17. oktober 2018 arkiv

50: Three Dog Night

17. oktober 2018

Samme dag, som Hendrix’ Electric Ladyland kom på gade, udsendtes også et helt andet album, nemlig debutalbummet fra de måske lidt glemte three Dog Night, der var et poprockband, som specialiserede sig i at fremføre sange, skrevet af eksterne sangskrivere som fx Harry Nilsson, Randy Newman m.fl. Man kan faktisk sige, at bandet var med til at markedsføre disse store sangkrivere. Med vanlig skarphed formulerede kritikeren Robert Christgau dettte forhold sådan:

“On the group’s first album, producer Gabriel Mekler unveiled an unprecedented concept: three excellent rock voices, named only in small print on the label, alternated on material which could be characterized for the most part as unjustly neglected. None of the singers wrote, the supporting musicians were anonymous and, with one exception, production and arrangement ranged from tasteful to superb. Taken all together, it was a brilliant revamping of the produced groups of rock’s early days, applied to serious songs instead of honest schlock.”

Det er mit indtryk, at Three Dog Night er gået lidt i g(l)emmebogen, siden dengang, hvor de hittede med Harry Nilsson-sangen “One“. Og det er synd og skam, for de kunne både synge, spille og altså åbne vores ører for store, lidt oversete sangskrivere.

Fra erindringsarkivet

17. oktober 2018

En af store fordele ved vissse sociale medier, som fx Facebook, er, at de giver mulighed for at komme i kontakt med gamle bekendte, fx skolekammerater, og mulighed for at dele minder fra gamle dage, fx fotos og andet fra barndommens land.

Forleden faldt jeg over ovenstående to sepiafarvede fotos fra min barndoms lokation i Esbjerg. Billederne viser den lokale tømmerhandel Bødkers, der lå, hvor nu Strandbyparken ligger, dvs. på området, der afgrænses af Nygårdsvej (min gade), Sjællandsgade, Skjoldsgade og Spangsbjerggade.

Dengang i barndommen var trælasthandlen mest noget, jeg og kammeraterne så udefra. Bødker var delvist omgærdet af en høj,nærmest bordeauxfarvet trævæg, bag hvilken stabler af træ og andet befandt sig. Trævæggen vendte ud mod det gadekryds mellem Nygårdsvej og Sjællandsgade, hvor jeg mest opholdt mig. Og måske var det derfor, jeg forestillede mig, at plankeværket gik hele vejen rundt. Men billderne overfor fortæller en lidt andet historie om stedet indretning. Erindringen spiller en et puds.

Bødker var – midt i vestbyens arbejderboligkvarterer – et fascinerende, anderledes fænomen, der både satte fantasiern i gang og lokkede til ulovlige besøg efter lukketid.