september 2018 arkiv

Capac anbefaler: Ole Berthelsen – Hvalvær

24. september 2018

Vi skal endnu længere nordpå med Ole Berthelsen og hans nye plade Hvalvær. Ja, faktisk skal vi med fire af pladens sange helt op til polarcirklen, til den lille flække Svolvær, der nævnes i titelsangen.

Jeg lader hjertet hvile

i sit hjerteslag

og sindet smile

I sit sindelag

jeg har kastet anker

her hvor jeg bor

nær ved fjæld

og  li og fjord

 

Det er her jeg lever

her jeg er

en morgen på jorden ved Svolvær

en morgen på fjorden med hvalvær

Jo hjertet banker i og for det nordjyske og nordlige i det hele taget. Og sangene tager da også deres udspring i det liv, der udfolder sig mod nord. Men det vil også på flere måder sige et liv, som hvilket som helst andet i dette land. Et liv, hvor den lokale forankring er vigtig og vægtig, men hvor livet også -som alle andre steder – udsættes for lidt af hvert. Fx den ustoppelige nyheds- og informationsstrøm, der præger vores såkaldt globale tid:

Tikker ind på mobilen

kalder vagt i gevær

der sad en terrorist i bilen.

der sprang i luften igår

 

Du som ved om det hele

I dit stålsatte udsigtstårn

frit udsyn og tele

breaking news radiobåren

(Alenemand)

I det hele taget kan man godt – i hvert fald med lidt god vilje – læse en diskret konflikt mellem den solide, gode jordbundethed i det lokale og den “store verden” derude, som hele tiden banker på og trænger sig på, fx gennem medierne eller – som i sangen “Selfieforlænger” i form af moderne teknologi:

Tror jeg trænger

til en selfieforlænger

for at brede perspektivet ud

går ikke længer`

at jeg går og fortrænger

jeg må lukke mig op og se at folde mig ud

Nej nej  jeg gi`r op

overfor det close-up

der bare vil

stille mig ud

og hænge mig til tør`

og det der er vær

Og på denne vis kommer Ole Berthelsens plade til på fineste vis at udstille vores allesammens udsathed i den tid, vi lever i nu, hvor det lokale med dets historie, kultur, sprog og så videre er truet og presset af den såkaldte ‘globale udvikling’, der udgør en konstant trussel om udjævning og homogenisering af enhver lokal egenart.

Sangene fremføres af Ole Berthelsen selv med hans gode, klare mandsstemme , der bliver backet op af Flemming Ostermann (guitar, tangenter m.m.) og Henrik Askou (trommer og slagtøj). Stilen kan forsøgsvis karakteriseres som folk-rock.

Hvalvær består af tolv sange, der alle har noget på hjerte som kommentarer om en verden, hvor det trygge og kendte, det lokale og særegne, er udsat og sat i bevægelse i en verden i bevægelse:

Månen over Kabul

har meget mere at fortæl

månen over Svanfolk

går ind i sig selv

 

Tvivlrådige tider

se verden langsomt skrider

og vakler på sine tynde ben

hvem kaster den første sten

 

Er det pigen med trillebøren

er det langturschaufføren

eller en af de festklædte gæster

blandt de hippe dollarturister

 

 

Her er fortrøstningsfuld stille

kun en køters fjerne glammen

og nattergalens klare trille

over andedammen

 

Og hjerterne der slår

slår så rolige slag

tiden der går

mod den nye dag

Hvalvær skal anbefales af ovenstående grunde, men også fordi den musikalsk apellerer til enhver, der kan lide en god pop- og rocksang med noget på hjerte og melodier til øret. Hermed varmt anbefalet.

Ole Berthelsen. Hvalvær. Produceret af Flemming Ostermann. Gurre Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Peter Larsen – Lykkens Vej

24. september 2018

Sidst jeg omtalte den gode nordjyske sanger-sangskriver Peter Larsen var i 2016, hvor han kunne fejre sit tiår som solokunstner. Og nu er han så ude med albummet Lykkens Vej, der på bedste facon bekræfter og demonstrerer, hvad Peter Larsen står for som sanger-sangskriver. Nemlig en portion sange – 11 ialt – der henter deres inspiration i den efterhånden lange anglo-amerikanske tradition for episk rock, der i sit tekstunivers henter sin inspiration i ganske almindelige menneskers hverdagsliv. Denne gang er det på dansk, og som titlen antyder er sangene bundet sammen omkring det vanskelige tema “lykke”. Og sangene bekræfter ganske godt, at lykkens vej ikke sådan bare er til at finde og at lykken er som den rifbjergske håndsæbe i badet, der let smutter ud af hænderne på en og rummer sin modsætning – ulykken – i sig.

Som jeg tidligere har understreget, så kan Larsen det der med at skrive fængende melodier, der har appel til mainstreamradioerne. Og sådan er det også på denne udgivelse, og det vil være synd og skam, hvis ikke den unge radioværter rundt omkring i landet får ørerne op for denne gode håndfuld sange og giver dem rotation på deres lister. Sammen med Capser Dybdahl (guitar, tangenter og kor) og Lars Daugaard (trommer og slagtøj) fører Peter Larsen sine lyttere ud ad lykkens vej uden garanti for nå lykken, men med sikkerhed for at få historier om vejen derhen med alle de bump og afveje, den byder på. Og som sådan lykkes Lykkens Vej som en flot samling sange, der endnu engang understreger, at Peter Larsen er en sanger-sangskriver man kan og bør regne med. Hermed anbefalet.

Peter Larsen. Lykkens Vej. Larsong Records. Er udkommet.

Sabotage (Live)

23. september 2018

En anden plade, der kunne fortjene et genoptryk, er samme John Cales liveplade Sabotage fra 1979. Her optræder John Cale på legendariske CBGB på et tidspunkt, hvor han havde nået et kunstnerisk højdepunkt i sin solokarriere. Pladen har været genoptrykt et par gange på CD, men er svær at opdrive for tiden, og man skal betale anseelige summer for at komme i nærheden af den.

June 1 1974

23. september 2018

Albummet June 1 1974 må være indbegrebet af en kultplade. En plade, der ikke var båret frem af et bestemt navn, men et tilfældigt sammenrend af stærke navne fra halvfjerdserne progressive rock. Brian Eno, Kevin Ayers, John Cale og så den kølige tyske Nico. Allerede dengang i halvfjerdserne fik pladen kultstatus, og nu genudgives den – selvfølgelig – i den løbende strøm af vinylgenoptryk, der udgives i disse år.

Hvor levende er LIVE!?

22. september 2018

Danmarks Radio sendte det omdiskuterede underholdningsprogram X-Factor videre til den kommercielle konkurrent TV 2. Oven i købet fulgte værtinden med, så man var sikker på kontinuiteten. Og det var med en vis spænding, man imødeså DRs nye satsning, der skulle afløse X-Factor, nemlig programmet Live, der angiveligt skulle præsentere nye musiktalenter via “live-optagelser” med en “koncertagtig oplevelse”, som  det besnærende lød, da programmet blev præsenteret i august måned.

Men allerede i den første udsendelse fik forventninger et koldt styrtebad. En række “talenter” fik lov til at optræde i 30 sekunder, hvorefter dommerne og publikum skulle udpege de talenter, der skulle gå videre. Meget forståeligt kom der en kraftig seerprotest med den korte tid, kunstnerne havde til rådighed. Og DR valgte at ændre de 30 sekunder til 60 sekunder. Uden at det gjorde tingene meget bedre.

Set ud fra det synspunkt, at talenterne skal vise hvad de kan, og hvad deres musik har at byde på som live-optrædende, så må man konstatere, at DR med sit koncept svigter selve idégrundlaget for programmet. Jeg skal ikke udelukke, at nogle få særdeles talentfulde kunstnere vil kunne brænde igennem til publikum på 30-60 sekunder (selv om jeg tvivler), men som udgangspunkt er det en hån mod såvel musikken som mod de optrædende at byde dem de betingelser. DR svigter såvel kunstnerne som publikum med denne dødfødte idé, der mest af alt er båret af en perverteret forestilling om, hvad aftentvunderholdning  kan være (hurtig afvikling af musiknumre, massiv seerinddragelse via moderne digital teknik – man mærker, hvordan angsten for lave seertal rumstere i baggrunden – og en iscenesættelse af lyseffekter m.m., der snarere virkede forstyrrende og dræbende på musikoplevelsen end det modsatte) end en tro på, at levende musik kan nå sit publikum. Og det er synd og skam. For musikken, for kunstnerne og for seerne.

Der er mange andre ting, man kunne kritisere det nye program for, men jeg vil her holde mig til det grundlæggende, tanken om at præsentere nye talenters levende musik. Og her svigter DR – desværre – på det skammeligste. Og – for min egen regning – vil jeg tillade mig at mene, at man godt kan komme i tvivl om, hvorvidt DR formår at leve op til det meget omtalte “public service”-krav, når man kan gå så galt i byen som tilfældet er med LIVE!? For programmet er jo ikke hvilket som helst program. Det er et flagskib på DRs underholdningsflade, hvor DR ideelt set skal nå ud til så  mange seere som muligt i den bedste sendetid en lørdag aften. Som seerprotesten antyder, så tyder alt på, at DR med sin satsning undervurderer sit publikum. Og det gør DR, fordi de grundlæggende ikke har forstået, hvad de har mellem hænderne, når de vil præsentere levende musik med nye talenter.

Et andet problem er så, hvorfor DR er gået så galt i byen med deres nye koncept? Det er der sikkert mange forklaringselementer i. Fx tror jeg, at det handler om forholdet mellem form og indhold. I LIVE! har formen – den stortanlagte lysdominerede scenografi, kombineret med den konstante ængstelse for at kede seerne (seertallet!) med langsommelig tv – fået det totale overtag og har kvalt barnet (indholdet) i fødslen. DR forsøger – og heri kan man se en symptomatisk bekræftelse af, at der er noget fundamentalt galt ved konceptet – at lappe på programmet fra gang til gang. I stedet skulle man måske overveje at gøre kort proces med programmet og gå i tænkeboks med hensyn til en ny og anderledes programtype med rigtig levende musik fra de mange talenter, der er rundt om i landet. Det kunne man håbe og ønske sig for såvel seerne, kunstnerne og også for  nedskæringsramte DR.