6. oktober 2018 arkiv

50: Electric Mud

6. oktober 2018

Electric Mud, Muddy Waters femte album, var en omdiskuteret plade, da den udkom for 50 år siden på denne dag. Årsagen var, at Muddy Waters tillød sig at flirte med den psykedeliske musik på pladen med den tvetydige titel Electric Mud. Bluespurister – og dem er der mange af – syntes, at den elektriske blues blev mudret til i eksperimentet.
Men det handlede (som altid) mere om penge end om musik. Chess-plademærket, som havde Muddy Waters, ville gerne have hans musik ud til et yngre publikum. Derfor blev Waters allieret med bandet Rotary Connection, der var debuteret på Chess’ undermærke Cadet Concept Records, hvor også Electric Mud udkom.

Waters selv var med på ideen med at nå ud til hippierne og tjene lidt ekstra penge. Og pladen klarede sig da også nogenlunde og viste sig endda på mainstreamhitlisterne. Men kritikerne forblev delte på grund af fusionen af blues og psykedelisk musik. Og Waters tog selv lidt afstand fra projektet efterfølgende. Men – som det ofte går – med tiden har pladen fået en del anerkendelse fra nyere lyttere, der ikke var handicappet af datidens purisme.

DR2 og Kim Larsen

6. oktober 2018

I går blev der gennemført fakkeltog til minde om afdøde Kim Larsen. En begivenhed, der nok burde vække opsigt – også journalistisk – eftersom den slags sjældent sker. Ser vi bort fra mindearrangementer i forbindelse med kongeliges død – fx prins Henrik – så er fakkeltoptog sjældne. Jeg kan kun komme i tanke om det fakkeltog, der blev afholdt i anledning af digteren Benny Andersens 70-års fødselsdag.

Så begivenheden passer selvfølgelig som fod i hose til journalistikkens nyhedsbegreb og kalder på journalistisk formidling. Her er en god historie, som enhver moderne journalist nok ville tænke. Og på DR2 havde man da også afsat hele to timer til at dække begivenheden, sådan som den udspandt sig i København, Odense og Aarhus. Der var placeret korrespondenter i alle tre byer og man forsøgte slavisk at følge optogenes bevægelse gennem de tre byer. Og det skete med mange kameraer og sågar tidens nyeste teknologiske påhit, droner. Så man var sikker på at få en god bllledmæssig dækning af forløbet. Og den side af sagen er der nok ikke så meget at sætte en finger på.

Med hensyn til den verbale journalistiske formidlinger, er der derimod meget, der står tilbage at ønske. Dels er det decideret trættende og fantasiløst, at DR-journalisterne konstant skulle spørge enhver person, der kom inden for deres mikrofons radius, om hvad vedkommende følte eller tænkte i forbindelse med nyheden om Kim Larsens død. Jovist følelsesjournalistikken har kronede dage. Til gengæld står det sløjt til med interviews, der bunder i almindelig researchet viden om tingene. Fx slap en journalist af sted med at påstå, at det var noget særligt, at Gasolin sang på dansk. Det var det sgu ikke. Dansk rock florerede både i tresserne og halvfjerdserne.

Noget andet, der også kunne få mig til at krumme tæer i skoene, var den udtalte selvoptagethed, der prægede kommentatorernes. Et groft eksempel var, da Anne Marie Helger dukkede op på skærmen og begyndte at holde en lille tale for de forsamlede (i København). Kommentatorerne hverken nævnte  Helger ved navn eller lod os høre, hvad hun havde at sige. I stedet skulle vi høre på kommentatorernes klogen-sig på Gasolins og Larsens økonomiske forhold. Der var decideret respektløst over for såvel Helger, tv-seerne og fakkeltogsdeltagerne. Navlepillende, selvspejlende tv-journalistik, når det er værst. Helt på niveau med “Aftenshowets” studieværter.

Det er kun et par eksempler. Og jeg undrer mig: Har DR (og TV” for den sags skyld) ingen efterkritik over for deres journalister? Har man ikke nogle standarder for, hvordan kommentatorer skal og bør gebærde sig, når de skal formidle den slags begivenheder? Hvis ikke, så burde man snarest få gjort noget ved det – af hensyn til seerne.

 

Eddie Cochran – 80

6. oktober 2018

Kun 21 år gammel endte  Eddie Cochran sit liv i et biluheld, hvor en taxi kørte galt på grund af et eksploderet dæk. De andre passagerer, bl.a. Eddies kæreste overlevede ulykken. Men selv om Cochran fik en meget kort karriere – godt og vel otte år – så nåede han at sætte sig afgørende spor i rocken med sin udgave af rockabilly med sange som  “Twenty Flight Rock”, “Summertime Blues”, “C’mon Everybody” og “Somethin’ Else”. Hans sange fangede og beskrev den teenagespleen, der var en uudryddelig del af selve teenagefænomenet – og stadigvæk er det.

Den 3. oktober ville Eddie være fyldt 80 år. Jeg synes, det virker helt forkert at forestille sig ham som firsårig med al den ubændige ungdom, hans musik er forbundet med. Men sådan er der så meget…

Kommentarer

6. oktober 2018

En læser har gjort mig opmærksom på, at der er problemer med kommentarfunktionen i bloggen. Man kan ikke få lov til at sende en kommentar, men bliver sendt videre til en anden side. Jeg ved ikke lige nu, hvad problemet skyldes (måske en plugin, virus eller noget helt tredje!?). Men i er velkomne til at skrive en mail, hvis i har en kommentar.