august 2018 arkiv

Synspunkt: Den sproglige omhyggelighed

18. august 2018

Forleden for digteren, musikeren, humoristen, grinebidderen Benny Andersen hen. Og i dagens udgave af Information leverer bladets mangeårige litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen en fin nærlæsende, sprogfølsom nekrolog over Andersen. En nekrolog, der både vidner om en stor sproglig og litterær følsomhed – hos såvel nekrologskriveren som den afdøde digter – og om, hvad man forsøgsvis kunne kalde en sproglig omsorg. En omsorg for det danske sprog. For var der noget, Benny Andersen udøvede, var det netop denne kærlige omsorg for vort fælles sprog, dansk.

Og dermed blev Andersens død også – for alle os andre – en påmindelse om, at vi bør anstrenge os dagligt for at behandle det lille sprog dansk med kærlighed, omhyggelighed, opbyggelighed, nænsomhed og så videre. Og det gælder ikke mindst de faggrupper i landet, der ernærer sig ved at bruge sproget. Fx – min yndlingsaversion for tiden – journalisten. Jeg kunne give tusindvis af eksempler på, hvor lemfældigt journalister bruger det danske sprog i medierne. Ikke kun almindelige fejl, som dansklærere hver dag møder i opgaveretningen. Fx (hentet fra en kørende tv-reklame på DR) forskellen mellem at ligge og at lægge. En anden journalist snubler i en talemåde og giver op over for problemet. Eksemplerne på manglende sproglig agtpågivenhed er legio. Og så har jeg slet ikke nævnt den omfattende, hærgende angli- og amerikanificering af det danske sprog, der truer med at tage livet af vores lille sprogområde.

Og jeg mener ikke, man kan skyde det ind under “travlhed” og lignende. Det handler om prioritering. Journalister og andre professionelle sprogudøvere har et eller andet sted et ansvar over for publikum for at behandle sproget ordentligt. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan være plads til fejl og smuttere undervejs. Men det er heller ikke det, der er tale om nu til dags. Der er tale om et generel svigt med hensyn til den sproglige omsorg. Og hvis ikke de professionelle sørger for omsorgen, så kan man heller ikke forvente, at alle andre almindelige sprogbrugere gør det (se blot de sociale medier…).

Benny  Andersen vil blive husket og læst mange år frem, og vi skal sørge for, at nye generationer får lov til at kende ham og hans digtning. Sådan som Skyum-Nielsen gør opmærksom på. Og så kan vi bruge sorgarbejdet til at udøve sproglig agtpågivenhed og omsorg, når vi bruger vort danske sprog.

Lily Allens erindringer…

17. august 2018

Lily Allen er 33 år. Og alligevel udgiver hun sine erindringer til december under titlen My thoughts exactly. Og hvad skal man så mene om det.  Få dig dog et liv først!, fristes man til at råbe, fordi erindringer almindeligvis forudsætter et længere levet liv. På den anden side er lige netop Lily Allen en person, der er kendt for at være skarpt tænkende. En ung person, der har sine meningers mod, ikke er bange for at gå mod strømmen, samtidig med at hun har meget på hjerte. Det viser hendes sange. Så jeg tænker, at bogen mest af alt er en statusopgørelse i den unge sangerindes forhåbentlig lange liv.

Im strong. I can be tough. I’ve been broken. I’m opinionated. I’m a people-pleaser. I’m spoilt. I’m needy. I contradict myself. I try to do good. I want to do good. I’m impassioned. I’m observant. Most importantly, I tell the truth. And this is my story.

Benny Andersen – farvel

17. august 2018

[Benny Andersen startede som hyggepianist på værtshuse og restauranter rundt omkring, bl.a. i min barndomsby Esbjerg. Fotoet her er lånt fra Pinterest]

De store træer falder tungt i disse dage. I går Aretha Franklin og senere også digteren og musikeren Benny Andersen. Takket være gode dansklærere har jeg fulgt Benny Andersen, siden han debuterede med Den elektriske ål i 1960. Tressermodernismen funklede i de år og mine dansklærere, is. frk. Andersen, fulgte med og lod os læse med hos Andersen blandt andre. Og siden kom Svantes viser til og Benny Andersen voksede til at blive et kæmpestort træ i skoven af elskede danske digtere og forfattere, godt hjulpet på vej af den kongeniale Povl Dissing, der med sin særlige danske blues- og vise-fornemmelse indførte Andesens digtekunst i hjem, der ikke havde bøgerne stående på hylderne.

I min studietid, dengang verden var venstreorienteret og ideologikritisk, deltog jeg i et møde med Benny Andersen. Han var lidt beklemt ved at optræde hos den krtiske ungdom og holdt kærligt fast i sin ølflaske, medens han stille og roligt fik afmonteret ethvert tilløb til kritisk overgreb på den elskelige digter. Men billedet af den på en gang nervøse, uselvsikre og dog imødekomne og venlige mand har ledsaget min opfattelse af Benny Andersen lige siden. Et sammensat  menneske, sådan som de fleste af os er.

Og jeg har altid holdt af hans skriverier, der med finurlighed, humor og udpræget poetisk sans rummede noget særligt dansk. Derfor står hans samlede digte også lige deroppe på min tyngede reol og kigger ned på mig i dagens anledning – som ville den sige: Kan du så komme i gang med at læse mig igen, igen! Og jeg tænker på, at jeg heldigvis har givet mine to drengebørnebørn Snøvsens samlede historier, så godnatlæsningen er sikret et godt stykke frem. Og at Benny Andersen er hos os, selv om han altså ikke er det længere.

Farvel til Aretha Franklin

16. august 2018

Om medens jeg sidder og kaster nogle runer efter Elvis og Robert, så tikker nyheden om Aretha Franklins død ind. Vi fik forleden at vide, at hun var meget syg (led af kræft) og blev plejet i familiens skød. Og nu døde hun så af sin sygdom, 76 år gammel. Og i den kommende tid vil medierne flyde over med nekrologer og mindeudsendelser, der skal minde os om, hvor stor hun var, dronningen af soulmusikken. Og jeg synes, at vi sagtens kan mindes hende med hendes helt igennem vitale og medrivende optræden i Blues Brothers-filmen med “Think”.

 

Robert Johnson i erindring

16. august 2018

Ikke kun Elvis døde på denne dag. Det samme gjorde blueslegenden Robert Johnson for firs år siden – med alle de forbehold, man er nødt til at tage over for de biografiske detaljer vedr. netop Mr. Johnson. For som Gulranick afslørede i sin bog om at finde Mr. Johnson, så forsvinder hans livshistorie let som våd håndsæbe mellem hænderne, når man forsøger at opspore detaljerne om hans liv. Men, men, musikken står tilbage. Det er her, man finder ham, Robert Johnson. Guitaren, stemmen og det der udefinerbare, der sikrede ham et langt eftermæle, der langt fra er slut endnu.

Hans indflydelse på rockmusikken, der opstod efter hans død, kan svært overvurderes. Fra Rolling Stones over Eric Clapton til Bob Dylan står de alle i gæld til den lille mand med det store format. Som Dylan udtrykte det i sin selvbiografiske Chronicles: “If I hadn’t heard the Robert Johnson record when I did, there probably would have been hundreds of lines of mine that would have been shut down—that I wouldn’t have felt free enough or upraised enough to write.” Ikke kun musikken, men også teksterne satte sig spor i eftertiden.