oktober 2018 arkiv

Peggy Sue er ikke mere

3. oktober 2018

Peggy Sue Gerron Rackham er død i en alder af 78 år, fortæller den udenlandske presse. Og måske ringer der en lille klokke ved fornavnene Peggy Sue!? Der er da også tale om den dame -eller dengang var hun en pige – der inspirerede Buddy Holly til at skrive en af sine mest kendte sange, nemlig den om “Peggy Sue”.
Peggy Sue mødte Buddy Holly, da hun gik i high school i Lubbock, Texas. Og de blev meget gode venner. Hun giftede sig dog med trommeslageren i The Crickets, Hollys band, Jerry Allison. Med til historien hører også, at sangen oprindeligt skulle hedde “Cindy Lou” efter Hollys niece, men trommeslager Jerry vill så gerne gøre indtryk på sin udkårne og overtalte derfor Buddy til at ændre pigenavnet i sangen til Peggy Sue.
I 2008 udsendte Peggy Sue sine erindringer “Whatever happened to Peggy Sue?”, der var en hyldest til Buddy Holly. Og nu ved vi, hvad der skete med Peggy Sue – til sidst.

DR PigeKoret fylder 80 år

2. oktober 2018

Der findes ikke et mere alsidigt og varieret instrument end den menneskelige stemme. Sådan cirka sagde min musiklærer i gymnasiet, og jeg kan kun være helt enig i den opfattelse. Og et sted, hvor man kan opleve og nyde stemmens pragt er fx hos DR PigeKoret, der fylder 80 år i år. Jeg har tidligere fremhævet dette kor og gør det gerne Rigen. Her synger de to sange af afdøde Kim Larsen. Jeg er sikker på, at Larsen, der også var en halvdannet, litteraturlæsende mand, ville have sat pris på de unge skønmøers fortolkning af hans sange.

Charles Aznavour er død – 94 år

1. oktober 2018

De store træer i skoven falder. I går Kim Larsen. I dag den franske sanger Charles Aznavour. Uden sammenligning i øvrigt.

Aznavour er en af de stemmer, der har lydt siden min barndom. Han var en af de store stemmer i fransk underholdning. Frankrigs Frank Sinatra og andet er han blevet kaldt. Men først og fremmet var han et kæmpenavn i Frankrig, hvor hans tenor var elsket. The Guardian har en nekrolog over Aznavour – her.

 

Larsen-lydsporet

1. oktober 2018

Nej, selvfølgelig skal vi ikke slippe Kim Larsen sådan lige, selv om medierne strømmer over med Larsen-relaterede ting. Det var lidt mærkeligt at sidde på sengekanten søndag morgen og som det første læse den lapidariske nyhed på mobilen: Kim Larsen er død.
Det sendte mig tilbage i tiden. Til dengang førstt i halvfjerdserne (1974-1976), hvor jeg sammen med en studiekammerat stod på fortorvet uden for Stakladen ved Studenternes hus over for Århus Universitets administrationsbygning. Jeg tror, vi var på vej hjem fra noget musik nede i byen eller måske en lille festival uden for centrum. Og Gasolin gav koncert i Stakladen. Min ven ville ind, men jeg foretrak at tage hjem. Dengang var jeg endnu ikke blevet fan af Gasolin, selv om deres musik selvfølgelig var en del af mit lydspor også. Det var faktisk først efter gruppens opløsning i 1978, at deres storhed for alvor gik op for mig. Og dermed: Kim Larsens format som kunstner.

Den næste erindring er fra ca. 1985. Jeg var blevet far til en dreng og han var vild med nogle af Larsens sang, bl.a. “Køb bananar” og “Jutlandia”, som vi skrålede med på i tide og utide. Og på den billige ghetteblaster i køkkenet snurrede kassettebånden med “Kim i cirkus”. Larsen kom ind under huden, hvis han ikke allerede var der.

Og da søndagen var omme og jeg var vendt tilbage til Århus efter en weekendtur til vestkysten og det sydøstlige Danmark, så fandt jeg Larsen og Kjukkens Øst for vesterled frem fra dybet. “En gammeldags mand” med en typisk Larsen-tekst.