CAPAC

Når jeg svømmer, gør jeg det bedste, jeg kan, og jeg gør det på den måde, der giver mest mening for mig.

– Det, jeg gjorde, var for at se, hvor meget jeg var villig til at risikere, velvidende at jeg kunne ende med at ligne et fjols. Jeg er villig til at risikere meget, og jeg har aldrig følt mig mere fri end ved at gøre det. Jeg kan ikke sige, at det var en god beslutning. Det var det tydeligvis ikke, når man ser på resultatet [Pernille Blume på Instagram efter sit løb]

Vi vil helst se sport som en disciplin, hvor de reneste og fineste idealer hersker. Fx de olympiske idealer, hvor det er vigtigere at deltage og gøre sit bedste end at vinde for enhver pris. Og som en sfære, der ikke er besmittet af fx politik. Men vi ved også af erfaring, at det langtfra forholder sig så ideelt i sportens verden. Det netop afsluttede VM i fodbold mindede os om, hvor lille afstanden mellem sport og politik er. Ikke kun fordi Rusland er genstand for politiske sanktioner osv. fra Vesten, men fx også fordi en kroatisk fodboldspiller “kom til at” vise symbolsk sympati for Ukraine efter en kamp. Jo den uskyld er blevet taget for mange år siden. Tænk på de sorte pantere i 1968.

Og forleden kunne man på DR se en udenlandsk dokumentar, der nådesløst afdækkede, hvordan elitesporten er indfanget af politiske og økonomiske interesser. Ikke kun dokumenterede udsendelsen endnu engang, hvordan elitesporten i DDR og Sovjet blev udsat for massiv manipulation og dopingmisbrug med uhyggelige resultater for de involverede, men også hvordan amerikanske og andre vestlige elitesportsfolk bliver udsat for et massivt økonomisk pres for at bringe resultater hjem. Hvis det ikke skete, så blev deres løn beskåret og så videre.

Og der er ikke grund til at tro, at sportsdeltagere uden for VM og Olympiaderne skulle være udsat for mindre pres. Fx det pres, der udøves gennem pressen. Et helt aktuelt eksempel er den i Danmark verdensberømte svømmepige Pernille Blume, der forleden missede en finalekvalifikation i disciplinen 100 meter fri. På forhånd havde sportspressen – som altid – skruet forventningerne om finaledeltagelse og medaljehøst helt op i det urimelige. Men Pernille Blume valgte at følge sin egen overbevisning og forsøgte at svømme distancen på en anden måde end den forventede. Hun valgte at svømme de første 50 meter så hurtigt som muligt – for at opnå det bedste resultat, skal det pointeres – og hun valgte at foretage en alternativ vending ved de 50 meter. Resultatet var, at Pernille Blume ikke kvalificerede sig til finalen.

Og så faldt der brænde ned. I første omgang fra pressen, der fordømte hende og hendes præstation. Dernæst fulgte Team Danmark og landstræneren med lignende desavoueringer. Og det efterlader et samlet indtryk af en offentlighed, der lægger et entydigt forventningspres på den udøvende svømmer. Med til historien hører, at Pernille Blume selv stod ved sin beslutning – uden at fortryde eller undskylde over for offentligheden.

Historien, der ikke er enestående, illustrerer tydeligt, at sporten langt fra udfolder sig i en ideel verden, hvor andre og smukkere idealer hersker. Tværtimod er det idealer og mål, der også dominerer og hersker i det øvrige samfund. Det forventes at du præsterer og leverer det bedste, og det forventes at du retter ind i forhold til disse forventninger og gør, hvad ledere og andre øvrighedspersoner (fx trænere) fortæller dig, at du skal gøre. Og som sportspressen ukritisk kolporterer dagligt. I modsat fald skal du nok blive kanøflet og hængt til tørre i medierne. Som tilfældet er med Pernille Blume i disse dage. Jovist, sporten – og ikke mindst elitesporten – er et spejlbillede af det konkurrencesamfund, vi alle er en del af, På godt og ikke mindst på ondt.

Jeg kan ikke helt slippe David Crosby. For et eller andet sted så respekterer jeg ham for at have en politisk ukorrekt mening om klenodiet ABBA, som han har kaldt “dog poop”, altså “hundelort”. Selv om jeg gerne så ham uddybe sit synspunkt, så respektere jeg, at han har det. Lige som jeg respekterer mange af dem, der ikke kan døje the Beatles.

Jeg har lige læst et interview med Crosby i det svenske musikblad Sonic (nr. 23).  Her er han lige så kontant i sine udmeldinger. Det gælder fx den koncertaktuelle Britney Spears. Han går til angreb på den moderne promovering af unge kunstnere, hvoraf nogle er talentfulde andre ikke. Og så tager han Spears som eksempel:

“Se på promotionen omkring Britney Spears. Hun kan ikke skrive sange. Hun kan ikke synge. Og hun kan ikke spille. Hun er en danser. Jeg har set strippere gøre det hun gør, bare bedre. Hun har ikke noget talent overhovedet. Hun sælges som en superstjerne og hun er med på det. Hun tror virkelig på, at nogen har rørt ved hende med en tryllestav, men hun kan ikke sætte sig ned og synge en sang for dig… Hun kan det ikke. Det er playback det hele…

I min tid ville ingen have vovet at indspille et bånd og kalde det en koncert. Ingen. Nogensinde. Jeg kan ikke lade være med at fnyse over, at det er så…falsk. De kan danse men ikke formidle noget. Det er resultatet af MTV og VH1. De kanaler ændrede alt, fra at handle om musikken til kun at handle om optræden. Nu handler det om, hvordan du ser ud, ikke om hvad du kan. Så alle Britney Spears i verden – jovist har hun en fin mage og fine bryster – men Shawn Colvin…

 

Sure gamle Crosby. Jeg kan ikke andet end holde af ham og hans gnavpotteri.

Fire år skulle der gå, inden John Hiatt kunne komme op med et nyt album. The Eclipse Sessions er hans 23. album, siden debuten i 1974.Og i følge ham selv handler pladen meget om alderen og foranderligheden i livet. Som altid…

Debatten om David Crosbys ringeagtende tweet om ABBA førte mig ad mærkelige omveje til bandet Black ABBA, der vist hører hjemme i New Orleans, Louisiana. Og de spiller en afart af punk med islæt af lidt (meget lidt), monoton electronica. Det er meget lidt opbyggelig musik. Snarere tværtimod. Black ABBA vil hellere bryde ned end bygge op.

Bedst som man går og bliver helt bevidstløs af tv-journalistikken overfladiske dyrkelse af tynde nyheder – gerne med kendte personer i centrum – så kommer der pludselig en udsendelse med dybde og perspektiv. Det skete således i går, hvor DR sendte udsendelsen Horisont Atomtruslen på tropeøen. Desværre gjorde DR ikke meget for at gøre opmærksom på programmet – i modsætning til alle mulig andre mere eller mindre ligegyldige programmer – så der er nok en del seere, der gik glip af den.

Og det er en skam (selv om den endnu kan ses på nettet), for det var en spændende fortælling om især den atomforurenede atol Enewetak i Marshalløerne. Den mest kendte atol derud er nok Bikini, der blev kendt som det sted, hvor amerikanerne lavede mange  atomprøvesprængninger. Men Enewetak har været lidt glemt – af gode grunde: det officielle Amerika ikke været interesseret i at for mange informationer om atomforureningen der kom ud til en større offentlighed. Og sådan er det stadigvæk.

Under en 35 cm tyk betonkuppel har amerikanerne gemt højradioaktivt atomafffald, bla. indeholdende plutonium – det allergiftigste stof. Og langsom siver det forurenede materiale ud i vandet omkring atollen. Faktisk mener fagfolk, at betonkuplen ikke længere skjuler noget, der ikke også er uden for kuplen.

Fortællingen om atollens affolkning i forbindelse med prøvesprængningerne og tvangsudskrivningen af op mod 8000 amerikanere, der skulle rydde og og bygge kuplen – uden at være iført beskyttende dragter og masker – og med liv og helbred som indsats er en rystende beretning om en amerikansk politisk kynisme, der under påskud af at gøre noget godt for menneskeheden fordrev folk fra deres hjem og ødelagde mange menneskers liv. Og kontaminerede et sted på jorden de næste 24000 år….

Og her mange årtier efter Marshalløerne blev genstand for atomforsøgene er der nogen, der kæmper for at få forbryderne stillet til ansvar. Historien bliver ikke sådan glemt, selv om de amerikanske myndigheder gør, hvad de kan for at tysse sagen ned, fx ved ikke at anerkende de ødelagte amerikanske soldater som atomofre (og dermed give dem mulighed for at få en særlig dækning af deres enorme hospitals- og medicinregninger).

Den lille halve time udsendelse varer burde være sendt i den bedste sendetid i stedet for de hjernevaskende underholdning, vi dagligt udsættes for. En udsendelse af stor både historisk og aktuel relevans.

Som tidligere skrevet, så læser jeg pt. Wolf Biermanns store selvbiografi Warte nicht auf bessre Zeiten. Og den er storartet. Både biografi og et stykke tysk historie med fokus på tiden fra 2. Verdenskrig og frem til nutiden. Og Biermann, der jo bosætter sig i DDR som ganske ung, bliver en slags sandhedsvidne for den komplicerede og modsætningfulde udvikling både DDR og BRD gennemløber. Der er ikke plads til forenklinger eller halve sandheder og Biermann holder sin socialistiske fane højt trods sin udsatte position som politisk “outsider” i begge de to Tysklande.

Og billedmaterialet i bogen er i sig selv ens studie værd. Her ser man bl.a. alle de forskellige kulturpersoner, Biermann møder på sin vej. Fx – som afbilledet ovenfor – Joan Baez, en søster i ånden, eller – som tidligere dokumenteret – Nina Hagen. Eller den amerikanske beatpoet Allen Ginsberg og den tyske filosof Ernst Bloch. Fine sort-hvide fotos, der afspejler tiden og tidsånden.

Nedenfor ses endnu engang Nina Hagen (med ølflasken for munden) sammen med Biermann og Ninas moder Eva-Maria Hagen. Året er 1988.

https://www.youtube.com/watch?v=DK-pNuzP92k

Chicago har længe været kendt som en voldsom og voldelig by. Og i dagens nyhedsstrøm kan man læse om 44 skyderier, der har udspundet sig på bare 13 timer. Banderelateret vold, som medierne slår fast. Og straks begynder associationsmaskinen at køre. Fra august 2018 og tilbage til Al Capone og den slags organiseret kriminalitet – og frem igen til 1974, hvor den britiske gruppe Paper Lace hittede med sangen om dengang Chicago døde.

Jeg kan godt få nok af tidens sundhedsideologi. Jeg tilhører en generation, der har oplevet, hvordan tobakken systematisk er blevet gjort til den store nydelsessynd. En synd, man betaler med sit liv og helbred for. Se bare på cigaretpakkernes skræmmende billedgalleri af tobaksrelaterede lidelser. Og med den private virksomhed Kræftens bekæmpelse i hånden fører sundhedsmyndighederne, altså staten, en ulige kamp mod tobaksforbruget. For det er primært forbrugerne, almindelige borgere, og ikke tobaksindustrien, der er målet for ikke-rygnings-kampagnen. Da jeg var en lille dreng blev der røget alle steder. Ved spisebordet, ved sociale sammenkomster osv. Og ingen – bortset fra nogle få astmatikere og folk med luftvejslidelser – gjorde indvendinger mod tobaksrygeriet. Ja, jeg kan sågar huske, at det var almindeligt ved sociale sammenkomster, at et fad med cigaretter, cigarer og cerutter blev delt rundt blandt gæsterne. Det var tider…

Senest har vi set endnu et korstog mod de unges rygeri, under devisen, at hver fjerde unge vil dø af sin nydelse, hvis den fortsætter. Så kampen mod tobak fortsætter og vil sikkert skærpes de kommende år.

Men tobakskampen er blot en iøjnefaldende kampagne i et stort sundhedsprogram, der handler om at disciplinere os almindelige borgere til at blive og være gode forbrugere og god arbejdskraft. For i vores aktuelle samfund er vi først forbrugere og arbejdskraft, siden mennesker. Og skanner man mediernes budskaber vil man let kunne se, hvordan vores livsstil hele tiden er genstand for en ideologisk revision og reformering, der har til formål at skole os som forbrugere og arbejdskraft. Er far blevet for tyk, så sender DR en kvindelig læge ud til familien for at genopdrage farmand til et liv med motion og forsagelse af tobak, alkohol, fedt, sukker osv. Kan familien ikke styre sit forbrug og falder i “luksusfælden”, så sender TV3 straks et par “eksperter”, der instruerer familien i at forbruge på den rigtige måde. Og i livsstilprogrammerne kan man være sikker på, at et af indslagene er et sundhedstjek af køleskabet. Hvor meget økologi og sundhedsfremmende ingredienser står der inde bag lågen?

Og jeg kan godt få nok af at være genstand for den slet skjulte sundhedskampagne, der vil give en en dårlig samvittighed, hvis man ikke går til fitness, spiser groft og grønt, forsager feddt og sukker og i det hele taget lader lysten få for meget spillerum. Og jeg kan blive rigtig glad, når jeg oplever, at nogen går mod strømmen. Som min reservebedstefar, der havde røget siden han var ni år gammel og – med hans egne ord – røg så meget han kunne overkomme og ville fortsætte med det til det sidste. Hvilket han gjorde. Og han døde af en tobaksrelateret sygdom. Eller da Lou Reed sang om “The Power of positive drinking”. Eller da ærke-hedonisten Hunter S. Thomson blev citeret for at mene: “I hate to advocate drugs, alcohol, violence, or insanity to anyone, but they’ve always worked for me.”. Jeg vil heller ikke advokere for nogen form for misbrug. Heller ikke for det sundhedshysteri, der er blevet en del af den offentlige magtdiskurs. Nyd dit liv, så godt du kan, men husk på, at livet er farligt – du dør af det i sidste instans.

https://www.youtube.com/watch?v=sb12CnvIVpM

Ovre på Facebook har jeg været involveret i en “tråd”, der drejer sig om David Crosbys opfattelse af ABBA. Kort fortalt har Crosby tweetet, at ABBA var noget hundelort, dog poop. Det har han selvfølgelig lov til at mene (og det var der mange langhårede, der mente i halvfjerdserne…).
Det giver mig bare anledning til at mene, at Crosbys holdning jo ikke gør ham selv til en dårligere musiker. Det afgør alene hans musik.

Lidt i forlængelse af det, så har nogen fundet en gammel filmstump med Paul McCartney og fru Linda McCartney, hvor ægteparret tilsyneladende skændes, sådan som kærestepar nu engang gør, og forsones. Måske er der tale om et oplæg til en video eller noget. Vi ved det ikke, men det er også lige meget. Om McCartney har skændes med sin kone, om John Lennon har tævet sin, om Ringo Starr var alkoholiker – og så videre – er ganske ligegyldigt, når det gælder musikken. Det er den der tæller. Og det er en fejl at tro, at man kan udlede noget om musikkens kvalitet i musikernes nok så turbulente liv.

Efter et længere tilløb bliver det progressive britiske band Yes dannet i 1968. Og den 4. august dette år optræder Yes for første gang på en ungdomslejr i East Mersey, Essex. Men bandet havde endnu ikke fundet sin progressive stil og spillede som så mange andre cover-numre af Beatles, Traffic, 5th Dimension m.fl.

Til forskel fra Torben Bille blev jeg aldrig fan af Yes og har aldrig rigtig dyrket deres musik i den korte tid, hvor de fusionerede britisk folkemusik med amerikansk vestkyst og ambience. Læs derfor Torbens  genhør med bandet, da det besøgte Amager Bio i december 2009. Her.

https://www.youtube.com/watch?v=sDd3ZDTWdRk

Jeg kender ikke Indiara Sfair (sangskriver og mundharmonikaspiller). Men jeg har altid været fascineret af det lille instrument, mundharmonikaen. Et til tider lidt ugleset instrument, der var forbeholdt musikere, der ikke “kunne” et rigtigt instrument – hvor forkert! Jeg kan finde masser af eksempler i min egen lille pladesamling på sange, der kun vokser ved at have mundharmonikaen med. Og selv om ovenstående er en reklame – for mundharmonikaproducenten Hohner – så gør det alligevel indtryk. Stort indtryk.

I anledning af, at det er tres år siden branchebladet Billboard startede sin berømte og berygtede Hot 100-liste har samme liste lavet en top 600 over de seks hundrede største hits. Min alder gør, at jeg kender det meste på den liste, så det er både fascinerende og lidt rystende at løbe den igennem. Men også et vidnesbyrd om, hvor mange store hits, der har været. Og gode sange. For selv om hitlister jo pr. definition er kommercielle lister, der især handler om antal solgte plader og dermed om ussel mammon, så kommer man ikke uden om, at der generelt set kræves talent og kvalitet for at hitte. Og lad så smutterne gå i glemmebogen i denne omgang. ..

Og med en streamingtjeneste ved hånden kan man så genopleve tider og steder på vejen. Og det er altid en fornøjelig sport.

Det er selvfølgelig umuligt at finde en sang, der er repræsentativ for alle disse hits. Derfor vælger jeg Gilbert O’Sullivan og hans “Alone Again”, fordi han er bleve en lidt glemt, god sangskriver i den lette ende.

Hvis jeg var en ung universitetsstuderende inden for det kommunikative område (jeg ved ikke, hvad uddannelserne hedder nu om stunder, hvor humaniora er blevet til Arts…og sådan noget), så tror jeg, jeg ville skrive speciale om tv-journalistikkens problemer. Dens styrker og – ikke mindst – dens svagheder. For jeg synes – som ihærdig tv-kigger gennem en menneskealder – at tv-journalistikken lader meget tilbage at ønske med hensyn til fx dannelsesniveau og informationsditto.

Lad mig bare gribe et eksempel ud af luften. Et blandt mange. Den såkaldte Novichock-skandale i Storbritannien. Gennem måneder har vi fulgt historierne om nogle personer, der angiveligt er blevet forgiftet af nervegiften Novichock. Og journalisterne har møjsommeligt og detaljeret fortalt om forløbet og omstændighederne – og har haft udsendte medarbejdere på stedet. Og under det hele har ligget en antagelse om, at den pågældende nervegift stammer fra Rusland. Vi får at vide – igen og igen – at giften er blevet udviklet i Rusland (el. det daværende Sovjet). Og det underforstås: Altså må det være russerne, der står bag giftattentaterne. Og det kan da godt være, at det forholder sig sådan. Men ikke en eneste dokumentation, ikke et eneste bevis for den implicitte påstand kommer for dagen. aligevel sidder seerne tilbage med den fornemmelse, at det er de slemme russere, der har gjort det.

Eksemplet er et eksempel på, at moderne tv-journalistik nøjes med at skøjte hen over nyhedstelegrambureauernes “historier”. Der er tydeligvis ingen interesse i at grave et spadestik dybere. Og eksemplet er jo ikke ligegyldigt, al den stund at Rusland jo er blevet identificeret som den nye fjende efter den kolde krig. Det er Rusland, “vi” (dvs. Europa og “vores” allierede i USA) pålægger handelssanktioner og opruster imod.

Men som skrevet, så er det blot et eksempel på tv-journalistikkens aktuelle elendigheder. Man er mere interesseret i at levere hurtig, letfordøjelig nyhedsjournalistik og underholdning end i at levere dybdeborende journalistik, som man -dvs. alle os tv-kiggere – kan blive bare en smule klogere på verden af.

Det fører mig så til en helt anden iagttagelse. Nemlig den, at noget af den savnede indsigt i kraft af dybdeborende baggrundsjournalistik nogle gange kommer fra journalistikkens overdrev. Fx de såkaldte “livsstilsprogrammer” eller tilsvarende underholdningsjournalistiske programmer. Fx den serie, der startede i går under titlen “Anne og Anders i Brexitland”, hvor journalisten Anders Agger og tv-kogekonen (der skal ikke lægges noget nedsættende i den betegnelse!) Anne Hjernø besøger Storbritannien for at levere historier om områdets situation nu, hvor Storbritannien forlader EU. Som bekendt stemte en majoritet for, at Storbritannien skulle forlade EU. Men det blev også hurtigt klart for alle, inkl. briterne selv, at det ikke bare er noget, man gør fra den ene dag til den næste. Det er kompliceret, som Ray Davies sang om livet i almindelighed. Og for os udenforstående kan det være svært at gennemskue, hvilke konsekvenser det såkaldte Brexit får for briterne. Og det er lige på dette punkt, en udsendelse som “Anne og Anders i Brexitland” kan være med til at løfte lidt af sløret for konsekvenserne. Det kom fx til udtryk i gårsdagens udsendelse, hvor Anne og Anders besøgte Wales, i en dansk-walisisk families hverdag. Moderen, der er dansk, arbejder som projektleder med vand i kystområdet, fx beskyttelse af ferskvandsområder i nærheden af kysten osv. Og som hun forklarede, så er hele lovgivningen omkring disse forhold EU-lovgivning. Og hvad ville der ske, når Brexit blev en realitet!? Vil Wales alene kunne sikre en beskyttelse af ferskvandsområderne og naturen ved kysterne?

Det er blot et eksempel – blandt mange – på konsekvenser af Brexit, som de allerfærreste har tænkt over eller haft viden om. Og det er lige netop den slags oplysninger, man har brug for, for at få en basal forståelse for, hvor kompliceret et EU-medlemskab er. Og den kommer så i et underholdningsprogram på den hemmelige kanal DR2, men burde være i vores daglige nyhedsprogrammer…

Den i øvrigt seværdige udsendelse om Wales var i øvrigt forsynet med et fint lydspor af udsøgt musik fra sidste halvdel af forrige århundrede. Fra Beatles over Cat Stevens, Moody Blues, Fleetwood Mac og så videre. Og et par af sangene var mindre kendte. Og som den nørd jeg er, måtte jeg jo tjekke “rulleteksten” for at få sat navn på de ukendte sange. Og heldigvis var kunstnerne opremset i det allersidste billede fra udsendelse. Kunstnernavnene, men ikke sangene. Dem må jeg så selv forsøge at afdække.

Men til de mindre kendte hører: Bear’s Den, Tavener, Marc Scibilia og Kodaline. Navne jeg måske er stødt på, men ikke kender. Det må jeg så gøre noget ved (og jeg kunne i den forbindelse godt ønske, at DRs “rulletekst”-redation var lidt mere informative…

Medens jeg gik med hunden og ømmede mig over min gamle, ischiasramte ryg, dukkede en erindring op – ud af ingenting, tilsyneladende. Jeg sidder sammen med mine forældre i deres Morris 1000 på parkeringspladsen ved Gellerup Centeret (hedder vist City Vest i dag) og beder min far om lige at vente med at køre, fordi jeg lige skal ind i FONA for at se om den stadigvæk står der – til salg på udsalg. James Taylors album Gorilla. Vi skriver nok 1975. Måske ’76, men jeg tror mere på sensommeren ’75.

Gorilla blev Taylors store kommercielle mainstreamgennembrud, og pladen fik anmeldelser derefter. Men jeg faldt pladask for sangene og Taylors umiskendelige stil, der kærligt omfavnede det hele. Og af en eller anden grund købte jeg ikke pladen, den første gang jeg stod med den i hånden i den der FONA i Gellerup Centeret. Men næste gang, hvor jeg var med mine forældre på indlkøb derinde, skete det så. Og jeg har stadigvæk vinylen i min gamle pladesamling – og den er stadigvæk en af de plader, jeg skal have med på min øde ø, når engang klimaudvikling gør det nødvendigt af forlade den aarhusianske udkant. Ohhh Mexico….

I morgen er det hele tres år siden, piratradioen Radio Mercur begyndte at sende fra internationalt farvand i Øresund til danske lyttere. Dermed var vejen for de kommercielle, reklamefinansierede radiostationer, som først mange år senere blev virkelighed, banet. Piratradioen var en trold i en æske. På den ene side gav den los for den popmusik, som radiolytterne savnede i statsradiofonien. På den anden side gav den altså også los for reklamernes indtog i æteren. Og dermed blev popmusikkens essentielle kommercialisme slået fast med syvtommersøm for dem, der stadigvæk troede på dens ungdommelige uskyld. Den største bedrift, som  piratradioerne måske kan roses for i bagklogskabens blakkede lys, er nok, at de – med Mercur i front – tog de statsmonopoliserede radiostationers uskyld med hensyn til populærmusik, der ikke levede op til datidens æstetiske fordringer.