14. oktober 2018 arkiv

50 år oppe i træet

14. oktober 2018

Young Flowers’ debutalbum Blomsterpistolen udkom for 50 år siden. Nærmere bestemt var det vist d. 12. juli 1968. Med inspiration fra moderne jazz, Jimi Hendrix, Cream m.fl. lavede Ken Gudman, Peer Frost og Peter Ingemann, hvad der skulle blive den første og i manges ører mest originale progressive, psykedeliske album. I forbindelse med 50-året er det gendannede band (med ex-Gasolin-trommeslager Søren Berlev) rundt i landet og give koncert. Bandet rammer Århus på fredag, d. 19/10, og jeg er på plads. Omtale følger.

 

Cliff Richard – 78

14. oktober 2018

Han har været der, siden mine ører blev indstillet på pop og rock. Og måske er det derfor, jeg stadigvæk har et lille blødt punkt for Cliff Richard, selv om jeg var mere til Elvis og de amerikanske rockere.
De senere år har han især været i søgelyset på grund af sin seksuelle orientering (eller mangel på samme) med skandalesager i sit bornerte hjemland. Og je gkan ikke lade være med at tænke, at han måske ville have gjort os alle sammen – og ikke mindst sig selv – en kæmpe tjeneste, hvis han for længst havde været åbenhjertig om sine seksuelle præferencer!? Hans rungende tavshed omkring lige netop det aspekt af livet har – i min optik – altid været svært forenelig med billedet af ham som en rigtig rock’nroller. For er der noget rock’nroll altid har handlet om, så er det jo …sex.

Men hans fødselsdag i dag skal da markeres. Og han kommer sågar forbi landet i sit 78. livsår og giver bl.a. koncert her i byen. Nej, jeg skal ikke se ham. Der er så meget andet, jeg hellere vil opleve. Men “Congratulations”!

Electronic Ladyland

14. oktober 2018

Faldt over denne fine opsamling med kvindelige electronistaer, bl.a. vores egen Else Marie Pade.

 

Læs mere »

Den nationale albumdag

14. oktober 2018

I går har jeg været på posthuset, dvs. det hjørne af det lokale supermarked, hvor postvæsnet nu residerer, for at hente en vinylforsendelse (omtales senere i bloggen). Derefter var jeg forbi et af de lokale genbrugsmarkeder, hvor det bugnede med brugte vinylalbum med priser fra ca. 20 kr. og opefter.
Selv om jeg stod med The Kinks’ Sleepwalker (1977) i hånden – i nogenlunde stand og til en overkommelig pris – så blev det ved fristelsen. Jeg havde andet ærinde, der var vigtigere. Et møbel, som jeg måske køber i morgen…

Da jeg så omsider kom hjem, gik det op for mig, at englænderne har udnævnt denne dag til at være National Album Day, altså dagen, hvor man formodes at fejre albumformatet, der blevet lavet for 70 år siden. I 1948 helt præcist.  Og nu oplever vinyludgaven jo en renæssance, så måske er det på tide med sådan en fejring – i hvert fald er sådanne mærkedage altid godt for handlen. Det ved vi jo.

Mine første album var med Elvis Presley, fx Elvis for Everyone, hans ottende udgivelse fra 1965, som jeg måtte hen til reolen og finde frem for at genopfriske, hvilke sange, der er på det album. Og det første nummer jeg ser, er Hank Williams’ klassiker “Your cheating heart”. Her med the King…