reneste og fineste idealer hersker. Fx de olympiske idealer, hvor det er vigtigere at deltage og gøre sit bedste end at vinde for enhver pris. Og som en sfære, der ikke er besmittet af fx politik. Men vi ved også af erfaring, at det langtfra forholder sig så ideelt i sportens verden. Det netop afsluttede VM i fodbold mindede os om, hvor lille afstanden mellem sport og politik er. Ikke kun fordi Rusland er genstand for politiske sanktioner osv. fra Vesten, men fx også fordi en kroatisk fodboldspiller “kom til at” vise symbolsk sympati for Ukraine efter en kamp. Jo den uskyld er blevet taget for mange år siden. Tænk på de sorte pantere i 1968.

Og forleden kunne man på DR se en udenlandsk dokumentar, der nådesløst afdækkede, hvordan elitesporten er indfanget af politiske og økonomiske interesser. Ikke kun dokumenterede udsendelsen endnu engang, hvordan elitesporten i DDR og Sovjet blev udsat for massiv manipulation og dopingmisbrug med uhyggelige resultater for de involverede, men også hvordan amerikanske og andre vestlige elitesportsfolk bliver udsat for et massivt økonomisk pres for at bringe resultater hjem. Hvis det ikke skete, så blev deres løn beskåret og så videre.

Og der er ikke grund til at tro, at sportsdeltagere uden for VM og Olympiaderne skulle være udsat for mindre pres. Fx det pres, der udøves gennem pressen. Et helt aktuelt eksempel er den i Danmark verdensberømte svømmepige Pernille Blume, der forleden missede en finalekvalifikation i disciplinen 100 meter fri. På forhånd havde sportspressen – som altid – skruet forventningerne om finaledeltagelse og medaljehøst helt op i det urimelige. Men Pernille Blume valgte at følge sin egen overbevisning og forsøgte at svømme distancen på en anden måde end den forventede. Hun valgte at svømme de første 50 meter så hurtigt som muligt – for at opnå det bedste resultat, skal det pointeres – og hun valgte at foretage en alternativ vending ved de 50 meter. Resultatet var, at Pernille Blume ikke kvalificerede sig til finalen.

Og så faldt der brænde ned. I første omgang fra pressen, der fordømte hende og hendes præstation. Dernæst fulgte Team Danmark og landstræneren med lignende desavoueringer. Og det efterlader et samlet indtryk af en offentlighed, der lægger et entydigt forventningspres på den udøvende svømmer. Med til historien hører, at Pernille Blume selv stod ved sin beslutning – uden at fortryde eller undskylde over for offentligheden.

Historien, der ikke er enestående, illustrerer tydeligt, at sporten langt fra udfolder sig i en ideel verden, hvor andre og smukkere idealer hersker. Tværtimod er det idealer og mål, der også dominerer og hersker i det øvrige samfund. Det forventes at du præsterer og leverer det bedste, og det forventes at du retter ind i forhold til disse forventninger og gør, hvad ledere og andre øvrighedspersoner (fx trænere) fortæller dig, at du skal gøre. Og som sportspressen ukritisk kolporterer dagligt. I modsat fald skal du nok blive kanøflet og hængt til tørre i medierne. Som tilfældet er med Pernille Blume i disse dage. Jovist, sporten – og ikke mindst elitesporten – er et spejlbillede af det konkurrencesamfund, vi alle er en del af, På godt og ikke mindst på ondt.

…men Shawn Colvin

8. august 2018

Jeg kan ikke helt slippe David Crosby. For et eller andet sted så respekterer jeg ham for at have en politisk ukorrekt mening om klenodiet ABBA, som han har kaldt “dog poop”, altså “hundelort”. Selv om jeg gerne så ham uddybe sit synspunkt, så respektere jeg, at han har det. Lige som jeg respekterer mange af dem, der ikke kan døje the Beatles.

Jeg har lige læst et interview med Crosby i det svenske musikblad Sonic (nr. 23).  Her er han lige så kontant i sine udmeldinger. Det gælder fx den koncertaktuelle Britney Spears. Han går til angreb på den moderne promovering af unge kunstnere, hvoraf nogle er talentfulde andre ikke. Og så tager han Spears som eksempel:

“Se på promotionen omkring Britney Spears. Hun kan ikke skrive sange. Hun kan ikke synge. Og hun kan ikke spille. Hun er en danser. Jeg har set strippere gøre det hun gør, bare bedre. Hun har ikke noget talent overhovedet. Hun sælges som en superstjerne og hun er med på det. Hun tror virkelig på, at nogen har rørt ved hende med en tryllestav, men hun kan ikke sætte sig ned og synge en sang for dig… Hun kan det ikke. Det er playback det hele…

I min tid ville ingen have vovet at indspille et bånd og kalde det en koncert. Ingen. Nogensinde. Jeg kan ikke lade være med at fnyse over, at det er så…falsk. De kan danse men ikke formidle noget. Det er resultatet af MTV og VH1. De kanaler ændrede alt, fra at handle om musikken til kun at handle om optræden. Nu handler det om, hvordan du ser ud, ikke om hvad du kan. Så alle Britney Spears i verden – jovist har hun en fin mage og fine bryster – men Shawn Colvin…

 

Sure gamle Crosby. Jeg kan ikke andet end holde af ham og hans gnavpotteri.

John Hiatt er tilbage

8. august 2018

Fire år skulle der gå, inden John Hiatt kunne komme op med et nyt album. The Eclipse Sessions er hans 23. album, siden debuten i 1974.Og i følge ham selv handler pladen meget om alderen og foranderligheden i livet. Som altid…

 

Sorte ABBA

8. august 2018

Debatten om David Crosbys ringeagtende tweet om ABBA førte mig ad mærkelige omveje til bandet Black ABBA, der vist hører hjemme i New Orleans, Louisiana. Og de spiller en afart af punk med islæt af lidt (meget lidt), monoton electronica. Det er meget lidt opbyggelig musik. Snarere tværtimod. Black ABBA vil hellere bryde ned end bygge op.

At huske: Enewetak

7. august 2018

Bedst som man går og bliver helt bevidstløs af tv-journalistikken overfladiske dyrkelse af tynde nyheder – gerne med kendte personer i centrum – så kommer der pludselig en udsendelse med dybde og perspektiv. Det skete således i går, hvor DR sendte udsendelsen Horisont Atomtruslen på tropeøen. Desværre gjorde DR ikke meget for at gøre opmærksom på programmet – i modsætning til alle mulig andre mere eller mindre ligegyldige programmer – så der er nok en del seere, der gik glip af den.

Og det er en skam (selv om den endnu kan ses på nettet), for det var en spændende fortælling om især den atomforurenede atol Enewetak i Marshalløerne. Den mest kendte atol derud er nok Bikini, der blev kendt som det sted, hvor amerikanerne lavede mange  atomprøvesprængninger. Men Enewetak har været lidt glemt – af gode grunde: det officielle Amerika ikke været interesseret i at for mange informationer om atomforureningen der kom ud til en større offentlighed. Og sådan er det stadigvæk.

Under en 35 cm tyk betonkuppel har amerikanerne gemt højradioaktivt atomafffald, bla. indeholdende plutonium – det allergiftigste stof. Og langsom siver det forurenede materiale ud i vandet omkring atollen. Faktisk mener fagfolk, at betonkuplen ikke længere skjuler noget, der ikke også er uden for kuplen.

Fortællingen om atollens affolkning i forbindelse med prøvesprængningerne og tvangsudskrivningen af op mod 8000 amerikanere, der skulle rydde og og bygge kuplen – uden at være iført beskyttende dragter og masker – og med liv og helbred som indsats er en rystende beretning om en amerikansk politisk kynisme, der under påskud af at gøre noget godt for menneskeheden fordrev folk fra deres hjem og ødelagde mange menneskers liv. Og kontaminerede et sted på jorden de næste 24000 år….

Og her mange årtier efter Marshalløerne blev genstand for atomforsøgene er der nogen, der kæmper for at få forbryderne stillet til ansvar. Historien bliver ikke sådan glemt, selv om de amerikanske myndigheder gør, hvad de kan for at tysse sagen ned, fx ved ikke at anerkende de ødelagte amerikanske soldater som atomofre (og dermed give dem mulighed for at få en særlig dækning af deres enorme hospitals- og medicinregninger).

Den lille halve time udsendelse varer burde være sendt i den bedste sendetid i stedet for de hjernevaskende underholdning, vi dagligt udsættes for. En udsendelse af stor både historisk og aktuel relevans.